Det regenerative landbrug kan arbejde med denne naturlige succession i stedet for konstant at holde dyrkningssystemet tilbage på dens tidligste stadier. Det betyder ikke, at vi skal overlade markerne til naturen. Tværtimod. Opgaven er at styre successionen produktivt.
I stedet for spontant krat kan vi plante frugt-, nødde-, foder- og tømmertræer. Vi kan dyrke permanente græs-, kløver- og urteblandinger, flerårige grøntsager og buskafgrøder. Og vi kan kombinere træer, flerårige planter, enårige afgrøder og dyr i produktionssystemer med flere vegetationslag og flere rodzoner.
Flerårighed er derfor ikke en niche inden for regenerativt landbrug. Det er en grundlæggende dyrkningsretning.
Jo mere af produktionen der kan foregå fra allerede etablerede planter og rodsystemer, desto mindre behøver vi at begynde forfra hvert år – og desto større mulighed får vi for at opbygge biologisk kapital over tid.
Arbejd med naturens succession – i stedet for imod den
Succession beskriver den naturlige udvikling i et plantesamfund over tid.
Et bart stykke jord forbliver ikke bart. Først etablerer kortlivede pionerplanter sig. Derefter følger flerårige græsser og urter, buske og vedplanter. På hovedparten af veldrænede danske jorder vil udviklingen, hvis den ikke holdes tilbage af græsning, oversvømmelse eller andre vedvarende forstyrrelser, bevæge vegetationen mod et mere skovpræget økosystem.
Undervejs bliver jorden mere permanent dækket, rodnettene større, biomassen øges, og flere arter begynder at udnytte forskellige højder og jordlag.
Successionen bevæger økosystemet fra bar jord mod mere liv, mere biomasse og større biologisk kompleksitet.
En stor del af det moderne agerbrug arbejder bevidst i den modsatte retning. Når vegetationen fjernes, jorden bearbejdes og en ny enårig afgrøde etableres, bringes marken igen tilbage til et tidligt successionstrin. Det gør vi, fordi mange af vores vigtigste landbrugsafgrøder – blandt andet korn, majs og raps – netop er særdeles produktive i denne åbne økologiske niche. Men dyrkningsformen betyder også, at vi igen og igen bruger energi på at holde successionen tilbage.
Det regenerative spørgsmål er derfor:
Hvor kan vi fortsat producere effektivt, samtidig med at dyrkningssystemet får lov til at bevæge sig længere frem i successionen?
Græsmarker kan blive permanente. Træer kan integreres mellem markafgrøderne. Frugt, nødder og bær kan dyrkes i flere vegetationslag. Flerårige grøntsager kan producere fra samme rodsystem gennem mange sæsoner. Husdyr kan høste biomasse direkte fra græsser, urter, træer og buske. Vi skal ikke stoppe successionen. Vi skal gøre den produktiv.
Naturens succession i Danmark
Figuren viser den økologiske succession fra pionerplanter til et mere komplekst, flerårigt plantesamfund med buske og træer. Undervejs øges både biomassen, rodnettenes omfang og jordens svampedominans – en udvikling, som regenerative dyrkningssystemer kan arbejde med frem for imod.
Fra mark til produktivt økosystem
Det største potentiale opstår, når de forskellige elementer kombineres. En bedrift kan rumme korn og bælgplanter mellem rækker af frugt- og nøddeafgrøder. Andre arealer kan være artsrige permanente græsmarker. Kvæg og får kan høste græs og urter, svin kan fouragere under træerne, og fjerkræ kan følge efter de større dyr eller indgå i frugtplantager.
Markedshaven kan kombinere enårige og flerårige grøntsager med buske og træafgrøder. Det betyder ikke, at alle bedrifter skal se sådan ud. Men det viser, hvad der bliver muligt, når vi slipper forestillingen om, at én hektar nødvendigvis skal være lig med én afgrøde.
Flere arter. Flere rodzoner. Flere vegetationslag. Flere produkter. Længere fotosyntesesæson. Mere permanent biomasse.
Det er dyrkning med successionen. Og her bliver tid selv en produktionsfaktor. I stedet for at nulstille systemet efter hver høst kan rodnet, træer, jordstruktur og biologiske relationer fortsætte med at udvikle sig.
