Direkte såning 

Etablering med mindst mulig jordforstyrrelse

Ved direkte såning placeres frøet i stub eller planterester uden forudgående jordbearbejdning. Såskæret åbner en smal sårille, men en vellykket etablering afhænger af mere end såmaskinen: jordens tilstand, afgrøderester, sædskifte og timing spiller også ind.

Direkte såning er blevet en populær regenerativ, no-till, dyrkningsmetode. Og det med god grund! Det skåner jorden da jorden kun forstyrres af såskæret, og samtidigt sparer det store mængder tid og brændstof – men kun hvis det bliver gjort rigtigt. Og her spiller valget af såmaskine en stor rolle.

Hvad er direkte såning?

Direkte såning betyder, at afgrøden etableres uden først at pløje eller harve et såbed. Såmaskinens skær skærer gennem planteresterne, åbner en smal sårille og placerer frøet i jorden. Derefter lukkes sårillen omkring frøet.

Metoden begrænser jordforstyrrelsen, men jorden berøres stadig af såskær, hjul og eventuel gødningsplacering. Det afgørende er, at der ikke foretages en forudgående bearbejdning af hele eller store dele af jordoverfladen. Direkte såning er den mindst jordbearbejdende ende af pløjefri dyrkning. Pløjefri dyrkning kan også omfatte harvning, grubbesåning eller bearbejdning af striber. [2]

Hvad kan metoden bidrage med?

Direkte såning er en let måde at etablere din afgrøde på. Det kan spare tid og omkostninger, og det er godt for jorden. Under direkte såning placeres frø i stubbe af den tidligere afgrøde uden forudgående jordbearbejdning. Dette efterlader jorden porer intakte, bevarer jordens fugtighed og forhindrer spring af jordens frøbank. Minimal jordbearbejdning er et nøgleprincip i regenerativt landbrug og det er en fantastisk måde at regenerere en sund jord på.

Ved direkte såning udføres kun jordbearbejdning med såskæret. På internationalt plan skelnes mellem "NoTill", hvor der kan foretages bearbejdning i større dybde end sådybden, f.eks. i forbindelse med placering af gødning. Hvis der ikke bearbejdes under sådybden, kaldes det "Direct Seed" eller "ZeroTill", hvor skiveskæret næsten altid anvendes.

Metoden kan også bevare dele af jordens eksisterende pore- og rodkanalnetværk, fordi der ikke bearbejdes en hel såbedsoverflade. Men resultatet afhænger af jordens tilstand og de øvrige dyrkningsvalg. Direkte såning garanterer ikke i sig selv et højere udbytte, et større kulstoflager eller et dækkende plantedække året rundt. En dansk faglig gennemgang vurderer, at den direkte effekt på kulstoflagringen fra reduceret jordbearbejdning eller direkte såning alene er begrænset og afhænger af de konkrete forhold. [2]

Altså skal vi helst så direkte og dermed også spare den kostbare og ødelæggende jordbearbejdning. Ved at investere mindre i at etablere en afgrøde kan vi også bedre tåle, at udbyttet ikke bliver optimalt på grund af vejret i nogle af dyrkningssæsonerne. Alt andet lige bliver vi mindre sårbare ved at have lavere omkostninger - og vil som et gennemsnit af år tjene mere på vores planteavl.

Der er rigtig fornuftig økonomi i direkte såning. Hør Karl Jøren Nielsen fortælle om maskinøkonomien ved direkte såning. Du kan også finde mere information på foreningen for Reduceret jordbearbejdning i Danmarks hjemmeside:

Såmaskiner til direkte såning

Direkte såning kræver en maskine, der kan arbejde i stub og halmrester fra sidste sæson – uden at stoppe til eller miste præcision. Derfor er no-till såmaskiner generelt kraftigere bygget og mere åbne i designet end traditionelle såmaskiner.

Hvor en klassisk såmaskine typisk har rækker med 12,5–15 cm imellem, har no-till maskiner ofte en rækkeafstand på 16,5–25 cm. Det giver plads til, at halm og planterester kan glide igennem uden at stoppe maskinen til.

Desuden skal såskærene kunne arbejde i jord, der ikke er pløjet og udjævnet – og det kræver tryk. Højere skærtryk sikrer, at frøene lægges i ensartet dybde, også selvom jorden varierer i fasthed. Det kan en traditionel maskine have svært ved, og det kan ende med en pletvis fremspiring og huller i afgrøden.

