Den kommende kvælstofregulering og diskussionen om nye begrænsninger på pesticider har udløst stor bekymring i dansk landbrug. Det er forståeligt. Nye krav kan ramme økonomien hårdt på bedrifter, der allerede opererer med små marginer. Men miljøproblemerne, som reguleringen forsøger at løse, forsvinder ikke af den grund. Måske bør diskussionen derfor handle mindre om, hvor meget regulering landbruget kan tåle – og mere om, hvordan vi skaber et landbrug, der er mindre afhængigt af de input, der nu bliver reguleret.

Der er uro i dansk landbrug.

Fra 1. januar 2027 indføres en ny udledningsbaseret kvælstofregulering. Hvor reguleringen tidligere i høj grad har taget udgangspunkt i gødskningsnormer og krav om eksempelvis efterafgrøder, bliver der fremover sat grænser for den beregnede kvælstofudledning fra markerne. Reguleringen er en central del af Den Grønne Trepart og skal sammen med arealomlægning bidrage til en markant reduktion af kvælstofbelastningen af de danske kystvande.

Samtidig arbejder regeringen med et nationalt forbud mod anvendelse af pesticider i særligt sårbare grundvandsdannende områder. Forhandlingerne blev indledt i juni 2026 med ambitionen om et lovforslag senere på året.

For mange landmænd opleves det som endnu en omgang krav oven på et erhverv, der allerede er under stort økonomisk og administrativt pres. Den bekymring bør tages alvorligt. Men den må ikke blive endestationen for diskussionen. For måske fortæller den aktuelle konflikt os noget mere grundlæggende om dansk landbrug: Vi har udviklet et produktionssystem, hvor en stor del af produktionen er blevet afhængig af betydelige mængder handelsgødning og pesticider. Når samfundet begrænser adgangen til disse input, bliver hele systemets sårbarhed synlig.

Det rejser derfor et andet spørgsmål: Hvad hvis løsningen ikke alene er at kæmpe for retten til at fortsætte som hidtil – men at udvikle regenerative dyrkningssystemer, der kan producere med mindre behov for eksterne input?

Landbrugets bekymring er reel

Det vil være for let blot at affeje protesterne som modstand mod miljøregulering.

SEGES Innovation vurderede i august 2026, at den kommende kvælstofregulering vil påvirke dansk planteproduktion meget markant, og at de økonomiske konsekvenser kan blive alvorlige for mange bedrifter. Organisationen beskriver situationen som en krisesituation og efterlyser blandt andet større fleksibilitet og bedre muligheder for at tilpasse produktionen.

Der er også faglige diskussioner om selve reguleringsmodellen.

Den kommende regulering baserer sig nødvendigvis på modeller for blandt andet udvaskning og retention – altså hvor meget kvælstof der tilbageholdes eller omsættes på vej fra rodzonen til kysten. SEGES har blandt andet peget på usikkerheder i retentionskortene og efterlyst flere målinger. Også forskningsmæssigt er det velkendt, at kvælstofudvaskning varierer betydeligt med jordtype, afgrøde, nedbør, efterafgrøder og lokal hydrologi.

For nogle produktioner kan konsekvenserne blive særligt store. SEGES har eksempelvis beregnet, at grøntsagsproduktion i visse tilfælde kan kræve betydelige brakarealer for at kunne overholde de kommende udledningsgrænser, fordi den beregnede udvaskning fra nogle grøntsagsafgrøder er høj.

Det ville være dårlig strukturpolitik at gennemføre så hurtige ændringer, at ellers levedygtige landbrugsbedrifter går konkurs, før de får mulighed for at tilpasse deres produktion. Landbrugets krav om rimelige overgangsordninger, troværdige beregningsmodeller, mulighed for fleksibilitet og tid til at omstille produktionen bør derfor tages alvorligt.

Men det betyder ikke, at miljøproblemet er mindre reelt, og ikke kræver handling.

