Kulstofkredsløbet og det regenerative landbrug

_____________

Kulstof bevæger sig hele tiden mellem atmosfæren, planterne, jorden, havet og de geologiske lagre. For jordbruget er det afgørende at forstå, hvordan denne bevægelse styres – og hvordan dyrkningssystemet kan påvirke, hvor meget kulstof der føres gennem levende planter, rødder og jordliv.

Fra atmosfæren gennem planter, dyr og jord – og tilbage igen

Kulstof er en af livets grundlæggende byggesten. Det findes i planternes blade og rødder, i dyr og mikroorganismer, i jordens organiske stof, i atmosfærens CO₂ og i enorme mængder i havet og Jordens geologiske lagre.

Men kulstoffet ligger ikke stille.

Planter optager CO₂ gennem fotosyntesen. Dyr spiser planterne. Rødder afgiver kulstofforbindelser til jorden. Bakterier og svampe omsætter organisk materiale. Planter, dyr og mikroorganismer respirerer CO₂ tilbage til atmosfæren. Havet optager og afgiver kulstof, og over meget lange tidsrum flyttes kulstof mellem atmosfæren, havet og bjergarterne.

Det er tilsammen kulstofkredsløbet.

For jordbruget er det afgørende at forstå, at et levende dyrkningssystem ikke først og fremmest skal holde kulstoffet stille. Det skal holde en stor biologisk produktion i gang og samtidig skabe mulighed for, at eksisterende kulstoflagre beskyttes, og at en del af det nye plantekulstof kan blive i jord eller flerårig vegetation i længere tid.

Lager og strøm er ikke det samme

Kulstof bevæger sig mellem forskellige lagre

Det globale kulstofkredsløb kan forenkles til fire store dele:

  • atmosfæren,
  • landjorden og dens levende organismer,
  • havet og
  • de geologiske lagre.

Mellem disse lagre udveksles kulstof hele tiden.

På land er fotosyntesen den vigtigste vej fra atmosfæren ind i det levende system. Planterne trækker CO₂ ud af luften og bruger solenergien til at bygge organiske forbindelser. Omtrent lige så vigtigt er det, der sker den anden vej: planter, dyr og mikroorganismer respirerer og sender kulstof tilbage som CO₂.

Havet udveksler også meget store mængder CO₂ med atmosfæren og rummer langt mere kulstof end både atmosfæren og den levende vegetation. IPCC anslår blandt andet omkring 1.700 GtC i jordene uden for permafrostområder, omkring 450 GtC i vegetation og langt større lagre i oceanerne. IPCC

Det er derfor vigtigt at skelne mellem de enorme naturlige brutto-strømme og den langt mindre menneskeskabte ubalance. Klimaproblemet skyldes ikke, at kulstof bevæger sig, men at mennesket har skabt en vedvarende nettooverførsel af ekstra kulstof til det aktive kredsløb fra det fossile lager. Det afgørende for klimaet er derfor nettoændringen i lagrene. IPCC – Global Carbon and Other Biogeochemical Cycles

Det globale kulstofkredsløb. Kulstof udveksles kontinuerligt mellem atmosfæren, vegetation, jord, hav og geologiske lagre. Lagre er angivet i gigaton kulstof (Gt C) og årlige strømme i Gt C/år. De naturlige lagre og bruttoflux bygger primært på IPCC AR6, Working Group I, figur 5.12, mens de aktuelle menneskeskabte udledninger samt nettooptaget i land og hav er opdateret med Global Carbon Budget 2025. Atmosfærens aktuelle kulstoflager er beregnet ud fra 2025-niveauet; NOAA målte til sammenligning en global CO₂-koncentration på 427,62 ppm i juni 2026, svarende til omtrent 908 Gt C.

Det hurtige og det langsomme kulstofkredsløb

Det er nyttigt at skelne mellem et hurtigt biologisk kredsløb og et langsomt geologisk kredsløb.