Disk eller tand – hvad passer bedst til din jord?

En af de største beslutninger, du står overfor, er, om du skal vælge en disksåmaskine eller en tandsåmaskine. Begge typer har deres styrker – og svagheder – og valget afhænger i høj grad af dine forhold.

Disksåmaskiner

Disksåmaskiner, også kaldet skivekærmaskiner, er kendt for præcis sådybde og evnen til at klare sig igennem halm og efterafgrøder. De er især gode, hvis du har en tung jord, som allerede er godt dækket. Ved disksåmaskiner skærer en disk både gennem afgrøderester og dækafgrøder, hvilket gør den bedre egnet til marker med større dækafgrøder. Til gengæld koster de typisk lidt mere,  og kræver, at man er omhyggelig med at indstille skærtrykket, da diskæret eller kan lave 'hairpinning' – hvilet betyder at halm presses ned i sårillen sammen med frøet. Det kan forringe frøets kontakt med jorden og hæmme spiringen. I våd lerjord kan skæret desuden gøre jorden glat og kompakt omkring frøet, hvilket ikke er optimalt for roddannelse.

Tandsåmaskiner

Tandsåmaskiner er ofte billigere og lettere at gå til. De roder lidt mere i jorden, men til gengæld undgår du både hairpinning og glitning af sårillen. Det gør dem særligt velegnede til leret jord. Til gengæld er de typisk lidt mindre præcise i sådybden og kan have sværere ved at håndtere store mængder halm. En fordel ved tandsåmaskinen er, at det fungerer godt at placere frø under overfladen af afgrøderester, hvilket øger sandsynligheden for, at det kommer i direkte kontakt med jorden. Tandboret skaber også en mineralisering i rillen, som kan hjælpe med tidligere spring af frøene. Ulemperne er dog, at der er risiko for, at afgrøderester på marken kan trækkes med i såmaskinen, og at tanden forårsager lidt mere jordforstyrrelse og som risikerer større spiring fra jordens egen frøbank.

Direkte såning kan også foretages med heste, hvis man ønkser at reducere kultofudlening ved dyrkningsmetoden yderliger.

Hvad siger erfaringen?

Praktiske testet af de forskellige maskintyper har vist at tandsåmaskinen, klarer sig bedst i de fleste tilfælde; især i tung eller våd jord med lavt kulstofindhold. Det er også her, du får mest maskine for pengene. Har du i stedet en let og humusrig jord, kan en disksåmaskine være en god investering. Og hvis du har sandjord? Så er du heldig! Begge maskintyper kan fungere fint her, så du kan vælge ud fra temperament, budget og det udstyr, du allerede har.
Valget af såmaskine afhænger af din jordtype, dit ambitionsniveau og hvor langt du er i overgangen til pløjefri dyrkning. Uanset hvad, så er der gode muligheder – og med lidt viden i bagagen er du godt rustet til at tage det næste skridt mod sundere jord og stærkere afgrøder.

Læs mere her: Nye forsøg med direkte såning viser stor forskel mellem jordtyperne

Kan jeg bruge den såmaskine, jeg allerede har?

Ja, i mange tilfælde kan du faktisk godt komme i gang med din nuværende maskine – især hvis du bare vil prøve direkte såning af, før du investerer i nyt og dyrt udstyr. Moderne såmaskiner er ofte udstyret med sektioner, der udfører jordbearbejdning samtidig med direkte såning i stub og halmrester. Har du fx en Horsch Pronto eller en Väderstad Rapid med trykruller, kan den godt bruges til direkte såning. Det kræver lidt tilpasning og tålmodighed – men det er en god måde at lære teknikken at kende uden at lægge hele budgettet på bordet fra dag ét.

 

Timing og tilrettelæggelse

For at benytte direkte såning skal jorden tørres nok op, så jordens porer ikke bliver beskadiget ved kørsel i marken og skaber vandlogning. Det er bedre at vente til jorden er tør nok, end at etablere tidligt og risikere at lukke jordens porer, hvilket forhindrer vandet i at dræne. På våd jord kan trafik og såskær skabe strukturskader eller glatte sider i sårillen. Det kan gøre det vanskeligere for rødderne at vokse ud i den omgivende jord.

