Dyrene skal have et arbejde
I det specialiserede landbrug er planteavl og husdyrproduktion i vid udstrækning blevet adskilt. På nogle bedrifter dyrkes store arealer uden dyr. Andre steder koncentreres mange dyr på relativt lidt jord, mens en stor del af deres foder produceres et andet sted.
Det har gjort produktionen effektiv og specialiseret, men samtidig har det brudt nogle af de kredsløb, der tidligere eksisterede mellem mark og husdyr. Regenerativt landbrug forsøger at koble disse funktioner sammen igen.
Planterne producerer biomasse. Dyrene omsætter en del af biomassen. Gødning og urin returnerer næringsstoffer til jorden. Jordens organismer omsætter materialet, og nye planter vokser frem.
Dyrene bliver dermed ikke kun en produktionsgren ved siden af planteavlen. De bliver en del af dyrkningssystemet.
Spørgsmålet er ikke bare, hvilke dyr bedriften kan producere. Spørgsmålet er også: Hvilket arbejde kan dyrene udføre?
Kobl planteavl og husdyrhold sammen igen
Integrationen kan foregå på mange niveauer. Kvæg eller får kan afgræsse kløvergræs i sædskiftet. Dækafgrøder kan anvendes som vinter- eller efterårsgræsning. Høns kan flyttes gennem en frugtplantage. Svin kan indgå i skovlandbrug, og forskellige dyrearter kan følge hinanden på samme areal. På den måde kan en del af den biomasse, der ellers primært havde en jordforbedrende funktion, samtidig blive til en animalsk produktion.
Samtidig returnerer dyrene en stor del af de næringsstoffer, de optager, direkte til marken gennem gødning og urin. Det betyder ikke, at dyr skaber næringsstoffer ud af ingenting. De flytter, koncentrerer og recirkulerer dem.
Derfor bliver koblingen mellem mark og dyr særlig interessant, når foderet i høj grad produceres på bedriften, og næringsstofferne returneres til de arealer, hvor de igen kan indgå i planteproduktionen.
Lad dyrene høste dækafgrøden
En artsrig dækafgrøde repræsenterer en betydelig mængde biomasse. På en planteavlsbedrift har den værdi gennem levende rødder, næringsstofopsamling, jorddække og tilførsel af organisk materiale. Hvis husdyr integreres, opstår endnu en mulighed:
Dyrene kan høste en del af biomassen.
Dermed kan dækafgrøden både være et agronomisk værktøj og grundlag for en ekstra produktion. Det ændrer også økonomien.
En dækafgrøde er ikke længere kun en udgift til udsæd og etablering. Den kan potentielt levere foder og animalsk produktion samtidig med, at levende rødder holder jorden biologisk aktiv mellem hovedafgrøderne. Men der er en vigtig grænse. Hvis dyrene æder planterne helt ned, efterlader jorden bar eller færdes på våd jord med stor risiko for komprimering, kan nogle af fordelene hurtigt forsvinde.
Integration af dyr er derfor ikke det samme som bare at lukke dem ud på marken.
Det kræver management.
Fra dækafgrøde til produktion
En dækafgrøde kan udføre flere funktioner på samme tid:
Sollys → plantebiomasse
Plantebiomasse → foder
Foder → tilvækst, mælk eller anden animalsk produktion
Dyr → gødning og urin
Organisk materiale og næringsstoffer → jord
Jord → næste afgrøde
Jo bedre disse kredsløb kobles sammen, desto mere af bedriftens produktion kan baseres på ressourcer, der allerede cirkulerer i systemet.
Græsning handler om timing og restitution
Planter har brug for tid til at genopbygge bladmasse og rodsystem efter afgræsning. Hvis et areal afgræsses kontinuerligt, kan dyrene vende tilbage til de mest attraktive planter igen og igen, før planterne har nået at genetablere sig. Over tid kan det ændre plantesamfundet og svække de arter, som dyrene foretrækker.
Ved planlagt rotationsafgræsning flyttes dyrene i stedet mellem mindre arealer, hvorefter vegetationen får en periode uden græsning. Hvor lang denne restitution skal være, afhænger blandt andet af årstid, temperatur, nedbør, jordtype, plantearter og hvor hårdt arealet er blevet afgræsset. Der findes derfor ikke én korrekt rotationsplan. Det afgørende er princippet:
Græs planten – flyt dyrene – giv planten tid til at komme igen.
Det er også her, forskellen mellem god og dårlig husdyrintegration bliver tydelig. Dyretryk, jordfugtighed og opholdstid skal styres, så dyrene udfører et arbejde uden at ødelægge det biologiske system, de skal være en del af.
På våd jord kan mange tunge dyr på et lille areal give betydelig jordpakning. Forskning i integrerede plante-husdyrsystemer viser netop, at græsning både kan fungere godt og give problemer med overfladisk komprimering afhængigt af græsningstrykket og management.
Mere integration kræver mere management.
Samgræsning – diversitet gælder også dyrene
Det regenerative dyrkningsprincip 4 handler om, at forskellige plantearter kan udfylde forskellige biologiske nicher. Det samme princip kan anvendes på husdyrene.
