Parasitter er en naturlig del af græsningssystemet

Parasitter findes i stort set alle økosystemer med dyr. Mange græssende husdyr vil derfor gennem livet blive udsat for forskellige parasitter. En parasit er en organisme, der lever på eller i en anden organisme og udnytter denne som vært.

I husdyrproduktionen skelnes der normalt mellem to hovedgrupper:

Indvoldsparasitter (endoparasitter) lever inde i dyret og omfatter blandt andet løbetarmorm, lungeorm, leverikter og encellede parasitter som coccidier.

Udvendige parasitter (ektoparasitter) lever på eller ved dyrets hud og omfatter blandt andet lus, mider og flåter.

Parasitter påvirker ikke alle dyr ens. Infektionens betydning afhænger blandt andet af parasitart, infektionsniveau, dyrets alder, tidligere immunitet, ernæringstilstand og øvrige sundhed.

Voksne dyr kan have udviklet en vis immunitet mod bestemte parasitter, mens unge dyr ofte er mere sårbare. Det er derfor vigtigt at skelne mellem, at et dyr er smittet med parasitter, og at infektionen medfører sygdom eller væsentlige produktionstab.

Fra gødning til infektiøse larver

Udviklingshastigheden afhænger af parasitarten og vejret. Under varme og fugtige forhold kan nogle parasitter udvikle sig hurtigt, mens andre stadier kan overleve længe under kølige forhold. Derfor varierer smitterisikoen både gennem sæsonen og mellem forskellige græsningsarealer.

Et foldskifte er ikke i sig selv en garanti for lavt parasittryk. Hvis dyrene vender tilbage, mens infektiøse larver stadig findes i vegetationen, kan de fortsat blive smittet.

En god græsningsplan skal derfor tage højde for både vegetationens genvækst og parasitternes udvikling. [1][2]

Foldskifte og hvileperioder

I rotationsgræsning flyttes dyrene mellem forskellige folde, så vegetationen kan vokse igen mellem afgræsningerne. Denne praksis kan også indgå i parasitkontrollen.

Når dyr fjernes fra et areal, ophører deres aktuelle tilførsel af parasitæg til folden. Men de æg og larver, der allerede findes, kan fortsætte deres udvikling.

Larvernes overlevelse afhænger blandt andet af temperatur, fugtighed og solpåvirkning. Derfor findes der ikke én bestemt hvileperiode, som fungerer mod alle parasitter under alle forhold.

En effektiv strategi kan kombinere foldskifte med overvågning, sæsonplanlægning og særlig beskyttelse af unge dyr.

Undgå vedvarende tæt nedgræsning

Mange infektiøse larver fra løbetarmorm findes i den nederste del af vegetationen nær jordoverfladen. Når græsset bliver meget kort, kan dyrene blive tvunget til at græsse tættere på gødningsklatter og områder med højere koncentration af larver.

Samtidig kan et utilstrækkeligt foderudbud svække dyrenes ernæringstilstand. Det gør det relevant at planlægge græsningen, så dyrene har adgang til tilstrækkeligt foder uden vedvarende at skulle afgræsse vegetationen helt tæt.

Den optimale græshøjde afhænger dog af både dyreart, fodertype, parasitrisiko og den ønskede vegetationsudvikling.

Samgræsning – når forskellige dyrearter supplerer hinanden

Forskellige husdyrarter har forskellige fødepræferencer, men de er også modtagelige for forskellige parasitter. Det giver interessante muligheder for at integrere samgræsning i det forebyggende sundhedsarbejde.

Mange af de almindelige løbetarmorm hos kvæg er relativt værtsspecifikke og udvikler sig ikke normalt i får eller heste. Tilsvarende kan en række parasitter hos får ikke etablere sig i kvæg. Når arterne græsser på samme areal eller efter hinanden, kan det derfor i nogle situationer reducere smittebelastningen pr. modtageligt dyr.

Samtidig kan deres forskellige fødevalg bidrage til en mere varieret udnyttelse af vegetationen.

Leader-follower-græsning – når høns følger efter drøvtyggere

En særlig form for integreret græsning er leader-follower-systemet, hvor forskellige dyregrupper flyttes gennem de samme folde i en planlagt rækkefølge.

Et eksempel er at lade høns følge efter kvæg eller får, når drøvtyggerne er flyttet videre til næste fold. Hønsene udnytter andre føderessourcer end drøvtyggerne. De søger efter insekter, larver og frø og kan undersøge og sprede husdyrgødning under deres fødesøgning. Denne aktivitet kan påvirke de organismer, der udvikler sig i gødningen, herunder fluelarver og potentielt nogle af parasitternes fritlevende stadier.

