Princip 7

Gem, recirkuler og opbyg ressourcerne

___________

En regenerativ bedrift skal være god til fire ting: at fange ressourcerne, fastholde dem, recirkulere dem – og over tid opbygge en større biologisk dyrkningskapital.

Opbyg jordens ressourcer

Sollys, regnvand, kulstof, næringsstoffer og biomasse strømmer hele tiden gennem landbruget. Noget kommer naturligt til bedriften. Noget købes ind. Noget høstes og sælges. Og noget går tabt gennem erosion, udvaskning, afstrømning, emissioner eller ineffektive arbejdsgange. God ressourceforvaltning handler derfor om at få mere ud af de ressourcer, der allerede findes på bedriften, og gradvist reducere behovet for at hente nye ressourcer ind udefra.

Fang → fasthold → recirkuler → opbyg.

Det er den grundlæggende logik i dette dyrkningsprincip.

 

Fra lineære strømme til levende kredsløb

Et lineært produktionssystem er afhængigt af en kontinuerlig strøm af ressourcer ind i systemet:

Input → produktion → produkt → tab.

Kvælstof importeres, tilføres, en del optages af afgrøden, og en anden del udvaskes. Foder produceres eller købes, transporteres til dyrene, mens gødningen opsamles et andet sted. Regnvand falder på marken, men kan hurtigt forlade den igen gennem overfladeafstrømning eller dræn. 

I naturen producerer der ikke affald. Når et blad falder fra et træ, bliver det føde for svampe, bakterier og jordbundsdyr. Næringsstofferne frigives og optages igen af planter. Når et dyr æder en plante, returneres en stor del af næringsstofferne gennem gødning og urin. Når rødder dør, bliver de råmateriale for jordens organismer og en del af jordens struktur og kulstofpulje. Den ene organismes restprodukt bliver den næste organismes ressource.

Det regenerativ landbrug arbejder med samme logik og ser se bedriften som et sammenhængende kredsløb frem for en række isolerede produktionsprocesser. Planterester bliver til ny jordfrugtbarhed. Husdyrgødning returnerer næringsstoffer til marken. Efterafgrøder opsamler næringsstoffer mellem hovedafgrøderne. Dybe rødder henter ressourcer fra større dele af jordprofilen. Dyr kan høste foderet direkte og returnere en stor del af næringsstofferne dér, hvor planterne voksede.

Jo flere af disse kredsløb der kan lukkes på bedriften eller lokalt omkring den, desto mindre afhængig bliver produktionen af nye eksterne input. Landbruget skal samtidig producere fødevarer og andre produkter, som forlader bedriften. Derfor bliver den regenerative opgave at sikre, at produktionen ikke samtidig eksportere jordens frugtbarhed, vandhusholdning og den biologiske dyrkningskapital.

En ressource kan udføre flere funktioner

God ressourceeffektivitet handler også om at vælge elementer, der udfører flere funktioner samtidig. En artsring, regenerativ græs- og kløvermark kan eksempelvis:

  • producere foder
  • fiksere kvælstof
  • holde jorden dækket
  • understøtte jordbiologien
  • bidrage med rødder og biomasse
  • bidrage til biodiversiteten.

Et træ kan:

  • producere frugt, nødder, foder eller tømmer
  • opbygge biomasse
  • skabe læ og skygge
  • påvirke mikroklimaet
  • hente ressourcer fra dybere jordlag
  • tilføre organisk materiale.

Multifunktionalitet er en af de vigtigste styrker i regenerative dyrkningssystemer.

1 - Fang ressourcerne

Før en ressource kan recirkuleres, skal den indfanges.

Bedriften modtager løbende ressourcer, som ikke kommer på en faktura: sollys, regnvand, atmosfærisk CO₂ og kvælstof samt næringsstoffer, der allerede findes i jordprofilen.

Hvor effektivt bedriften formår at udnytte dem, er en væsentlig del af dens produktionspotentiale.

Fang solenergien gennem fotosyntese

Solenergi er grundlaget for næsten al biologisk produktion på bedriften. Gennem fotosyntesen omdanner planterne sollys, vand og CO₂ til plantemateriale. En del bliver til den høstbare afgrøde, mens resten blandt andet bliver til rødder, planterester og kulstofforbindelser, der tilføres rodzonen. Derfor er antallet af dage med aktive grønne planter afgørende.

En mark, der står bar efter høst, går glip af en periode, hvor solenergi kunne være blevet omsat til biomasse, rodvækst og biologisk aktivitet.

Det er en direkte forbindelse til princip 3 – Levende plantedække året rundt.

