Danmark er et af verdens mest intensivt opdyrkede lande. Men hvordan kan vi anvende vores begrænsede landareal, så vi både producerer fødevarer, genopbygger jordens frugtbarhed, lagrer kulstof og skaber mere plads til naturen? Regenerative dyrkningssystemer åbner for en ny måde at tænke landbrug og landskabsforvaltning på.
Thomas Lygum Sidelmann
Redaktør
31.07.2026
Et landbrugsland i forandring
Danmark har et samlet landareal på omkring 4,3 millioner hektar. Heraf anvendes cirka 2,6 millioner hektar til landbrug, svarende til omkring 60 procent af landet. Skovene dækker omkring 15 procent, mens resten blandt andet består af byer, infrastruktur, søer, vandløb og lysåbne naturområder. [1][2][3]
Landbruget har gennem århundreder formet det danske landskab. Skove er blevet ryddet, vådområder drænet, vandløb reguleret og marker samlet til større produktionsenheder.
Landbrugsarealet toppede i 1938, hvor næsten 76 procent af Danmark blev anvendt til landbrug. Siden er arealet reduceret med omkring 600.000 hektar. En del af den tidligere landbrugsjord er blevet til skov, byer og infrastruktur.
Siden årtusindskiftet har landbrugsarealet dog været forholdsvis stabilt. Danmark er derfor fortsat et land, hvor den dyrkede jord dominerer landskabet.
Oversigt over Danmarks arealanvendelse
I Danmark er lidt under 60 pct. af arealet landbrug, hvoraf halvdelen af dette er kornmarker, mens resten er majs, roer, græs og andre afgrøder. Skov udgør ca. 13 pct., søer og vandløb 3 pct., heder og enge 8 pct., byer 8 pct. og veje/jernbaner 6 pct. Tallene stammer fra Danmarks Statistik.
Andelen af Danmark, der blev anvendt til landbrug, toppede i 1930’erne, hvor landbrug dækkede 75 pct. af arealet. Siden er andelen faldet. Landbrugsjord er bl.a. blevet erstattet af skov. I Europa er landbrugsarealet generelt svagt faldende og skov er stigende. Find mere information om fordelingen i Europa her.
Danmark i hektar
Landareal: 4,30 mio. hektar.
Landbrug: 2,59 mio. hektar (2026).
Skov: 655.000 hektar (2024).
Korn: 1.223.617 hektar (2026).
Græs og helsæd: 719.414 hektar, inklusive græs i og uden for omdrift (2026).
Bælgsæd: 30.108 hektar (2026).
Gartneriafgrøder: 17.300 hektar (2026).
Kilder: Danmarks Statistik [1][2][3]. Landbrugsarealet omfatter også braklagte arealer. Tallene for skov og landbrug stammer fra forskellige opgørelser og år. Arealdækkestatistikken viser eksempelvis 58 procent landbrugsdække i 2024, mens landbrugsstatistikken opgør landbrugsarealet til cirka 60 procent i 2026.
Danmark har særligt gode forudsætninger for fødevareproduktion
Danmark har et tempereret klima, relativt gode nedbørsforhold, lange sommerdage og store sammenhængende dyrkbare arealer.
Det giver gode betingelser for produktion af korn, bælgfrugter, græs, grøntsager og mange andre afgrøder. Vores geografiske forudsætninger er væsentligt bedre end i store dele af verden, hvor landbrugsproduktionen begrænses af eksempelvis tørke, høje temperaturer, stejlt terræn eller meget korte vækstsæsoner.
Det giver Danmark et særligt potentiale som fødevareproducerende land.
Men vores landbrugslandskab er i høj grad udviklet til specialiseret produktion af få afgrøder. Store marker, intensiv jordbearbejdning, dræning og omfattende anvendelse af eksterne ressourcer har gjort det muligt at opnå høje udbytter.
Samtidig har denne udvikling medført en betydelig forenkling af landskabets biologiske struktur. Mange naturlige økosystemer er blevet fragmenterede, og dyrkningssystemerne er i høj grad afhængige af tekniske løsninger, tilførsel af næringsstoffer og eksterne energiressourcer.
Det regenerative potentiale ligger i at videreudvikle Danmarks stærke produktionsgrundlag, så en større del af frugtbarheden og produktiviteten skabes gennem biologiske processer.