Man dyrker ikke kun årets afgrøde. Man bygger næste årtis produktionssystem.
Permanente planter ændrer hele dyrkningssystemet
Flerårighed påvirker klimaaftrykket på flere niveauer samtidig. Permanente planter kan holde fotosyntesen aktiv gennem en større del af året og opbygge omfattende rodmasser. Jordbearbejdning og genetablering reduceres. Bælgplanter kan levere biologisk fikseret kvælstof. Direkte afgræsning kan mindske maskinforbruget til høst, transport og udfodring.
Samtidig viser forskning generelt større jordkulstoflagre under flerårige dyrkningssystemer end under sammenlignelige enårige systemer.
For drøvtyggere består metanemissionen fortsat. Klimaperspektivet ved græsbaseret husdyrproduktion ligger derfor ikke i at ignorere metanen, men i at se på hele produktionssystemet: foderproduktion, gødning, maskinforbrug, jordkulstof, produktivitet og eksterne input.
Det regenerative potentiale opstår, når husdyrproduktionen kobles til flerårig fotosyntese, biologisk kvælstoffiksering, jordopbygning og lavere inputbehov.
Enårige versus flerårige afgrøder
Forskellen mellem enårige og flerårige planter handler om langt mere end levetid. En enårig plante skal etablere hele sit produktionsapparat på én vækstsæson: blade, stængler og rødder. Derefter producerer den frø og afslutter sin livscyklus. Den flerårige plante bygger videre.
Rodnet, jordstængler, kroner, stammer, grene og energireserver kan overleve fra år til år. Når næste vækstsæson begynder, står planten derfor allerede med en etableret biologisk infrastruktur. Det betyder tidligere fotosyntese, længerevarende rodaktivitet og mindre behov for genetablering.
Under jorden bliver forskellen særlig interessant. Fine rødder vokser og omsættes løbende, levende rødder afleverer kulstof gennem rodeksudater, og permanente rodkanaler bliver en del af jordens struktur. Flerårigheden understøtter dermed flere andre regenerative principper på én gang: mindre jordforstyrrelse, længere perioder med levende rødder, større biologisk aktivitet og mulighed for øget kulstoflagring.
Det enårige system genetableres. Det flerårige system akkumulerer.
Enårigt og flerårigt
Enårige systemer
- Etableres på ny hvert år
- Rodnettet skal genopbygges
- Kortere periode med aktiv fotosyntese
- Hyppigere jordbearbejdning eller såning
- Produktionen koncentreres i én vækstsæson
Flerårige systemer
- Bygger videre på eksisterende planter
- Permanente eller langvarige rodsystemer
- Længere fotosyntesesæson
- Mindre behov for genetablering
- Kan akkumulere biomasse, jordstruktur og biologisk kompleksitet gennem mange år
Den største forskel findes under jorden
Enårige planter kan udvikle både kraftige og dybe rødder, men de har kun én vækstsæson til at gøre det. Mange flerårige arter kan fortsætte udviklingen af rodsystemet gennem flere år og dermed koble en større del af jordprofilen til produktionen.
Fine rødder vokser, dør og gendannes løbende. Levende rødder tilfører samtidig kulstofforbindelser til rodzonen gennem rodeksudater og understøtter et aktivt samspil med bakterier, svampe og andre jordorganismer.
Når rødder vokser og siden forgår, efterlader de rodkanaler, som kan blive permanente dele af jordens struktur og skabe veje for vand, luft og nye rødder.
Flerårigheden understøtter derfor flere regenerative principper samtidig:
Mindre jordforstyrrelse. Længere perioder med levende rødder. Mere biologisk kontinuitet. Bedre jordstruktur. Større mulighed for opbygning af jordkulstof.
Et større jordvolumen bliver produktivt
Mange flerårige planter kan hente ressourcer langt under det traditionelle pløjelag.
Lucerne, cikorie og andre dybtrodende urter kan eksempelvis udvikle omfattende rodsystemer, mens træer og buske kan koble endnu større jordvolumener til produktionen.
