Skal regenerativt landbrug udbredes effektivt, kræver det at der kommer øget politisk opmærksomhed på de juridiske rammevilkår for omstillingen af landbrugserhvervet. Barriererne findes både i lovgivningen og i administrationen. De kan ligge i skovloven, naturbeskyttelsesloven eller planloven, men lige så ofte i støttebetingelser, afgrødekoder, indberetningssystemer, dokumentationskrav og myndighedernes fortolkning af reglerne. Hver enkelt regel kan have et legitimt formål. Men tilsammen kan reglerne gøre biologisk komplekse dyrkningssystemer vanskeligere og mere risikable at etablere.
Et regelsystem bygget op omkring adskilte kasser
En stor del af dansk landbrugsregulering er udviklet omkring nogle forholdsvis tydelige kategorier: mark, plantage, skov, natur, husdyrbrug. Det regenerative landbrug udfordrer netop denne opdeling.
En hvedemark mellem rækker af kastanje- eller valnøddetræer er både planteavl og træproduktion. Et silvopasture-system er både husdyrproduktion og trædyrkning. En frugtplantage med græssende høns kan samtidig producere frugt, æg og biodiversitet. Et areal med flerårige afgrøder, vådområder, småbiotoper og produktionsstriber kan levere både fødevarer og økosystemtjenester.
Det interessante er, at selve lovgivningen om landbrugsjord allerede er bredere, end man måske skulle tro. Lov om drift af landbrugsjorder anerkender blandt andet et- og flerårige afgrøder, plantage, skov, halvkultur, udyrkede arealer, småbiotoper og småplantninger som mulige anvendelser af landbrugsjord.
Problemet opstår ofte i mødet mellem forskellige regelsæt og administrative systemer.
- Hvor mange træer må der stå på marken?
- Hvordan skal arealet registreres?
- Hvilken afgrøde er hovedafgrøden?
- Hvornår bliver en mark til en plantage eller en skov?
- Kan et naturareal senere tages tilbage i produktion?
- Kan dyr gå mellem træerne?
- Kan den samme hektar levere flere funktioner uden at miste støtte?
Det er spørgsmål som disse, fremtidens landbrugspolitik skal blive bedre til at besvare.
OBS: Regenerativt landbrug findes ikke som juridisk kategori
Der findes ikke en selvstændig dansk lovgivning eller juridisk produktionskategori for regenerativt landbrug.
En regenerativ bedrift reguleres derfor gennem de samme regelsæt som andre jordbrug. Det er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Regenerativt landbrug behøver ikke en særskilt lov. Men de eksisterende regler skal kunne håndtere dyrkningssystemer, hvor landbrug, træer, natur og husdyr integreres på nye måder.
Giv et praj
Oplever du juridiske udfordinger i din omlægning til regenerativt landbrug er du meget velkommen til at skrive til os om din udfording.
Du kan kontakte Regenerativt Landbrug på mail: info@regenerativtlandbrug.dk
Barriere for det regenerative landbrug
Når administrationen bliver en skjult produktionsomkostning
Nogle af de største barrierer ligger ikke i loven, men i den administrative maskine: registrering, markkort, støtteoverlap, kontrol og uklare kategorier.
Når mere frivillig natur kan skabe mindre råderet
Reglerne har et vigtigt miljøformål, men de kan være stive over for systemer med permanente plantedækker, undersåning, flerårighed og komplekse blandinger.
Efterafgrøder og stive metodekrav
Reglerne har et vigtigt miljøformål, men de kan være stive over for systemer med permanente plantedækker, undersåning, flerårighed og komplekse blandinger.
Når ønsket om flere træer i marken rammes af landskabsbeskyttelsen
Naturbeskyttelseslovens 150-meter-beskyttelseslinje kan begrænse ny beplantning, også på almindelig landbrugsjord.
Når støttesystemet foretrækker den velordnede plantage
Støtteordningerne er i høj grad designet til traditionelle plantager og kan passe dårligt til flerlagssystemer og polykulturer.
Barriere for etablering af små regenerative jordbrug
Nye små jordbrug kan møde vanskeligheder omkring bolig, driftsbygninger, landzone og etablering på jord uden eksisterende bygninger.
Agroforestry og skovlandbrug
Når træer, afgrøder og dyr kombineres, passer systemerne dårligt ind i regler, støtteordninger og arealkategorier udviklet til mark, skov og plantage som…
Kære politikere: Lav ét samlet serviceeftersyn
De juridiske barrierer for regenerativt landbrug i Danmark er komplekse og mangefacetterede. De kommer både fra EU’s policy og danske implementeringer, fra arealanvendelsesregulering og administrative krav, og ikke mindst fra den måde, hvorpå offentlige støtteordninger er struktureret. Derfor løses de ikke ved at ændre én paragraf.