Det kan blandt andet ske ved at kombinere traditionelle afgrøder med flere plantearter, flerårige afgrøder, træer, græsning, levende jorddække og mere sammenhængende næringsstofkredsløb.
Målet er dyrkningssystemer, der ikke blot opretholder deres produktivitet, men gradvist forbedrer det biologiske grundlag for den.
Hvad dyrker vi på de danske marker?
Korn er den dominerende afgrøde og optager næsten halvdelen af landbrugsarealet. Hertil kommer store arealer med græs og andre foderafgrøder, mens raps, kartofler, sukkerroer, frøproduktion og brak udgør væsentlige dele af den øvrige arealanvendelse.
Frugt, grøntsager og andre gartneriafgrøder fylder derimod under én procent af landbrugsarealet. [1]
En betydelig del af planteproduktionen anvendes til husdyrfoder. Ifølge Danmarks Statistik går mere end 70 procent af den danske kornhøst normalt til foder, mens yderligere 10–20 procent eksporteres. [4]
Vores arealanvendelse er således tæt forbundet med den måde, vi har indrettet fødevareproduktionen på.
Spørgsmålet om Danmarks fremtidige arealanvendelse handler derfor både om, hvor meget jord vi dyrker, hvilke afgrøder vi producerer, og hvordan produktionen organiseres.
Fra arealkonkurrence til multifunktionelle landskaber
Danmarks arealer skal opfylde stadig flere formål.
Vi skal producere fødevarer og materialer, beskytte drikkevandet, reducere klimabelastningen, skabe mere plads til biodiversitet, håndtere ekstrem nedbør og producere vedvarende energi.
Hvis hvert formål alene skal løses ved at reservere sit eget areal, bliver konkurrencen om jorden stadig større.
Men mange af landskabets funktioner kan kombineres.
Et skovlandbrug kan eksempelvis producere korn, frugt, nødder og træprodukter på samme areal. Træerne kan samtidig bidrage til kulstoflagring, læ, biodiversitet og en mere effektiv udnyttelse af vand og næringsstoffer.
Et skovgræsningssystem kan kombinere træproduktion med græssende husdyr, mens græsningen bidrager til vegetationens omsætning og recirkulering af næringsstoffer.
Også dyrkning af forskellige afgrøder på samme mark, eksempelvis korn og bælgfrugter, kan give en mere effektiv samlet udnyttelse af lys, vand og næringsstoffer.
Og græsning under solceller kan under passende forhold kombinere energiproduktion med landbrugsdrift og vegetationspleje.
Fælles for systemerne er, at forskellige produktioner og økologiske funktioner integreres, så de understøtter hinanden.
Det udfordrer den traditionelle forestilling om, at hvert areal kun kan have én primær anvendelse.
Mere produktion på samme areal – potentialet i højere LER
En af de mest interessante muligheder ved regenerative dyrkningssystemer er, at flere produktioner kan kombineres på samme areal og dermed øge den samlede arealproduktivitet.
Det kan måles med Land Equivalent Ratio (LER), som sammenligner produktiviteten i et blandet dyrkningssystem med den produktion, der kan opnås, hvis de enkelte afgrøder dyrkes hver for sig.
En LER på 1,3 betyder eksempelvis, at der skal anvendes 1,3 hektar med adskilte produktioner for at opnå samme samlede udbytte som på én hektar med kombineret dyrkning.
Europæiske forsøg med skovlandbrug har dokumenteret betydelige produktivitetsgevinster. Et studie fra 2020 af fem forskellige europæiske skovlandbrugssystemer fandt LER-værdier mellem 1,36 og 2,0. Det svarer til, at de adskilte produktioner i de undersøgte systemer skulle bruge mellem 36 og 100 procent mere areal for at producere den samme samlede mængde produkter. [6]
Gevinsten kan blandt andet opstå, fordi træer og markafgrøder udnytter lyset på forskellige højder, har forskellige rodzoner og optager næringsstoffer og vand på forskellige tidspunkter.
I andre systemer kan samdyrkning, flerårige afgrøder og integreret husdyrhold bidrage til en mere effektiv udnyttelse af arealets ressourcer.
Hvis vi kan øge den samlede produktivitet på en del af Danmarks landbrugsareal, kan vi producere flere forskellige fødevarer og materialer uden en tilsvarende forøgelse af arealforbruget.
Det kan mindske presset på andre arealer og skabe bedre muligheder for at kombinere en stærk fødevareproduktion med mere natur.