Kvælstoffeproblemet forsvinder ikke, fordi reguleringen er besværlig

Kvælstof er et nødvendigt plantenæringsstof. Uden kvælstof ingen planteproduktion. Problemet opstår, når kvælstoffet ikke bliver optaget af planterne eller bundet i jordens organiske kredsløb, men i stedet forlader marken. I Danmark transporteres en del af det udvaskede kvælstof via grundvand og vandløb til fjorde og kystområder. Her bidrager et stort næringsstofoverskud til eutrofiering, algevækst, uklart vand og iltsvind.

Danske kystvande er samtidig særligt sårbare. Mange fjorde er lavvandede og har begrænset vandudskiftning, hvilket gør dem følsomme over for store tilførsler af næringsstoffer. DCE har gennem årtier dokumenteret, at landbaseret kvælstoftilførsel spiller en væsentlig rolle for miljøtilstanden i de danske kystområder.

Danmark har allerede reduceret kvælstofbelastningen betydeligt siden slutningen af 1980'erne. Men det betyder ikke, at problemet er løst. Den Grønne Trepart arbejder aktuelt med en reduktion af kvælstofudledningen på omkring 13.800 ton årligt gennem en kombination af arealomlægning og regulering.

Det samme gælder pesticiderne

GEUS' overvågning viser, at pesticider og deres nedbrydningsprodukter findes i betydelige dele af det danske grundvand. Mange fund skyldes stoffer, som ikke længere er godkendt, hvilket samtidig illustrerer, hvor langsigtede konsekvenser anvendelsen af pesticider kan have. GEUS vurderer, at pesticidpåvirkning kan spores mere end 40 meter ned i grundvandet, og at over 20 procent af grundvandet på landsplan er påvirket ned til 50 meters dybde – med store lokale variationer.

Der eksisterer altså reelle samfundsmæssige problemer, som vi landbrugspolitik er nødt til at forholde os til. Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal reducere tabene af næringsstoffer og pesticider.

Det interessante spørgsmål er hvordan.

Fra inputafhængighed til robust dyrkning. Når adgangen til kvælstof og pesticider begrænses, bliver landbrugets afhængighed af eksterne input tydelig. En regenerativ omlægning handler ikke blot om at bruge mindre, men om at opbygge dyrkningssystemer, hvor levende plantedække, diversitet, landbrugsdyrene,  træer og en frugtbar jord overtager en større del af arbejdet i landskabet.

Hvad hvis vi kun regulerer symptomer på et usundt dyrkningssystem?

Den klassiske politiske konflikt ser nogenlunde sådan ud:

Miljøsiden siger: Landbruget skal bruge mindre kvælstof og færre pesticider.

Landbruget svarer: Så falder vores produktion og indtjening.

Hvis begge parter tager det eksisterende dyrkningssystem som en given størrelse, er konflikten næsten uløselig. Men hvad nu hvis dyrkningssystemet ikke er givet?

Et landbrug kan principielt reducere sin kvælstofbelastning på to meget forskellige måder. Man kan dyrke den samme afgrøde på omtrent samme måde som tidligere, men give den mindre kvælstof. Eller man kan ændre dyrkningssystemet, så mere kvælstof bliver opsamlet, cirkuleret og udnyttet biologisk. Det er ikke det samme.

Den første strategi kan meget let ende som et udbyttetab. Den anden handler om at opbygge et mere effektivt agroøkosystem.

En sund jord skaber ikke kvælstof – men den kan holde langt bedre på det

En sund jord kan ikke skabe næringsstoffer ud af ingenting. Når vi høster korn, grøntsager, mælk eller kød og transporterer produkterne væk fra bedriften, bliver næringsstoffer fjernet fra systemet. De må erstattes. Men der er stor forskel på, hvor effektivt forskellige dyrkningssystemer udnytter og recirkulerer næringsstofferne.

I et system med begrænset levende plantedække kan store dele af året passere uden aktive planterødder, der optager tilgængeligt nitrat. Når efterårets og vinterens nedbør bevæger sig gennem rodzonen, kan nitrat derfor blive transporteret ned gennem jorden. Det er netop derfor, efterafgrøder virker. 

