Svampe i jorden

_________

Svampe er en vigtig del af jordens biologiske infrastruktur der bidrager positivt til jordstruktur, kulstoflagring og plantvækst.

Under en dyrket mark findes et omfattende netværk af svampe, som forbinder planterødder med jordens næringsstoffer, mikroorganismer og organiske stof. Nogle svampe nedbryder planterester, andre lever i tæt symbiose med afgrøderne, mens andre igen kan fremkalde sygdom. Tilsammen er de en vigtig del af jordens biologiske maskineri – og dermed også af landmandens produktionsgrundlag.

Når vi vurderer en landbrugsjord, ser vi ofte på tekstur, reaktionstal, fosfortal, kvælstof og indholdet af organisk stof.

Men jordens frugtbarhed handler ikke kun om, hvor mange ressourcer der findes i jorden.

Den handler også om, hvor effektivt dyrkningssystemet kan mobilisere, transportere, fastholde og recirkulere dem.

Her spiller svampene en central rolle.

Svampehyfer kan gennemvæve jorden på en langt finere skala end planterødder. De omsætter organisk materiale, indgår i jordens fødenet og danner i mange tilfælde direkte forbindelser til levende planter.

Det gør dem til en væsentlig del af jordbrugets biologiske dyrkningskapital.

Svampe er ikke én ting

Når der tales om svampe i landbruget, handler samtalen ofte om fusarium, rust, knoldbægersvamp eller andre plantesygdomme. Men sygdomsfremkaldende svampe er kun én del af et enormt svamperige. For landmanden er det nyttigt at skelne mellem forskellige funktioner.

Mykorrhizasvampe lever i tæt symbiose med levende planter og forbinder planterødderne med jordvolumener uden for rodens direkte rækkevidde.

Saprotrofe svampe lever af dødt organisk materiale og medvirker til nedbrydningen af blandt andet rødder, halm, blade og træagtigt materiale.

Endofytiske svampe lever helt eller delvist inde i levende planter uden nødvendigvis at fremkalde sygdom og kan påvirke plantens stofskifte og stresstolerance.

Og patogene svampe kan angribe afgrøder og fremkalde sygdom.

Et regenerativt dyrkningssystem bør derfor ikke have som mål alene at få flere svampe. Målet er et funktionelt og mangfoldigt jordøkosystem, hvor mange forskellige organismer udfører de funktioner, som produktionen er afhængig af.

Mykorrhiza – en udvidelse af plantens funktionelle rodsystem

En af de mest betydningsfulde forbindelser mellem planter og svampe er mykorrhiza. Ordet betyder direkte oversat svamperod. Globalt er langt størstedelen af karplanterne mykorrhizale. Omkring 72 % af verdens karplantearter danner arbuskulær mykorrhiza, mens andre plantegrupper danner eksempelvis ektomykorrhiza.[1]

For de fleste almindelige landbrugsafgrøder er arbuskulær mykorrhiza – AM – den vigtigste type.

Svampen koloniserer plantens rod og danner samtidig et omfattende netværk af hyfer uden for roden. Inde i rodcellerne udvikler svampen stærkt forgrenede strukturer, såkaldte arbuskler, hvor en stor del af udvekslingen mellem plante og svamp finder sted.[2]

Hyferne er langt finere end planterødder og rodhår. De kan derfor vokse ind i jordporer og gennem jordvolumener, som rødderne ikke kan udforske på samme måde. Det er derfor nærliggende at betragte mykorrhiza som en biologisk udvidelse af plantens funktionelle rodsystem.

Men svampen er mere end et længere sugerør.

Fra rodzone til hyfosfære

Traditionelt er forbindelsen blevet beskrevet som et samarbejde mellem to parter:

planten og svampen.

Nyere forskning viser, at virkeligheden er mere kompleks. Omkring svampens hyfer findes en særlig biologisk zone, hyfosfæren, på samme måde som rhizosfæren findes omkring planterødderne. Her lever bakterier og andre mikroorganismer tæt omkring svampehyferne. Nogle bakterier lever endda inde i selve mykorrhizasvampen.

Et større review i Nature Reviews Microbiology beskriver derfor systemet som et plante–AM-svamp–bakterie-kontinuum.[2] Kulstof bevæger sig fra planten og ud i dette underjordiske system, mens mineraler og næringsstoffer bevæger sig den modsatte vej. Bakterier omkring hyferne kan samtidig deltage i mobilisering og omsætning af blandt andet fosfor og kvælstof.