Land Equivalent Ratio (LER)
LER måler, hvor effektivt et blandet dyrkningssystem udnytter arealet i forhold til separate dyrkningssystemer.
LER = 1,0: Samme samlede arealproduktivitet.
LER = 1,3: De adskilte produktioner kræver 30 procent mere areal for at opnå samme udbytte.
LER = 1,6: De adskilte produktioner kræver 60 procent mere areal.
LER = 2,0: De adskilte produktioner kræver dobbelt så meget areal.
LER beregnes ved at lægge de enkelte afgrøders relative udbytter sammen. Det er derfor et mål for samlet fysisk arealproduktivitet, ikke direkte for økonomisk afkast eller kulstoflagring.
Europæiske undersøgelser har dokumenteret LER-værdier over 1 i flere skovlandbrugssystemer. Resultaterne afhænger blandt andet af artsvalg, træernes alder, dyrkningssystem og lokale forhold.
Kilde: Ghaley m.fl. (2020), Productivity and Economic Evaluation of Agroforestry Systems [6].
Den rette anvendelse på det rette areal
Et regenerativt landskab tager udgangspunkt i jordens og landskabets egne forudsætninger. Jordbund, topografi, vandforhold, klima, eksisterende natur og lokale produktionsmuligheder er afgørende for, hvilke dyrkningssystemer der kan udvikles. Danmark består af meget forskellige landskaber, og de rummer forskellige muligheder.
De frugtbare landbrugsjorder
På de bedst egnede dyrkningsjorder er der et stort potentiale for fortsat fødevareproduktion. Her kan varierede sædskifter, bælgfrugter, efterafgrøder, samdyrkning og reduceret jordbearbejdning danne grundlag for en mere biologisk baseret planteproduktion.
Inddragelse af træer og flerårige afgrøder kan samtidig udvide produktionen med blandt andet frugt, nødder og træprodukter. Særligt kombinationer af markafgrøder og produktive trærækker, eksempelvis alley cropping, kan være interessante, fordi den eksisterende planteproduktion i vid udstrækning kan fortsætte mellem træerne.
De sandede og tørkefølsomme jorder
På sandede jorder er vand og næringsstofretention ofte begrænsende faktorer. Her kan øget jordfrugtbarhed, levende plantedække, dybtgående rødder og flere flerårige planter skabe et mere modstandsdygtigt dyrkningssystem.
Læhegn og strategisk placerede træer kan reducere vindpåvirkning og fordampningspres, mens forskellige typer af skovlandbrug kan udnytte jordens ressourcer i flere biologiske lag. På nogle arealer kan græsning, træproduktion og flerårige afgrøder udvikles til sammenhængende produktionssystemer.
Ådale og kulstofrige lavbundsjorder
Mange danske lavbundsjorder er blevet drænet for at muliggøre landbrugsproduktion. Når kulstofrige tørvejorder drænes, nedbrydes det organiske materiale, og der frigives betydelige mængder CO₂. Her kan genetablering af naturlige vandforhold være en af de mest virkningsfulde ændringer i arealanvendelsen.
Nogle områder har størst potentiale som genoprettede vådområder og sammenhængende natur. Andre kan anvendes til paludibrug, hvor eksempelvis tagrør og andre vådbundsplanter dyrkes ved et højt vandspejl. Det giver mulighed for fortsat biomasseproduktion uden den samme omfattende dræning af jorden.
Områder med stort naturpotentiale
Eksisterende naturområder, skove, vandløb og deres omgivelser kan danne udgangspunkt for større sammenhængende økologiske netværk. Her kan omlægning af udvalgte produktionsarealer skabe større levesteder, bedre hydrologi og stærkere forbindelser mellem naturområder. Det er særligt relevant, hvor eksisterende naturområder allerede rummer høj biodiversitet eller potentiale for at udvikle naturlige økosystemer.
Biodiversitetsrådet har kortlagt, hvor der med størst effekt kan udvikles større sammenhængende naturområder i Danmark. [7] Det afgørende er at betragte landskabet som et sammenhængende system frem for en samling isolerede marker og naturarealer.
Landskabet som planlægningsgrundlag
En regenerativ arealplan bør bygge på flere sammenhængende analyser:
Jordbund: Hvilke arealer har de bedste betingelser for planteproduktion, og hvor findes de kulstofrige jorder?
Vand: Hvor skal vandet tilbageholdes, infiltreres eller have plads til at oversvømme?
