Arealerne langs søer og vandløb bliver ofte betragtet som kanten af marken – et sted hvor produktionen stopper, og hvor reglerne fortæller landmanden, hvad der ikke må ske. Men den vandnære zone har sine helt egne vækstbetingelser og kan nogle steder udvikles til et produktivt, flerårigt dyrkningssystem, der samtidig beskytter vandmiljøet.
Regenerativt randzonebrug, også kaldet brinklandbrug. tager udgangspunkt i denne mulighed. I stedet for at forsøge at dyrke den vandnære jord som resten af marken tilpasses produktionen stedets fugtighed, hydrologi og naturlige vegetationsudvikling. Træer, buske, flerårige planter, græsning og natur kan kombineres i en produktiv overgang mellem mark og vand.
Hvad er regenerativt randzonebrug?
Regenerativt randzonebrug er et stedstilpasset dyrkningssystem i den nære overgang mellem landbrugsjord og søer eller vandløb. Systemet kan kombinere en række forskellige produktionsdomer herunder skovlandbrug, kontrolleret græsning, vådbundsproduktion og fri naturudvikling.
Formålet er både at skabe et landbrugsmæssigt udbytte og at forbedre randzonens funktion som beskyttelse af vandmiljøet og som levested og spredningskorridor.
Randzonebrug er derfor ikke én bestemt afgrøde. Det er et dyrkningssystem, hvor produktionen tilpasses den hydrologiske overgang mellem vand og den dyrkede mark.
Et overset dyrkningsmiljø
Den nære zone omkring vandløb og søer adskiller sig ofte markant fra resten af landbrugsarealet. Grundvandet kan stå højere. Oversvømmelser forekommer hyppigere. Jorden kan være fugtig eller periodevis vandmættet. Og plantevæksten påvirkes direkte af nærheden til vandet. Det er forhold, der kan gøre traditionel dyrkning med enårige afgrøder vanskelig og ustabil.
Men de samme egenskaber kan være en fordel for andre planter. I stedet for at betragte de fugtige markkanter som dårlige versioner af resten af marken kan vi derfor betragte dem som et selvstændigt produktionsmiljø.
Her er spørgsmålet ikke: Hvordan får vi denne jord til at fungere som den tørre mark?
Men: Hvad kan vi dyrke her, hvis vi arbejder med vandet i stedet for imod det?
Fra passiv til produktiv buffer
Traditionelt betragtes randzoner omkring vandløb primært som beskyttelsesarealer. Her skal landmanden undgå gødning, pesticider og jordbearbejdning for at reducere påvirkningen af vandmiljøet. Det er et vigtigt hensyn. Men det rejser et andet spørgsmål:
Kan den samme beskyttelse opnås gennem en flerårig produktion, der aktivt understøtter vandmiljøet?
Internationalt findes et beslægtet dyrkningsprincip i de såkaldte riparian forest buffers: flerårige zoner med træer, buske og anden vegetation langs vandløb. Sådanne systemer kan blandt andet tilbageholde sediment og næringsstoffer fra oplandet, stabilisere brinker, give skygge til vandløbet og skabe levesteder. De kan samtidig designes med arter, der producerer træ, biomasse, frugt, nødder eller andre produkter.
Det er netop denne kombination, der gør randzonebrug interessant.
Randzonen behøver ikke kun være et sted, hvor produktionen stopper. Den kan være stedet, hvor en anden produktion begynder.
Hvad er en riparisk zone?
Riparisk betegner overgangszonen mellem et vandløb, en sø eller et andet vandområde og det omkringliggende land.
Internationale agroforestry-systemer arbejder med riparian forest buffers, hvor træer, buske og flerårig vegetation etableres langs vandet.
Formålet kan blandt andet være at:
-
tilbageholde sediment og næringsstoffer
-
beskytte brinker mod erosion
-
give skygge til vandløbet
-
tilføre organisk materiale og dødt ved
-
skabe levesteder og økologiske korridorer.
Systemerne kan samtidig indeholde en produktiv komponent. En amerikansk undersøgelse fra 2026 blandt 2.433 producenter med sådanne skovbuffere fandt, at 72 procent anvendte produkter fra bufferne på egen bedrift, mens 26 procent solgte produkter.
Regenerativt randzonebrug kan ses som en dansk videreudvikling af samme grundidé.
