EU bruger hvert år enorme summer på landbruget. De penge er ikke bare indkomststøtte. De er et af Europas stærkeste redskaber til at forme fremtidens landbrug. I dag belønner en stor del af støttesystemet fortsat landmanden for at råde over landbrugsjord. Fremtidens landbrugsstøtte bør i langt højere grad belønne landmanden for at udvikle frugtbar jord, robuste dyrkningssystemer, biodiversitet, rent vand og et landbrug, der kan producere fødevarer med mindre afhængighed af eksterne input.

EU's fælles landbrugspolitik – CAP – har siden begyndelsen af 1960'erne været en af hjørnestenene i det europæiske samarbejde. Politikken blev skabt for at sikre europæerne fødevarer, stabilisere markederne og give landmændene en rimelig indkomst.

Det er stadig vigtige mål. Men landbrugets udfordringer har ændret sig. Europæisk landbrug skal i dag samtidig håndtere klimaforandringer, tab af biodiversitet, forringelse af jordens frugtbarhed, næringsstoftab, pres på vandmiljøet, generationsskifte og en stigende økonomisk sårbarhed over for energi, handelsgødning, pesticider og andre eksterne input. Landbrugsstøtten bør derfor også ændre karakter.

Vi skal ikke afskaffe støtten til landmanden. Vi skal bruge den langt mere målrettet til at støtte landbrugets omstilling til regenerativ praksis.

Danmark bestemmer mere over landbrugsstøtten, end mange tror

EU's landbrugspolitik sætter de overordnede rammer, men medlemslandene har allerede betydelig frihed til at bestemme, hvordan pengene bruges. I den nuværende CAP-periode 2023-2027 har hvert medlemsland sin egen strategiske CAP-plan.

Danmarks gældende plan blev senest strategisk ændret og godkendt af EU-Kommissionen den 21. maj 2026. En række tekniske ændringer blev godkendt den 27. april 2026, og Danmark arbejder allerede med endnu en ændringsrunde. Det betyder, at den danske indretning af landbrugsstøtten ikke alene er noget, der bliver bestemt i Bruxelles.

Det er også et dansk politisk valg.

Danmark kan prioritere mellem støtteformer, designe bio-ordninger, etablere investeringsordninger og målrette dele af støtten mod bestemte miljø-, klima- og naturformål inden for EU-reglerne. Den mulighed bør bruges langt mere offensivt til at understøtte implementeringen af regenerative dyrkningspraksis.

Hvad støtter Danmark i dag?

Det nuværende danske støttesystem består fortsat af en grundbetaling kombineret med en række mere målrettede ordninger. Grundbetalingen giver landbrugeren støtte på baggrund af det støtteberettigede landbrugsareal. Danmark afskaffede betalingsrettighederne i 2023, men arealet er fortsat grundlaget for den almindelige indkomststøtte.

Oven på grundbetalingen kan landmanden blandt andet søge frivillige bio-ordninger.

I 2026 har vi i Danmark fire:

• Midlertidig ekstensivering, hvor arealer blandt andet kan udlægges som brak og småbiotoper.
• Miljø- og klimavenligt græs, der belønner flerårige græsmarker, hvor jordbearbejdningen udsættes. Ordningen skal blandt andet gavne jordfrugtbarhed, jordbundsfauna, kulstoflagring og reducere kvælstofudvaskning.
• Varieret planteproduktion, der belønner større afgrødevariation og bestemte afgrøder, blandt andet bælgplanter og afgrøder til human ernæring.
• Økologisk arealstøtte, der støtter certificeret økologisk drift.

Derudover findes en række ordninger for eksempelvis naturpleje, lavbund, vådområder, minivådområder, skovrejsning og miljø- og klimateknologi. Der er derfor allerede mange grønne elementer i den danske landbrugsstøtte. Problemet er ikke, at der intet sker. Problemet er, at ordningerne i høj grad fungerer som enkeltstående tilvalg til et grundsystem, der stadig tager udgangspunkt i hektaren.

Fra støtte til enkelte tiltag til støtte for hele dyrkningssystemet

En landmand kan i dag få støtte til græs. En anden til varieret planteproduktion. En tredje til et naturareal. En fjerde til en bestemt miljøteknologi. Men et regenerativt landbrug opstår ikke gennem ét enkelt tiltag. Det opstår gennem samspillet mellem mange elementer.