Det ændrer vores billede af mykorrhiza. Svampen forbinder ikke blot planten med et større jordvolumen.

Hyferne udvider også den biologisk aktive zone omkring planten langt ud over selve rodzonen.

Det er en væsentlig grund til, at svampene er så interessante i et regenerativt dyrkningsperspektiv.

Fosfor viser værdien af det underjordiske netværk

Fosfor er et godt eksempel på forskellen mellem at have næringsstoffer i jorden og at kunne få adgang til dem. Når en planterod optager fosfor, falder koncentrationen i jorden umiddelbart omkring rodoverfladen.

Fosfor transporteres relativt langsomt gennem jorden ved diffusion. Derfor kan planten hurtigt skabe en udtømningszone omkring roden, selv i jord med betydelige samlede fosforreserver. Mykorrhizasvampenes hyfer kan vokse ud gennem denne zone og optage fosfor længere væk.

Fosfor kan derefter transporteres gennem svampen tilbage mod planten.[2] Der findes tilsvarende dokumentation for, at AM-svampe kan bidrage til plantens forsyning med blandt andet kvælstof og forskellige mikronæringsstoffer.

En global syntese af markforsøg fra 2025, baseret på 1.633 observationer fra 117 publikationer, fandt samlet positive effekter af AM-inokulering på kolonisering, fosforoptagelse, kvælstofoptagelse og udbytte. Effekten var tydeligere for fosfor end for kvælstof og varierede betydeligt mellem afgrøder, jordbund og klima.[13]

Den agronomiske pointe er vigtig:

Jordens næringsstofindhold og plantens adgang til næringsstofferne er ikke det samme.

Jordens biologi er med til at forbinde de to.

Fotosyntesen driver det underjordiske svampenetværk

Mykorrhizasvampen kan ikke arbejde uden energi. Den modtager kulstof fra planten, som oprindeligt er fikseret gennem fotosyntesen. AM-svampe vurderes i gennemsnit at modtage omkring 6 % af plantens assimilerede kulstof, mens tallet er højere for ektomykorrhizasvampe.[3]

Til gengæld transporterer svampen blandt andet mineralske næringsstoffer mod planten. Det kan være fristende at beskrive systemet som en simpel byttehandel: kulstof mod fosfor.

Men nyere forskning viser, at reguleringen er mere kompleks. Et omfattende Tansley Review i New Phytologist fra 2024 fandt ikke tilstrækkelig dokumentation for, at planten ganske enkelt sender mere kulstof til de svampe, der leverer flest næringsstoffer.[3]

Kulstoftilførslen ser i høj grad også ud til at være bestemt af plantens fotosyntese, kulstofoverskud, vækst og svampens styrke som kulstofdræn. Det ændrer dog ikke den grundlæggende sammenhæng:

Fotosyntesen over jorden finansierer en betydelig del af aktiviteten under jorden.

Levende plantedække er derfor mere end beskyttelse mod erosion. Det er den energikilde, som store dele af jordens biologiske system lever af.

Svampene kan holde næringsstofferne i kredsløbet

Svampe bidrager ikke kun til selve optagelsen af næringsstoffer.

De er også en del af jordens biologiske lager og recirkuleringssystem.

Når svampe, bakterier, planter og andre organismer optager kvælstof, fosfor, svovl og mikronæringsstoffer, bindes en del af næringsstofferne midlertidigt i levende biomasse.

Svampehyfer bliver senere omsat, nedbrudt eller ædt af blandt andet nematoder, springhaler og mider.

Næringsstofferne bevæger sig dermed videre gennem jordens fødenet og kan senere igen blive plantetilgængelige.

Jorden fungerer derfor ikke blot som et kemisk lager.

Den fungerer som et levende kredsløb.

En meta-analyse af 322 observationer fra 36 studier fandt, at tilstedeværelsen af AM-svampe i forsøg samlet reducerede tabet af både kvælstof og fosfor. Den største gennemsnitlige effekt blev fundet for nitrat, hvor tabet blev reduceret med omkring 32 %.[4]

Effekterne varierede stærkt med planter, jordbund, koloniseringsgrad og næringsstofniveau, og resultaterne kan ikke direkte oversættes til en bestemt reduktion i en dansk mark.