Dyrk efter gradienten – ikke efter linealen
En regenerativ randzone bør ikke nødvendigvis være tre, ti eller tyve meter bred. Naturen arbejder ikke med faste afstandskrav. Den arbejder med topografi, jordbund og vand. På én mark kan den fugtige zone være ganske smal. På en anden kan den brede sig langt ud i ådalen. Dyrkningssystemet bør derfor ændre sig gradvist fra vandløbet mod den tørrere mark.
Et eksempel kunne være:
Vandløb → naturlig bredzone → fugttålende træer og buske → flerårig produktion eller græsning → alley cropping
På den måde bliver randzonen ikke en skarp grænse mellem natur og landbrug. Den bliver en økologisk gradient mellem de to.
Det er samtidig vigtigt, fordi effekten af en vegetationsbuffer afhænger meget af lokale forhold. Jordtype, terræn og den måde vandet bevæger sig gennem landskabet på er afgørende for, hvor effektiv en buffer er til at tilbageholde næringsstoffer.
Hvad kan et randzonebrug producere?
Artsvalget skal altid afhænge af jordbund, fugtighed, oversvømmelser, naturhensyn og lokale markeder. Men et randzonebrug kan potentielt rumme flere typer produktion.
Træ og biomasse
På fugtige arealer kan blandt andet hurtigtvoksende træarter og andre vedplanter anvendes til eksempelvis tømmer, energi, fibre, flis, hegnsmaterialer, andre træbaserede produkter.
Fødevarer
På de mindre vandmættede dele kan der være potentiale for frugttræer, nødder, bærbuske, flerårige spiselige planter. Dermed kan randzonen indgå som en særlig form for skovlandbrug.
Foder og græsning
Mere åbne dele kan anvendes til permanent græs, høslæt eller kontrolleret afgræsning, hvor natur- og jordbundsforhold gør det hensigtsmæssigt.
Vådbundsproduktion
På de vådeste arealer kan randzonebruget glide over i regenerativt sumplandbrug også kaldet paludikultur, hvor produktionen foregår med høj vandstand frem for gennem fortsat dræning.
Randzonebrug og paludikultur er derfor ikke det samme dyrkningssystem, men de kan mødes i landskabet.
En biologisk rensezone
Randzonebrugets måske vigtigste funktion er placeringen. Vand og næringsstoffer bevæger sig fra marken mod vandløbet. Vegetation placeret mellem dyrkningsfladen og vandet kan derfor opfange en del af det sediment og de næringsstoffer, der ellers ville nå frem til vandmiljøet.
Flerårige planter har samtidig levende rødder over lange perioder og kan skabe et permanent rodnet i jorden. Træer og buske tilfører organisk materiale. Deres rødder kan stabilisere jord og brinker. Og vegetationen kan reducere erosion fra overfladeafstrømning.
Men effekten er ikke automatisk. En randzone skal placeres, dimensioneres og designes efter den konkrete hydrologi. Hvis vandet eksempelvis ledes uden om bufferen gennem dræn, vil dens rensefunktion være en anden end på et areal, hvor vandet bevæger sig gennem rodzonen. Derfor bør randzonebrug ikke udvikles som endnu et standardiseret afstandskrav.
Systemet skal designes ud fra, hvordan vandet faktisk bevæger sig gennem landskabet.
Træerne kan også forbedre selve vandløbet
Vegetationen påvirker ikke kun det vand, der kommer fra marken. Den påvirker også selve vandløbet. Træer kan skabe skygge og dermed reducere solopvarmningen af vandet. Rødder kan stabilisere brinkerne. Blade, grene og dødt ved bidrager til mere komplekse levesteder og fødegrundlag i vandløbet.
Ripariske skovbuffere anvendes internationalt netop til blandt andet at skabe skygge, tilføre dødt ved og beskytte vandløbsøkosystemet. I et klima med højere temperaturer og flere ekstreme nedbørshændelser kan disse funktioner blive stadig vigtigere.
Randzonen som en del af bedriften
Det regenerative landbrug tager udgangspunkt i, at forskellige dele af en bedrift ikke nødvendigvis skal dyrkes ens. Den tørre bakke har én produktionsmulighed. Den frugtbare mark en anden. Den vandmættede lavning en tredje. Og arealet langs åen en fjerde. Randzonebruget tager denne forskel alvorligt.
