Danmark er i gang med en historisk omlægning af landbrugsarealet. Der skal rejses skov, lavbundsjorder skal udtages, vådområder skal genetableres, og kvælstofudledningen til vores fjorde skal reduceres markant. Men Grøn Trepart mangler stadig et afgørende ben: en samlet strategi for at omstille den dyrkede jord til regenerative dyrkningssystemer.
Thomas Lygum Sidelmann
Redaktør
31.07.2026
Den Grønne Trepart begyndte med Aftale om et Grønt Danmark den 24. juni 2024 mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.
Den 18. november 2024 fulgte den politiske Aftale om Implementering af et Grønt Danmark mellem den daværende regering samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Med aftalen blev omkring 43 mia. kr. afsat til en omfattende omlægning af Danmarks arealer. Blandt de centrale målsætninger er 250.000 hektar ny skov og udtagning af 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorder inklusive randarealer.
Siden er arbejdet rykket ud i landet. De 23 lokale grønne treparter har udarbejdet omlægningsplaner med blandt andet vådområder, lavbundsprojekter, skovrejsning og ekstensivering. Planerne skal være en hovedmotor i reduktionen af kvælstofudledningen til kystvandene.
Samtidig er en helt ny udledningsbaseret kvælstofregulering under implementering. Lovgrundlaget er i august 2026 fortsat under behandling i Folketinget og er planlagt til at få virkning fra 1. januar 2027. Den nye model skal i højere grad regulere efter den faktiske risiko for udledning frem for at behandle alle marker ens.
Det er på mange måder et paradigmeskifte. Men det er ikke nødvendigvis et regenerativt paradigmeskifte.
En historisk arealomlægning – men ikke nødvendigvis en dyrkningsmæssig omstilling
Regenerativt Landbrug bakker op om en væsentlig del af arealomlægningen. Der findes jorder, som historisk er blevet drænet, opdyrket og presset ind i intensiv landbrugsproduktion, selv om de naturmæssigt og klimamæssigt ville fungere langt bedre som våde enge, moser, ådale, skov eller andre naturtyper. At nogle af disse arealer nu tages ud af intensiv produktion er fornuftigt. Men Grøn Trepart har et stort blindt punkt.
Hvad skal der ske med de mere end to millioner hektar, der fortsat skal dyrkes?
Her bliver svaret langt mere uklart. Treparten har en strategi for, hvilke arealer der skal tages ud. Den har regulering af kvælstof. Den har en kommende CO₂e-afgift på husdyrproduktionen. Og den indeholder betydelige investeringer i teknologiske virkemidler.
Men den indeholder ikke en tilsvarende samlet strategi for at opbygge frugtbar jord, øge diversiteten, holde levende rødder i jorden, integrere træer og flerårige afgrøder, reducere jordbearbejdningen eller integrere husdyr bedre i dyrkningssystemet.
Det er her, vi ser et af Grøn Treparts største uforløste potentialer.
Der mangler en tredje vej
Debatten om Grøn Trepart kommer let til at handle om et valg mellem to anvendelser af arealet:
Enten intensiv fødevareproduktion – eller natur.
Men mellem de to yderpunkter ligger et stort sepkter af dyrkningsformer, hvor landbruget fortsat kan producere fødevarer, samtidig med at selve dyrkningssystemet bliver mere biologisk komplekst.
En mark behøver ikke holde op med at være produktionsareal, fordi den får læhegn. Et landbrug ophører ikke med at producere fødevarer, fordi køerne kommer på græs. Trærækker gennem en mark kan producere nødder, frugt, tømmer eller biomasse samtidig med, at der dyrkes korn mellem dem. Flerårige græsmarker kan både være produktive landbrugsarealer og opbygge kulstof, beskytte jorden og reducere tabet af næringsstoffer. Efterafgrøder, samdyrkning, permanente plantedækker og mere varierede sædskifter kan ligeledes gøre en produktiv mark til et mere komplekst agroøkosystem.
Det regenerative landbrug befinder sig netop i dette mellemrum mellem intensiv produktion og udtagning.
