Dyrevelfærden stiller krav til hele produktionssystemet.
Et regenerativt dyrehold kan ikke baseres på dyr, der kun kan opretholde en ekstrem vækst eller ydelse gennem koncentreret foder, omfattende management eller rutinemæssige indgreb i kroppen. Avl, fodring, dyretæthed og produktionsmål må tilpasses både dyrenes biologi og bedriftens naturgrundlag.
Det grundlæggende princip er derfor enkelt:
Det er ikke dyret, der skal tilpasses produktionssystemet. Produktionssystemet skal indrettes efter dyret.
Dyrene skal have en reel funktion i økosystemet
I regenerativt landbrug er landbrugsdyrene ikke isoleret fra dyrkningen. De indgår aktivt i bedriftens økologiske processer.
Græssende dyr omsætter græs, urter og anden biomasse, som mennesker ikke kan spise, samtidig med at deres græsning, tramp og gødning påvirker vegetationen og næringsstofkredsløbet. Grise kan fouragere efter rødder, frugt, nødder, agern, bog og andre fødekilder i skovlandbrug og flerårige produktionssystemer. Høns kan følge efter større græssere i såkaldte leader-follower-systemer eller integreres i frugtplantager, skovlandbrug og andre dyrkningssystemer, hvor deres søgen efter frø, planter og smådyr bliver en del af driften.
Dyrene kan dermed udføre funktioner, som ellers ville kræve maskiner, foderimport eller andre eksterne input.
Men dyrenes nytte for dyrkningssystemet kan aldrig stå over deres egne behov. Rotationsgræsning, skovlandbrug eller andre regenerative metoder er ikke i sig selv garanti for god dyrevelfærd. Management skal samtidig sikre tilstrækkeligt foder og vand, hvile, skygge, læ, stabile sociale relationer og mulighed for naturlig adfærd.
Regenerativt dyrehold handler derfor både om, hvad dyrene gør for økosystemet, og om hvilket liv økosystemet og driften giver dyrene mulighed for at leve.
Antallet af dyr skal tilpasses naturgrundlaget
I et regenerativt landbrug bør man ikke først beslutte, hvor mange dyr man ønsker at producere, og derefter importere det foder og de øvrige ressourcer, der skal til for at opretholde produktionen.
Man må begynde det modsatte sted.
Bedriftens jord, vegetation, landskab, sædskifte, flerårige afgrøder, reststrømme og øvrige biologiske ressourcer bør være med til at afgøre, hvilke dyr der passer ind, og hvor mange dyr systemet kan bære.
Det hænger tæt sammen med princippet om feed no food: Husdyr bør i videst muligt omfang omsætte ressourcer, som mennesker ikke selv kan eller bør spise. Det kan være græs og urter fra permanente græsarealer, efterafgrøder, planterester, frugt og nødder, restprodukter fra fødevareproduktion og andre lokale ressourcer.
Dermed flyttes husdyrenes rolle fra at være konkurrenter til mennesker om dyrkede foderafgrøder til at være en integreret del af fødevaresystemets biologiske kredsløb.
Det kan betyde færre husdyr end i den nuværende danske produktion. Til gengæld kan dyrene få en langt tydeligere økologisk funktion, større adgang til udearealer og et produktionsniveau, der i højere grad kan forenes med deres biologiske behov.
En reduktion af antallet af husdyr behøver derfor ikke være en afvikling af husdyrbruget. Det kan være en omlægning fra volumenproduktion til et husdyrbrug, hvor hvert dyr har en reel funktion i dyrkningssystemet.
Landbrugsdyrenes forhold skal tilpasses deres naturlige behov
Landbrugsdyr holdes af hensyn til mennesker. Det forpligter os til at sikre dyrene forhold, der imødekommer deres naturlige behov. Vi må respektere, at de er levende og sansende væsner, der har værdi i sig selv, og kan føle glæde, smerte, stress og frustration.
Regenerativ dyrevelfærd i praksis
Et regenerativt dyrehold bør som minimum bygge på følgende principper:
- Plads og bevægelse: Dyrene skal kunne bevæge sig frit og udføre deres normale bevægelses- og hvileadfærd.
