Svin i det regenerative landbrug

Økosystemets jordbundsarkitekt

Grisen er måske det mest misforståede dyr i det moderne landbrug. I et regenerativt system skifter grisen rolle fra at være en passiv modtager af foder i en stald til at være en aktiv “medarbejder”, der forbereder jorden, rydder ukrudt og skaber grobund for ny biodiversitet. Grisen er et fantastisk dyr, der kan bidrage væsentligt til løsninger på overforbrug af pesticider og brændstof i marken- Ud under åben himmel med grisebasserne og lad dem gøre det de er bedst til: målrettet og effektiv jordbehandling.

Grisen (Sus scrofa domesticus) stammer fra den europæiske og asiatiske vildsvinebestand. Deres naturlige habitat er skoven og skovbrynet. Dette præger deres adfærd i dag: De er skabt til at gennemsøge skovbunden med deres kraftige tryner efter rødder, nødder og smådyr. De har brug for skygge og mudderhuller til temperaturregulering, da de ikke har svedkirtler.

Før industrialiseringen var grisen “gårdens sparegris”. Den indgik i et perfekt kredsløb, hvor den levede af mælkebiprodukter, køkkenaffald og efterårsgræsning i skove (olden), hvor de fedede sig op på agern og bog. De var uundværlige til at omsætte restprodukter til værdifuldt fedt og kød.

Der er gode muligheder for at integrere grise i det regenerative landbrug. Særligt i skovlandbruget hvor de høre helt naturligt hjemme, og svinene har øffet runde i underskoven i tusinder af år.

Svin i det fri har en stor indvirkning på det landskab de lever i, idet de roder jorden op og efterlader jorden bar. Svin kan derfor være gode at sætte ind på et areal der skal have en ny afgrøde. Griser er så god som altædende, og kan anvendes til at konvertere restaffald til fødevare.

I skovlandbrug kan grisehold kombineres med produktion af fx ægte kastanje og akaciehonning.  Her skal grisene have adgang til rent vand, samt et stort vandhul med mudder, hvor de kan køle sig af i sommervarmen.

Svin kan også sættes ind på marker med flerårige grøntsager herunder bælgfrugter.

Fordele i regenerativ dyrkning

Jordbearbejdning

Grisen er landbrugets naturlige “fræser”. Med deres tryner udfører de en dybdegående jordbearbejdning, der kan bryde hårde græssuær og fjerne flerårigt ukrudt som kvikgræs. Dette er især værdifuldt før etablering af skovlandbrug eller nye grøntsagsmarker.

Om vinteren kan grisenes tryk ødelægge jordstrukturen, hvis de går på for lille et areal (det kaldes “puggy” jord). Regenerativ drift kræver derfor ofte, at man flytter dem hyppigere eller har et vinter-areal med mere dræn.

Gødskning

Grisegødning er ekstremt næringsrig. Når grise flyttes systematisk over et areal, tilfører de jorden store mængder organisk materiale, som kickstarter mikrolivet. Deres bearbejdning af jorden sikrer, at gødningen bliver blandet direkte ned i det øverste jordlag, hvilket minimerer tab af næringsstoffer og øger kulstofbindingen.

Græsningsstrategi

Grisen er velegnet til en form for “Impact Grazing”. Ved at holde dem på et begrænset areal i kort tid (f.eks. i mobile indhegninger), udnytter man deres evne til at nulstille vegetationen via animals ukrudstbekæmpelse. De er dog ikke rene græsædere, så deres rolle er ofte at “forberede” arealet snarere end at vedligeholde det gennem traditionel Mob Grazing.

Grisene bidrage til hurtig næringsstofcirkulation og  er oplagte til forberedelse af jord til nyplantning.

Kulstofudledning

Sammenlignet med drøvtyggere udleder grise mindre metan. I et regenerativt skovlandbrugssystem kan grisen være med til at skabe et kulstofpositivt regnskab, da deres bearbejdning fremmer væksten af træer og dybe rødder, der lagrer mere CO2, end dyret udleder.

Synergi med andre dyr

Grise trives naturligt godt i skovlandbrug under træer. Træerne giver skygge og læ, mens grisene æder nedfaldsfrugt og nødder, som ellers kunne tiltrække skadedyr.

Grise kan med fordel følge efter kvæg i rotationsafgræsning. De bryder kokasserne i deres søgen efter larver, hvilket spreder gødningen hurtigere og reducerer parasitpresset for kvæget.