Men mekanismen er vigtig:

Jo mere effektivt næringsstofferne fastholdes i planter, mikroorganismer og jordens organiske kredsløb, desto mindre er risikoen for, at de forlader dyrkningssystemet.

Det er en central regenerativ pointe.

Svampene omsætter det, der bliver tilbage på marken

Mykorrhizasvampene får meget opmærksomhed, men de er kun én del af jordens svampesamfund.

De saprotrofe svampe udfører en anden central funktion da de lever af dødt organisk materiale. De medvirker til nedbrydningen af blandt andet cellulose, hemicellulose og lignin og spiller derfor en særlig rolle i omsætningen af mere komplekst plantemateriale.

Når halm, rødder, blade og andet organisk materiale bliver tilbage på marken, skal materialet nedbrydes, før næringsstofferne igen kan indgå i kredsløbet. Svampene er særligt godt rustet til at nedbryde komplekst plantemateriale, og det gør dem vigtige i dyrkningssystemer, hvor store mængder planterester efterlades på jorden, hvor der dyrkes efterafgrøder, eller hvor flerårige planter, læhegn og træer tilfører mere komplekst organisk materiale.

Bakterier og svampe arbejder ikke som to konkurrerende systemer, hvor det ene er godt og det andet dårligt. De udfører forskellige og overlappende funktioner, og en produktiv jord har brug for begge.

En frugtbar jord har brug for begge. Forskellige organismer udfører forskellige funktioner og overtager forskellige dele af omsætningen.

Svampe kan være med til at bygge jordens struktur

En god krummestruktur opstår ikke gennem én enkelt proces. Den formes i et samspil mellem lerpartikler, organisk stof, rødder, mikroorganismer, jordfauna, vand og mekaniske påvirkninger. Svampe indgår i dette samspil.

Hyfer vokser gennem jorden og kan forbinde jordpartikler og små aggregater fysisk. Svampenes aktivitet påvirker samtidig omsætningen af organiske forbindelser og samspillet med andre mikroorganismer.[8]

Mykorrhizasvampenes betydning for jordaggregation har været kendt gennem årtier, og eksperimentelle studier har vist en positiv sammenhæng mellem AM-svampe og aggregatstabilitet.[17]

Det har praktisk betydning. Stabile aggregater og et sammenhængende poresystem påvirker blandt andet infiltration, luftskifte, rodvækst, erosion og jordens evne til at modstå fysisk sammenfald.

Svampene bygger ikke strukturen alene. Men de indgår i den biologiske proces, hvor levende rødder og mikroorganismer gradvist kan omforme jordens fysiske miljø.

Glomalin er ikke bare "svampenes jordlim"

Glomalin er gennem mange år blevet fremstillet som et særligt protein produceret af AM-svampe, der fungerer som en slags lim mellem jordpartikler.

Den forklaring er blevet væsentligt nuanceret.

Et review i Soil Biology and Biochemistry fra 2026 viser, at de traditionelle analysemetoder for såkaldt glomalin-related soil protein ekstraherer en kompleks blanding af organiske forbindelser og ikke et specifikt AM-svampeprotein.[15]

Det målte materiale bør derfor ikke bruges som et direkte mål for mængden eller aktiviteten af mykorrhiza.

Det ændrer ikke ved, at AM-svampe kan bidrage til jordaggregation.

Men årsagen er et komplekst samspil mellem hyfer, organiske forbindelser, mikroorganismer, rødder og mineraler – ikke ét enkelt mirakelstof.

Svampe og tørkerobusthed

Et stort funktionelt rodsystem er særligt værdifuldt, når vand bliver begrænsende. AM-svampe kan påvirke både plantens næringsstofoptagelse, rodens fysiologi og kontakten mellem plante og jord.

En global meta-analyse fra 2024 samlede 3.534 observationer fra 122 publikationer om mykorrhiza under tørkestress og fandt samlet positive effekter på plantebiomasse og optagelsen af især fosfor og kvælstof.[7] Effekterne varierede dog kraftigt med blandt andet jordtype, pH, planteart, svampeart og næringsstofniveau.

Mykorrhiza er derfor ikke en garanti mod tørke. Det interessante er snarere kombinationen. Når et aktivt svampenetværk indgår i en jord med god struktur, høj infiltration, levende rødder, organisk stof og et dybt og varieret rodsystem, kan flere mekanismer arbejde i samme retning.