Kvæg foretrækker én del af vegetationen. Får en anden. Geder kan udnytte buske og vedagtige planter, mens fjerkræ søger efter frø og smådyr tættere ved jordoverfladen. Når forskellige dyrearter anvendes sammen eller efter hinanden, kan en større del af vegetationen derfor udnyttes. Det kan samtidig give mulighed for flere produktioner fra samme areal.
Men samgræsning gør systemet mere komplekst. Hegn, vand, parasitter, flytning, håndtering og forskellige arters behov skal kunne fungere i praksis. Målet er ikke flest mulige dyrearter. Målet er igen funktionel diversitet.
Forskellige dyr udfører forskellige funktioner
Ligesom forskellige planter udfører forskellige funktioner, gør forskellige husdyr det også. Kvæg, får, geder, svin og fjerkræ æder ikke det samme og påvirker heller ikke vegetationen eller jorden på samme måde.
Dyrene som biologiske værktøjer
Kvæg - Er effektive til at omsætte store mængder græs, kløver og andre grovfoderplanter.
Får - Kan udnytte græs og urter tættere ved jordoverfladen og kan indpasses på arealer, hvor større dyr er vanskeligere.
Geder - Browser i højere grad buske, blade og vedagtige planter og kan derfor bruges målrettet til at påvirke tilgroning og bestemte plantearter.
Svin - Roder naturligt i jorden. Det kan anvendes aktivt til eksempelvis at bearbejde vegetation eller rydde et areal, men kan også give kraftig jordforstyrrelse, hvis de opholder sig for længe samme sted.
Høns og andet fjerkræ - Skraber i overfladen, æder frø, planter og insekter og kan eksempelvis integreres i frugtplantager og andre flerårige systemer.
Dyrene er derfor ikke udskiftelige.
Vælg dyret efter den funktion, der mangler i systemet.
Dyrevelfærd er en del af dyrkningssystemet
Når husdyr integreres mere direkte i landskabet, opstår også muligheder for at give dem adgang til den adfærd, de biologisk er udviklet til. Kvæg kan græsse og bevæge sig i flok. Svin kan rode og søge efter føde. Høns kan skrabe, støvbade og lede efter insekter. Det er en væsentlig kvalitet ved mange integrerede systemer. Men udendørs dyrehold er ikke automatisk god dyrevelfærd.
Dyrene skal stadig have adgang til passende foder, rent vand, læ, tørre hvilearealer og – afhængigt af art og årstid – skygge. Parasitter, ekstremt vejr, rovdyr og sygdomme skal håndteres. Det regenerative mål bør derfor være et system, hvor dyrkningsfunktion og dyrevelfærd understøtter hinanden.
Dyrene skal ikke bare være redskaber for jorden. De er levende dyr med egne behov.
Tilpas dyrene til bedriftens bæreevne
Et vigtigt spørgsmål er, hvor mange dyr der kan integreres. I et regenerativt system bør husdyrproduktionen i højere grad dimensioneres efter bedriftens mulighed for at producere foder og recirkulere næringsstofferne. Hvis store mængder foder importeres til et område med høj husdyrtæthed, importeres samtidig store mængder kvælstof og fosfor.
Når næringsstofferne efterfølgende udskilles som gødning og urin, skal de kunne fordeles og udnyttes uden at skabe store overskud. Derfor hænger husdyrtæthed, fodergrundlag og areal tæt sammen.
Antallet af dyr bør ikke kun bestemmes af staldenes kapacitet, men også af landskabets og bedriftens kapacitet til at bære dem.
På nogle bedrifter kan det betyde flere dyr, fordi der findes store uudnyttede græs- og dækafgrøderessourcer. På andre kan det betyde færre. Princippet er ikke et bestemt antal dyr pr. hektar. Det er balance mellem dyr, planter, areal og næringsstoffer.
De mindste dyr arbejder også på bedriften
Husdyr er ikke de eneste dyr, der kan udføre funktioner i dyrkningssystemet. En mark rummer også edderkopper, løbebiller, rovbiller, mariehøns, snyltehvepse, svirrefluer, bestøvere og en lang række andre organismer.
Mange af dem lever af arter, vi betragter som skadedyr. Derfor kan en del af plantebeskyttelsen i et regenerativt system handle om at skabe betingelser for de organismer, der allerede udfører biologisk regulering. Men nyttedyrene kommer ikke nødvendigvis, bare fordi man undlader at sprøjte. De skal have levesteder.
Byg habitat til nyttedyrene
Et dyrket landskab kan være et vanskeligt sted at leve, hvis stort set hele arealet består af én afgrøde, der høstes samtidig. Mange nyttedyr har behov for pollen, nektar, alternative byttedyr, skjul og steder, hvor de kan overvintre. Derfor kan blomstrende planter, permanente markkanter, læhegn, træer, varierede dækafgrøder og andre mere stabile strukturer få betydning langt ind i dyrkningsfladen.
