Høst mere sollys
Landmanden høster ikke kun korn, raps, kartofler eller græs. Helt grundlæggende høster landbruget solenergi. Gennem fotosyntesen bruger planterne solens energi til at omdanne kuldioxid og vand til organiske forbindelser. Det skaber den biomasse, vi kan høste, men også stængler, blade og rødder og kulstofforbindelser, der indgår i processerne omkring planternes rødder.
Fotosyntesen er dermed motoren i næsten hele landbrugets biologiske produktion. Når en mark står uden levende planter, stopper denne motor midlertidigt. Solen skinner stadig på marken, men energien bliver ikke omsat til ny planteproduktion. Jordbruget som forretning handler om at høste mest mulig lagret solenergi på jorden med mindst muligt energitilførsel. Derfor forsøger regenerativ dyrkning at forlænge den del af året, hvor marken er fotosyntetisk aktiv.
Hvor mange dage om året høster din mark egentlig sollys?
Det spørgsmål er mindst lige så interessant som, hvor mange hektar den består af.
Fra myndighedskrav til produktionsredskab
For mange danske landmænd er dækafgrøder først blevet introduceret som et miljøkrav i form af efterafgrøder. Dækafgrøder forbindes derfor let med regler, frister, indberetning og krav om at reducere kvælstofudvaskningen. Det er forståeligt, hvis dækafgrøderne derfor nogle gange opleves som en ekstra omkostning eller et nødvendigt onde.
Men set med regenerative briller vender perspektivet næsten på hovedet.
Efterafgrøden er ikke bare noget, der skal stå på marken for myndighedernes skyld. Det er en ekstra afgrøde, som kan arbejde for landmanden i den del af året, hvor marken ellers ville stå uden aktiv planteproduktion.
Mens efterafgrøden vokser, høster den solenergi. Den producerer biomasse og rødder, optager næringsstoffer og tilfører nyt organisk materiale til systemet. Afhængigt af artsvalg kan den samtidig konkurrere med ukrudt, fiksere kvælstof, udvikle forskellige rodsystemer, levere foder og holde jordoverfladen beskyttet. Det interessante spørgsmål er derfor ikke kun:
Hvor mange hektar efterafgrøder skal jeg have?
Men:
Hvordan får jeg størst mulig agronomisk værdi ud af de planter, jeg alligevel har stående på marken?
Efterafgrøden skal med andre ord have et arbejde.
%
I 2024 blev kun 19 % af Danmarks landbrugsareal dyrkes med efterafgrøder.
Det vigtigste plantedække findes under jorden
Når vi taler om plantedække, er det naturligt at kigge på den grønne biomasse over jordoverfladen. Men fra et regenerativt perspektiv er det mindst lige så interessant, hvad der foregår under jorden.
Levende rødder udforsker jordprofilet, optager vand og næringsstoffer og påvirker jorden fysisk, kemisk og biologisk. Når rødder vokser og senere dør, efterlader de rodkanaler og organisk materiale i jorden. Omkring levende rødder findes samtidig rhizosfæren – den biologisk meget aktive zone, hvor planter, bakterier, svampe og andre organismer interagerer.
En del af det kulstof, planten producerer gennem fotosyntesen, føres ned under jorden gennem rødderne og deres aktivitet. Dermed forbinder planten solenergien over jorden med det biologiske system under jorden. Det er derfor mere præcist at sige:
Målet er ikke bare grønne marker. Målet er aktive rodsystemer.
Det er også her, principperne begynder at hænge sammen. Levende rødder er med til at dyrke jordens frugtbarhed, og når vi reducerer den mekaniske jordbearbejdning, kan rødder og jordorganismer gradvist overtage en større del af arbejdet med at skabe struktur.
Princip 1: Dyrk jordens frugtbarhed
Princip 2: Forstyr jorden mindst muligt
Beskyt jordoverfladen
Levende plantedække har også en mere umiddelbar funktion: Det står mellem jordoverfladen og vejret. Regndråber rammer bladene i stedet for direkte at slå mod jorden. Planter og planterester reducerer vindens påvirkning af jordoverfladen og kan dæmpe temperaturudsving og fordampning. Det er nyttigt at skelne mellem tre situationer:
Bar jord har ingen voksende vegetation og ingen aktive rødder.
Døde planterester kan beskytte jordoverfladen mod blandt andet erosion og fordampning og tilfører organisk materiale.