- Føde og fouragering: Dyrene skal have adgang til tilstrækkeligt foder og så vidt muligt mulighed for selv at søge en del af føden.
- Et varieret miljø: Udearealer skal rumme vegetation, læ, skygge og andre strukturer, der er relevante for den enkelte art.
- Sociale relationer: Flokkene skal have en størrelse og sammensætning, der gør naturlig social adfærd mulig og begrænser unødige konflikter.
- Hvile og komfort: Dyrene skal kunne finde tørre, komfortable hvilesteder og regulere deres temperatur.
- Artsspecifik adfærd: Grise skal kunne rode, høns støvbade og skrabe, græssere græsse – og tilsvarende for andre arter.
- Yngelpleje: Forældredyr skal så vidt muligt have mulighed for at passe deres unger, og ungerne skal have mulighed for at udvikle sig i kontakt med voksne artsfæller.
Da dyrehold omfatter mange forskellige arter med hver deres komplekse adfærd og artsspecifikke behov, skal det ud over disse generelle anbefalinger sikres, at alle væsentlige behov for hver enkelt art bliver tilgodeset. Eksempler herpå er grises behov for at rode og undersøge, og hønsefugles behov for at støvbade og skrabe i jorden.
Avl efter robuste, sunde og harmoniske dyr
Avlsarbejdet er afgørende for, hvilken form for landbrug der overhovedet er mulig.
Gennem årtier er husdyr blevet selekteret intensivt efter enkelte produktionsparametre som mælkeydelse, tilvækst, foderudnyttelse og antal æg eller unger. I et regenerativt landbrug bør avlsmålet i højere grad være det hele dyr.
Avlsarbejde kræver også klare fravalg. Dyr med alvorlige arvelige problemer, gentagne fødselsvanskeligheder, dårlig funktionel kropsbygning eller andre egenskaber, der forringer deres mulighed for et sundt og velfungerende liv, bør ikke bruges videre i avlen.
Målet skal være at føre de mest robuste, sunde og funktionelle dyr videre og systematisk udfase egenskaber, der skaber afhængighed af gentagne behandlinger, indgreb eller intensivt management. Hvis et dyr samtidig lider, og der ikke er realistisk udsigt til, at det igen kan få et godt liv, bør det aflives frem for at blive holdt i live gennem gentagne behandlinger.
Det er en del af et ansvarligt avlsarbejde: at beskytte det enkelte dyr her og nu og samtidig forbedre sundhed, robusthed og velfærd i de kommende generationer.
Dyrene skal kunne trives på de fodermidler og under de forhold, som det regenerative produktionssystem tilbyder. Det betyder også, at vækst og ydelse må have biologiske grænser. Slagtekyllinger skal kunne bære deres egen krop og bevæge sig naturligt. Søer skal ikke få flere pattegrise, end de reelt kan passe. Malkekøers ydelse skal kunne forenes med sundhed, frugtbarhed og et langt produktivt liv.
Avlsarbejdet bør samtidig mindske produktionen af dyr, som systemet ikke har anvendelse for. Et husdyrbrug, hvor hanekyllinger eller kalve betragtes som værdiløse biprodukter af produktionen, harmonerer dårligt med ambitionen om et regenerativt fødevaresystem.
God dyrevelfærd er mere end fravær af lidelse
Traditionelt har dyrevelfærd ofte været vurderet ud fra, om dyr var fri for alvorlig sygdom, smerte, sult og anden lidelse. Det er nødvendigt – men ikke tilstrækkeligt.
Nutidig dyrevelfærdsvidenskab lægger også vægt på, om dyr har mulighed for positive oplevelser og for selv at interagere med deres omgivelser. Den såkaldte Five Domains-model inddrager ernæring, fysisk miljø, sundhed, adfærdsmæssige interaktioner og dyrets mentale tilstand. Et godt dyreliv kan derfor ikke skabes alene ved at fjerne negative påvirkninger; dyret skal også have muligheder for positive erfaringer.
