Funktionel biodiversitet – naturens økosystemtjenester

I et biologisk komplekst dyrkningssystem udfører levende organismer en lang række funktioner, som understøtter produktionen.

Svampe og bakterier omsætter organisk materiale og næringsstoffer. Bælgplanter samarbejder med bakterier om at fiksere kvælstof. Mykorrhizasvampe hjælper planter med at optage næringsstoffer. Bestøvere transporterer pollen, mens løbebiller, edderkopper og snyltehvepse kan bidrage til at regulere skadedyr.

Når økosystemernes processer kommer mennesker til gode, kalder vi deres bidrag økosystemtjenester. For jordbrugeren omfatter det blandt andet bestøvning, naturlig skadedyrsregulering og jordens evne til at understøtte planternes forsyning med vand og næringsstoffer.

Økosystemtjenesterne rækker samtidig ud over bedriften. Kulstoflagring, vandrensning, tilbageholdelse af regnvand og beskyttelse mod erosion kan gavne det omgivende samfund. Også landskabets muligheder for naturoplevelser og rekreation hører til økosystemtjenesterne.

Biodiversiteten og relationerne mellem organismerne er med til at opretholde disse tjenester. Det regenerative perspektiv er at styrke dette levende grundlag gennem dyrkning og forvaltning, så økosystemets processer bliver en større del af produktionsgrundlaget.

Biologien bliver dermed en del af produktionsapparatet, og jordbrugerens arbejde med jord, planter, dyr og levesteder skaber værdi både på bedriften og i det omgivende landskab.

Biodiversitet skal fungere hele året

Et landskab kan være fuldt af blomster i juni og alligevel være et vanskeligt sted at leve resten af året. Biodiversitet handler derfor også om tid.

Bestøvere har brug for føde gennem deres aktive sæson. Insekter skal kunne overvintre. Fugle skal finde føde uden for ynglesæsonen. Jordorganismer har fordel af levende rødder over en større del af året.

Regenerativ dyrkning kan derfor arbejde med en form for økologisk kontinuitet: forskellige blomstringstidspunkter, efterafgrøder, permanente græsarealer, træer, vinterstående plantestængler og andre strukturer, der sikrer, at landskabet ikke biologisk nulstilles efter hver høst.

Landskabet omkring marken er en del af dyrkningssystemet

Selv den mest varierede mark kan ikke stå alene.

Mange dyr og insekter har brug for permanente områder, hvor de kan yngle, overvintre og finde føde, når der høstes eller vegetationen på marken ændres.

Levende hegn, gamle træer, skovbryn, græskanter, grøfter, vandhuller, våde lavninger og permanente græsarealer fungerer derfor som økologisk infrastruktur i landbrugslandskabet.

De skaber levesteder, men fungerer også som forbindelser mellem dem. Et sammenhængende netværk af hegn, træer, markkanter og småbiotoper kan gøre det lettere for arter at bevæge sig gennem et ellers intensivt dyrket landskab.

Det Europæiske Miljøagentur fremhæver netop landskabselementer som hegn, trælinjer, markkanter, bufferzoner, små vådområder og vandhuller som særligt betydningsfulde for biodiversiteten i landbrugslandskabet. Samtidig kan nogle af strukturerne bidrage til blandt andet erosionsbeskyttelse, mikroklima, bestøvning og naturlig regulering af skadedyr.

Mere liv på selve dyrkningsfladen

Et regenerativt jordbrug forsøger ikke kun at beskytte naturen omkring marken. En del af biodiversiteten kan integreres direkte i produktionen.

Hvor en ensartet afgrøde tilbyder relativt få økologiske nicher, kan et mere varieret dyrkningssystem skabe langt større forskellighed både over og under jorden.

Det kan ske gennem længere sædskifter, blandingsafgrøder, flerarts-efterafgrøder, undersåning, flerårige afgrøder, græsmarker og skovlandbrug.

Forskellige planter har forskellige rodformer, blomstringstidspunkter, højder og strategier for at hente vand og næringsstoffer. Træer kan eksempelvis udnytte andre dele af jordprofilen end enårige afgrøder og tilfører samtidig et ekstra vegetationslag.

Dermed opstår ikke bare flere arter, men flere funktioner og flere nicher.

En omfattende forskningssyntese af diversificering i landbruget har fundet overordnede positive effekter på blandt andet biodiversitet, bestøvning, biologisk skadedyrsregulering, jordfrugtbarhed og flere andre økosystemfunktioner, uden at der samlet blev fundet en generel negativ effekt på udbyttet.

Dyrene som økosystemingeniører

Store planteædere har gennem millioner af år været med til at forme Jordens økosystemer.

De gør langt mere end at spise planter. Gennem græsning, browsing, færdsel, tramp, gødning og frøspredning påvirker de vegetationens sammensætning og struktur og flytter samtidig næringsstoffer gennem landskabet.