Levende plantedække kan både beskytte overfladen og fortsætte fotosyntesen, rodvæksten og de biologiske processer omkring rødderne. Planterester er derfor værdifulde. Men kun levende planter kan fortsætte med at høste ny solenergi.
Luk hullerne mellem hovedafgrøderne
I et dyrkningssystem baseret på enårige afgrøder vil der naturligt opstå perioder mellem hovedafgrøderne. Efter en tidligt høstet afgrøde kan der stadig være en betydelig del af vækstsæsonen tilbage. Regenerativt landmandsskab forsøger at gøre disse perioder så korte som muligt. Det kan blandt andet ske gennem: efterafgrøder, mellemafgrøder, undersåning, vintersæd og flerårige afgrøder.
Pointen er ikke, at hver kvadratmeter jord absolut skal være grøn 365 dage om året. I et dansk klima vil plantevæksten naturligt være meget begrænset om vinteren. Princippet er i stedet:
Når der er lys, temperatur og vand nok til plantevækst, bør vi overveje, om marken kan bruge det.
Vækstdage er en ressource
Det gør tidspunktet for etableringen afgørende. Hvis to efterafgrøder består af præcis de samme arter, men den ene får flere ugers ekstra vækst, kan resultatet blive meget forskelligt. Mere væksttid kan betyde: mere fotosyntese, mere biomasse, større rodsystem og større næringsstofoptagelse.
En meta-analyse fra tempererede dyrkningssystemer fandt netop, at tidspunktet for etablering og nedvisning samt den producerede biomasse var blandt de stærkeste faktorer bag efterafgrødernes effekt på jordens kulstoflager. (PubMed) Derfor kan undersåning være interessant.
I stedet for at høste hovedafgrøden og først derefter begynde etableringen af den næste vegetation, kan et nyt plantedække allerede være etableret under hovedafgrøden.
Dermed reduceres pausen mellem to aktive plantesamfund.
Efter høst tæller hver vækstdag.
Plantedækkets albedo-effekt
Plantedækkets har en kølende albedo-faktor som bidrager til at køle jordoverfladen. I modsætning til den mørke bare jord bidraget de grønne blade til at reflektere sollyset op i atmosfæren hvilket også vurderes at have en kølende effekt på planetens temperatur.
Arealer med skove danner typisk et mikroklima med lavere temperaturer og højere luftfugtighed i forhold til de omkringliggende områder. Dette kan bidrage til dannelsen af lokale skyer og nedbør. Skyer har en stor positiv albedoeffekten og denne har en målbar effekt på klimaet.
Efterafgrøden skal have et job
Der findes ikke én optimal efterafgrøde til alle marker. Artsvalget bør begynde med et andet spørgsmål: Hvilken opgave skal løses?
- Er målet primært at opsamle overskydende kvælstof?
- Skal der produceres mest mulig biomasse?
- Ønsker man biologisk kvælstoffiksering?
- Er målet et tæt plantedække, der konkurrerer med ukrudt?
- Vil man have forskellige rodtyper gennem jordprofilet?
- Skal afgrøden kunne afgræsses?
- Eller skal den udføre flere af disse funktioner samtidig?
Når efterafgrøden vælges på den måde, ændrer den karakter fra at være et miljøkrav til at blive et agronomisk værktøj. Det er også her, artsdiversiteten bliver interessant.
Hold på næringsstofferne
Når hovedafgrøden høstes, kan der stadig være plantetilgængeligt kvælstof og andre næringsstoffer tilbage i jorden.
Uden aktive rødder kan en del af disse næringsstoffer gå tabt.
En efterafgrøde kan i stedet optage dem og midlertidigt indbygge dem i levende biomasse.
Når plantedækket senere dør eller omsættes, kan næringsstofferne igen indgå i dyrkningssystemets kredsløb.
Efterafgrøden fungerer dermed som en biologisk næringsstoffanger.
Det betyder ikke, at alle arter fungerer ens. Som den nordiske meta-analyse viser, er ikke-bælgplanter eksempelvis generelt bedre til at reducere N-udvaskning end rene bælgplanteefterafgrøder. (ScienceDirect)
Det er endnu et argument for at vælge arter efter den funktion, der er behov for.