Kulstof i planter, dyr, jord og atmosfære cirkulerer relativt hurtigt – fra dage og år til årtier eller århundreder. Når planter optager CO₂, og kulstoffet senere frigives igen gennem respiration og nedbrydning, bevæger det sig rundt i dette aktive kredsløb.

Fossile brændsler fungerer anderledes. Kul, olie og naturgas indeholder kulstof, som har været bundet i geologiske lagre i millioner af år. Når de afbrændes, flyttes dette gamle kulstof ind i atmosfæren og det aktive kredsløb.

Et CO₂-molekyle virker ens i atmosfæren, uanset hvor det kommer fra. Forskellen er derfor ikke selve CO₂'en, men om kulstoffet allerede cirkulerede i det aktive kredsløb, eller om der tilføres kulstof fra et langsigtet geologisk lager.

Det er denne ekstra tilførsel af fossilt kulstof, der er hovedårsagen til den markante stigning i atmosfærens CO₂-koncentration siden industrialiseringen.

Mennesket har forrykket kulstofbalancen

Før industrialiseringen var kulstofstrømmene mellem land, hav og atmosfære over lange tidsrum omtrent i balance. Men vi mennesker har imidlertid påvirket balancen på to grundlæggende måder:

  1. ved at tilføre store mængder kulstof fra fossile geologiske lagre, og
  2. ved at ændre kulstoflagrene i vegetation og jord gennem blandt andet skovrydning, skovforringelse, opdyrkning og dræning.

IPCC beskriver således ændret arealanvendelse og arealforvaltning som en væsentlig menneskeskabt påvirkning af det globale kulstofkredsløb. IPCC AR6, kapitel 5 – Global Carbon and other Biogeochemical Cycles and Feedbacks IPCC

Når skov fældes eller naturlige økosystemer opdyrkes, kan kulstof frigives fra både vegetation og jord. Samtidig ændres arealets fremtidige optag og lagring af kulstof. Det globale arealregnskab omfatter derfor ikke kun skovrydning, men også blandt andet skovforringelse og hugst, omlægning mellem skov og landbrug, dræning af tørvejord samt de modsatrettede effekter fra skovrejsning og naturlig genvækst. Global Carbon Budget 2025 – afsnit om land-use change emissions ESSD

Arealanvendelsen har historisk været en betydelig del af menneskets samlede påvirkning, og skovrydning er fortsat den vigtigste brutto-kilde til CO₂-emissioner fra ændret arealanvendelse. Skovrejsning, naturlig genvækst og genopbygning af jordens organiske stof kan trække kulstof i den modsatte retning. Derfor dækker det globale regnskab for ændret arealanvendelse over både emissioner og optag. Det betyder, at beskyttelse og genopbygning af kulstoflagre i vegetation og jord har reel, og vigtig klimamæssig betydning. At undgå skovrydning, tab af permanent vegetation og nedbrydning af kulstofrige jorde kan forhindre, at allerede lagret kulstof frigives. Skovrejsning, genvækst af vegetation og opbygning af jordens organiske stof kan endda bidrage til at føre kulstof tilbage fra atmosfæren til landjorden. Global Carbon Budget 2025 ESSD

Men jord og vegetation kan ikke betragtes som en erstatning for reduktion af fossile emissioner. Kulstoflagrene i jord og biomasse er dynamiske og kan senere tabes igen, mens afbrænding af fossile brændsler flytter kulstof, som gennem geologiske tidsrum har været lagret uden for det aktive kulstofkredsløb, ind i atmosfære-hav-land-systemet. Derfor er både reduktion af fossile emissioner, beskyttelse af eksisterende kulstoflagre og opbygning af nye biologiske kulstoflagre relevante dele af kulstofregnskabet. IPCC AR6, kapitel 5

Nøgletal: 

Kulstoffet ophobes i atmosfæren

Før industrialiseringen var atmosfærens CO₂-koncentration omkring 278 ppm. I juni 2026 målte NOAA et globalt månedsgennemsnit på 427,62 ppm. 