Robusthed opstår af systemet – ikke af svampen alene.

Når svampene dør, forsvinder kulstoffet ikke nødvendigvis

En af de vigtigste ændringer i forståelsen af jordkulstof gennem de seneste årtier er erkendelsen af, hvor stor betydning mikrobiel nekromasse kan have. Nekromasse er resterne af døde mikroorganismer. Svampe vokser, omsætter kulstof og dør hele tiden. Noget af kulstoffet mineraliseres hurtigt igen til CO₂. Men en anden del bliver kemisk bundet til jordens mineraler eller fysisk beskyttet i aggregater og kan dermed blive en del af mere stabilt organisk stof.

Vejen til jordkulstof kan derfor blandt andet være:

fotosyntese → rod → svamp eller bakterie → mikrobiel nekromasse → stabiliseret organisk stof.

Et opdateret konceptuelt review i New Phytologist fremhæver fire centrale veje, hvor AM-svampe kan påvirke jordens organiske stof: gennem dannelse af organisk materiale, mikrobiel videreomsætning, fysisk reorganisering af jorden og stabilisering gennem blandt andet mineralinteraktioner.[8]

Og den globale betydning kan være betydelig. En meta-analyse i Global Change Biology fra 2025 samlede 2.410 observationer fra 249 studier af mikrobiel nekromasse. På tværs af jordprofilen fandt forskerne mere mikrobielt afledt kulstof end kulstof identificeret som planterester, og svampenes nekromasse udgjorde den største undersøgte mikrobielle kulstoffraktion.[9]

Det er en vigtig pointe i et regenerativt perspektiv. Svampenes bidrag til kulstofopbygning handler ikke kun om levende hyfer.

Også resterne efter generationer af svampe kan blive byggesten i jordens organiske stof.

Der er dog grund til at skelne mellem denne mekanisme og den mere vidtgående påstand, at mere mykorrhiza automatisk giver mere permanent kulstoflagring. En meta-analyse af AM-svampe i landbrugsjord fra 2025 fandt samlet højere jordkulstof ved AM-behandling, men effekten var ikke statistisk sikker, når analysen alene blev begrænset til markforsøg.[10]

Svampene er således centrale i kulstofkredsløbet. Men hvor meget ekstra kulstof der faktisk stabiliseres på en konkret mark, afhænger af hele dyrkningssystemet og jordens forhold.

Et levende mikrobiom kan gøre sygdom vanskeligere

En svamperig jord er ikke nødvendigvis en sygdomsfri jord. Fusarium og en lang række andre plantesygdomme er selv svampe. Men et patogens tilstedeværelse er ikke det samme som et sygdomsudbrud.

Sygdom udvikles i samspillet mellem planten, patogenet og miljøet omkring dem. Jordens øvrige mikroorganismer er en del af dette miljø.

I såkaldt sygdomsundertrykkende jord kan bestemte plantesygdomme holdes på et lavere niveau, selv om patogenet er til stede. Mekanismerne kan blandt andet være konkurrence om føde og plads, direkte antagonisme mellem mikroorganismer og ændringer i plantens eget forsvar.

Et omfattende review i Annual Review of Phytopathology fra 2024 viser samtidig, at planter ikke blot passivt udsættes for jordens mikrobiom. Gennem rodsekreter og immunologiske mekanismer er de med til at forme sammensætningen af mikroorganismer omkring rødderne.[11]

Det betyder ikke, at høj biologisk aktivitet kan forhindre alle sygdomme. Men det viser, hvorfor målet ikke bør være en steril jord.

Målet er en funktionel rodzone, hvor planten indgår i et komplekst mikrobiologisk samfund.

Dyrkningssystemet bestemmer svampenes livsbetingelser

Landmanden bestemmer ikke alene, hvilke svampe der findes i jorden. Jordtype, klima, landskab og dyrkningshistorie spiller også ind. Men dyrkningspraksis påvirker i høj grad det habitat, svampene lever i. Særligt fire forhold er centrale:

forstyrrelse, levende rødder, plantediversitet og fødetilførsel.