Herfra kan planterne hente vand og næringsstoffer, som derefter føres tilbage til den overjordiske biomasse. Når bladene ædes, høstes eller falder til jorden, bringes en del af disse næringsstoffer igen ind i de øvre biologiske kredsløb.
Langvarige planter kan samtidig opbygge stabile relationer med jordens mikroorganismer, herunder mykorrhizasvampe, som øger planternes effektive adgang til jordens næringsstoffer.
Det flerårige system arbejder dermed ikke kun på jordoverfladen.
En større del af jordprofilen bliver biologisk og produktionsmæssigt aktiv.
Mere robusthed over for tørke og kraftig nedbør
Et etableret flerårigt rodsystem kan give adgang til vand fra dybere jordlag, når overjorden tørrer ud.
Det betyder ikke, at flerårige planter ikke kan rammes af tørke. Men mange flerårige græsser, urter, buske og træer har adgang til et større jordvolumen end en nyetableret afgrøde og kan derfor fastholde produktionen længere ind i tørre perioder.
Samtidig kan flerårige rødder og høj biologisk aktivitet forbedre jordens struktur. Flere porer og sammenhængende rodkanaler giver regnvand bedre mulighed for at infiltrere jorden frem for at løbe hen over overfladen.
Det giver dyrkningssystemet en vigtig dobbeltfunktion:
Det kan både hente vand dybere nede, når der er for lidt – og give vandet bedre adgang til jorden, når der kommer meget på én gang.
Træer bringer produktionen længere frem i successionen
Træer gør det muligt at producere fødevarer, foder og råvarer fra planter, som står på samme sted gennem årtier. Frugt. Nødder. Bær. Olden. Foder. Tømmer. Biomasse. Samtidig tilfører træerne en vertikal dimension til dyrkningssystemet.
I alley cropping kan brede baner med korn, bælgplanter eller andre markafgrøder ligge mellem rækker af frugt-, nødde- eller tømmertræer. I silvopastorale systemer kombineres træerne med permanente græsmarker og husdyr. Andre systemer kan kombinere træer, buske, flerårige grøntsager og dyr i flere produktionslag.
En tredimensionel dyrkningsflade
Med træ- og buskafgrøder bliver marken ikke kun en flade. Den bliver et tredimensionelt produktionsrum. Forskellige planter kan opfange lys i forskellige højder og derved danne mere fotosyntese. Også under overfladen udnyttes forskellige rodzoner bedre. Dermed kan flere produkter høstes fra samme hektar. Det betyder også, at produktiviteten må vurderes anderledes. Hvis en trærække reducerer udbyttet af hovedafgrøden i en del af marken, mens træerne samtidig producerer nødder, frugt, træ eller foder, er det den samlede produktion og værdi fra arealet, der er interessant. Godt skovlandbrug handler derfor ikke nødvendigvist om at plante flest mulige træer.
Det handler om at skabe den mest produktive relation mellem træer, markafgrøder, dyr og jord.
Design træplantning efter driften – og efter fremtidens træer
Træer er langsigtede produktionsmidler. En enårig markafgrøde kan ændres næste år, mens en trærække kan stå på samme sted i generationer. Derfor skal arbejdsbredder, kørespor, vendearealer, dræn, adgang og høst tænkes ind fra begyndelsen. Men systemet skal ikke kun designes efter den maskinpark og de små træer, der findes i etableringsåret. Det skal fungere, når træerne er ti, tyve eller halvtreds år gamle. Spørg derfor:
- Hvor brede bliver kronerne?
- Hvordan bevæger maskiner og dyr sig gennem systemet?
- Hvordan høstes træernes produkter?
- Hvordan påvirkes lys og markafgrøder, når træerne vokser?
- Hvilke produkter skal træerne levere?
- Hvordan skal de afsættes?
Flerårigt landbrug stiller derfor ikke mindre krav til management. Det flytter en større del af fagligheden fra årlig genetablering til langsigtet systemdesign.
Træer opbygger et stort levende kulstoflager
Træer adskiller sig fra enårige afgrøder ved, at en stor del af den producerede biomasse ikke høstes hvert år.