Et dyr skal ikke bare beskyttes mod et dårligt liv. Det skal have mulighed for at leve et godt liv.
For et landbrugsdyr kan det blandt andet være glæden ved at græsse eller fouragere, social kontakt, leg, kropspleje, hvile på et foretrukket sted, undersøgende adfærd og muligheden for selv at vælge mellem forskellige opholdssteder og aktiviteter.
Det regenerative landskab kan give langt bedre muligheder for netop dette end et standardiseret produktionsmiljø – hvis det designes med dyrenes behov som en integreret del af systemet.
Landbrugsdyrene skal kunne være de dyr, de er
De forskellige husdyrarter har udviklet vidt forskellige behov og adfærdsmønstre. Derfor kan god dyrevelfærd ikke defineres alene gennem generelle mål for eksempelvis kvadratmeter pr. dyr.
Kvæg og andre græssere skal kunne bevæge sig over arealer, græsse og leve i sociale flokke. Grise skal kunne rode, undersøge deres omgivelser, bygge rede og søge efter føde. Høns skal kunne skrabe, støvbade, fouragere og søge hvile i højden.
Udearealer bør derfor ikke blot være tomme arealer med adgang til frisk luft. De bør være biologisk og fysisk varierede miljøer med vegetation, fødekilder, læ, skygge og strukturer, som dyrene kan bruge.
Indendørs arealer skal på samme måde give tilstrækkelig plads, gode hvileområder, passende temperatur og mulighed for at vælge mellem forskellige funktionelle områder.
Systemet skal tilpasses dyret – ikke kroppen til systemet
Det samme princip bør gælde fysiske indgreb. Halekupering, rutinemæssig afhorning, næbtrimning og kirurgisk kastration er eksempler på indgreb, der historisk blandt andet er blevet anvendt for at få dyret til at fungere i bestemte produktionssystemer. Den regenerative tilgang bør være den modsatte:
Hvis et produktionssystem rutinemæssigt kræver, at dyrets krop ændres for at fungere, bør man først forsøge at ændre produktionssystemet.
Dyrene bør som udgangspunkt kunne være intakte. Det kræver blandt andet mere plads, bedre miljøer, passende gruppestørrelser, andre avlsmål og management, der forebygger de problemer, som indgrebene ellers skal løse.
Syge og tilskadekomne dyr skal naturligvis behandles. Regenerativt landbrug er ikke et argument imod veterinær behandling. Tværtimod skal det enkelte dyrs behov komme før ønsket om at opretholde et bestemt produktionsprincip. Målet må være robuste produktionssystemer, hvor sygdom, skader og dødelighed holdes på et lavt niveau, fordi dyrene grundlæggende trives.
Naturlig fravænning bør være det regenerative ideal
For pattedyr er relationen mellem moderdyret og ungen en grundlæggende biologisk relation. Alligevel er tidlig adskillelse og fravænning blevet en integreret del af mange moderne produktionssystemer.
Et regenerativt landbrug bør vende perspektivet om.
Udgangspunktet bør være, at moderdyr og unger får mulighed for den yngelpleje og sociale kontakt, som arten er udviklet til, og at fravænningen sker gradvist som en biologisk proces frem for som en bestemt produktionsdato.
Hos grise er den naturlige fravænning en langsom proces, som under semi-naturlige forhold typisk afsluttes omkring 14–18 uger efter fødslen. Pattegrisene begynder længe inden da at undersøge og æde anden føde, mens soen gradvist reducerer diegivningen.
Hos kvæg er processen endnu længere. Observationer af kvæg under semi-naturlige forhold peger på fravænning fra mælk omkring 6–11 måneder, mens kontakten mellem ko og kalv gradvist ændrer karakter undervejs.
Naturlig fravænning betyder derfor ikke nødvendigvis, at mennesket aldrig må intervenere. Der kan være veterinære hensyn, managementmæssige forhold eller konkrete situationer, hvor separation er nødvendig. Men afvigelsen fra den naturlige proces bør være det, der kræver en begrundelse – ikke ønsket om at lade den fortsætte.