 

Parasitbekæmpelse:

Da grise ofte æder snegle og insekter, hjælper de med at reducere mellemværter for parasitter, der ellers ville ramme får og kvæg.

Svineracer til regenerativt landbrug

For at grise kan trives ude hele året i Danmark, kræves racer med pigmenteret hud (for at undgå solskoldning), tyk børstepels og gode instinkter. Nogle regenerative landmænd bruger krydsninger, f.eks. Sortbroget Dansk x Duroc. Det giver en gris, der er hårdfør nok til vinteren, men som vokser lidt hurtigere end de rene gamle racer.

Tamworth

Tamworth-grisen er en gammel engelsk race, der ofte kaldes “skovgrisen”. Den kendetegnes ved sin markante rød-gyldne farve, meget lange, lige snude, lange ben og aktive gemyt. Den har opretstående ører og en slank, atletisk krop, der vidner om dens vilde ophav. Tamworth-grisen er god til at gå i skovlandbrug, da den er atletisk og elsker at finde agern og rødder. Det er sandsynligvis en af de mest hårdføre racer; idet dens røde børster beskytter den mod solskoldning om sommeren, og den er ekstremt hårdfør over for vejr og vind. Søerne har fremragende moderinstinkter og har en høj mælkeproduktion.

Tamworth-grisen fungerer som landbrugets “skovarbejder”. På grund af sin lange snude er den en ivrig graver, der kan nå rødder og rydde tæt krat, som andre grise opgiver. I et regenerativt system bruges de ofte til at klargøre et område til nyplantning eller skovlandbrug ved at fjerne uønsket ukrudt og lufte jorden i dybden. 

I modsætning til mange andre gamle racer producerer Tamworth en meget mager ryg, hvilket gør den verdensberømt som den ultimative “bacon-gris”. 

Sortbroget Dansk Landrace 

Dette er den “originale” danske udegående gris husmandsgris, med de karakteristiske hængeører, der dækker øjnene. Den er  stor; har stærke ben og genial til det danske klima, fordi den er udviklet her gennem generationer og har et roligt, robust og godmodigt temperament.  Farven er hvid med store, uregelmæssige sorte pletter (broget). Søerne har fantastisk moderinstinkt og finder selv en stor del af sin føde.

Grisen er ideel til det mindre, lukkede kredsløbslandbrug da den er genetisk kodet til at trives på et varieret foder bestående af alt fra valle til køkkenaffald og ukrudt.

Da den er rolig af natur, ødelægger den sjældent hegn og er skånsom mod jorden sammenlignet med de mere aktive racer. Den er god til afgræsning og perfekt som “opsamler” af overskudsproduktion fra grøntsagsmarker, hvor den omdanner restprodukter til højkvalitetsgødning til næste sæson

Kødet har en mere traditionel struktur og smag, end vi kender fra det moderne industrisvin, med en god fedtansætning.

 

Ungarsk Uldgris  (Mangalitza )

Hvis vi taler om “vinter-hardiness”, er Mangalitzaen kongen. Den ligner nærmest et får med sin krøllede, tykke uldpels. Ulden kan være blond, rød eller “svalerygget”. Grisens uld gør, at den kan leve ude året rundt, selv i ekstrem frost, uden behov for opvarmede stalde. Den kan bogstaveligt talt sove i en snedrive, og er eksperter i at finde føde selv og elsker at rode i groft terræn.

Racen er utrolig stærk og sjældent syg. Den er kompakt bygget, og da den vokser langsomt (ofte 18–24 måneder før slagtning), integreres den typisk i permanente græsningssystemer eller skovområder. Den bidrager til jordens sundhed ved at efterlade en moderat mængde gødning over en meget lang periode, hvilket fremmer et rigt mikroliv i jorden uden at overbelaste den med kvælstof på én gang.

Grisen har et meget højt fedtindhold, hvilket gør kødet ekstremt smagfuldt og eftertragtet i gourmet-kredse. Grisens spæk smelter ved en lavere temperatur end almindeligt svinefedt og indeholder flere umættede fedtsyrer, hvilket giver en smørlignende konsistens.