Og det mellemrum fylder forbavsende lidt i Grøn Trepart.
Vi må ikke forveksle emissionsreduktion med systemforandring
Grøn Trepart satser også betydeligt på teknologi. Fodertilsætningsstoffer, nitrifikationshæmmere, forsuring af gylle, forbedret gyllehåndtering, pyrolyse og biokul kan alle reducere bestemte miljø- eller klimabelastninger. De skal derfor heller ikke afvises alene, fordi de er teknologiske.
Men der er en afgørende forskel på at reducere en emission fra et produktionssystem og at ændre produktionssystemets måde at fungere på.
Pyrolyse kan lagre kulstof uden at forbedre sædskiftet. Et fodertilsætningsstof der kan reducere udledningen af metan er sundhedsmæssigt tvivlsomme og bringer ikke koen ud på græs. En nitrifikationshæmmer kan reducere et bestemt kvælstoftab uden at øge afgrødediversiteten. Teknologiske løsninger kan derfor være nyttige komponenter i omstillingen. Men de kan ikke stå i stedet for den.
Det er værd at bemærke, hvor forskelligt de forskellige spor er blevet prioriteret politisk. Trepartsaftalen indeholder eksempelvis en planlagt støtte på godt 10 mia. kr. frem mod 2045 til lagring af biokul fra pyrolyse. Regeringens pyrolysestrategi omfatter samtidig forskning, regulering, demonstrationsprojekter og udvikling af et marked for kulstoflagring.
Men der findes ikke en tilsvarende national satsning på regenerative dyrkningssystemer.
Syv ting Grøn Trepart bør gøre nu
1. Lav en national strategi for regenerativt landbrug
Danmark bør have et egentligt program for udvikling og udbredelse af regenerative dyrkningssystemer.
Ikke som erstatning for økologien og heller ikke som en ny ideologisk modsætning til konventionelt landbrug.
Men som en omstillingsvej, der er åben for landmænd på tværs af de eksisterende driftsformer.
Målet bør ikke være at få landmænd til at tilslutte sig et bestemt mærkat. Det bør være at få flere bedrifter til systematisk at forbedre jordfunktion, plantedække, diversitet, næringsstofkredsløb, landskabsstruktur og biologisk robusthed.
2. Betal for systemforandringer – ikke kun enkelte virkemidler
Den nuværende landbrugsstøtte indeholder allerede ordninger, der peger i den rigtige retning. I 2026 kan landmænd blandt andet søge bio-ordninger for miljø- og klimavenligt græs, varieret planteproduktion og midlertidig ekstensivering. Ordningerne understøtter blandt andet længerevarende græs, jordfrugtbarhed, afgrødevariation og ikke-produktive elementer.
Men ordningerne er stadig fragmenterede. Fremtidens støtte bør i højere grad belønne kombinationen af regenerative tiltag.
En landmand, der har levende plantedække, komplekst sædskifte, lav jordbearbejdning, læhegn, træer, flerårige arealer og integreret græsning, skaber andre egenskaber i landskabet end én, der gennemfører ét isoleret tiltag i ét år. Støttesystemet bør kunne se forskellen.
3. Gør den nye kvælstofregulering til en motor for regenerativ dyrkning
Den kommende kvælstofregulering er ikke bare endnu en gødningsregel. Afgrøder, sædskifter og placeringen af virkemidler på markniveau skal få langt større betydning for den enkelte landbruger.
Det åbner mulighed for at tænke langt mere agronomisk.
Hvis flerårighed, græs, efterafgrøder, dybe rødder, diversitet og andre biologiske virkemidler dokumenterbart reducerer tabet af kvælstof, bør landmanden kunne få fuld kredit for det.
Målet bør være færre generelle detailkrav og større frihed til at udvikle dyrkningssystemer, der dokumenterbart leverer resultater.
4. Gør træerne til en del af landbruget – ikke kun til en vej ud af det
250.000 hektar ny skov er en historisk ambition.
Men træer behøver ikke kun stå på jord, der tages ud af produktion.