Den klart største nutidige kilde er afbrændingen af fossile brændsler. Global Carbon Budget 2025 estimerer de globale fossile CO₂-emissioner i 2025 til omkring 38,1 mia. ton CO₂, mens nettoemissionerne fra ændret arealanvendelse foreløbigt blev vurderet til omkring 4,1 mia. ton CO₂.

Land og hav optager fortsat en stor del af menneskets CO₂-udledninger, men ikke nok til at forhindre, at atmosfærens kulstoflager vokser. IPCC vurderer, at omkring 44 % af de menneskeskabte CO₂-emissioner i gennemsnit er blevet i atmosfæren gennem de seneste seks årtier, mens resten hovedsageligt er optaget af havet og landjordens økosystemer. IPCC AR6 – kulstofkredsløbet og de naturlige kulstofdræn IPCC

Vi har et problem

Vi mennesker øger fortsat atmosfærens CO₂-indhold gennem afbrænding af fossile brændsler og ændret arealanvendelse, og det skaber store  klimaforandringer. Fossile brændsler er i dag den største kilde til kulstof i atmosfæren, men skovrydning og ændret arealanvendelse er stadig en vigtig del af det globale kulstofregnskab.

Klimaforandringerne, forsaget af CO₂ gassens drivhuseffekt, medfører globale temperaturstigninger, øget risiko for ekstremt vejr og ændre måden regnen falder på hvilket udgør en store trussel mod landbruget og madproduktionen.

Allerede nu ser vi konsekvenser, med oftere og kraftigere hændelser med stor og ekstremregn og længer perioder med tørke som udfordrer landbruget. For at sikre en stabil og bæredygtig madforsyning, og modvirke fødevaremangel på en klode med stigende befolkningstilvækst, er et skift imod en mere bæredygtigt, regenerativt og kulstoflagrede landbrugspraksis essentielt.

Før den industrielle revolution indeholdt atmosfæren omkring 590 Gt kulstof. I 2026 har vi cirka 908 Gt kulstof. Det vil sige, at atmosfærens kulstoflager er vokset med omtrent 320 Gt kulstof siden førindustriel tid.

Mængden af kuldioxid i atmosfæren (blå linje) er steget i takt med menneskets udledninger (grå linje) siden begyndelsen af den industrielle revolution omkring 1750. Udledningerne steg langsomt til omkring 5 gigaton CO₂ om året i midten af det 20. århundrede (1 gigaton = 1 milliard ton), hvorefter de voksede hurtigt til mere end 35 gitaton CO₂ om året ved århundredets slutning.

Grafik: NOAA Climate.gov, tilpasset fra en original af Dr. Howard Diamond (NOAA ARL). Data for atmosfærisk kuldioxid fra NOAA og ETH Zürich. Data for kuldioxidemissioner fra Our World in Data og Global Carbon Project.

Jordbrugets særlige klimapotentiale

Til trods for mange politiske ambitioner om at reducere mængden af kulstof i atmosfæren stiger koncentrationen fortsat. Der er derfor behov for en omfattende omstilling af alle sektorer, og her har jordbruget en særlig mulighed.

Jordbruget adskiller sig fra mange andre sektorer ved direkte at forvalte fotosyntese, biomasse og jord. Jordbrugeren påvirker blandt andet, hvor længe der findes aktive planter på arealet, hvor stor rodproduktionen er, hvor meget biomasse der høstes eller recirkuleres, og hvor meget bar jord der udsættes for erosion. Træer og andre flerårige planter kan desuden opbygge betydelige levende biomasser i krone og rødder. Det betyder ikke, at ethvert dyrkningsgreb nødvendigvis øger kulstoflageret. Men det betyder, at dyrkningssystemets opbygning påvirker kulstoffets veje gennem landskabet.

Regenerativ dyrkning kan påvirke kulstofbalancen på tre måder

Set gennem kulstofkredsløbet har regenerativ dyrkning tre overordnede muligheder.