Jordbearbejdning bryder netværket

Ved jordbearbejdning ændres jordens fysiske struktur, planterester flyttes, og svampehyfer bliver brudt. Det betyder ikke, at én pløjning udrydder jordens svampe. Mange svampe kan genetablere sig fra sporer, koloniserede rodrester og andre formeringsstrukturer. Men graden og hyppigheden af jordbearbejdning påvirker svampesamfundet.

En meta-analyse af 54 markstudier på fem kontinenter fandt, at mindre intensiv jordbearbejdning i gennemsnit øgede kolonisering af den efterfølgende afgrødes rødder med AM-svampe med omkring 27 % sammenlignet med konventionel jordbearbejdning.[5]

Den stærkeste effekt blev fundet ved no-till. Det giver en biologisk begrundelse for princippet:

Forstyr jorden mindst muligt – men så meget som nødvendigt.

Jordbearbejdning har agronomiske funktioner og kan i bestemte situationer være det rigtige værktøj. Men den har også biologiske omkostninger.

Levende rødder holder systemet i gang

Arbuskulære mykorrhizasvampe er afhængige af levende værtsplanter som kulstofkilde. Lange perioder uden levende rødder reducerer derfor kontinuiteten i systemet. Efterafgrøder er i denne sammenhæng interessante af en anden årsag end blot kvælstofopsamling og erosionsbeskyttelse.

De holder fotosyntesen, rodaktiviteten og fødekæden under jorden i gang.

Bowles og kollegers meta-analyse fandt, at vinterdækafgrøder i gennemsnit øgede AM-koloniseringen af den efterfølgende hovedafgrøde med omkring 29 % sammenlignet med ubevokset vinterjord.[5]

En nyere global meta-analyse fra 2025, baseret på 82 publikationer og 86 markstudier, understøtter billedet. Sammenlignet med brak øgede efterafgrøder blandt andet AM-svampenes rodkolonisering med 34 %, hyfelængden i jorden med omkring 48 % og den ekstraradikale biomasse med omkring 37 %.[6] Det er en stærk biologisk forklaring på princippet om levende plantedække året rundt.

Bar jord mangler ikke blot plantedække. For store dele af jordens symbiotiske mikrobiom mangler den også den primære energikilde.

Diversitet betyder noget – men ikke altid på den simple måde

Flere plantearter kan skabe flere roddybder, flere typer rodsekreter og flere biologiske nicher. Det giver et godt teoretisk grundlag for at forvente, at mere varierede dyrkningssystemer også kan understøtte et mere funktionelt jordliv.

Men sammenhængen er ikke så simpel som: flere afgrøder = flere svampe.

Meta-analysen fra 2025 fandt eksempelvis, at samdyrkning øgede både AM-kolonisering og hyfelængde, mens almindeligt sædskifte ikke gav en entydig stigning i AM-abundansen og i nogle tilfælde reducerede den målte artsrigdom i rødderne.[6]

Det fortæller noget vigtigt. Det afgørende er ikke alene antallet af forskellige arter i et sædskifte. Det er hvilke planter der dyrkes, hvornår de dyrkes, og hvilke funktioner de understøtter.

Raps og sennep er anderledes

Langt de fleste af landbrugets græsser, kornarter og bælgplanter kan danne arbuskulær mykorrhiza.

Men ikke alle planter gør det. Brassicaceae – korsblomstfamilien – omfatter blandt andet raps, sennep, radise og kål og regnes overvejende som ikke-mykorrhizal.

Det gør naturligvis ikke raps eller olieræddike til dårlige afgrøder. De kan have andre vigtige funktioner i sædskiftet. Men hvis en stor del af sædskiftet består af ikke-mykorrhizale arter eller lange perioder uden levende værter, kan kontinuiteten i AM-netværket blive svækket.[1]

Et artsrigt sædskifte bør derfor ikke kun vurderes ud fra antal arter, men også ud fra deres funktion.

Næringsstofniveauet påvirker symbiosen

Mykorrhiza og mineralgødning er ikke simple modsætninger. Men næringsstoftilgængeligheden påvirker forholdet mellem plante og svamp.

Hvis planten har meget let adgang til eksempelvis fosfor, falder dens afhængighed af svampens transportvej ofte. Høj næringsstoftilgængelighed kan derfor reducere rodkolonisering og svampens betydning. Det betyder ikke, at gødning nødvendigvis "dræber svampen".

