Når træer i marken bliver et administrativt problem

Når træer, afgrøder og dyr kombineres, passer systemerne dårligt ind i regler, støtteordninger og arealkategorier udviklet til mark, skov og plantage som adskilte driftsformer.

Når træer på en mark bliver et administrativt problem

Skovlandbrug – eller agroforestry – illustrerer udfordringen særligt tydeligt. Træer kan indgå i landbruget som blandt andet:

  • frugt og nødder

  • tømmer og biomasse

  • læ

  • skygge til dyr

  • foder

  • kulstoflager

  • levesteder

  • erosionsbeskyttelse

  • vandregulering.

Træerne kan samtidig dyrkes sammen med korn, grøntsager eller husdyr. Alligevel er mange støtte- og kontrolsystemer udviklet omkring forestillingen om, at en mark først og fremmest består af én hovedafgrøde. Det er ikke ensbetydende med, at landbrugsstøtten generelt forbyder træer. Der findes muligheder for blandt andet plantager, lavskov, landskabselementer og småbiotoper. Men jo mere komplekst systemet bliver, desto vigtigere bliver spørgsmål om plantetal, afgrødekoder, kronedække, markafgrænsning og støtteberettigelse.

Det skaber usikkerhed. Og usikkerhed er i sig selv en barriere, når landmanden overvejer en investering, der måske skal stå på marken de næste 30 eller 50 år.

Politisk anbefaling

Danmark bør arbejde for en entydig administrativ definition af skovlandbrug/agroforestry som landbrugsproduktion, så skovlandbrug og andre regenerative systemer anerkendes som egen produktionsform med klare kriterier i CAP og danske støtteordninger.

Definitionen bør kunne rumme forskellige systemer og ikke alene traditionelle plantager.

Landmanden bør på forhånd kunne få et klart svar på, hvordan et planlagt agroforestry-system påvirker støtteberettigelse, afgrødekoder, arealregistrering og den fremtidige anvendelse af jorden.

Når dyr og træer ikke må blandes

Et andet meget konkret eksempel findes i skovloven. På fredskovspligtige arealer er hovedreglen, at dyrehold er forbudt. Skovgræsning er dog tilladt som en undtagelse og kan sammen med stævningsdrift udgøre op til 10 procent af det enkelte fredskovspligtige areal. Der er historiske og naturmæssige grunde til reglen.

Intensivt husdyrhold kan skade skovjord, træer og naturlig foryngelse. Men regenerativt landbrug gør det nødvendigt at stille et mere nuanceret spørgsmål:

Er ethvert dyrehold i skoven et problem – eller afhænger det af dyretryk, rotationsmønster, skovtype og formålet med græsningen?

I et veltilrettelagt silvopasture-system kan træer og husdyr være to dele af den samme produktion. Dyrene får læ og skygge. Træerne kan levere foder eller produkter. Græsningen kan styre vegetationen og recirkulere næringsstoffer. Det betyder ikke, at fredskov skal omdannes til husdyrfolde. Men det taler for, at lovgivningen bliver bedre til at skelne mellem forskellige former for dyrehold. 

FAKTA: Hvor meget skovgræsning tillader skovloven?

På fredskovspligtige arealer gælder som udgangspunkt:

Dyrehold er forbudt på det skovbevoksede areal.

Skovloven giver dog mulighed for skovgræsning. Skovgræsning og stævningsdrift må tilsammen omfatte op til 10 procent af det enkelte fredskovspligtige areal.

Lovbemærkningerne beskriver skovgræsning som græsning, der blandt andet understøtter biologisk mangfoldighed, landskab, kulturhistorie eller skovens dyrkning og pleje. Ren opdrætsproduktion er ikke det samme som skovgræsning i lovens forstand. Det viser, at dansk lovgivning allerede anerkender græsning i skov.

Spørgsmålet er, om rammerne er tilstrækkelige til fremtidens silvopasture- og skovlandbrugssystemer.