En meta-analyse baseret på nordiske forsøg fandt, at undersåede ikke-bælgplante-efterafgrøder gennemsnitligt reducerede kvælstofudvaskningen med omkring 50 procent. En større international meta-analyse fandt tilsvarende, at ikke-bælgplantebaserede efterafgrøder reducerede nitratudvaskningen med gennemsnitligt 56 procent, mens en senere global analyse fandt en gennemsnitlig reduktion på 69 procent sammenlignet med bar jord. Effekten varierede markant med blandt andet art, jordtype, klima og etableringstidspunkt.

Ny dansk forskning understreger netop betydningen af tidspunktet: Jo senere efterafgrøden etableres, desto mindre bliver dens mulighed for at optage kvælstof og tilføre kulstof til jorden.Det viser noget vigtigt.

Efterafgrøden er ikke bare et administrativt miljøkrav. Den er en biologisk komponent i bedriftens næringsstofkredsløb.

Den kan opsamle næringsstoffer, som ellers risikerer at forlade marken, og føre dem videre til næste afgrøde. Det samme princip gælder i endnu højere grad for flerårige planter, græsmarker, undersåninger og træer i marken, hvor levende rødder kan være til stede gennem langt større dele af året.

Når marken står uden levende plantedække, kan overskydende nitrat lettere bevæge sig ud af rodzonen med vinterens nedbør. Levende rødder og efterafgrøder kan opsamle en del af kvælstoffet og føre det videre i dyrkningssystemets næringsstofkredsløb.

Fra gødningssystem til næringsstofkredsløb

Det regenerative perspektiv handler derfor ikke nødvendigvis om at afskaffe alle eksterne input. Det handler om at reducere afhængigheden af dem.

Bælgplanter kan via symbiosen med kvælstoffikserende bakterier hente kvælstof direkte fra atmosfæren. Efterafgrøder kan opsamle kvælstof efter hovedafgrøden. Planterester og husdyrgødning kan recirkulere næringsstoffer. Et større rodnet kan udnytte et større jordvolumen. Organisk materiale kan fungere som lager for næringsstoffer. Et aktivt jordliv kan indgå i omsætningen og frigivelsen af dem.

Diversificerede sædskifter kan samtidig forbedre både dyrkningssikkerhed og produktivitet. En stor meta-analyse offentliggjort i 2025 på baggrund af mere end 3.600 sammenligninger fra markforsøg fandt, at sædskifter samlet set kunne øge både produktion og økonomisk udbytte sammenlignet med kontinuerlig monokultur, og at bælgplanter som forfrugt gav særligt store effekter på den efterfølgende afgrøde.

Det betyder ikke, at enhver regenerativ bedrift automatisk kan reducere sin kvælstoftilførsel dramatisk. Det betyder, at landbrugets kvælstofbehov ikke alene bestemmes af afgrødens genetiske potentiale. Det bestemmes også af dyrkningssystemets evne til at fastholde, recirkulere og biologisk fremskaffe næringsstofferne.

Det samme gælder pesticiderne

Diskussionen om sprøjtemidler følger ofte det samme mønster. Hvis herbicidet fjernes, kommer ukrudtet. Hvis svampemidlet fjernes, kommer sygdommene. Hvis insekticidet fjernes, kommer skadedyrene. Og inden for et ensidigt dyrkningssystem kan det sagtens være rigtigt. Men pesticidbehovet er ikke nødvendigvis en konstant størrelse.

Det påvirkes af sædskifte, sortsvalg, såtidspunkt, jordbearbejdning, plantediversitet, markstruktur, efterafgrøder, biologisk kontrol og konkurrencen mellem kulturplanten og ukrudtet.

Diversificering af planteproduktionen kan eksempelvis understøtte naturlige fjender af skadedyr og reducere presset fra bestemte skadeorganismer. En række forskningsoversigter peger derfor på større plantediversitet som et vigtigt element i integreret plantebeskyttelse.