Den ene er at øge den biologiske tilførsel og recirkulering af kulstof gennem stor og vedvarende planteproduktion, levende rødder, flerårige afgrøder og recirkulering af biomasse.

Den anden er at begrænse unødige tab af kulstof fra jord og vegetation, eksempelvis gennem erosion, nedbrydning af organiske jorde, intensiv jordbearbejdning eller tab af flerårig vegetation.

Den tredje er at reducere forbruget af fossilt kulstof ved at mindske forbruget af fossil energi og fossilbaserede input. Det kan blandt andet ske gennem færre og mere målrettede markoperationer, integration af dyrene i markdriften, lavere behov for kunstgødning, mere energieffektive produktionssystemer samt reduceret energiforbrug til tørring, opvarmning og transport. 

Det afgørende er nettobalancen

Kulstofkredsløbet er dynamisk. Planter, dyr og mikroorganismer respirerer, og derfor bliver dødt organisk materiale ikke automatisk til et varigt kulstoflager. Målet er derfor ikke at minimere al CO₂-afgivelse fra jorden. Tværtimod er omsætning af organisk materiale en nødvendig del af næringsstofkredsløbet og jordens biologiske aktivitet. Det regenerative perspektiv er derfor bedst forstået som et ønske om et større og mere velfungerende biologisk kredsløb, hvor kulstof hele tiden bevæger sig gennem planter, rødder og jordliv, samtidig med at dyrkningssystemet beskytter og – hvor forholdene tillader det – opbygger de langsigtede kulstoflagre og reducerer afhængigheden af fossilt kulstof.

Målet i regenerativ dyrkning er derfor ikke at stoppe omsætningen, men at skabe et produktivt biologisk kredsløb, hvor der løbende føres nyt kulstof ind gennem fotosyntesen, samtidig med at unødige tab begrænses og eksisterende kulstoflagre beskyttes eller opbygges.

Det afgørende er med andre ord ikke, hvor meget kulstof der cirkulerer, men nettobalancen mellem tilførsel, bortførsel og tab.

Hvor meget kulstof kan verdens jorde lagre?

Jordens globale kulstoflager er enormt – omkring 1.700 GtC alene som organisk kulstof i de øvre jordlag, afhængigt af opgørelsesmetoden.

Der findes ikke ét enkelt tal for potentialet. Men globale analyser peger på, at forbedret forvaltning af landbrugsjord kan lagre omkring 0,3–1,3 GtC om året i en periode, mens restaurering af allerede degraderede økosystemer kan genopbygge yderligere kulstoflagre over årtier.

For degraderede tørre områder alene er der tidligere anslået et samlet potentiale på omkring 12–18 GtC, mens et nyere studie vurderer, at restaurering af degraderede skov- og græsarealer globalt kan øge jordens kulstoflager med omkring 38,5 GtC.

Potentialet er ikke ubegrænset. Jordens kulstoflager bevæger sig mod et nyt ligevægtsniveau, og kulstoffet kan igen tabes, hvis dyrkningsformen ændres. Derfor er jordlagring et supplement til – ikke en erstatning for – reduktion af fossile emissioner.

Kilder: FAO GSOCseq · FAO – drylands · IPCC AR6

Kulstof kan også lagres over jorden.

En omlægning mod mere skovlandbrug, læhegn, silvopasture og andre flerårige systemer kan opbygge betydelige kulstoflagre i træer og buske. Et gennemsnitligt trædække på omkring 20 % er ikke urealistisk i global sammenhæng; allerede i dag har en betydelig del af verdens landbrugsarealer denne størrelsesorden af trædække. Globale scenariestudier vurderer, at en systematisk udbygning af skovlandbrug kan øge kulstoflageret i over- og underjordisk biomasse med omkring 12–19 GtC, mens en stigning i trædækket på landbrugsarealer med 10 procentpoint er estimeret til mere end 18 GtC ekstra.
Zomer m.fl. 2022 – Global carbon sequestration potential of agroforestry