Efterafgrøder, undersåede afgrøder, permanente græsmarker og flerårige planter kan forlænge den periode, hvor bedriften høster solenergi.

Fang regnen, når den falder

Den nedbør, der falder på bedriften, er også en produktionsressource. Det afgørende er ikke kun, hvor mange millimeter der falder, men hvor stor en del der infiltrerer og bliver tilgængelig for planterne.

En jord med god aggregatstruktur, levende rødder og biologiske porer kan optage vand langt bedre end en jord med overfladeskorpe, kompaktering og dårlig struktur.

Vand, der infiltrerer i jordprofilen, kan understøtte plantevækst længe efter regnen er faldet. Bedriftens evne til at fange regnen er derfor en vigtig del af dens tørkerobusthed.

Fang næringsstofferne biologisk

Bælgplanter som kløver, lucerne, ærter og hestebønner kan gennem symbiose med bakterier fiksere atmosfærisk kvælstof og bringe det ind i dyrkningssystemets biologiske kredsløb.

Dybtrodende planter kan samtidig udnytte næringsstoffer fra dele af jordprofilen, som mere overfladiske rødder ikke når.

Diversitet handler derfor også om ressourcefangst.

Forskellige arter kan fange forskellige ressourcer på forskellige tidspunkter og i forskellige dele af jordprofilen.

Det er en af forbindelserne til princip 4 – Maksimer afgrødediversiteten.

2 - Fasthold ressourcerne

Når en ressource er fanget, skal den blive i systemet længe nok til at skabe værdi. En vigtig del af regenerativ drift er derfor at identificere og begrænse bedriftens lækager.

Hold jorden på marken

Erosion er et meget konkret ressourcetab. Når jordpartikler forlader marken, følger organisk stof og næringsstoffer ofte med. Den mest frugtbare del af jordprofilen kan dermed langsomt flyttes ud af produktionssystemet.

Levende plantedække, planterester, stærk jordstruktur, flerårige rødder og mindre jordforstyrrelse reducerer risikoen.

Det knytter direkte an til princip 2 – Forstyr jorden mindst muligt.

Hold vandet længere i systemet

På mange arealer ligger et stort potentiale i at øge infiltrationen og jordens evne til at holde plantetilgængeligt vand. Det kan ske gennem bedre jordstruktur, permanente rodkanaler, mere organisk stof og vegetation, der reducerer vind og direkte fordampning.

På våde arealer kan en anden dyrkningsstrategi være mere produktiv end at forsøge at fastholde traditionel agerdrift.

God ressourceforvaltning handler om at holde vandet i arbejde dér, hvor det skaber størst biologisk og produktionsmæssig værdi.

Hold næringsstofferne inden for planternes rækkevidde

Næringsstoffer skaber størst værdi, når de befinder sig dér, hvor planter og jordbiologi kan bruge dem.

Levende rødder mellem hovedafgrøderne kan opsamle næringsstoffer, som ellers risikerer at bevæge sig ud af rodzonen.

Det er en af årsagerne til, at efterafgrøder bør forstås som mere end et miljøkrav. De er et redskab til næringsstoffangst, opbevaring og recirkulation.

3 - Recirkuler ressourcerne

Når næringsstoffer og biomasse først er faget og fastholdt, skal de tilbage i produktionen. Her bliver dyrkningssystemets interne kredsløb afgørende.

Planterester er en del af næste afgrøde

Halm, rødder, blade, stængler og efterafgrøder indeholder kulstof og næringsstoffer.

Når materialet omsættes, kan en del af næringsstofferne igen blive tilgængelige for nye planter, mens kulstoffet bidrager til jordens biologiske aktivitet og organiske stof. Planterester er derfor en del af næste dyrkningscyklus.

Halm og anden biomasse bør anvendes dér i systemet, hvor dens kulstof, næringsstoffer og struktur skaber størst samlet værdi. Når biomasse flyttes fra marken, bør dens funktion indgå i regnestykket:

Hvad fjernes sammen med biomassen – og hvor gør den mest gavn bagefter?

Husdyrgødning skal tilbage i kredsløbet

Husdyr kan være effektive recirkulatorer af næringsstoffer.

Når et dyr æder planter, returneres en stor del af næringsstofferne igen gennem gødning og urin.

Det mest direkte kredsløb opstår, når dyret høster foderet på marken og samtidig returnerer næringsstofferne samme sted.

Det forkorter arbejdsgangen markant: dyret kan høste, omsætte og gøde i samme proces.

Lad flere produktioner bruge hinandens reststrømme

Et godt kredsløb kobler forskellige produktionsgrene sammen. Halm kan blive strøelse og senere gødning. Frugt, nødder eller andre produkter, som ikke kan sælges, kan i nogle systemer blive dyrefoder.