Det betyder heller ikke, at pesticider uden videre kan fjernes fra enhver bedrift i morgen. Der findes virkelige agronomiske problemer. Ukrudt forsvinder ikke, fordi landmanden bliver regenerativ. Svampesygdomme forsvinder heller ikke. Tværtimod kan nogle løsninger skabe nye problemer.

Pløjefri dyrkning og direkte såning reducerer eksempelvis jordforstyrrelsen, men kan i visse dyrkningssystemer øge afhængigheden af herbicider, hvis man fjerner den mekaniske ukrudtskontrol uden samtidig at ændre resten af dyrkningssystemet. Derfor handler en regenerativ omlægning ikke om at erstatte én teknik med en anden.

Det handler om systemdesign.

Efterafgrøder er mere end et lovkrav. Et veletableret og varieret plantedække kan opsamle næringsstoffer efter høst, tilføre organisk materiale og holde fotosyntesen og levende rødder i gang længere gennem året.

Den tredje vej mellem ploven og sprøjten

I mange år har landmanden i praksis haft to stærke våben mod ukrudtet. Jordbearbejdning og kemi.

Ploven kan begrave ukrudtet, men den forstyrrer samtidig jordens struktur, svampenetværk og biologiske organisering. Herbicidet kan kontrollere ukrudtet uden fysisk jordbearbejdning, men skaber til gengæld en kemisk afhængighed.

Den regenerative udfordring er at opbygge en tredje vej. Det kan blandt andet være kombinationer af:

• længere og mere varierede sædskifter

• konkurrencestærke efterafgrøder

• undersåninger og companion crops

• variation i såtidspunkt

• mekanisk bekæmpelse på strategiske tidspunkter

• afgræsning

• permanente plantedækker

• flerårige afgrøder

• agroforestry

• reduceret jordbearbejdning

• og i nogle systemer fortsat målrettet anvendelse af pesticider, mens afhængigheden reduceres.

Det afgørende er ikke ideologisk renhed. Det afgørende er, hvordan behovet for indgreb gradvist kan reduceres, fordi agroøkosystemet selv løser en større del af arbejdet.

Pløjefri dyrkning behøver ikke betyde bar jord eller ensidig afhængighed af herbicider. Dækafgrøder kan nedlægges, sås direkte igennem og efterlades som et beskyttende lag på jordoverfladen. Det kræver dog et gennemtænkt dyrkningssystem og god ukrudtskontrol.

Regulering kan blive en regenerativ innovationsmotor

Set fra denne vinkel kan den nye kvælstofregulering faktisk indeholde en interessant mulighed. Fremover reguleres der i højere grad efter den beregnede udledning frem for alene efter mængden af gødning, landmanden tilfører. Principielt er det en vigtig forskel.

For samfundet burde være mindre interesseret i, hvor mange kilo kvælstof der passerer gennem en gødningsspreder, end i hvor meget kvælstof der forlader dyrkningssystemet og ender i vandmiljøet. Hvis en landmand kan udvikle et system, der producerer godt og samtidig holder bedre på næringsstofferne, burde reguleringen så vidt muligt belønne det.

Her ligger imidlertid også en udfordring. Hvis modellerne ikke tilstrækkeligt kan registrere effekten af nye dyrkningsmetoder, bliver landmanden ikke belønnet for innovationen. En bedrift kan eksempelvis etablere mere komplekse efterafgrøder, undersåninger, flerårige afgrøder, agroforestry eller andre dyrkningssystemer, som ændrer næringsstofkredsløbet markant. Men hvis reguleringen fortsat regner bedriften som en standardmark med standardværdier, risikerer staten paradoksalt nok at regulere efter fortidens dyrkningssystemer. Derfor bør udviklingen af den nye regulering følges af langt flere markmålinger, forsøg og dokumentation af nye dyrkningssystemer.