Fra kulstofstrøm til kulstoflagring

Et frodigt plantedække viser, at fotosyntesen er aktiv, men det fortæller ikke i sig selv, om jordens kulstoflager vokser. En stor del af plantekulstoffet høstes, omsættes eller respireres igen. Noget bliver kun kortvarigt i jorden, mens en mindre del kan indgå i mere langlivede organiske kulstofpuljer. Derfor er det vigtigt at skelne mellem kulstofkredsløb og kulstoflagring:

Kulstofkredsløbet fortæller, hvor kulstoffet bevæger sig. Kulstoflagring fortæller, om et bestemt lager faktisk bliver større.

Denne artikel handler om strømmen. Hvad der bestemmer, om jordens samlede kulstoflager vokser – og hvor store lagre danske landbrugsjorde realistisk kan opbygge – behandles nærmere på siden Kulstoflagring i landbrugsjord.

Kulstof er både klima og livsgrundlag

Kulstofkredsløbet er interessant for jordbruget af flere grunde end klimaet.

Fotosyntesen danner grundlaget for stort set al fødevareproduktion. Kulstofforbindelser fra planter fodrer jordens organismer. Organisk stof indgår i jordstruktur og næringsstofkredsløb. Og gennem rødderne forbindes plantens vækst over jorden direkte med livet under den.

Det betyder, at kulstof ikke alene skal forstås som et stof, der skal “fjernes fra atmosfæren”. I et dyrkningssystem er kulstof også energi og byggemateriale for det levende økosystem. Det er denne sammenhæng, der gør kulstofkredsløbet centralt i regenerativ jordbrugsvidenskab.

Et kredsløb vi kan påvirke

Kulstof bevæger sig konstant. Fra atmosfæren til planten. Fra planten til afgrøden, dyret, rødderne og jordlivet. Fra jorden tilbage til atmosfæren – og i nogle tilfælde videre til mere langlivede lagre.

Landbruget kan ikke stoppe dette kredsløb, og det bør heller ikke være målet. Men jordbrugeren kan påvirke, hvor meget biologisk kulstof der føres gennem systemet, hvor længe jorden har levende planter, hvor stor rodproduktionen bliver, hvor meget biomasse der recirkuleres, og hvor godt de eksisterende kulstoflagre beskyttes.

Det gør kulstofkredsløbet til mere end abstrakt klimavidenskab. Det er en grundlæggende del af forståelsen af, hvordan et levende dyrkningssystem fungerer.

Kilder og videre læsning

  • Friedlingstein, P. m.fl. (2026): Global Carbon Budget 2025. Earth System Science Data 18, 3211–. Global Carbon Budget 2025.
  • IPCC (2021): Climate Change 2021: The Physical Science Basis, kapitel 5: Global Carbon and Other Biogeochemical Cycles and Feedbacks. IPCC AR6 WG1, kapitel 5.
  • NOAA Global Monitoring Laboratory (2026): Trends in Atmospheric Carbon Dioxide. NOAA's globale CO₂-dataserie.
  • Newton, P., Civita, N., Frankel-Goldwater, L., Bartel, K. & Johns, C. (2020): What Is Regenerative Agriculture? A Review of Scholar and Practitioner Definitions Based on Processes and Outcomes. Frontiers in Sustainable Food Systems 4:577723. Artiklen hos Frontiers.
  • Sokol, N.W. & Bradford, M.A. (2019): Microbial formation of stable soil carbon is more efficient from belowground than aboveground input. Nature Geoscience 12, 46–53. Artiklen i Nature Geoscience.
  • Ekspertudvalget for kulstoffangst og -lagring i jordbruget (2025): Anbefalinger om potentialer ved oplagring af kulstof i jorden i forbindelse med dyrkningstiltag og ved planteforædling. Den samlede rapport.

Læs mere om