Beskæringsmateriale fra træer kan blive jorddække eller organisk materiale. Efterafgrøder kan både beskytte jorden, opsamle næringsstoffer og blive foder.

Jo flere relevante forbindelser der kan skabes mellem produktionerne, desto større værdi kan bedriften få ud af den samme ressource.

Det interessante spørgsmål bliver:

Hvilken anden proces kan bruge denne ressource?

4- Opbyg flere ressourcer, end du begyndte med

At reducere tab og recirkulere ressourcer er grundlaget. Det regenerative potentiale går videre. Dyrkningssystemet kan over tid opbygge et større biologisk ressourcegrundlag. Det er her den syntropiske tankegang tilfører princippet en vigtig ekstra dimension.

Fra kredsløb til akkumulation

Et levende dyrkningssystem kan øge den mængde biologiske ressourcer, der findes i systemet. Fotosyntesen kan omdanne solenergi og CO₂ til mere biomasse. Træer kan akkumulere kulstof i stammer, grene og rødder. Flerårige planter kan udvikle større og mere omfattende rodsystemer.

Bælgplanter kan bringe biologisk fikseret kvælstof ind i systemet. Rødder, svampe og jordbundsdyr kan over tid forbedre jordstruktur, porøsitet og biologisk aktivitet. Bedriftens biologiske kapital kan derfor vokse.

Det regenerative landbrugs syntropiske dimension

Syntropisk landbrug tager blandt andet udgangspunkt i, at plantesamfund udvikler sig gennem succession. Tidlige planter efterfølges af andre arter, og over tid kan systemet opbygge større mængder biomasse, flere vegetationslag og mere komplekse biologiske relationer.

Den syntropiske tilgang bruger denne udvikling aktivt i produktionen. Arter vælges og kombineres, successionen styres, biomasse beskæres eller høstes, og systemet organiseres, så én fase bidrager til at skabe bedre betingelser for den næste. Det interessante regenerative spørgsmål bliver:

Kan den måde, vi producerer på i år, samtidig gøre dyrkningssystemet mere produktivt næste år?

Det knytter tæt an til princip 6 – Plant træer og flerårige afgrøder. 

Flerårige planter kan bygge videre på allerede etablerede rodsystemer og biologiske relationer.

Det enårige system genetableres. Det flerårige system akkumulerer.

Entropisk eller syntropisk landbrug?

I regenerativt landbrug bruges begreberne entropisk og syntropisk til at beskrive to forskellige udviklingsretninger.

Et entropisk dyrkningssystem bringes gentagne gange tilbage mod et relativt enkelt, tidligt successionstrin. Vegetationen fjernes eller høstes, systemet forstyrres, og produktionen genetableres.

Et syntropisk dyrkningssystem arbejder aktivt med successionen. Planter med forskellige livslængder, højder og funktioner organiseres, så systemet gennem tiden kan opbygge mere biomasse, flere biologiske relationer og et større produktionsgrundlag.

Kort formuleret:

Entropisk dyrkning genetablerer og forenkler.
Syntropisk dyrkning organiserer, akkumulerer og bygger videre.

Syntropien tilfører dermed en yderligere ambition til ressourceprincippet:

Dyrkningssystemets biologiske ressourcegrundlag skal kunne vokse over tid.

Reducer behovet for ekstern energi

Energi er én af de ressourcer, hvor kredsløbstankegangen bliver meget konkret. Moderne landbrug bruger fossil energi direkte gennem diesel og indirekte gennem blandt andet fremstilling af kvælstofgødning, pesticider, foder, maskiner og andre input. Det regenerative potentiale ligger i at lade biologiske processer overtage stadig flere af de funktioner, som i dag kræver maskiner, brændstof og eksterne input.

Mindre jordbearbejdning kan reducere antallet af tunge overkørsler. Bælgplanter kan reducere behovet for industrielt produceret kvælstof. Direkte afgræsning kan erstatte en stor del af arbejdet med høst, transport, lagring og udfodring. Flerårige planter kan producere gennem flere år uden årlig genetablering. Bedre jordstruktur kan reducere behovet for mekanisk løsning. Maskiner og ekstern energi kan dermed bruges mere målrettet dér, hvor de skaber størst værdi.

Det interessante spørgsmål er: Hvor bruger vi i dag energi på at kompensere for funktioner, som et bedre dyrkningssystem i stigende grad kan levere biologisk?

Fra inputøkonomi til ressourceøkonomi

Den traditionelle bedriftsøkonomi har med god grund stor opmærksomhed på inputpriser. Hvad koster kvælstof? Hvad koster diesel? Hvad koster foder?