Regenerativt Landbrug anbefaler, at regeringen etablerer en tværgående arbejdsgruppe med deltagelse af relevante ministerier og styrelser, KL, regenerative landmænd, forskere, landbrugs- og naturjurister, rådgivere og organisationer med praktisk erfaring i regenerative dyrkningssystemer.
Opgaven bør ikke være abstrakt. Den bør tage udgangspunkt i konkrete regenerative dyrkningssystemer og spørge: Hvad sker der juridisk og administrativt, hvis en almindelig dansk landmand forsøger at etablere dette i morgen?
Skal regenerativt landbrug for alvor udbredes i Danmark, er det ikke tilstrækkeligt at oprette nye støtteordninger. Der er også behov for et juridisk og administrativt serviceeftersyn af de eksisterende rammer.
Målet skal ikke være svagere regler for natur, miljø eller dyrevelfærd. Tværtimod. Målet bør være et regelsystem, der i højere grad regulerer de resultater, samfundet ønsker, samtidig med at landmanden får større frihed til at udvikle det dyrkningssystem, der leverer dem.
Biologisk kapital passer dårligt ind i korte tidshorisonter
Der findes også en mere grundlæggende økonomisk og juridisk udfordring. Det traditionelle etårige landbrug fungerer i korte cyklusser. Der sås om foråret. Der høstes samme år.
Mange regenerative investeringer fungerer anderledes. Et læhegn kan eksistere i generationer. Et kastanjetræ kan først få væsentlig produktion efter mange år. Et agroforestry-system kan kræve en stor etableringsinvestering længe før det giver sit fulde afkast. Jordens kulstofindhold og struktur forbedres over år. Det betyder, at politikken bør blive bedre til at forstå biologisk kapital.
En direkte såmaskine bliver betragtet som en produktionsinvestering. Det bør et flerårigt træsystem også. Et drænanlæg er infrastruktur. Det samme er et system af læhegn, vandingspunkter og hegn til rotationsgræsning.
Det er derfor relevant at gennemgå både støtte- og skatteregler for at undersøge, om langsigtede biologiske produktionsinvesteringer behandles mindst lige så attraktivt som traditionelle tekniske investeringer.
Økonomiske incitamenter og politiske prioriteringer
Det juridiske rammeværk omkring landbruget hænger tæt sammen med, hvordan politiske beslutninger om offentlige midler, støtteordninger og incitamenter er formet:
-
Den nuværende landbrugspolitik i Danmark og EU prioriterer stadig i høj grad hektarstøtte og traditionel produktionsstøtte, hvilket favoriserer konventionelle løsninger fremfor regenerative systemer.
-
Flere faglige aktører og interesseorganisationer peger på, at den nuværende ordning ikke systematisk understøtter regenerativ praksis som paludikultur eller skovlandbrug med dedikerede midler, selvom de miljømæssige gevinster er betydelige.
-
Der mangler klare juridiske incitamenter i form af målrettede tilskud, skattelettelser eller kulstofbetalinger, som kan gøre disse systemer økonomisk konkurrencedygtige.
Det skal være lettere at gøre det rigtige
Danmark har brugt årtier på at udvikle et detaljeret regelsæt omkring landbruget. Mange af reglerne beskytter vigtige samfundshensyn. De beskytter grundvand, natur, landskab, naboer og dyrevelfærd. Den beskyttelse skal vi ikke give afkald på. Men fremtidens landbrug kommer ikke nødvendigvis til at ligne det landbrug, reglerne oprindeligt blev skrevet til.
Det skal være lettere at være praksispionér og eksperimentere med regenerativt landbrug uden at blive straffet økonomisk for ikke at leve op til krav.
Hvis vi ønsker marker med levende plantedække, flere træer, mere varierede sædskifter, integreret husdyrgræsning, flerårige afgrøder, vandhuller og småbiotoper, skal lovgivningen og administrationen kunne håndtere denne kompleksitet.
Det regenerative landbrug udfordrer ikke nødvendigvis målene med vores miljø- og naturlovgivning.
Ofte forsøger det netop at levere de resultater, lovgivningen ønsker. Udfordringen opstår, når regelsystemet samtidig er bundet så tæt til bestemte produktionsformer og metoder, at nye måder at nå målene på bliver unødigt vanskelige. Danmark har derfor ikke først og fremmest brug for en særlig lov om regenerativt landbrug.