En global metaanalyse af 297 studier fandt blandt andet, at store vilde planteædere påvirker jordens næringsstoffer og vegetationsstrukturen og øger den rumlige variation i økosystemerne. Effekterne varierer betydeligt med konteksten, men forskningen understreger de store planteæderes rolle som aktive landskabsformere.

Den rumlige variation er vigtig.

Et landskab med en mosaik af kort græs, højere vegetation, buske, træer, trampede partier og områder i forskellige successionstrin tilbyder flere nicher end et landskab, hvor vegetationen har samme højde og struktur overalt.

Fra fødekæder til fødenet

Det er fristende at beskrive naturen som simple kæder: Planter bliver spist af insekter. Insekter bliver spist af fugle. Fugle bliver spist af rovdyr.

I virkeligheden er økosystemer langt mere komplekse.

En plante kan levere nektar til en svirreflue, være vært for bladlus, indgå i symbiose med svampe og senere blive nedbrudt af jordorganismer. Svirrefluens larver kan samtidig spise bladlus. Fugle kan spise både frø og insekter og siden sprede frø til andre dele af landskabet.

Organismerne er forbundet i fødenet og økologiske netværk.

Det betyder, at biodiversitet ikke kun kan måles i, hvor mange arter der findes på et areal.

Et robust økosystem består også af mange forbindelser mellem arterne.

Når én organisme forsvinder, kan man derfor miste mere end selve arten. Man kan samtidig miste bestøvning, frøspredning, nedbrydning, prædation eller andre relationer, som den indgik i.

Det regenerative mål bliver derfor ikke blot at få flere arter tilbage i landbrugslandskabet, men at skabe betingelser for, at økologiske relationer kan genetableres.

Forstyrrelse er også en del af naturen

Et biologisk rigt landskab er ikke nødvendigvis et uforstyrret landskab.

Naturlige økosystemer påvirkes hele tiden af græsning, oversvømmelser, vindfald, brand, gravende dyr og andre forstyrrelser. De skaber åbninger, ændrer konkurrencen mellem arter og bringer dele af landskabet tilbage til tidligere successionstrin.

Store planteædere kan netop skabe denne form for heterogenitet gennem deres bevægelse og selektive påvirkning af vegetationen.

Problemet er derfor ikke nødvendigvis forstyrrelse, men dens karakter, intensitet, udbredelse og hyppighed.

Et regenerativt landbrug forsøger at arbejde med denne dynamik uden løbende at nulstille hele økosystemet.

Det kan betyde, at nogle områder græsses hårdt i kort tid og derefter får lang restitution, at andre arealer står urørte gennem en sæson, og at gamle træer, permanente hegn og andre strukturer får lov til at skabe kontinuitet over årtier.

Der opstår dermed både dynamik og kontinuitet.

Biodiversitet som produktionsfaktor

Biodiversitet har en værdi i sig selv. Men i landbruget har den samtidig en funktionel værdi.

Et komplekst jordliv medvirker til næringsstofomsætning og jordstruktur. Bestøvere understøtter frugtsætningen i en række afgrøder. Rovdyr og parasitoider kan bidrage til regulering af skadedyr. Planter med forskellige rodsystemer udnytter jordprofilen forskelligt. Træer og hegn påvirker vind og mikroklima.

Derfor kan biologisk kompleksitet bidrage til et dyrkningssystem, hvor flere funktioner udføres inde i systemet frem for at skulle erstattes eller understøttes gennem eksterne input.

Det er også baggrunden for, at biodiversitet kan betragtes som en del af bedriftens langsigtede produktionsgrundlag.

Fra biologisk forenkling til biologisk kompleksitet

Den måske mest grundlæggende forskel mellem regenerativt og stærkt industrialiseret landbrug ligger derfor ikke i én bestemt metode.

Det er bevægelsen fra biologisk forenkling mod biologisk kompleksitet.

Flere plantearter. Flere funktionelle grupper.  Flere levende rødder gennem året. Flere vegetationslag. Flere permanente levesteder. Flere dyr. Flere nedbrydere, bestøvere og naturlige fjender. Og først og fremmest: flere forbindelser mellem dem.

Et regenerativt landbrug forsøger ikke at kontrollere hver enkelt af disse relationer. Det forsøger at skabe betingelserne for, at økosystemet selv kan udføre en større del af arbejdet.

I et land som Danmark, hvor landbruget optager en stor del af landskabet, ligger der derfor et betydeligt potentiale i at øge den biologiske kompleksitet på produktionsarealerne.

Det handler ikke om at omdanne hele landbrugslandet til vild natur.

Det handler om at udvikle et landbrug, hvor fødevareproduktion igen indgår i langt rigere økologiske sammenhænge.

Målet er ikke blot flere arter i landbrugslandskabet. Det er at genopbygge de relationer og økologiske processer, der får landskabet til at fungere som et levende system.

Biodiversitet bliver dermed ikke et tillæg til produktionen. Den bliver en del af måden, vi producerer på.