Natur: Hvor findes eksisterende naturværdier og muligheder for at skabe større sammenhæng?
Produktion: Hvilke afgrøder og dyrkningssystemer passer til de lokale forhold?
Klima: Hvor kan ændret arealanvendelse reducere udledninger og opbygge stabile kulstoflagre?
Sammenhæng: Hvor kan flere funktioner kombineres på samme areal?
Denne tilgang flytter fokus fra den enkelte mark til hele landskabets funktion. Den svarer til Klimarådets anbefaling om en geografisk koordineret arealindsats. [8]
Naturen skal også have sin egen plads
Regenerative dyrkningssystemer kan skabe bedre livsbetingelser for mange arter i landbrugslandskabet. Levende hegn, varierede afgrøder, træer, blomstrende planter og småbiotoper kan øge mangfoldigheden af levesteder. Men biodiversiteten er også afhængig af større sammenhængende naturområder, hvor naturlige processer kan udfolde sig med begrænset menneskelig indgriben.
Et produktivt skovlandbrug og en gammel naturlig skov har eksempelvis forskellige økologiske funktioner. De kan understøtte hinanden, men de opfylder ikke det samme formål. Derfor er det vigtigt at skelne mellem naturområder, der først og fremmest forvaltes med biodiversitet som mål, og produktionslandskaber, hvor biodiversiteten integreres som en del af dyrkningssystemet.
Biodiversitetsrådet har peget på behovet for store, sammenhængende og beskyttede naturområder og samtidig understreget betydningen af at øge naturindholdet uden for disse områder. [7]
I et regenerativt landskab kan de forskellige arealtyper understøtte hinanden. Naturområder kan skabe levesteder og økologiske forbindelser, mens de omkringliggende produktionslandskaber kan udvikles med mere levende plantedække, flere træer, flere arter og mindre miljøbelastning. På den måde kan den dyrkede jord i højere grad blive en del af landskabets økologiske sammenhæng.
To forskellige former for biodiversitet
Biodiversitet i produktionslandskabet kan understøttes gennem varierede afgrøder, træer, blomstrende planter, græsning og levende jord. Her kan biodiversiteten samtidig bidrage til bestøvning, biologisk regulering af skadedyr, næringsstofomsætning og jordens frugtbarhed.
Biodiversitet i naturlige økosystemer afhænger også af levesteder, naturlig dynamik, gamle træer, dødt ved, naturlig hydrologi og sammenhængende arealer.
Mange specialiserede arter er knyttet til naturtyper, som ikke kan genskabes alene ved at gøre landbrugsproduktionen mere varieret. Et regenerativt landskab har derfor brug for både biologisk rige produktionsarealer og større naturområder.
Kilde: Biodiversitetsrådet (2024) [7].
Fødevareproduktion, husdyr og det globale arealforbrug
En omstilling af Danmarks arealanvendelse hænger tæt sammen med vores fødevaresystem. I dag anvendes en betydelig del af planteproduktionen til husdyrfoder. Samtidig importerer Danmark store mængder foderprotein, blandt andet soja, som lægger beslag på produktionsarealer uden for landets grænser. [4][5]
Det nationale arealregnskab fortæller derfor kun en del af historien. Vores samlede arealforbrug omfatter også de arealer i andre lande, der bruges til at producere importerede fødevarer, foderstoffer, træprodukter og andre råvarer.
Hvis vi skal vurdere Danmarks arealforbrug i et regenerativt perspektiv, må vi derfor se på hele fødevaresystemets ressourceforbrug. En større produktion af afgrøder til direkte menneskeføde kan eksempelvis ændre behovet for foderproduktion. Samtidig kan husdyr indgå mere aktivt i regenerative dyrkningssystemer.
Drøvtyggere kan omsætte græs og andre plantefibre, som mennesker ikke kan fordøje, til kød og mælk. Græsning kan desuden indgå i naturpleje og i dyrkningssystemer, hvor dyrene bidrager til omsætning af biomasse og recirkulering af næringsstoffer. Fjerkræ og svin kan i andre systemer bidrage til omsætning af restprodukter, insektregulering og pleje af dyrkningsarealer.
Den centrale regenerative pointe er, at husdyrholdet i højere grad kan dimensioneres og organiseres i forhold til jordbrugets egne arealressourcer, planteproduktion og biologiske kredsløb. Det åbner mulighed for at udvikle fødevaresystemer, hvor planteproduktion og husdyrhold understøtter hinanden frem for at fungere som adskilte produktionsgrene.