Vi har brug for et regelsystem, hvor det er muligt at være en god landmand på flere måder.
Og hvor det er lettere – ikke vanskeligere – at gøre landbrugsbedriften mere levende, mangfoldig og robust.
Syv principper for en bedre regulering
Et juridisk og administrativt serviceeftersyn bør efter vores opfattelse bygge på syv grundprincipper.
1. Reguler efter både praksis, tilstand, udvikling og resultater
Hvor resultater kan måles sikkert, bør de få større betydning. Men reguleringen bør ikke baseres på resultatmåling alene. Der skal også kunne gives kredit for dokumenterede regenerative praksisser, eksisterende kvaliteter og en positiv udvikling over tid.
Det langsigtede mål bør være, at reguleringen i højere grad fokuserer på de resultater, samfundet ønsker, frem for at foreskrive præcis, hvordan landmanden skal dyrke.
Men resultatbasering har også begrænsninger. Jordens kulstofindhold, biodiversitet og kvælstoftab påvirkes ikke alene af landmandens handlinger. Jordtype, nedbør, temperatur, historisk drift og naturlig variation spiller også en betydelig rolle.
En landmand kan derfor gøre det rigtige uden nødvendigvis at kunne dokumentere en målbar forbedring fra det ene år til det andet. Regenerativ regulering bør derfor bygge på en kombination af fire typer indikatorer:
Praksis: Hvilke regenerative dyrkningsmetoder anvendes?
Tilstand: Hvordan ser jord, landskab og produktionssystem ud i dag?
Udvikling: Bevæger bedriften sig i en positiv retning over flere år?
Resultater: Hvor der findes robuste og valide målemetoder, bør dokumenterede resultater have stigende betydning.
Det giver større metodefrihed uden at gøre landmandens økonomi afhængig af målinger, som i nogle tilfælde er præget af stor naturlig variation.
Vi behøver ikke kunne måle alt perfekt for at begynde at belønne det rigtige.
2. Straf ikke dem, der går foran, men hyld dem
Landmænd, der allerede har plantet træer, bevaret permanente græsarealer, forbedret jorden eller etableret småbiotoper, må ikke stilles dårligere end dem, der først handler, når en ny støtteordning åbner. Historiske indsatser og eksisterende værdier skal kunne anerkendes.
En ny regenerativ støtte- og reguleringsmodel må ikke skabe et incitament til at vente med at gøre det rigtige. Hvis fremtidige betalinger alene gives for forbedringer i forhold til det tidspunkt, hvor en ordning træder i kraft, risikerer vi at straffe de landmænd, der allerede har investeret i levende jord, træer, permanente græsarealer, større diversitet eller mere komplekse dyrkningssystemer.
Det kan skabe et paradoksalt incitament: Hvorfor investere i dag, hvis den samme investering måske bliver støtteberettiget i morgen?
En sådan forventning kan i sig selv forsinke den grønne omstilling. Derfor bør nye ordninger ikke alene belønne forandringen fra en fremtidig baseline. De bør kunne honorere tre forskellige ting:
Bevarelse: Eksisterende regenerative kvaliteter, som samfundet ønsker fastholdt.
Forbedring: Dokumenterede fremskridt i jord, landskab, biodiversitet, inputforbrug eller andre relevante parametre.
Omstilling: Den økonomiske risiko, investering og læring, som landmanden påtager sig ved at ændre dyrkningssystemet.
Tidligere regenerative investeringer bør kunne anerkendes gennem en rimelig historisk referenceperiode, så landmænd, der er gået foran, ikke stilles dårligere end dem, der har ventet.
Det skal aldrig kunne betale sig at vente med at forbedre sin bedrift.
3. Giv plads til kombinationer
Landbrug, skov, husdyr og natur skal kunne eksistere på samme bedrift og i mange tilfælde på samme hektar. Regelsystemet skal kunne håndtere blandede dyrkningssystemer frem for at presse dem ind i adskilte administrative kategorier.
Den regenerative bedrift udfordrer specialiseringen
Den moderne landbrugsregulering er udviklet parallelt med et stadig mere specialiseret landbrug. Nogle bedrifter producerer korn. Andre producerer grise. Andre igen mælk. Regenerativt landbrug søger ofte at bevæge sig i den modsatte retning ved igen at integrere dyr og planteproduktion.