Kulstof ophobes i stammer, grene og rødder, mens træet vokser. Derfor kan et træbaseret dyrkningssystem over årtier opbygge et betydeligt stående kulstoflager, samtidig med at jorden under træerne tilføres rødder, rodeksudater og organisk materiale.
Kulstoffet forsvinder naturligvis ikke fra kredsløbet for altid. Når blade, rødder og træ nedbrydes eller brændes, returneres en del af kulstoffet til atmosfæren. Anvendes træet til langlivede produkter som konstruktionstræ, kan lagringen fortsætte betydeligt længere.
Det afgørende er derfor ikke forestillingen om, at træer permanent fjerner kulstof fra kredsløbet.Det afgørende er, at et produktionslandskab med træer kan opbygge langt større lagre af levende og dødt organisk materiale end et system, hvor næsten hele den overjordiske biomasse høstes hvert år.
Kulstoflagring er dermed ikke en isoleret teknologi. Den opstår som en del af et produktionssystem med mere permanent fotosyntese, større biomasse og mindre hyppig nulstilling.
Flerårige fodersystemer – et ENORMT regenerativt potentiale
Et af de største potentialer for omlægning af vores landbrug til flerflerårige afgrøder findes i foderproduktionen. I 2025 blev ca. 80% af det danske landbrugsarealet anvendt til dyrefoder, svarende til ca. 50% af hele Danmarks areal. En meget stor andel af dette areal blev dyrket med enårige agrøder, der skal etableres på ny hvert år. Men husdyrproduktion behøver ikke basere sig på enårige fodermarker.
Foder kan produceres af permanente plantesamfund.
For drøvtyggere kan produktive fodersystemer baseres på græsser, bælgplanter, urter, buske og træer. For svin kan flerårige produktionslandskaber levere energirige fødekilder som frugt, kastanjer, nødder, agern, bog, rødder og knolde. Fjerkræ kan høste frø, frugt, grøn vegetation, insekter og andre smådyr og kan indgå i eksempelvis frugtplantager og leader-follower-systemer sammen med større græssere. Dermed bliver det interessante spørgsmål ikke, hvor stor en procentdel af en konventionel foderration der kan erstattes.
Det bliver: Hvordan designer vi et flerårigt produktionslandskab, som producerer den energi, det protein, de mineraler og den variation, dyrene har brug for?
Fra foderration til foderskabende landskab
Det ændrer selve måden, vi kan tænke fodring på. I stedet for først at formulere en ration og derefter dyrke eller købe ingredienserne kan vi begynde med landskabet: Hvordan designer vi et levende produktionssystem, der kontinuerligt producerer forskellige former for foder?
Græsser og urter producerer fiber og protein. Bælgplanter fikserer kvælstof. Træer producerer løv, frugt, nødder og olden. Buske producerer bær og foder. Blomstrende planter understøtter insektlivet. Store græssere høster én del af systemet, svin en anden og fjerkræ en tredje. Det er mere end alternativ fodring. Det er økosystemdesign.
Det flerårige spisekammer
Et flerårigt fodersystem kan blandt andet producere:
Græs og urter – cellulose, protein og mineraler
Bælgplanter – protein og biologisk fikseret kvælstof
Træer og buske – løv, frugt, bær og skygge
Nødder og olden – energirige fødekilder som kastanjer, agern og bog
Rødder og knolde – energi direkte fra flerårige eller selvfornyende planter
Frø og frugt – føde til blandt andet svin og fjerkræ
Insekter og smådyr – proteinrige fødekilder for især fjerkræ
Forskellige dyr kan dermed høste forskellige dele af det samme produktionssystem.
Artsrige græsmarker som produktionssystem
En regenerativ græsmark er langt mere end rajgræs. Her kombineres en mangfoldighed af græsser, bælgplanter og urter så arterne udfører forskellige funktioner. Græsser skaber tætte rodnet og høj biomasseproduktion. Kløver, lucerne og andre bælgplanter fikserer kvælstof. Cikorie og vejbred kan hente vand og mineraler dybere i jordprofilen.
Forskellige vækstmønstre og rodstrategier gør samtidig produktionen mere robust gennem sæsonen og over for klimaudsving. Diversiteten betyder, at én art kan tage over, når en anden presses af tørke, varme, kulde eller vandmætning. Den artsrige græsmark er derfor ikke først og fremmest et biodiversitetstiltag. Den er en produktiv polykultur.