Arealproduktiviteten bør i den sammenhæng også vurderes i forhold til produktionen af menneskeføde, herunder spiselig energi og protein, samt de ressourcer, der anvendes til at skabe produktionen.
Arealernes klimaregnskab
Regenerativ arealanvendelse rummer et stort potentiale for at ændre landbrugets rolle i klimaregnskabet. Jord, træer og flerårig vegetation kan lagre kulstof, mens ændrede vandforhold og dyrkningsmetoder kan begrænse udledningerne fra arealerne. Særligt kombinationer af flerårige afgrøder, træer og levende plantedække kan styrke den biologiske opbygning af kulstoflagre.
Men det samlede klimaregnskab afhænger af mere end kulstofindholdet i jorden. Udledninger af metan og lattergas, anvendelse af fossile brændstoffer, produktion af gødning, foderimport og andre ressourceinput skal også indgå. Et regenerativt dyrkningssystem bør derfor vurderes på sin langsigtede nettodrivhusgasbalance, hvor både kulstoflagring og samlede udledninger medregnes over en relevant tidshorisont.
Det langsigtede mål er dyrkningssystemer, hvor den samlede kulstofopbygning og reduktionen af drivhusgasudledninger tilsammen skaber en positiv klimaeffekt – og på sigt en dokumenteret nettonegativ drivhusgasbalance.
Det kræver, at kulstoflagrene vedligeholdes over tid, og at den samlede produktion ikke blot flytter udledninger eller arealforbrug til andre steder. Et dyrkningssystem med en høj LER er derfor interessant, men en høj arealproduktivitet dokumenterer ikke i sig selv en positiv klimabalance. Den største regenerative gevinst opstår, når høj samlet produktivitet kombineres med opbygning af jordfrugtbarhed, kulstoflagring og et lavt forbrug af eksterne ressourcer.
Det regenerative arealregnskab
Et areal bør vurderes på mere end udbyttet fra den primære afgrøde.
Produktion: Fødevarer, foder, materialer og energi.
Jordfrugtbarhed: Udvikling i jordstruktur, biologisk aktivitet og næringsstofkredsløb.
Klima: Ændring i kulstoflagre og de samlede udledninger af drivhusgasser.
Ressourceforbrug: Forbrug af fossile brændstoffer, gødning, vand, foder og andre eksterne input.
Økosystemfunktioner: Vandhusholdning, biodiversitet og beskyttelse mod erosion.
Økonomi: Værdiskabelse, driftsomkostninger og produktivitet over tid.
De forskellige mål supplerer hinanden. LER fortæller om arealproduktivitet, mens det samlede regenerative regnskab viser, hvordan produktiviteten hænger sammen med systemets økologiske og økonomiske udvikling.
Den grønne trepart – begyndelsen på en ny arealfordeling
Med den grønne trepart fra 2024 har Danmark taget hul på en omfattende omlægning af landets arealer. Blandt de centrale målsætninger er etablering af 250.000 hektar ny skov frem mod 2045 og udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder inklusive randarealer frem mod 2030. [9]
Omlægningen giver mulighed for at genoprette vådområder, skabe mere sammenhængende natur, beskytte drikkevandsressourcer og reducere landbrugets klimabelastning. Men den rejser også et grundlæggende spørgsmål:
Hvordan skal vi fremover dyrke de mere end to millioner hektar, der fortsat skal anvendes til landbrug?
Her ligger et stort potentiale i at kombinere den nationale arealomlægning med udviklingen af regenerative dyrkningssystemer. Den grønne trepart kan således ses som en begyndelse på en bredere forandring af Danmarks landskab. En forandring, der både handler om at give naturen mere plads og om at videreudvikle produktiviteten og de økologiske funktioner på de arealer, der fortsat dyrkes.
Læs mere i artiklen Grøn trepart – hvor blev den regenerative omstilling af landbruget af?.
Fra hektarudbytte til landskabets samlede produktivitet
Landbrugets produktivitet måles traditionelt som udbyttet af en bestemt afgrøde pr. hektar. Det er et vigtigt mål, men det beskriver kun en del af landskabets samlede funktion.
I et regenerativt dyrkningssystem kan flere afgrøder og produktioner supplere hinanden. Træer kan producere frugt, nødder og træ, samtidig med at marken mellem dem producerer korn eller græs. Husdyr kan indgå i dyrkningssystemet og bidrage til recirkulering af næringsstoffer.