Vent derfor, hvis jorden er for våd til at bære kørslen og give en god sårille. Samtidig skal frøet have tilstrækkelig kontakt med jorden og fugt til at spire. Det handler ikke om at vente på, at hele marken bliver knastør, men om at vælge et tidspunkt, hvor jordens struktur og såarbejde ikke forringes af trafikken. Får du etableret en ensartet, tæt og sund afgrøde fra begyndelsen, har du allerede lagt grundstenen til et godt udbytte. 

Fordeling af halm og avner efter høst er også vigtig. Ujævne eller tykke lag kan give problemer med sådybde og fremspiring. Vurder derfor, om mejetærskerens spredebredde og fordeling passer til såmaskinens arbejdsbredde.

Hvad ved vi om udbytte og kulstof?

Udbytteresultater ved direkte såning varierer mellem jordtyper, afgrøder og klima. En international meta-analyse fandt, at udbyttet i nogle tilfælde kan falde ved omlægning til no-till, særligt i kølige og våde forhold, men effekterne varierede betydeligt mellem regioner. [4]

For jordens kulstof er det afgørende at se på hele jordprofilet og på afgrødens samlede kulstoftilførsel. Mindre jordbearbejdning kan ændre, hvor kulstoffet ligger i profilet; det er ikke i sig selv dokumentation for en stor nettostigning i jordens kulstoflager. [2]

Efterafgrøder og sædskifte

Direkte såning bliver lettere at lykkes med, når den indgår i et sædskifte, der leverer afgrøderester og mulighed for efterafgrøder. Efterafgrøder kan beskytte jordoverfladen og fastholde næringsstoffer, men deres etablering kræver planlægning. Tidlig etablering kan give planterne længere tid til at vokse, mens såning efter høst kan give en mere sikker kontakt mellem frø og jord, afhængigt af forholdene. [3]

Et varieret sædskifte kan også hjælpe med at bryde ukrudts- og sygdomscyklusser og skabe forskellige rodtyper i jordprofilet. Direkte såning bør derfor vurderes sammen med afgrødevalg, efterafgrøder, halmhåndtering og behovet for ukrudtskontrol – ikke kun ud fra den enkelte såning.

Bare spring ud i det!

Der er ikke nogen perfekt opskrift, og du skal ikke vente på det “rigtige tidspunkt” – det bedste, du kan gøre, er faktisk bare at komme i gang. Direkte såning handler ikke om at have det nyeste udstyr, men om godt, gammeldags landmandskab. Kendskab til din jord, en god plan og viljen til at justere undervejs er det vigtigste. Start småt, lær af dine erfaringer, og justér undervejs. 

Der er ikke én overgangsmodel, der passer til alle bedrifter. Det kan være fornuftigt at afprøve direkte såning på en mark, hvor sædskifte, jordstruktur og håndtering af planterester giver gode forudsætninger. Aftal på forhånd, hvad du vil følge: fremspiring, plantebestand, ukrudt, udbytte, maskintid, brændstof og behov for ekstra indsatser.

Hvis du allerede har en såmaskine, kan det være muligt at afprøve pløjefri eller direkte etablering uden straks at købe en ny maskine. Men egnetheden afhænger af maskinens skær, skærtryk, resthåndtering og jordens tilstand. Lav eventuelt en mindre sammenligning i marken, så du kan se, hvordan din egen maskine klarer sig under dine forhold.

En vellykket direkte såning bygger på godt markkendskab og løbende justering. Start med realistiske mål, følg afgrøden gennem sæsonen, og brug erfaringerne til at tilpasse næste års valg.

Og husk: Små skridt i den rigtige retning er meget bedre end slet ingen skridt.

Kilder

[1] FAO, Minimum mechanical soil disturbance.

[2] Aarhus Universitet, DCA, Virkemidler til reduktion af klimagasser i landbruget, afsnit 7.9, rapport 220 (PDF).

[3] SEGES, Inspiration og vejledning til pløjefri dyrkning, PDF.

[4] Ogle, Swan & Paustian (2012), No-till management impacts on crop productivity, carbon input and soil carbon sequestration.

[5] LandbrugsInfo, Nye forsøg med direkte såning viser stor forskel mellem jordtyperne.

Har du et gartneri, en markedshave eller en stor køkkenhave kan du anvende en 1-rækket såmaskine til direkte såning med håndkraft.