Lad dyrene høste selv
Potentialet bliver endnu større, når dyrene selv høster foderet. I stedet for at vi skal bruge enorme mængder energi og tid på at foderet skal sås, høstes, transporteres, lagres og udfodres med maskiner, kan dyret selv høste planten dér, hvor den vokser, mens en stor del af næringsstofferne returneres direkte til marken som gødning og urin.
Ved planlagt rotationsafgræsning bliver managementet afgørende. Dyrene flyttes gennem arealet, og vegetationen får derefter tid til at genopbygge bladmasse og energireserver. Græsningen bliver dermed et værktøj til at styre samspillet mellem fotosyntese, plantevækst, restitution og dyretryk.
Det levende apotek
Artsdiversiteten i regenerative græsmarker kan giver dyret adgang til en bredere ernæringsmæssig og kemisk palette end den enårige monokultur. En artsrig græsmark skal derfor ikke kun vurderes på ton tørstof. Det er kombinationen af produktion, ernæring, jordfunktion og robusthed, der er interessant.
Cikorie – dyb rod, højt mineraloptag og interessante effekter på visse parasitter.
Kællingetand – indeholder kondenserede tanniner, som blandt andet kan påvirke proteinomsætningen i vommen.
Vejbred – robust flerårig urt med en anderledes mineralprofil end traditionelle græsser.
Kløver og lucerne – proteinrige bælgplanter, der samtidig tilfører biologisk fikseret kvælstof til systemet.
Græsser og urter er drøvtyggerens biologiske udgangspunkt
Kvæg, får og andre drøvtyggere kan gennem mikroorganismerne i vommen omsætte celluloseholdige planter, som mennesker ikke selv kan fordøje, til mælk og kød. Det gør dem i stand til at høste permanente græsser, urter og løv direkte.
I stedet for først at dyrke en årlig foderafgrøde kan menneskeføde dermed produceres fra permanent vegetation. Artsrige græsmarker tilfører samtidig mere end energi og råprotein. Forskellige urter bidrager med mineraler og sekundære plantestoffer, og nogle arter kan påvirke blandt andet proteinomsætning og parasitbelastning.
Læs mere om de ernæringsmæssige udfordringer ved de enårige foderafgrøder
Svin og fjerkræ kan høste andre lag
Flerårige fodersystemer stopper ikke ved drøvtyggeren.
Svin er altædende fourageringsdyr og kan udnytte et bredt udvalg af fødekilder. I et skovlandbrug kan træer og buske levere koncentreret energi i form af blandt andet agern, bog, kastanjer, nødder og frugt. Hertil kommer vegetation, rødder, knolde, insekter og andre føderessourcer.
Historisk var oldensvin på agern og bog en etableret del af europæisk – også dansk – husdyrproduktion. Den iberiske dehesa viser fortsat, hvordan svin kan færdigfedes i produktive træbaserede landskaber.
Fjerkræ udfylder en anden niche. Høns kan æde frø, frugt, grøn vegetation, insekter, larver og andre smådyr og passer derfor naturligt ind i komplekse flerårige systemer. I en frugtplantage kan træerne producere frugt, mens hønsene fouragerer i bundvegetationen, tilfører gødning og bidrager til regulering af vegetation og visse skadedyr.
De kan også følge efter større græssere i leader-follower-systemer. Dyrearterne behøver dermed ikke konkurrere om den samme føde. De kan høste forskellige ressourcer og udfylde forskellige økologiske nicher.
Fodrerets ernæringsprofil påvirker kvaliteten af vores fødevarer
Ernæringssammensætningen i foderet, dyret spiser, kan også måles i de fødevare, vi mennesker spiser. Græsbaseret fodring påvirker fedtsyresammensætningen i både mælk og kød og er blandt andet forbundet med et højere indhold af omega-3-fedtsyrer og en lavere omega-6:omega-3-ratio.
