Efterafgrøder viser problemet med metodebaseret regulering
Efterafgrøder er et godt eksempel på, hvordan et miljømæssigt fornuftigt krav kan udvikle sig til et kompliceret administrativt system. Efterafgrøder reducerer risikoen for udvaskning af kvælstof og passer grundlæggende godt sammen med regenerativ dyrkning. Problemet er derfor ikke efterafgrøderne. Problemet er måden, de reguleres på. I 2026 findes der fire forskellige regelsæt, hvor efterafgrøder indgår:
-
pligtige efterafgrøder
-
husdyrefterafgrøder
-
målrettet kvælstofregulering
-
obligatoriske målrettede efterafgrøder.
Dertil kommer regler om arter, etableringstidspunkter, destruktionstidspunkter, alternativer og indberetning. For en traditionel bedrift kan reglerne være komplekse nok. For en landmand, der arbejder med permanente plantedækker, undersåning, flerårige afgrøder, samdyrkning eller komplekse blandinger, kan systemet blive endnu vanskeligere.
Her opstår et grundlæggende spørgsmål: Hvis landmandens samlede dyrkningssystem holder på mindst lige så meget kvælstof som det standardiserede virkemiddel, hvorfor skal staten så nødvendigvis bestemme præcis, hvordan plantedækket skal etableres?
FAKTA: Fire efterafgrødesystemer på samme tid
I 2026 kan en dansk landmand være omfattet af fire forskellige regelsæt om efterafgrøder. Formålet er det samme: at reducere kvælstofudvaskningen. Men ordningerne har forskellige krav til blandt andet:
-
arealer
-
frister
-
arter og blandinger
-
indberetning
-
alternativer
-
sanktioner.
Dækafgrøder er i sig selv et vigtigt regenerativt redskab. Det administrative spørgsmål er, om reguleringen i højere grad kan kreditere den faktiske miljøeffekt af hele dyrkningssystemet frem for kun bestemte på forhånd godkendte metoder.