Det forsøger ikke at presse vandløbsnære arealer ind i samme dyrkningssystem som resten af marken. Det spørger i stedet, hvordan deres særlige jordbund, vandforhold og økologi kan bruges som en styrke.
Randzonen behøver derfor ikke være den del af marken, hvor landbruget slutter. Den kan være stedet, hvor en anden form for landbrug begynder.
Natur eller produktion? Det behøver ikke altid være et enten eller
Nogle vandløbsnære arealer bør ikke dyrkes. Der kan være værdifulde enge, moser, kildevæld eller andre naturtyper, hvor biodiversitet og naturlige processer bør have førsteprioritet. Andre steder kan fri succession være den bedste løsning.
Regenerativt randzonebrug er derfor ikke et argument for at gøre al natur produktiv. Det er et argument for at udfordre forestillingen om, at alternativerne altid er: intensivt landbrug eller ingen produktion.
Mellem de to findes et stort felt af produktionsformer med lav jordforstyrrelse, permanente rødder, flerårige planter og stor biologisk kompleksitet. Det er netop i dette felt, randzonebruget befinder sig.
Lovgivningen kan spænde ben for systemet
Der opstår imidlertid en særlig konflikt, hvis træer skal være en del af randzonebruget. Naturbeskyttelseslovens § 16 betyder, at ny beplantning som hovedregel ikke må etableres inden for 150 meter fra søer på mindst tre hektar og de vandløb, der er omfattet af sø- og åbeskyttelseslinjen. Der findes undtagelser, og kommunen kan dispensere.
Det betyder paradoksalt nok, at et flerårigt træbaseret dyrkningssystem tæt på vandet, der øger biodiversiteten o g miljøtilstanden, kan møde større juridiske barrierer end fortsat almindelig markdrift.
Det er særlig relevant for regenerativt randzonebrug. Hvis vi ønsker produktive bufferzoner med træer og buske, må reglerne også kunne rumme dem. Det betyder ikke, at værdifulde lysåbne naturtyper skal plantes til. Men lovgivningen bør kunne skelne mellem eksempelvis:
-
en intensiv træplantage
-
et levende hegn
-
et agroforestry-system
-
en naturgenoprettende træbevoksning
-
en produktiv riparisk skovbuffer.
De har ikke samme landskabelige eller økologiske effekt.
Randzone er ikke det samme som 3-meterbræmme
Begrebet regenerativt randzonebrug beskriver her et dyrkningssystem. Det er ikke det samme som den lovbestemte bræmme langs vandløb og søer.
Landbrugere, der er omfattet af CAP's konditionalitetskrav, skal i 2026 overholde GLM 4. Her gælder en 3 meter bred bræmme langs de vandløb og søer, der også er omfattet af vandløbslovens 2-meterbræmme.
I de tre meter må der blandt andet ikke:
-
jordbearbejdes
-
gødskes
-
anvendes plantebeskyttelsesmidler
-
dyrkes andre afgrøder end græs eller andet grøntfoder.
Et regenerativt randzonebrug kan derimod være langt bredere og tage udgangspunkt i de faktiske jordbunds- og vandforhold.
Den juridiske bræmme måles med linealen. Den regenerative randzone formes af landskabet.
Et muligt nyt virkemiddel i Grøn Trepart?
Regenerativt randzonebrug kan også være interessant i forbindelse med den store danske arealomlægning. I dag tænkes vandløbsnære arealer ofte gennem virkemidler som:
-
udtagning
-
vådområder
-
ekstensivering
-
skovrejsning.
Alle kan være relevante. Men på nogle arealer findes måske en yderligere mulighed: produktiv ekstensivering. Her tages jorden ud af intensiv årlig omdrift, men ikke nødvendigvis helt ud af landbrugsproduktionen. Den kan i stedet udvikles til et flerårigt produktionssystem, som samtidig:
-
tilbageholder næringsstoffer
-
reducerer erosion
-
lagrer kulstof
-
giver plads til biodiversitet
-
forbedrer vandløbets økologiske funktion
-
skaber nye produkter og indtægtskilder.
Det kan være særlig interessant i de dele af landskabet, hvor traditionel planteavl allerede er vanskelig på grund af høj vandstand eller hyppige oversvømmelser.