Der findes også forskelle i en række vitaminer, antioxidanter og planteafledte forbindelser. Det illustrerer en vigtig regenerativ sammenhæng:
Jorden former plantesamfundet. Plantesamfundet former dyrets ernæring. Og dyrets ernæring former den fødevare, der ender på vores tallerken.
Madens kvalitet begynder derfor i markens økologi.
Flerårige grøntsager – dyrk mad uden at begynde forfra
Fleråriggørelse gælder også produktionen af direkte menneskeføde. Asparges og rabarber er velkendte eksempler, men potentialet er langt større. Der findes hundredvis af spiselige flerårige arter, som producerer blade, skud, stængler, rødder, knolde eller blomster gennem flere vækstsæsoner.
Planterne bliver stående, rodsystemerne fortsætter deres udvikling, og produktionen kan begynde tidligt på sæsonen uden årlig genetablering. I Danmark kan mange af disse afgrøder være interessante i markedshaver, gårdbutikker, gastronomisk produktion og andre højværdimarkeder. De kan samtidig kombineres med bærbuske, frugt- og nøddeafgrøder, så grøntsagsproduktionen bevæger sig fra ét ensartet lag mod et flerlaget fødevareproducerende system.
Flerårige grøntsager, du allerede kender
Asparges – kan producere fra samme rodstok gennem mange år.
Rabarber – permanent afgrøde med meget tidlig produktion.
Jordskok – produktiv knoldafgrøde, der kan genvokse fra jorden.
Artiskok – flerårig under egnede forhold.
Flerårige løg – flere arter kan høstes gennem mange år.
Flerårige kåltyper – kan levere blade og skud over flere sæsoner.
Flerårige grøntsager viser, at grøntsagsproduktion ikke behøver at være synonym med årlig jordbearbejdning og genetablering.
Selv kornet kan blive flerårigt
Den skarpe opdeling mellem kornproduktion og flerårige dyrkningssystemer behøver ikke være permanent.
I dag er vores vigtigste kornarter som hvede, byg, rug, havre og majs enårige. Men international planteforædling arbejder målrettet på at udvikle flerårige kornafgrøder, som kan høstes flere år i træk fra det samme rodsystem.
Det kan ske på to måder. Enten kan man krydse eksisterende enårige afgrøder med flerårige slægtninge og forsøge at kombinere kornets høje frøudbytte med flerårighed. Eller man kan begynde med en vild flerårig plante og gradvist domesticere den til en produktiv landbrugsafgrøde. Begge strategier bruges allerede i forskningen.
Det mest kendte eksempel er Kernza, der produceres af den flerårige hvedegræsart Thinopyrum intermedium. Planten etablerer et permanent rodsystem og kan både producere korn og biomasse gennem flere år. Årtiers forædling har forbedret blandt andet frøstørrelse og udbytte, men afgrøden er stadig under udvikling, og kornudbyttet ligger endnu under de etablerede enårige kornafgrøder.
Også i Danmark forskes der i flerårigt korn. Københavns Universitet arbejder med accelereret domesticering af Thinopyrum intermedium, mens Aarhus Universitet blandt andet arbejder med Kernza og udvikling af flerårig rug. Perspektivet er at udvikle afgrøder, hvor kornproduktion kan kombineres med flerårige rodsystemer, mindre genetablering og mere permanent plantedække.
At det ikke kun er en teoretisk mulighed, viser udviklingen af flerårig ris. Ved at krydse almindelig ris med en flerårig vild slægtning er det lykkedes at udvikle sorter, som efter etablering kan genvokse og høstes gentagne gange. I forsøg i Kina har flerårig ris leveret otte høster over fire år med udbytter på niveau med årligt genetableret ris.
Vi kan også domesticere helt nye flerårige frøafgrøder
Fremtidens flerårige basisfødevarer behøver ikke kun være flerårige versioner af de afgrøder, vi allerede dyrker.
Stolthenriks (Blitum bonus-henricus) viser en anden mulighed. Den er en hårdfør flerårig plante, beslægtet med quinoa, og kan både bruges som bladgrøntsag og for sine frø. Den er endnu ikke udviklet som egentlig markafgrøde, men gennem selektion og planteforædling kan der arbejdes med større frø, højere udbytte og bedre høstbarhed.