Det betyder, at dyrkningssystemets kemi påvirker økonomien og fysiologien i det biologiske samspil.[2][3]

Den relevante diskussion er derfor ikke gødning eller svampe. Den er snarere:

Hvordan kombinerer vi næringsstofforsyning med et dyrkningssystem, der bevarer plantens mulighed for at udnytte jordens biologiske processer?

Pesticider kan påvirke mere end målorganismen

Også planteværn påvirker det underjordiske system. Effekten varierer betydeligt mellem aktivstoffer, doser, jordtyper og organismegrupper. Det er derfor for unuanceret at sige, at "pesticider dræber jordens svampe". Men det er lige så problematisk at antage, at jordens mikrobiom ikke påvirkes.

Et stort europæisk studie publiceret i Nature i 2026 undersøgte 373 lokaliteter i 26 europæiske lande og 63 forskellige pesticider. Pesticidrester blev fundet på 70 % af lokaliteterne, og pesticidbelastningen var efter jordegenskaber den næststærkeste forklarende faktor for variationen i jordens biodiversitet. Forskerne fandt samtidig negative sammenhænge med flere gavnlige organismegrupper, herunder arbuskulære mykorrhizasvampe, samt ændringer i funktioner knyttet til kvælstof- og fosforkredsløbet.[12]

Det betyder ikke, at alle pesticider påvirker jordens svampe lige meget. Men det giver god grund til at betragte planteværn som en del af dyrkningssystemets samlede påvirkning af den biologiske dyrkningskapital.

Kan man købe sig til mykorrhiza?

Interessen for kommercielle mykorrhizaprodukter vokser. Og der findes dokumentation for, at inokulering med AM-svampe kan virke. Den store globale syntese fra 2025 med 1.633 markobservationer fandt samlet positive effekter af inokulering på både kolonisering, næringsstofoptagelse og udbytte.[13] Men det er ikke det samme som at konkludere, at enhver pose med mykorrhiza er en god investering.

En anden meta-analyse i New Phytologist fra 2025, specifikt om globalt markedsførte kommercielle inokulanter, konkluderede, at produkterne ofte ikke leverede den forventede effekt.[14] Det giver en vigtig skelnen:

Mykorrhiza virker. Det betyder ikke nødvendigvis, at et mykorrhizaprodukt virker.

Den tilførte svamp skal passe til værtsplanten, overleve klima og jordbund, konkurrere med eksisterende mikroorganismer og etablere sig i et system, der giver den mulighed for at leve. Hvis dyrkningssystemet samtidig består af langvarig bar jord, intensiv forstyrrelse og få egnede værtsplanter, løser inokulering ikke det grundlæggende problem.

I et regenerativt perspektiv bør det første spørgsmål derfor ikke være:

Hvilken svamp skal jeg købe?

Men: Hvilket habitat skaber jeg for de svampe, der allerede findes i jorden?

Er svampen "planternes internet"?

Mykorrhizasvampe kan koloniserer mere end én plante og dermed skabe fælles svampenetværk mellem planter.

Det er et fascinerende biologisk fænomen. Men den populære metafor om et "Wood Wide Web", hvor planter målrettet sender føde eller advarsler til bestemte naboer gennem et underjordisk internet, løber ofte foran dokumentationen. En kritisk analyse i Nature Ecology & Evolution fra 2023 fandt, at flere udbredte påstande om fælles mykorrhizanetværk i skove er baseret på begrænset eller tvetydig feltevidens. Forskerne fandt blandt andet ikke publiceret dokumentation for påstanden om, at store træer systematisk sender ressourcer eller forsvarssignaler til eget afkom gennem netværket.[16]

Det gør ikke netværket mindre bemærkelsesværdigt. Der er blot ikke behov for at menneskeliggøre det. Den veldokumenterede virkelighed er i sig selv fascinerende:

Planter eksisterer ikke som isolerede individer i jorden. De indgår i omfattende fysiske og metaboliske forbindelser med svampe og andre mikroorganismer.

Svampe er ikke et facit

I dele af den regenerative jordbrugsdebat bruges forholdet mellem svampe og bakterier som et direkte mål for jordens sundhed. Idéen er intuitivt tiltalende. Men den er for simpel.