Når vi vurderer den samlede produktivitet, må vi derfor se på summen af de produkter og funktioner, som arealet skaber. Det samme gælder udviklingen over tid. Et dyrkningssystem, som gradvist opbygger jordens frugtbarhed, øger sin biologiske mangfoldighed og mindsker behovet for eksterne ressourcer, udvikler samtidig sit fremtidige produktionsgrundlag.
Den biologiske dyrkningskapital bliver med andre ord en del af landbrugets samlede produktivitet. Det åbner for en bredere forståelse af effektiv arealanvendelse. Vi skal ikke alene spørge, hvor meget korn, mælk eller kød en hektar producerer i år. Vi skal også spørge, hvor mange forskellige ressourcer den producerer, hvor meget energi der anvendes, og hvordan jordens og landskabets tilstand udvikler sig over tid.
Det mest produktive landskab er ikke nødvendigvis det, der maksimerer udbyttet af én enkelt afgrøde. Det kan være det landskab, der skaber størst samlet værdi og samtidig opbygger grundlaget for sin egen fortsatte produktivitet.
Et nyt dansk landskab
Danmark står over for en historisk mulighed for at gentænke sammenhængen mellem landbrug, natur og landskabsforvaltning. Vi har gode dyrkningsbetingelser, et stærkt landbrugserhverv og et betydeligt vidensgrundlag inden for jordbrugsvidenskab, økologi og landskabsforvaltning.
Med regenerative dyrkningsprincipper kan vi videreudvikle et landskab, hvor de frugtbare marker fortsat producerer fødevarer, træer og flerårige afgrøder får en større rolle, græssende husdyr indgår i biologiske kredsløb, og vandløb, vådområder og naturområder igen får bedre plads. Det kræver, at vi ser ud over den enkelte mark og planlægger på tværs af bedrifter, vandoplande og landskaber. Og det kræver, at vi bevæger os fra en snæver diskussion om fordelingen af hektar til en bredere diskussion om, hvordan hvert areal kan bidrage bedst muligt til den samlede helhed.
Målet er et Danmark, hvor fødevareproduktion, natur og klima ikke blot konkurrerer om pladsen, men i langt højere grad udvikles som dele af det samme levende og produktive landskab.
Kilder
[1] Danmarks Statistik (2026): Fald i landbrugsarealet på 600.000 ha på 100 år. Landbrugets samlede areal og afgrødefordeling i 2026.
[2] Danmarks Statistik (2026): Landbrugsarealet skrumper år for år. Arealdækkestatistik for 2024.
[3] Danmarks Statistik (2025): Mindre skovhugst i 2024. Udviklingen i Danmarks skovareal.
[4] Danmarks Statistik (2025): God kornhøst efter solrigt vejr. Statistik over kornproduktionens størrelse og anvendelse.
[5] Københavns Universitet, IFRO (2025): Ny rapport undersøger dansk sojaimport og EU's skovrydningsforordning. Dokumentation for import af sojaskrå og dens globale miljømæssige betydning.
[6] Ghaley, B. B. m.fl. (2020): Productivity and Economic Evaluation of Agroforestry Systems for Sustainable Production of Food and Non-Food Products. Sustainability, 12(13), 5429. Europæisk undersøgelse af LER og økonomi i fem skovlandbrugssystemer.
[7] Biodiversitetsrådet (2024): Samlet udgangspunkt for at skabe store, sammenhængende naturområder i Danmark. Fagligt grundlag for nationale biodiversitetsprioriteringer.
[8] Klimarådet (2024, status opdateret 2026): Koordineret indsats i reguleringen af Danmarks arealer. Om geografisk målretning og synergier mellem klima, natur, vandmiljø og drikkevand.
[9] Regeringen (2024): Bred politisk aftale om Den Grønne Trepart indgået. De nationale mål for arealomlægningen.
Læs mere om
Grøn Trepart
EU’s landbrugsstøtte
Juridiske barrierer
Regler og støtteordninger kan bremse regenerativt landbrug. Læs om juridiske barrierer for skovlandbrug, græsning og biologisk varierede dyrkningssystemer.
Forskning og innovation
Hvordan fremmer vi forskning og innovation i regenerativt landbrug? Læs forslag til investeringer, langsigtede forsøg og bedre formidling af ny viden.