Regenerativ drift tilføjer et andet spørgsmål: Hvorfor har jeg brug for dette input – og kan en større del af funktionen skabes på bedriften selv?

En efterafgrøde kan fastholde kvælstof. En kløver kan fiksere det. Et dyr kan høste foderet selv. Et flerårigt rodsystem kan reducere behovet for genetablering. En bedre jordstruktur kan reducere behovet for ekstra jordbearbejdning. Her ligger et væsentligt økonomisk potentiale.

Jo flere funktioner bedriften selv kan skabe biologisk, desto mindre sårbar bliver den over for priser på energi, gødning, foder og andre eksterne input.

Regenerativ ressourceeffektivitet handler derfor om at få størst mulig produktionsmæssig, biologisk og økonomisk værdi ud af de ressourcer, der bevæger sig gennem bedriften.

Opbyg biodiversiteten som dyrkningskapital

Biodiversitet har værdi i sig selv, men er samtidig en del af bedriftens biologiske dyrkningskapital. En større mangfoldighed af planter, svampe, bakterier, insekter, fugle og andre organismer kan blandt andet understøtte bestøvning, næringsstofomsætning, jordstruktur og naturlig regulering af skadedyr.

Bedriften kan opbygge denne mangfoldighed gennem artsrige afgrøder og græsmarker, træer og buske, blomstrende planter, småbiotoper og andre levesteder, der er integreret i produktionslandskabet.

Mere biodiversitet betyder både større naturværdi og flere biologiske funktioner der understøtter den biologiske dyrkningskapital.

Få dyrkningsprincipperne til at spille sammmen

Det er vanskeligt at gemme og recirkulere ressourcer ved hjælp af ét enkelt tiltag. Princippet opstår gennem samspillet mellem de øvrige regenerative dyrkningsprincipper.

Når vi dyrker jordens frugtbarhed, forbedrer vi jordens evne til at holde vand, kulstof og næringsstoffer. Når vi forstyrrer jorden mindst muligt, beskytter vi jordstruktur og biologiske netværk.  Når vi holder levende plantedække året rundt, fanger vi solenergi og næringsstoffer i en større del af året. Når vi maksimerer afgrødediversiteten, kan flere arter udføre forskellige funktioner i kredsløbet. Når vi integrerer dyrene, kan næringsstoffer og biomasse omsættes og returneres direkte. Når vi planter træer og flerårige afgrøder, kan biologisk infrastruktur bygges op gennem mange år. Og når vi tager udgangspunkt i vores kontekst, kan ressourcerne forvaltes efter den konkrete jord, hydrologi, produktion og økonomi.

Princip 7 handler derfor i høj grad om at få de øvrige principper til at fungere som ét samlet system.

Prøv det på din egen bedrift

Prøv at følge ressourcerne gennem bedriften. Se ikke kun på det, du køber. Se også på det, solen, regnen, jorden, planterne og dyrene allerede stiller til rådighed. Spørg eksempelvis:

  • Hvor har jeg bar jord, mens solen stadig kan drive fotosyntese?
  • Hvor forlader regnvandet landskabet for hurtigt?
  • Hvor taber jeg jord eller næringsstoffer?
  • Hvor bliver biomasse behandlet som affald?
  • Hvor bryder jeg hvert år biologiske strukturer ned, som derefter skal genetableres?
  • Hvor kan flere arter udføre flere funktioner samtidig?
  • Hvor kan dyr forbinde planteproduktion og næringsstofkredsløb?
  • Hvor kan flerårige planter få lov at bygge videre gennem flere år?
  • Hvor udfører jeg mekanisk eller kemisk et arbejde, som biologien med tiden kunne overtage?
  • Hvor køber jeg ressourcer, som et bedre fungerende økosystem kunne levere helt eller delvist?
  • Og vigtigst: Hvilke dele af bedriften bliver mere frugtbare år for år – og hvilke bliver mindre?

Start dér, hvor lækagen er størst eller den mulige gevinst mest oplagt. Måske er det kvælstof. Måske vand. Måske foder. Måske diesel. Måske biomasse, der i dag betragtes som et restprodukt. Ressourcetab er også økonomi. Den ressource, der allerede findes på bedriften, skal ikke købes igen, hvis vi kan fastholde og recirkulere den.

Det regenerative mål er ikke blot at få ressourcerne til at række længere. Målet er at drive bedriften, så fotosyntese, succession og biologiske kredsløb over tid skaber mere frugtbarhed, mere funktion og et større produktionsgrundlag, end systemet begyndte med.