En udledningsbaseret regulering bør i sidste ende blive så udledningsbaseret, at landmanden faktisk får fordel af at reducere udledningen.

Den Grønne Trepart mangler et tredje ben

Den nuværende kvælstofindsats beskrives grundlæggende som et samspil mellem to virkemidler. Det ene er arealomlægning. Landbrugsjord omdannes blandt andet til vådområder, skov og natur. Det andet er regulering af de arealer, der fortsat dyrkes.

Jo mere areal der omlægges, desto mindre bliver behovet for regulering af de tilbageværende marker. Men mellem natur og intensivt dyrket mark findes et enormt spektrum af produktive landskaber.

Skovlandbrug. Flerårige afgrøder. Græsmarker. Silvopasture. Agroforestry. Komplekse sædskifter. Samdyrkning. Efterafgrøder. Integrerede plante-husdyrsystemer. Vådere produktionsformer. Marker med permanent levende plantedække. Det burde være kvælstofpolitikkens tredje ben: regeneration af den jord, der fortsat skal producere fødevarer.

For Danmark skal ikke bare have mere natur. Vi skal også have et bedre og regenerative landbrug.

Mellem intensiv markdrift og udtagning til natur findes et stort produktivt mellemrum af landskabstyper og dyrkningsformer. Agroforestry, flerårige afgrøder, skovgræsning, levende plantedække og varierede sædskifter kan være med til at skabe landbrugslandskaber, der både producerer fødevarer og reducere miljøbelastningen markant.

Politikerne må tænke på i to tidshorisonter samtidig

Her ligger måske den vigtigste politiske opgave. På kort sigt må politikerne anerkende, at landbruget ikke kan omstilles med et pennestrøg. Landmænd har investeret millioner i jord, stalde og maskiner. Sædskifter er opbygget omkring bestemte produktionsformer. Aftaler med grovvarevirksomheder, slagterier og mejerier er etableret omkring bestemte værdikæder. Bankernes finansiering bygger på bestemte forventninger til produktion og indtjening. Og jordens biologiske frugtbarhed opbygges over år – ikke mellem to finanslove. En regulering, der kommer hurtigere end bedrifterne kan omstille sig, risikerer derfor at lukke virksomheder frem for at udvikle dem.

Det er et reelt problem.

Der bør derfor være overgangsperioder, mulighed for fleksibilitet, bedre rådgivning og reel økonomisk hjælp til de bedrifter, der ønsker at ændre produktionen til regenerativ praksis. Men politikerne må samtidig tænke længere end til næste dyrkningssæson. For hvis den langsigtede løsning blot bliver permanent kompensation for at opretholde et produktionssystem med højt inputbehov og store tab, har vi ikke løst det strukturelle problem. Vi har blot gjort det dyrere.

Betal for omlægningen – ikke for afhængigheden

En langt mere ambitiøs landbrugspolitik kunne derfor bruge en større del af de offentlige midler på selve transformationen. Ikke kun på hektarstøtte. Ikke kun på kompensation for tabt produktion. Men på investeringer, der gør bedriften mindre inputafhængig. Det kunne eksempelvis være støtte til etablering af agroforestry, flerårige afgrøder og etablering af nye græsningssystemer.

Det kunne være flerårige overgangsordninger for landmænd, der omlægger sædskiftet. Det kunne være opkobling på støtteordninger med dokumenterede lave næringsstoftab. Det kunne være forsøgsordninger, hvor landmanden får større dyrkningsmæssig frihed, hvis han kan dokumentere lav udledning.

Det kunne være støtte til maskiner og teknologi til mekanisk ukrudtsbekæmpelse, præcisionsdyrkning og direkte såning. Og det kunne være langt stærkere uafhængig rådgivning om jordfrugtbarhed, sædskifter, efterafgrøder, plante-husdyrintegration og biologisk baseret plantebeskyttelse.

Det offentlige bruger allerede milliarder på at håndtere landbrugets miljøpåvirkning. Spørgsmålet er, om en større del af pengene burde bruges på at gøre bedrifterne mindre afhængige af de input, der skaber problemerne.