Det åbner samtidig for nye produktionsformer. Ko-kalv-systemer, familiesystemer for grise og andre former for forlænget yngelpleje bør udvikles som en naturlig del af regenerativ husdyrproduktion. Målet er ikke at kopiere vild natur én til én. Målet er at lade dyrenes biologi sætte retningen for udviklingen af produktionssystemet.
Dyrevelfærdsloven giver allerede et stærkt udgangspunkt
Den danske dyrevelfærdslov rummer et stærkt principielt fundament for denne udvikling.
Loven fastslår, at dens formål er at fremme god dyrevelfærd og respekt for dyr som levende og sansende væsener samt at varetage dyreetiske hensyn. Samtidig kræver den, at dyr behandles omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Disse grundprincipper står fortsat i den gældende lov.
Problemet er derfor ikke nødvendigvis mangel på stærke principper i selve loven. Det afgørende spørgsmål er, hvordan de omsættes til de konkrete vejledninger og regler for de enkelte produktionsformer.
DYREVELFÆRDSLOVEN
§ 1. Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt f or dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn.
§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Fra lovens principper til praksis
Dyrevelfærdslovens første bestemmelser bygger blandt andet på tre grundtanker:
- Dyr er levende og sansende væsener.
- Dyr skal beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.
- Hold af dyr skal tage hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
En regenerativ revision af de artsspecifikke regler bør tage disse principper alvorligt og spørge, om de eksisterende produktionssystemer reelt giver dyrene mulighed for at få deres væsentligste behov opfyldt.
Lovgivningen bør derfor ikke alene opstille minimumskrav til, hvor lidt belastning et produktionssystem må påføre dyrene. Den bør også understøtte udviklingen af produktionssystemer, der giver dyrene mulighed for naturlig adfærd og positive oplevelser.
Klimaindsatsen må ikke ske på dyrenes bekostning
Landbruget skal reducere sin klimabelastning, og husdyrproduktionen er en vigtig del af den opgave. Men klimaeffektivitet og dyrevelfærd er ikke det samme.
Allerede i landbrugsaftalen fra 2021 blev det politisk fastslået, at udledningen fra husdyrenes fordøjelse og gødningshåndtering skal reduceres, samtidig med at dyrenes velfærd ikke må forringes. Princippet er siden blevet gentaget i den politiske behandling af konkrete klimatiltag.
Det princip bør fastholdes og udbygges. En lavere CO₂e-udledning pr. kg mælk, kød eller æg kan ikke i sig selv bruges som mål for et godt husdyrsystem. Klimatiltag skal derfor vurderes selvstændigt for deres konsekvenser for dyrenes sundhed, adfærd og mulighed for positive oplevelser. Hvis en klimaløsning eksempelvis kræver produktionsformer, der begrænser græsning, naturlig fødesøgning eller andre væsentlige behov, skal disse konsekvenser indgå i vurderingen.
Den langsigtede løsning bør ikke være at presse stadig større produktion ud af det enkelte dyr for at reducere klimabelastningen pr. produceret enhed. Regenerativt landbrug peger på en anden mulighed: færre, robuste dyr, der lever længere, indgår funktionelt i landskabet og i højere grad ernæres af ressourcer, som mennesker ikke selv kan spise.
Fra minimumsvelfærd til gode dyreliv
Regenerativt landbrug indebærer en grundlæggende ændring af vores syn på landbrugsdyrene.
Dyrene er produktionsdyr, men de er samtidig levende og sansende individer med egne behov. De kan være en værdifuld del af dyrkningssystemet, men deres værdi kan ikke reduceres til den mængde mælk, kød eller æg, de producerer.
Det stiller krav til jordbrugeren – men også til avlen, rådgivningen, fødevaremarkedet og den politiske regulering.
Vi bør derfor bevæge os fra et landbrug, hvor spørgsmålet ofte er, hvor meget produktion et dyr kan holde til, til et landbrug, hvor vi spørger, hvordan vi kan producere fødevarer inden for rammerne af et godt dyreliv.
Det er ikke en begrænsning af det regenerative landbrug. Det er en del af dets fundament.