Berkshire gris

Berkshire-grisen (ofte kaldet “Birkshire” på dansk), er enn engelsk race,  der er let genkendelig på sin sorte krop med seks hvide punkter: på de fire ben, snuden og halen. De har små, opretstående ører og en relativt kort snude. I det regenerative landbrug spiller Berkshire-grisen rollen som det højkvalitets-produkt, der kan retfærdiggøre de højere omkostninger ved ekstensiv drift. Da de er gode til at græsse, og omsætte grovfoder, indgår de ofte i rotationssystemer, hvor de følger efter kvæg. Deres gødning er rig på næringsstoffer, som hurtigt optages af græsmarken, når grisene flyttes til et nyt stykke land hver uge.

Racen leverer det, der ofte kaldes “svinekødets svar på Wagyu-oksekød”. Det har en fantastisk fedtmarmorering og en høj pH-værdi, hvilket gør kødet ekstra mørt.

Red Wattle gris

Red Wattle er en amerikansk race af tamsvin med oprindelse i USA. Den har sit navn fra sit karakteristiske udseende: en rødbrun pels og to hudflapper (vabler eller “wattles”), på hver side af halsen. Det er en stor race, meget rolige, ekstremt robuste og har bevaret dens naturlige instinkter for at leve udendørs. Red Wattle er en fremragende “skovgris”. Den er hårdfør over for omskifteligt vejr og er en effektiv fourageringsgris. I et regenerativt system bruges de ofte til at rydde undervegetation og omdanne nedfaldsfrugt eller agern til værdifuld gødning, mens deres moderate roden i jorden hjælper med at lufte det øverste jordlag uden at ødelægge jordstrukturen totalt.

På trods af at være en “arverace” vokser de relativt hurtigt sammenlignet med andre gamle racer. Kødet er kendt for at være velmarmoreret, saftigt og med endyb, oksekødslignende smag.

Iberisk gris

Den sorte iberiske gris er en mellemstor race med en mørk, næsten sort hud og sparsom pels. De har lange ben og en slank snude, der er perfekt til at lede efter føde. Mest ikoniske er deres sorte klove. Iberiske grise er selve symbolet på det regenerative Dehesa-system i Spanien og Portugal. Her lever de i harmoni med spredte egetræer. De spiller en kritisk rolle i at vedligeholde dette økosystem ved at spise agern, hvilket forhindrer overvækst og sikrer en naturlig gødningscyklus. De er mestre i at udnytte vilde ressourcer, som andre dyr ikke kan omsætte, og omdanner dem til et af verdens dyreste og mest bæredygtige fødevareprodukter.  De er ekstrem hårdførhed og kan vandre over store afstande hver dag for at finde føde.

Racen har en genetisk evne til at lagre store mængder intramuskulært fedt, som er rigt på oliesyre (det samme sunde fedt som i olivenolie), især hvis de lever af agern.

 

Pasning og trivsel

Selvom racerne er hårdføre, kræver det regenerative system i Danmark nogle faste rammer:

Foder og ernæring

Selvforsyning: Grisen finder selv rødder, insekter, agern, bog og diverse urter.

Flerårige afgrøder: De er glade for jordskokker, lucerne og kløver.

Tilskudsfoder: I et dansk system kan man undgå importeret soja ved at fodre med lokalt dyrkede ærter, hestebønner og spildprodukter fra mejerier eller mosterier. En gris kan dog ikke leve af græs alene og har brug for energi- og proteintilskud.

Pleje

Læ og tørt leje: Svin skal have adgang til trækfrie, tørre hytter med rigeligt halm, hvor de kan ligge tørt og lunt. Det er ikke kulden, der dræber, men fugt og blæst.

Vand og mudder: Frisk drikkevand er essentielt. Derudover skal de have adgang til et mudderhul (søle), så de kan beskytte huden mod sol og insekter.

Hegn: El-hegn er mest effektivt (ofte to tråde i lav højde).

Rotation: Grise skal flyttes jævnligt for at undgå, at de ødelægger jordstrukturen permanent.

Udfordringer og skadevoldere

Rovdyr: Ræven kan tage helt små smågrise. Krager kan også være en udfordring ved faring under åben himmel.

Sygdomme: Ved lav dyretæthed og rotation minimeres risikoen for lungebetændelse og parasitter. Afrikansk svinepest er dog en stor trussel mod udegående svin pga. lovkrav og smittefare fra vildsvin.

Lovgivning:

Husk, at der i Danmark er strenge krav om dobbelthegn ved udegående svin for at undgå afrikansk svinepest. Vær obs på krav om CHR-registrering.