En landmand kan eksempelvis kombinere:

• varierede sædskifter

• levende plantedække

• efterafgrøder og undersåning

• reduceret jordbearbejdning

• flerårige afgrøder

• permanente græsmarker

• integreret husdyrgræsning

• træer og buske

• læhegn og småbiotoper

• reduceret anvendelse af pesticider og handelsgødning.

Den enkelte praksis kan have værdi. Men det er kombinationen, der kan ændre hele bedriftens funktion. Fremtidens landbrugsstøtte bør derfor belønne systemet – ikke kun handlingen. 

Flerårige aftaler frem for etårige grønne ordninger

De danske bio-ordninger er i dag hovedsageligt etårige. Det passer dårligt til biologiske systemer. Jord opbygges ikke på ét år. Et træ vokser ikke op på ét år. Et flerårigt sædskifte kan ikke vurderes ud fra én dyrkningssæson. En bedrift udvikler ikke et velfungerende græsningssystem på få måneder. Hvis politikerne ønsker systemforandringer, må støtteperioderne følge de biologiske og økonomiske tidshorisonter.

Der bør derfor kunne indgås fem-, syv- eller tiårige regenerative omstillingsaftaler, hvor landmanden til gengæld for langsigtede forpligtelser får økonomisk sikkerhed til at udvikle sin bedrift.

Støt kombinationerne

Den nuværende CAP er ofte konstrueret omkring definerede ordninger. Men den regenerative gevinst opstår ofte mellem ordningerne. Flerårigt græs bliver mere interessant, hvis det afgræsses. Efterafgrøder bliver mere interessante, hvis de samtidig indgår i et system med reduceret jordbearbejdning. Agroforestry bliver mere interessant, hvis træerne kombineres med planteproduktion eller husdyr. En fremtidig støtteordning bør derfor indeholde en regenerativ multiplikator. Jo flere komplementære regenerative funktioner en bedrift kombinerer, desto større betaling kan den modtage.

Det skal ikke udvikle sig til en jungle af yderligere detailregler. Tværtimod. En sådan model kan gøre det muligt gradvist at erstatte mange små særordninger med en mere sammenhængende bedriftsmodel.

Støt landmandens økosystem – ikke landmandens maskine

En betydelig del af landbrugspolitikken bruges også på investeringer i teknologi. Teknologiske løsninger kan være nyttige og nødvendige. Men hvis staten konsekvent finansierer maskiner, staldteknologi og tekniske emissionsreduktioner, mens landmanden selv skal finansiere opbygningen af jordens biologiske funktioner, læhegn, græsningsinfrastruktur eller flerårige dyrkningssystemer, opstår der en skævhed.

I 2026 åbner Danmark eksempelvis igen CAP-finansieret støtte til miljø- og klimateknologi, hvor støtte gives til specifikke teknologiske investeringer. Der bør være mindst lige så gode finansieringsmuligheder for biologisk infrastruktur.

• Et læhegn er også infrastruktur.
• En frugtbar jord er også produktionskapital.
• Et velfungerende græsningssystem er også teknologi.

Landbrugsstøtten bør afspejle det.

Små og nye landbrugere skal have en reel chance

Arealbaseret støtte har en indbygget egenskab: Jo mere areal en bedrift råder over, desto større støtte kan den modtage. Det kan bidrage til kapitalisering af støtten i jordpriser og gøre adgangen til landbrug vanskeligere for nye jordbrugere.

Den kommende CAP-reform åbner for mere målrettet støtte til mindre landbrug, unge landbrugere og familielandbrug samt loft og gradvis reduktion af arealbetalingerne til de største modtagere. Kommissionen har foreslået et loft på 100.000 euro for de største direkte arealbetalinger.

Det bør Danmark støtte. Men generationsskifte bør ikke alene måles i alder. Det bør også handle om, hvem der etablerer nye produktionsformer. En ny generation af regenerative grøntsagsproducenter, agroforestry-bedrifter, græsningslandbrug, små mejerier, nøddeproducenter og blandede landbrug kan få stor betydning for udviklingen af dansk landbrug. CAP'en bør give dem adgang til jorden – ikke gøre jorden dyrere.