Skal træer virkelig være forbudt langs søer og åer?

Naturbeskyttelseslovens sø- og åbeskyttelseslinje skal beskytte nogle af vores mest markante landskaber. Men reglerne betyder samtidig, at ny beplantning som udgangspunkt er forbudt inden for 150 meter fra større søer og udpegede vandløb. Det er værd at spørge, om dette generelle forbud stadig giver mening.

Danmark vil have mere skov, mere biodiversitet, bedre vandmiljø, regenerativt landbrug og mere natur i landbrugslandet.

Men samtidig siger naturbeskyttelseslovens § 16, at der som udgangspunkt ikke må foretages ny beplantning inden for 150 meter fra søer på mindst tre hektar og de vandløb, der er omfattet af åbeskyttelseslinjen. Kommunen kan dispensere, og der findes en række undtagelser, blandt andet for gentilplantning af eksisterende skov. Men udgangspunktet er et forbud.

Det betyder, at en almindelig landbrugsmark kan fortsætte som mark helt ned gennem beskyttelseszonen, mens etablering af nye træer og buske kræver myndighedernes accept.

Det er et paradoks, der fortjener politisk opmærksomhed.

For jordbrugere der ønsker at etablere klimavenlige, regenerative skovlandbrug er spørgsmålet ikke en teoretisk ligegyldighed. Her er loven et reelt problem. Skovlandbrug kræver langsigtede investeringer i træer, som skal stå på arealet i årtier. Et krav om dispensation skaber derfor ikke kun ekstra administration, men skaber også en stor usikkerhed om, hvorvidt etableringen af dyrkningssystemet overhovedet kan godkendes.

Når staten samtidig ønsker flere træer i landbrugslandet, er det svært at forsvare et regelsystem, hvor træer som udgangspunkt bliver et juridisk problem, blot fordi marken ligger inden for 150 meter fra en større sø eller et beskyttet vandløb.

Vi beskytter allerede den værdifulde lysåbne natur

Der er naturligvis steder, hvor træplantning er en dårlig idé. En artsrig eng, et overdrev eller en mose kan være afhængig af lys og græsning. Hvis sådanne arealer gror til eller plantes til, kan værdifulde arter forsvinde.

Men Danmark har allerede lovgivning, der beskytter mange af disse naturtyper. Naturbeskyttelseslovens § 3 beskytter blandt andet søer, moser, ferske enge og biologiske overdrev mod ændringer i deres tilstand, når betingelserne i loven er opfyldt. Det rejser derfor et principielt spørgsmål:

Hvorfor skal almindelig landbrugsjord inden for en vilkårlig 150-meter-zone også være omfattet af et generelt forbud mod beplantning?

Hvis et areal rummer værdifuld lysåben natur, bør den beskyttes. Hvis det derimod er en intensivt dyrket mark, er situationen en anden. Her kan et nyt læhegn, skovlandbrug, hjemmehørende buske eller naturlig skovudvikling være en økologisk forbedring.

Bør ny beplantning langs søer og åer fortsat mødes med generelle forbud.  – eller ønsker vi fortsat at friholde arealet for træer og buske som det ses til venster?

En landskabsregel – ikke et forbud fordi træer skader naturen

Sø- og åbeskyttelseslinjen bygger ikke på en antagelse om, at træer generelt er dårlige for søer og vandløb.

Den officielle vejledning beskriver hovedreglen som et ønske om at friholde landskabet ved søer og åer. Beskyttelsen skal blandt andet sikre søer og åer som værdifulde landskabselementer samt som levesteder og spredningskorridorer. Ved administrationen lægges der betydelig vægt på omgivelsernes landskabelige karakter.

Det er altså i væsentlig grad en regel med afsæt landskabsæstetik. Og netop derfor bør den diskuteres. For hvorfor skal det åbne landskab være den generelle juridiske normaltilstand  og præferencer omkring søer og åer? 

Mange af Danmarks smukkeste søer er naturligt eller historisk omgivet af skov. Langs vandløb vil pilekrat, ellesump, skovbryn og andre træbevoksninger mange steder være naturlige elementer. Hvad er der galt i det? Et landskab bliver ikke nødvendigvis mindre naturligt, fordi der kommer træer i det.

Tværtimod kan træer og buske være vigtige elementer i et mere komplekst og robust økosystem.

Et gammelt og statisk natursyn

Forbuddet mod ny beplantning omkring søer og åer skal også ses i sin historiske sammenhæng.

Sø- og åbeskyttelseslinjen har rødder tilbage til naturfredningsloven fra 1961. I 1969 og 1972 blev reglerne udvidet, så beskyttelsen ikke længere alene skulle forhindre bebyggelse, men også kunne holde blandt andet ny beplantning ude af zonen omkring søer og åer.