Landmanden skal have en vej ud – ikke bare et nyt krav

Hvis man vil have landmænd med på en grøn omstilling, er dette måske helt afgørende. Det nytter ikke at fortælle en landmand:

Du må fremover bruge mindre kvælstof og færre pesticider.

og derefter overlade ham til selv at finde ud af, hvordan regnestykket skal hænge sammen. Budskabet bør i stedet være:

Vi skal reducere tabet af kvælstof og pesticider. Det er et samfundsmæssigt krav. Men vi vil samtidig hjælpe dig med at udvikle en bedrift, der bliver mindre afhængig af dem.

Det er en helt anden politisk fortælling. Den gør ikke landmanden til miljøproblemet. Den inviterer landmanden til at blive en del af løsningen.

Målet må være et mere robust og regenerativt landbrug

Den regenerative ambition er derfor større end at overholde endnu en miljøgrænse.

Forestil dig en bedrift med bedre jordstruktur, mere organisk materiale, større biologisk aktivitet, længere perioder med levende planter, dybere rødder, mere komplekse sædskifter og et mere effektivt næringsstofkredsløb.

En sådan bedrift kan potentielt holde bedre på vand og næringsstoffer. Den kan være mindre sårbar over for tørke. Den kan være mindre udsat for erosion og overfladeafstrømning. Den kan have lavere behov for visse eksterne input. Den kan skabe mere biodiversitet. Og den kan lagre mere kulstof i jord og biomasse.

Det er ikke kun miljøpolitik. Det er også en strategi for driftsmæssig robusthed. Men omstillingen skal ske på agronomiens præmisser. Virkemidlerne virker forskelligt på forskellige jordtyper og i forskellige produktioner. Nogle ændringer giver hurtigt resultater. Andre tager mange år. Nogle vil fungere på én bedrift og fejle på en anden. Regenerativt landbrug må derfor heller ikke blive endnu en standardopskrift, der trækkes ned over landmanden ovenfra. 

Måske stiller vi det forkerte spørgsmål

I den aktuelle debat spørger vi igen og igen: Hvor meget mindre kvælstof kan dansk landbrug klare? og: Hvor mange sprøjtemidler kan landbruget undvære?

Det er relevante spørgsmål på kort sigt. Men på langt sigt er de utilstrækkelige. Det mere interessante spørgsmål er:

Hvordan bygger vi et landbrug, der behøver mindre kvælstof og færre pesticider for at fungere?

Her ændrer perspektivet sig. Efterafgrøden går fra at være et statsligt krav til at være en del af næringsstofkredsløbet. Bælgplanten går fra at være en nicheafgrøde til at være en biologisk kvælstofkilde. Træet går fra at stå uden for marken til at blive en produktiv del af dyrkningssystemet. Husdyret går fra at være adskilt fra planteproduktionen til igen at kunne indgå i recirkulationen af næringsstoffer. Diversiteten går fra at være et biodiversitetsprojekt til også at blive et agronomisk værktøj. Og jorden går fra primært at være et vækstmedie, som vi tilfører næringsstoffer til, til at blive et levende biologisk system, som vi aktivt forsøger at opbygge.

Det er dér, den langsigtede mulighed ligger. For landbrugets bekymring bør tages alvorligt. Og miljøets grænser bør tages alvorligt. De to hensyn er ikke modsætninger, hvis politikken formår at se længere end den næste kvælstofkvote.

På kort sigt skal vi sikre, at reguleringen ikke vælter ellers levedygtige landbrug.

På langt sigt skal vi sørge for, at landbruget ikke bliver ved med at være så sårbart over for reguleringen.

Den egentlige succes vil derfor ikke være et dansk landbrug, der år efter år kæmper for retten til lidt mere kvælstof og lidt flere pesticider. Det vil være et dansk landbrug, der gradvist opdager, at det behøver mindre af begge dele.