Det peger på en anden vej til flerårigt landbrug: at domesticere flerårige planter, der allerede findes, i stedet for kun at gøre enårige afgrøder flerårige.
Det åbner et langt større perspektiv. Når vi spørger, hvilke afgrøder fremtidens landbrug skal dyrke, behøver udgangspunktet ikke være den håndfuld plantearter, som tidligere generationer domesticerede.
Der findes mange flerårige græsser, urter, bælgplanter og andre frøbærende arter, som kun i begrænset omfang er blevet udviklet som landbrugsafgrøder.
Fremtidens mark kan derfor rumme helt nye flerårige afgrøder, som endnu kun er i begyndelsen af deres domesticering.
Økonomien skal vurderes over hele systemets levetid
Flerårige afgrøder ændrer også den økonomiske tidshorisont. Etableringen kan være dyrere, og især træafgrøder kan kræve flere år, før de giver fuld produktion. Til gengæld fordeles etableringen over mange produktionsår.
Der skal ikke nødvendigvis sås, jordbearbejdes og genetableres hvert forår. Direkte afgræsning kan reducere behovet for høst, transport, lagring og udfodring. Og flerlagssystemer kan levere flere produkter fra det samme areal. Økonomien kan derfor ikke vurderes alene på udbyttet af én afgrøde i ét år.
Der skal også regnes på:
- etableringsomkostninger
- systemets levetid
- arbejdstid og maskinforbrug
- behovet for eksterne input
- flere samtidige produkter
- risiko og robusthed
- værdien af træ, frugt, nødder, foder og andre produkter
- afsætningsmuligheder og tidspunktet for indtjeningen
Et velfungerende flerårigt system er ikke automatisk mere rentabelt. Men det åbner for en anden økonomisk logik, hvor allerede etableret biologisk infrastruktur kan blive ved med at producere værdi gennem mange år.
Vælg funktionen før planten.
Skal systemet producere fødevarer, foder, frugt, nødder, træ eller biomasse? Skal det skabe læ, skygge, kulstoflagring eller bedre vandhåndtering? Hvilke dyr skal kunne høste fra det? Og hvilke maskiner skal fortsat kunne arbejde der?
Begynd gerne i en skala, hvor du kan lære – og mål ikke kun udbyttet af den afgrøde, der stod der før. Se på den samlede produktion, arbejdstiden, inputtene, jordens udvikling og økonomien i hele systemet.
Mål den samlede produktion. Foder. Frugt. Nødder. Kød. Æg. Træ. Arbejdstid. Diesel. Gødning. Jordstruktur. Kulstof. Og se på økonomien i hele systemet.
Flerårige systemer viser deres styrke over tid. Det er ikke en svaghed – det er selve princippet.
Når vi dyrker med naturens succession frem for imod den, behøver hvert år ikke være en ny begyndelse. Hvert år kan bygge videre på den biologiske kapital, bedriften allerede har skabt.
Prøv det på din egen bedrift
Start ikke nødvendigvis med spørgsmålet: Hvor kan jeg plante nogle træer?
Start med: Hvor på min bedrift bruger jeg i dag tid, diesel, maskiner og input på at holde successionen tilbage – og hvor kunne jeg skabe mere værdi ved at arbejde med den?
På en husdyrbedrift kan foderproduktionen være et oplagt sted at begynde. Undersøg, hvor meget af den årlige foderproduktion der kan flyttes til artsrige permanente græsmarker, træer, buske og andre flerårige fødekilder – og hvor dyrene selv kan høste en større del af produktionen.
På en planteavlsbedrift kan du undersøge, hvordan træstriber eller andre flerårige afgrøder kan integreres med markdriften, så maskinsystem og flerårig produktion fungerer sammen.
På en grøntsagsbedrift kan du spørge, hvilke afgrøder der faktisk behøver at blive genetableret hvert år, og hvor flerårige grøntsager, bær, frugt og nødder kan skabe nye produkter og dyrkningslag.
Se også på områder, hvor den nuværende dyrkning allerede kæmper mod stedet: erosionsudsatte skråninger, tørre partier, våde lavninger, vanskelige hjørner og markkanter. Her kan en anden vegetationstype være både mere robust og mere produktiv.