Det afspejler et natursyn, hvor naturbeskyttelse i høj grad også handlede om at fastholde et bestemt modernistisk, funktionalistisk landskabsbillede.

Søen skulle opleves som sø. Ådalen som åben ådal. Det åbne kulturlandskab havde en selvstændig æstetisk værdi, som lovgivningen skulle beskytte.

Jovist. Det kan være et legitimt hensyn nogle steder i landskabet. Men mere end et halvt århundrede senere bør vi spørge, om dette landskabsideal fortsat skal være udgangspunktet for et generelt forbud mod træer.

Natur er ikke statisk. Ådale veksler naturligt mellem åbne enge, krat, vådområder og skov. Nye lysninger opstår. Langs vandløb etablerer træer og buske sig, hvis græsning, høslæt og rydning ophører. Storm, oversvømmelser, store planteædere og succession ændrer løbende landskabet.

Et mere økologisk natursyn tager derfor ikke udgangspunkt i, hvordan landskabet skal se ud, men i hvilke processer, levesteder og funktioner der skal være plads til. Et naturligt landskab er ofte en mosaik mellem åbne og træbevoksede områder frem for enten mark, eng eller skov. Et regenerativt landbrug arbejder med den samme kompleksitet. Træer kan indgå mellem afgrøder, omkring marker, langs vandløb og sammen med græssende dyr.

Her bliver det problematisk, når lovgivningen på forhånd gør definerer beplantning som en ændring, der som udgangspunkt skal forhindres, alene fordi den sker inden for en geometrisk   150-meter-zone fra vandet.

En konkret barriere for regenerativt skovlandbrug

Problemet bliver særlig tydeligt for fremme af regenerative skovlandbrug.

Agroforestry systemer bygger netop på at genintegrere træer i det dyrkede landskab. Det kan være rækker af frugt- og nøddetræer mellem afgrøder, silvopasture med græssende dyr mellem træerne, levende hegn, fodertræer eller mere komplekse flerårige produktionssystemer.

Hvis en landmands mark ligger inden for sø- eller åbeskyttelseslinjen, kan et sådant system som udgangspunkt kræve dispensation alene, fordi der plantes træer. Den samme mark kan derimod fortsat anvendes som almindelig åben landbrugsjord. Dermed opstår et mærkeligt regulatorisk incitament:

Det er administrativt lettere at bevare den træløse mark end at udvikle den til et mere komplekst skovlandbrug.

Det er svært at forene med en landbrugspolitik, der samtidig ønsker mere kulstoflagring, større biodiversitet, bedre klimatilpasning og flere træer i landbrugslandet. Og det viser et større problem: En lov, der blev udviklet til at beskytte et bestemt åbent kulturlandskab, kan i dag komme til at stå i vejen for de landskaber, vi politisk ønsker at skabe.

Derfor bør vi ikke alene spørge, om der kan gives lettere dispensation til regenerative skovlandbrug. Vi bør stille det mere grundlæggende spørgsmål:

Hvorfor skal træplantning overhovedet være omfattet af det generelle forbud i § 16?

Vend udgangspunktet om

I dag er princippet i grove træk:

Beplantning er forbudt – medmindre der gives dispensation eller gælder en undtagelse.

Vi foreslår, at politikerne undersøger, om princippet bør vendes om:

Beplantning er tilladt – medmindre konkrete natur- eller landskabsværdier taler imod.

Det vil stadig være muligt at beskytte værdifulde åbne landskaber. § 3-natur skal fortsat beskyttes. Natura 2000-regler skal fortsat gælde. Fredninger kan fortsat fastlægge særlige landskabshensyn. Og kommunerne skal fortsat kunne forhindre beplantning, hvor et konkret og væsentligt landskabshensyn kræver det.

Men landmanden bør ikke som udgangspunkt skulle søge dispensation for at plante træer på almindelig landbrugsjord, alene fordi marken ligger mindre end 150 meter fra en sø eller et beskyttet vandløb.

Landskabsbeskyttelsen skal også give plads til  biodiversiteten og naturens forandring

Sø- og åbeskyttelseslinjen har et vigtigt formål. Den har været med til at beskytte danske søer og ådale mod bebyggelse og andre store landskabelige indgreb. Men lovgivning bør løbende vurderes i lyset af den virkelighed, den skal regulere. I dag ønsker vi flere træer i landbrugslandet, mere sammenhængende natur, restaurerede ådale og mere robuste økosystemer. Så bør vi også turde spørge:

Er et generelt forbud mod ny beplantning 150 meter fra søer og åer stadig den rigtige måde at beskytte naturen på?

Jeg mener, at svaret er et nej.

Beskyt den værdifulde åbne natur, hvor den findes. Beskyt landskaber, der reelt kræver det. Men lad ikke fraværet af træer være et naturbeskyttelsesmål i sig selv.