Efterafgrøder kan halvere kvælstofudvaskningen
En nordisk meta-analyse af 35 studier fra Danmark, Sverige, Finland og Norge fandt, at undersåede ikke-bælgplanter – hovedsageligt rajgræs – i gennemsnit reducerede kvælstofudvaskningen med omkring 50 procent.
Bælgplanter havde ikke samme effekt på udvaskningen, men bælgplanter og blandinger gav til gengæld positive effekter på den efterfølgende kornafgrødes udbytte og kvælstofindhold.
Det illustrerer en vigtig pointe: Forskellige efterafgrøder udfører forskellige funktioner. (ScienceDirect)
Levende plantedække bygger også jordens kulstofpuljer
Efterafgrøder tilfører ekstra planteproduktion til et areal, som ellers ville have haft mindre eller ingen levende plantevækst i perioden. Det betyder ekstra kulstofinput både over og under jorden.
En meta-analyse med særlig relevans for tempererede og boreale klimaer fandt, at efterafgrøder sammenlignet med dyrkning uden efterafgrøder øgede flere forskellige puljer af organisk kulstof i topjorden. Mineralassocieret organisk kulstof steg i gennemsnit 4,8 %, partikulært organisk kulstof 23,2 % og mikrobielt biomassekulstof 20,2 %. (BSSS Journals)
En anden meta-analyse fra tempererede dyrkningssystemer fandt omkring 12 % større samlet kulstoflager i de øverste 30 cm under efterafgrøder end uden efterafgrøder. Effekten varierede betydeligt med blandt andet jordtype, biomasse og længden af efterafgrødens vækstperiode. (esajournals.onlinelibrary.wiley.com)
Det sidste er vigtigt. Efterafgrøder er ikke en automatisk kulstofmaskine. Effekten afhænger af, hvor meget planteproduktion systemet faktisk skaber, og hvordan jorden og dyrkningssystemet forvaltes.
Læs mere om kulstoflagring i landbrugsjorden
Fra efterafgrøde til permanent plantedække
Efterafgrøder forsøger grundlæggende at løse et problem, der opstår i dyrkningssystemer med enårige afgrøder:
Når hovedafgrøden forsvinder, forsvinder de levende rødder også.
Men der findes en anden strategi. Vi kan øge andelen af planter, der ikke skal genetableres hvert eneste år. Flerårige græsser, kløvergræs, flerårige afgrøder, buske og træer kan have levende rodsystemer gennem flere år. De kan derfor betragtes som en form for permanent levende plantedække.
Det giver en interessant progression:
enårig hovedafgrøde → levende rødder en del af året
hovedafgrøde + efterafgrøde → flere måneder med levende rødder
undersåning → mindre pause mellem afgrøderne
flerårige afgrøder og græsmarker → levende rodsystemer gennem flere år
træer og buske → permanente rodsystemer, der kan eksistere i årtier.
Skovlandbrug kan gå endnu længere ved at kombinere årlige afgrøder, flerårig vegetation og træer på samme areal.
Efterafgrøden udfylder pausen mellem de årlige afgrøder. Flerårige planter fjerner en del af pausen.
Princip 6: Plant træer og flerårige afgrøder
Lad dyrene høste plantedækket
Et levende plantedække behøver heller ikke kun være en omkostning. I bedrifter, hvor det passer ind, kan efterafgrøder og andre plantedækker indgå som foderressource. Dermed kan den ekstra fotosyntese omsættes til animalsk produktion samtidig med, at dyrene fører næringsstoffer tilbage til arealet gennem gødning og urin. Det ændrer økonomien i plantedækket. I stedet for:
udsæd → etablering → nedvisning
kan systemet i nogle tilfælde blive:
udsæd → planteproduktion → foder → animalsk produktion → recirkulering af næringsstoffer.
Det er dog en anden del af det regenerative dyrkningssystem, som fortjener sin egen behandling.
Efterafgrøder i økologisk landbrug - Del 1
Efterafgrøder i økologisk landbrug - Del 2
Her kan du høre, Ole Olsen, som er økologisk planteavler, fortælle om de praktiske aspekter relateret til efterafgrøder. I det andet afsnit forklarer Kristian Thorup Kristensen, som er professor ved Københavns Universitet, de mere tekniske aspekter af emnet.
Om podcasten:
Interview; Dennis Weigelt Pedersen
Optagelser: Jon Aagaard Enni
Redigering: Joachim Kjeldsen
Podcasten er udarbejdet af Innovationscenter for Økologisk Landbrug med støtte fra Planteafgiftsfonden.