Forskellige målemetoder giver forskellige resultater, og forholdet varierer naturligt med jordtype, pH, vegetation, organisk materiale, sæson og dyrkningssystem. Et højt svampe er derfor ikke automatisk bedre end et lavt. En landbrugsjord skal ikke ligne en skovjord for at være velfungerende. Det relevante spørgsmål er først og fremmest:

Udfører jordens mikrobiom de funktioner, som dyrkningssystemet har brug for?

Funktion er vigtigere end et enkelt tal.

Dyrk afgrøden – og dyrk dens biologiske infrastruktur

Moderne planteavl har udviklet en meget præcis forståelse af jordens kemi. Vi kan analysere jorden, beregne afgrødens behov og tilføre næringsstoffer med høj præcision. Den viden skal ikke erstattes. Den skal udvides.

Mellem jordens mineraler og den høstede afgrøde findes et levende system af rødder, svampe, bakterier, protozoer, nematoder, regnorme og andre organismer, der konstant mobiliserer, flytter, binder, frigiver og recirkulerer ressourcer.

Svampene er en vigtig del af dette system. De kan udvide plantens funktionelle rodsystem, understøtte næringsstofoptagelse, skabe biologisk aktive zoner langt fra roden, indgå i opbygningen af jordstruktur og fødenet og bidrage til omsætningen og stabiliseringen af kulstof.

Derfor bør et regenerativt perspektiv på jordens frugtbarhed ikke kun spørge:

Hvor meget næring findes i jorden – og hvor meget skal vi tilføre? Det bør også spørge:

Hvor effektivt kan dyrkningssystemet mobilisere, fastholde og recirkulere de ressourcer, der allerede findes?

Her bliver levende rødder, efterafgrøder, plantediversitet, reduceret unødig jordforstyrrelse og recirkulering af organisk materiale mere end enkeltstående dyrkningstiltag. De bliver måder at opbygge og vedligeholde den biologiske infrastruktur, som afgrøden vokser i.

Svampene erstatter ikke gødning, planteforædling, sædskifte eller godt landmandskab.

De er en del af det system, som godt landmandskab arbejder med.

På den måde dyrker landmanden ikke kun årets afgrøde. Han eller hun kan samtidig opbygge den biologiske dyrkningskapital, som kommende afgrøder skal vokse i.