Agroforestry, læhegn, silvopasture, frugt- og nøddesystemer samt alley cropping kan gøre træerne til en del af selve landbrugsproduktionen.
Det fortjener sit eget spor i Grøn Trepart.
Ellers risikerer vi at etablere et kunstigt skel mellem et intensivt, træløst produktionslandskab og skovområder uden landbrugsproduktion.
Et regenerativt landskab kan indeholde begge dele samtidig.
5. Hjælp landmanden gennem omstillingsrisikoen
Mange regenerative tiltag kan være rationelle på langt sigt og alligevel være svære at gennemføre for den enkelte landmand.
Omlægning af sædskifter, investering i hegn og vandforsyning til græsning, etablering af agroforestry, køb af direkte såmaskiner eller flere år med opbygning af nye dyrkningskompetencer indebærer både økonomisk og driftsmæssig risiko.
Hvis staten ønsker en systemforandring, bør staten derfor være med til at bære overgangsrisikoen.
Det kan ske gennem flerårige omstillingsaftaler, investeringsstøtte, lånegarantier, rådgivning, demonstrationsbedrifter og resultatbaserede betalinger.
6. Få fødevarevirksomhederne med
Staten og landmænd kan ikke skabe et regenerativt landbrug alene.
Hvis fødevarevirksomheder, slagterier, mejerier, møller, detailhandel og finansielle institutioner fortsat belønner landmanden næsten udelukkende for mængden af råvare, bliver det svært at finansiere mere komplekse dyrkningssystemer.
Derfor bør næste fase af Grøn Trepart også handle om værdikæden.
Offentlige midler kan hjælpe landmanden gennem omstillingen. Men på længere sigt skal markedet være i stand til at betale for fødevarer fra dyrkningssystemer, der samtidig leverer sund jord, robuste vandkredsløb, biodiversitet og kulstoflagring.
7. Erstat 4-procentskravet med noget bedre – ikke bare ingenting
Delaftalen fra 3. december 2025 fastslår, at det danske GLM 10-krav om 4 pct. ikke-produktive arealer og landskabselementer skal ophøre fra 2027. I områder med kvælstofindsatsbehov skal den hidtidige kvælstofeffekt i stedet hentes gennem den nye kvælstofregulering.
Det løser imidlertid ikke det biodiversitetsproblem, som kravet også forsøgte at adressere.
Problemet med GLM 10 var ikke nødvendigvis ambitionen om mere plads til natur i landbrugslandet. Problemet var blandt andet, at et procentkrav let bliver mekanisk og kan føre til midlertidig brak frem for permanente, værdifulde landskabselementer.
Derfor bør kravet ikke blot erstattes af nul.
Man kunne i stedet udvikle en landskabs- eller regenerativ score, hvor eksisterende og nye læhegn, træer, markskel, diger, småbiotoper, vandhuller, blomstrende arealer, permanente græsmarker og andre strukturer tæller forskelligt efter deres kvalitet og varighed.
En gammel levende markkant bør eksempelvis ikke behandles som biologisk ækvivalent med et stykke etårig brak.
Det kunne gøre reguleringen både mere fleksibel for landmanden og mere meningsfuld for naturen.
Grøn Trepart bør også handle om den jord, vi beholder
Den Grønne Trepart kan blive begyndelsen på en af de største forandringer af det danske landskab i generationer. Det fortjener anerkendelse.
Men hvis resultatet hovedsageligt bliver, at de vanskeligste landbrugsarealer omlægges til skov, vådområder og natur, mens resten af landbrugets dyrkningssystem grundlæggende fortsætter som hidtil – blot med mere præcis kvælstofregulering og flere teknologiske klimavirkemidler – har vi kun gennemført en del af omstillingen.
Den næste opgave er sværere. Vi skal udvikle den produktive del af landskabet.
Et grønnere, mere robust Danmark der kan modstå samtidens klimaudfordringer, kræver ikke alene mere natur ved siden af landbruget. Det kræver også en mere grundlæggende, regenerativ omstilling af landbruget.
Derfor bør Regenerativt Landbrug bør få en langt større rolle i næste fase af Grøn Trepart.