Forskningen i blomsterstriber viser generelt en tydelig stigning i forekomsten af naturlige fjender, selv om effekten på selve skadedyrsbestanden og afgrødeudbyttet varierer mellem systemer. Det er en vigtig nuance. Man kan ikke så en blomsterstribe og dermed garantere biologisk skadedyrsbekæmpelse. Men man kan skabe væsentligt bedre betingelser for de organismer, der skal udføre arbejdet.
Nyttedyrene skal også have mad
For at nyttedyr kan blive en stabil del af dyrkningssystemet, har de brug for flere ressourcer:
Blomster
Leverer pollen og nektar til blandt andet svirrefluer og snyltehvepse.
Varieret vegetation
Skaber mikroklima, skjul og alternative fødekilder.
Permanente strukturer
Læhegn, træer, græsbræmmer og flerårige kanter kan fungere som overvintrings- og levesteder.
Byttedyr
En bestand af naturlige fjender kan ikke eksistere permanent i et landskab, hvor alle potentielle byttedyr forsøges fjernet.
Forekomst er ikke det samme som skade
Et vigtigt skifte i biologisk plantebeskyttelse er at skelne mellem, at et skadedyr findes, og at det forårsager en økonomisk betydende skade.
En mark behøver ikke være fri for bladlus, larver eller andre potentielle skadedyr. De indgår også i fødekæden. Hvis enhver forekomst udløser en behandling, kan man samtidig ramme eller fjerne fødegrundlaget for organismer, der kunne være med til at regulere bestanden. Derfor bliver observation vigtig.
- Hvor mange skadedyr er der?
- Stiger eller falder bestanden?
- Er naturlige fjender allerede til stede?
- Hvor langt er afgrøden i sin udvikling?
- Og er den økonomiske skadetærskel faktisk nået?
Målet er ikke en mark uden insekter. Målet er en mark, hvor skadedyr sjældnere udvikler sig til et økonomisk problem.
Fra bekæmpelse til biologisk regulering
Det betyder ikke, at en regenerativ landmand aldrig skal gribe ind. Et alvorligt angreb kan kræve handling. Men rækkefølgen kan ændres. Først forsøger man at forebygge gennem sædskifte, diversitet, robuste afgrøder og habitat til nyttedyr. Dernæst observerer man udviklingen. Derefter vurderer man, om den biologiske regulering er tilstrækkelig. Og hvis indgreb er nødvendigt, vælges den mindst forstyrrende løsning, der realistisk kan løse problemet.
Det er samme tankegang, som gælder for jordbearbejdning og ukrudtskontrol:
Intervention skal være et redskab – ikke dyrkningssystemets grundlæggende motor.
Princip 2: Forstyr jorden mindst muligt
Fra husdyrproduktion til integreret dyrkningssystem
At integrere dyr handler derfor om langt mere end at sætte noget kvæg ud på en mark. Det handler om at se hele bedriften som et biologisk system.
- Kan dækafgrøden blive til foder?
- Kan dyrene returnere næringsstofferne direkte til jorden?
- Kan græsning erstatte en mekanisk arbejdsgang?
- Kan forskellige dyr udnytte forskellige dele af vegetationen?
- Kan træer give både foder, læ og skygge?
- Kan blomstrende planter understøtte de insekter, der regulerer skadedyr?
Når disse forbindelser begynder at opstå, bevæger bedriften sig væk fra en række adskilte produktioner og hen imod et integreret dyrkningssystem. Dyrene bliver med andre ord ikke bare noget, landmanden producerer.
De bliver en del af den måde, bedriften producerer på.
Prøv det på din egen bedrift
Start ikke nødvendigvis med at købe dyr. Start med at kigge efter den biomasse og de funktioner, der allerede findes på bedriften.
- Har du dækafgrøder, kløvergræs, permanent græs eller arealer, som kunne afgræsses?
- Bliver biomasse slået af eller nedmuldet, som dyr måske kunne omsætte?
- Er der en planteproduktion, hvor høns, får eller andre dyr kunne integreres?
- Hvor kommer bedriftens foder fra, og hvor ender næringsstofferne?
- Hvis du allerede har husdyr, så se på deres bevægelse gennem bedriften.
- Hvor længe opholder de sig på det samme areal?
- Hvor lang restitution får planterne?
- Efterlades der tilstrækkeligt plantedække?
- Er der steder, hvor dyrene koncentrerer gødning, tramper jorden hårdt eller mangler adgang til vand, skygge eller læ?
Se også på de vilde dyr.
- Har svirrefluer, mariehøns, løbebiller og andre nyttedyr føde og levesteder gennem hele vækstsæsonen?
Find derefter ét sted, hvor en bedre integration kan afprøves i lille skala. Det kan være afgræsning af en dækafgrøde, en ny rotation mellem folde, høns i en frugtplantage, samgræsning eller etablering af en blomstrende permanent markkant. Definér på forhånd, hvad dyrene skal gøre.
Begynd ikke med spørgsmålet: Hvordan får jeg dyr ind i systemet?
Begynd med: Hvilken funktion mangler mit dyrkningssystem – og kan et dyr udføre den?