Videnskabelige kilder

  1. Brundrett, M.C. & Tedersoo, L. (2018). Evolutionary history of mycorrhizal symbioses and global host plant diversity. New Phytologist 220, 1108–1115. DOI: 10.1111/nph.14976. Grundlæggende syntese af mykorrhizatyper og deres udbredelse blandt planter.
  2. Duan, S., Feng, G., Limpens, E., Bonfante, P., Xie, X. et al. (2024). Cross-kingdom nutrient exchange in the plant–arbuscular mycorrhizal fungus–bacterium continuum. Nature Reviews Microbiology 22, 773–790. DOI: 10.1038/s41579-024-01073-7. Centralt nyere review om kulstof-, fosfor- og kvælstofstrømme samt hyfosfærens bakterier.
  3. Bunn, R.A., Corrêa, A., Joshi, J., Kaiser, C., Lekberg, Y., Prescott, C.E., Sala, A. & Karst, J. (2024). What determines transfer of carbon from plants to mycorrhizal fungi? New Phytologist 244, 1199–1215. DOI: 10.1111/nph.20145. Tansley Review, der nuancerer idéen om mykorrhiza som en simpel biologisk markedsplads.
  4. Qiu, Q., Bender, S.F., Mgelwa, A.S. & Hu, Y. (2022). Arbuscular mycorrhizal fungi mitigate soil nitrogen and phosphorus losses: A meta-analysis. Science of the Total Environment 807, 150857. DOI: 10.1016/j.scitotenv.2021.150857. Meta-analyse af AM-svampe og tab af N og P.
  5. Bowles, T.M., Jackson, L.E., Loeher, M. & Cavagnaro, T.R. (2017). Ecological intensification and arbuscular mycorrhizas: a meta-analysis of tillage and cover crop effects. Journal of Applied Ecology 54, 1785–1793. DOI: 10.1111/1365-2664.12815. Markbaseret meta-analyse af jordbearbejdning og efterafgrøder.
  6. Ge, S., Chen, Y., Wang, Z., Li, Z., Shen, C., Zhang, T. & Wang, J. (2025). Deep insights into the diversified cropping and their impact on arbuscular mycorrhizal fungi: A global meta-analysis. Agriculture, Ecosystems & Environment 383, 109537. DOI: 10.1016/j.agee.2025.109537. Global meta-analyse af efterafgrøder, samdyrkning og sædskifte.
  7. Zaman, F., Hassan, M.U., Khattak, W.A., Ali, A., Awad, M.F. & Chen, F.-S. (2024). The pivotal role of arbuscular mycorrhizal fungi in enhancing plant biomass and nutrient availability under drought stress conditions: A global meta-analysis. Science of the Total Environment 955, 176960. DOI: 10.1016/j.scitotenv.2024.176960. Meta-analyse af 3.534 observationer om tørke, plantevækst og næringsstofoptagelse.
  8. Wu, S. et al. (2024). Soil organic matter dynamics mediated by arbuscular mycorrhizal fungi – an updated conceptual framework. New Phytologist. DOI: 10.1111/nph.19178. Moderne mekanistisk model for AM-svampenes rolle i dannelse, omsætning og stabilisering af organisk stof.
  9. Fu, H., Chen, H., Ma, Z., Liang, G., Chadwick, D.R., Jones, D.L., Wanek, W., Wu, L. & Ma, Q. (2025). Fungal Necromass Carbon Dominates Global Soil Organic Carbon Storage. Global Change Biology 31, e70413. DOI: 10.1111/gcb.70413. Global meta-analyse med 2.410 observationer af mikrobiel nekromasse.
  10. Conti, G., Urcelay, C., Gundel, P.E. & Piñeiro, G. (2025). The potential of arbuscular mycorrhizal fungi to improve soil organic carbon in agricultural ecosystems: A meta-analytical approach. Functional Ecology 39, 1016–1030. DOI: 10.1111/1365-2435.14753. Vigtig nuancering af AM-svampenes effekt på jordkulstof under markforhold.
  11. Spooren, J., van Bentum, S., Thomashow, L.S., Pieterse, C.M.J., Weller, D.M. & Berendsen, R.L. (2024). Plant-Driven Assembly of Disease-Suppressive Soil Microbiomes. Annual Review of Phytopathology 62, 1–30. DOI: 10.1146/annurev-phyto-021622-100127. Review om rhizosfære, mikrobiom og sygdomsundertrykkelse.
  12. Köninger, J., Labouyrie, M., Ballabio, C. et al. (2026). Pesticide residues alter taxonomic and functional biodiversity in soils. Nature 650, 367–373. DOI: 10.1038/s41586-025-09991-z. Europæisk studie af 373 lokaliteter og 63 pesticider.
  13. Li, X., Wu, Y., Huang, C., Rahman, M.A., Argaman, E. & Xiao, Y. (2025). Inoculation with arbuscular mycorrhizal fungi in the field promotes plant colonization rate and yield. European Journal of Agronomy 164, 127503. DOI: 10.1016/j.eja.2024.127503. Global syntese af 117 publikationer og 1.633 markobservationer.
  14. Koziol, L., McKenna, T.P. & Bever, J.D. (2025). Meta-analysis reveals globally sourced commercial mycorrhizal inoculants fall short. New Phytologist 246, 821–827. DOI: 10.1111/nph.20278. Relevant kritisk vurdering af kommercielle mykorrhizaprodukter.
  15. Nagy, V., Sandor, R., Klem, K. & Urban, O. (2026). Functional limitations of glomalin-related soil protein as an indicator of arbuscular mycorrhizal fungi while remaining relevant to soil health. Soil Biology and Biochemistry 214, 110076. DOI: 10.1016/j.soilbio.2025.110076. Ny kritisk gennemgang af glomalin/GRSP.
  16. Karst, J., Jones, M.D. & Hoeksema, J.D. (2023). Positive citation bias and overinterpreted results lead to misinformation on common mycorrhizal networks in forests. Nature Ecology & Evolution 7, 501–511. DOI: 10.1038/s41559-023-01986-1. Kritisk gennemgang af evidensen bag "Wood Wide Web".
  17. Rillig, M.C. & Mummey, D.L. (2006). Mycorrhizas and soil structure. New Phytologist 171, 41–53. DOI: 10.1111/j.1469-8137.2006.01750.x. Klassisk review om mekanismerne mellem mykorrhiza og jordaggregation.

Læs mere om