Det kan skabe en række fordele. Husdyr kan udnytte efterafgrøder og flerårigt græs. Gødningen recirkuleres lokalt. Afgræsning kan indgå aktivt i sædskiftet. Behovet for indkøbt foder og gødning kan reduceres. Men også her bør det undersøges, om miljø-, husdyr- og byggekrav er tilstrækkeligt differentierede. En mobil hønseflok eller et mindre rotationsgræsningssystem har ikke samme miljøprofil som et stort stationært husdyranlæg.
Reglerne skal fortsat beskytte naboer, natur og vandmiljø. Men de bør samtidig være proportionale med produktionens faktiske påvirkning.
4. Fjern økonomisk risiko ved frivillig natur og biologisk kompleksitet
Landmanden skal ikke have incitament til at undgå natur, træer eller permanente landskabselementer af frygt for at miste støtte, råderet eller fremtidige anvendelsesmuligheder.
Et regenerativt landbrugslandskab vil typisk indeholde mere end produktionsfladen. Der kan være vandhuller, busketter, levende hegn, våde lavninger, trægrupper, blomstrende bræmmer, urørte hjørner.
CAP-systemet giver i dag mulighed for at registrere småbiotoper, men også her viser administrationen, hvor hurtigt et biologisk element bliver til en digital afgrænsningsopgave. På visse støttearealer skal sammenhængende træ- og buskgrupper eller permanente vandlidende arealer over bestemte størrelser eksempelvis indtegnes som småbiotoper for at fastholde grundbetalingen. Det er forståeligt, at EU-midler skal kunne kontrolleres. Men incitamentet bør være entydigt:
Jo mere funktionel natur en landmand integrerer i produktionslandskabet, desto bedre – ikke desto mere risikabel bliver støtteansøgningen.
Digitale markkort og satellitkontrol bør derfor udvikles til bedre at kunne håndtere komplekse landskaber frem for at presse landskabet mod administrativ enkelhed.
5. Anerkend agroforestry og flerårige systemer som landbrugsproduktion
Træer og flerårige afgrøder på landbrugsjord skal ikke i sig selv skabe tvivl om arealets status eller gøre støtteadministrationen unødigt vanskelig.
6. Gør administrationen proportional og skab plads til forsøg
Små og biologisk komplekse bedrifter må ikke møde uforholdsmæssigt store administrative byrder. Regulatoriske sandkasser og pilotordninger bør gøre det muligt at afprøve nye metoder uden at sænke miljø- eller dyrevelfærdsstandarderne.
Det er umuligt at forudse alle problemer gennem lovarbejde. Nogle barrierer opdages først, når en landmand forsøger at etablere noget nyt. Derfor bør Danmark etablere en regulatorisk sandkasse for regenerative jordbrug. Udvalgte pilotbedrifter skal kunne søge om at afprøve alternative måder at opfylde bestemte regler på. Det skal ikke være en fribillet fra miljø- eller dyrevelfærdskrav.
Princippet bør være: Dispensation fra metoden – ikke fra målet.
Hvis en bedrift ønsker at bruge et alternativt plantedækkesystem i stedet for en bestemt efterafgrødemodel, skal bedriften dokumentere mindst samme miljøeffekt. Hvis et nyt agroforestry-system ikke passer ind i eksisterende støtte- eller afgrødekoder, skal det kunne afprøves under kontrollerede rammer. Hvis et nyt græsningssystem kolliderer med en administrativ definition, skal myndighederne kunne teste en alternativ ordning. Pilotbedrifterne bliver dermed ikke kun demonstrationslandbrug. De bliver regulatoriske laboratorier.
7. Gør biologisk kompleksitet til en fordel
En landmand, der integrerer levende plantedække, træer, dyr, flerårighed og småbiotoper, bør opleve, at regelsystemet understøtter udviklingen. Det, der er biologisk mere komplekst, må ikke blive økonomisk dårligere alene, fordi det er administrativt vanskeligere at kontrollere
Reglerne skal ikke belønne det landbrug, der er lettest at kontrollere
Her ligger måske den vigtigste principielle problemstilling. En ensartet mark er administrativt vidunderlig. Satellitten kan se den. Landmanden kan indberette én afgrødekode. Kontrolløren kan måle arealet. Støttesystemet kan beregne betalingen.
Et regenerativt areal kan være det modsatte. Der kan være: korn, trærækker, buske, blomsterstriber, græssende dyr, våde områder, småbiotoper. Biologisk kan det være langt mere interessant. Administrativt er det mere besværligt.
Men administrativ enkelhed må ikke blive et skjult landbrugspolitisk mål. Vi skal ikke designe landskabet efter, hvad der er lettest at registrere i et IT-system. Vi skal udvikle administrationen og IT-systemet, så det kan håndtere og understøtte det landskab, vi ønsker.