Levende plantedække skal styres
Mere plantedække er ikke automatisk bedre i enhver situation. Planterne bruger vand og næringsstoffer. Et plantedække kan konkurrere med hovedafgrøden, hvis det etableres eller afsluttes på det forkerte tidspunkt. Det kan også skabe udfordringer med snegle, sygdomme, skadedyr eller etableringen af den næste afgrøde. En kraftig efterafgrøde kan blive vanskelig at håndtere, hvis maskiner, sædskifte og såsystem ikke er tilpasset den. Derfor handler regenerativ dyrkning ikke om:
“Så flest mulige planter og lad dem stå længst muligt.”
Det handler om:
At holde fotosyntesen og de levende rødder i gang længst muligt uden at kompromittere den samlede produktion.
Det kræver timing og observation. På én bedrift kan undersåning være løsningen. På en anden tidlig etablering efter høst. På en tredje kan vand eller den næste hovedafgrøde sætte en klar grænse for, hvor længe efterafgrøden bør vokse.
Retningen er fælles. Løsningen afhænger af konteksten.
Fra pligt til godt landmandsskab
Efterafgrøder er et godt eksempel på forskellen mellem at følge en regel og at arbejde regenerativt. Reguleringen kan fortælle landmanden, at der skal etableres en bestemt mængde efterafgrøder. Men reguleringen fortæller ikke nødvendigvis:
- Hvilken funktion har netop denne mark brug for?
- Hvilke arter passer bedst til næste hovedafgrøde?
- Kan efterafgrøden etableres tidligere?
- Kan flere funktionelle grupper kombineres?
- Kan den bruges som foder?
- Kan den hjælpe med ukrudtskontrol?
- Kan perioden med levende rødder forlænges?
Det er her godt landmandsskab begynder.
Staten ser måske først og fremmest efterafgrøden som et kvælstofvirkemiddel. Den regenerative landmand ser en afgrøde med et arbejde, der skal udføres.
Det regenerative mål er derfor større end at overholde et krav om plantedække. Det er at udvikle et dyrkningssystem, hvor stadig mere af den solenergi, der rammer bedriften, omsættes til planteproduktion og biologiske processer.
Regenerativt landbrug forsøger ikke bare at holde jorden dækket. Det forsøger at gøre dyrkningssystemet mere kontinuerligt levende.
30 ekstra grønne dage er ikke bare 30 dage
Betydningen af en efterafgrøde afhænger ikke kun af, om den er etableret, men også af hvor længe og hvor kraftigt den vokser.
I en meta-analyse af tempererede dyrkningssystemer var længden af vækstperioden og den producerede biomasse blandt de vigtigste faktorer for efterafgrødernes effekt på jordens kulstoflager. (PubMed)
Det gør etableringstidspunktet til et centralt managementspørgsmål.
En efterafgrøde, der får en lang produktiv vækstperiode, kan udføre langt mere biologisk arbejde end den samme blanding etableret så sent, at den næsten ikke kommer i vækst.
Tænk derfor ikke kun i hektar med efterafgrøder. Tænk også i grønne vækstdage.
Prøv det på din egen bedrift
Vælg én mark og tegn dens dyrkningsår på en tidslinje. Marker de perioder, hvor der findes aktivt voksende planter og levende rødder. Se derefter på hullerne. Hvis hovedafgrøden eksempelvis høstes i august og den næste først etableres langt senere, så spørg:
Kan jeg få 30, 60 eller måske 90 ekstra dage med levende rødder og fotosyntese på denne mark?
Overvej derefter, hvilket arbejde planterne skal udføre. Skal de fange kvælstof? Fiksere kvælstof? Producere biomasse? Konkurrere med ukrudt? Skabe forskellige rodstrukturer? Producere foder? Eller flere ting på én gang?
Prøv eventuelt forskellige blandinger eller etableringstidspunkter på mindre dele af marken. Og mål ikke kun resultatet på, om efterafgrøden “lykkedes”. Se på biomasse, jordstruktur, ukrudt, etableringen af næste afgrøde, kvælstofbehov, udbytte og økonomi.
Jordbruget handler i sidste ende om at omsætte solenergi til værdifuld produktion. Jo større en del af året markerne kan gøre det uden at kompromittere hovedafgrøden, desto større en biologisk ressource har landmanden at arbejde med.