Der ligger derfor et interessant potentiale i at kombinere hønsenes fødesøgningsadfærd med drøvtyggernes græsning. Systemet kan samtidig bidrage til en mere varieret udnyttelse af græsmarken og skabe flere produkter fra samme areal.

Leverikter – en særlig udfordring på våde arealer

Leverikter adskiller sig fra de almindelige løbetarmorm ved at have en livscyklus, der omfatter en mellemvært.

Den store leverikte (Fasciola hepatica) udvikler sig blandt andet gennem bestemte ferskvandssnegle, som lever i egnede fugtige miljøer. Kvæg, får og andre modtagelige dyr kan blive smittet, når de optager infektiøse stadier på vegetationen. Infektionen kan medføre leverskader, nedsat produktion, blodmangel og alvorlig sygdom.

Naturpleje og græsning i vådområder

Våde enge, grøfter og andre fugtige arealer kan være attraktive græsningsområder, men de kan også rumme levesteder for leveriktens mellemvært. Derfor bør leverikter indgå i sundhedsplanlægningen på bedrifter med græsning på fugtige arealer.

En målrettet strategi kan omfatte kortlægning af risikoområder, valg af græsningstidspunkt, diagnostiske undersøgelser og relevante veterinære behandlinger. På naturarealer er det samtidig vigtigt at bevare den ønskede hydrologi og biodiversitet. Forebyggelse bør derfor ikke automatisk føre til dræning eller fjernelse af vådområder, men til en bedre tilpasning af dyreholdet og græsningsstrategien.

Avl for sundhed og funktionelle egenskaber

I et regenerativt avlsarbejde kan der lægges vægt på flere egenskaber end maksimal tilvækst eller ydelse.

Det kan eksempelvis omfatte:

• God fertilitet og moderadfærd.

• Effektiv udnyttelse af grovfoder.

• Sunde klove og god bevægelighed.

• Modstandskraft mod relevante sygdomme.

• Evne til at opretholde passende huld gennem sæsonen.

• Rolig adfærd og god tilpasning til græsningssystemet.

Hos især får og geder er der også muligheder for at inddrage målbare egenskaber knyttet til parasitresistens i avlsarbejdet.

En sådan tilgang kan på længere sigt understøtte udviklingen af besætninger, der fungerer godt i regenerative græsningssystemer.

Ernæring, mineraler og immunforsvar

Et velfungerende immunforsvar kræver adgang til tilstrækkelig energi, protein, vitaminer og mineraler. Dyr med ernæringsmæssige mangler kan have vanskeligere ved at modstå infektioner og komme sig efter sygdom.

En varieret græsmark med græsser, bælgplanter og urter kan bidrage til et bredere fødegrundlag. Men plantemangfoldighed er ikke i sig selv en garanti for, at dyrenes ernæringsbehov er dækket. Indholdet af energi, protein og mineraler varierer mellem jordtyper, plantearter og årstider.

I Danmark kan der eksempelvis være behov for særlig opmærksomhed på blandt andet selenforsyningen. Andre mineraler kan være relevante afhængigt af dyreart, jordbund og foderration. Det er derfor vigtigt at kombinere varieret foderproduktion med relevante foderanalyser og målrettet mineralforsyning.

Planter med bioaktive forbindelser

Nogle foderplanter indeholder forbindelser, der kan påvirke parasitter eller dyrenes fordøjelse.

Kondenserede tanniner i eksempelvis kællingetand og esparsette har været undersøgt for mulige effekter på visse løbetarmorm hos drøvtyggere.

Resultaterne afhænger blandt andet af planteart, indhold af tanniner, fodermængde og parasitart. Det giver interessante muligheder for at undersøge flerårige urteblandinger og funktionelle foderplanter som en del af integreret parasitkontrol.

Effekterne er dog ikke tilstrækkeligt ensartede til, at sådanne planter kan erstatte veterinær diagnostik og nødvendig behandling. [4]

Målrettet behandling og forebyggelse af resistens

Ormemidler og andre antiparasitære lægemidler er vigtige redskaber i husdyrproduktionen. Problemet opstår, når gentagen anvendelse skaber et stærkt selektionstryk for parasitter, som er modstandsdygtige over for behandlingen. Når følsomme parasitter fjernes, kan resistente parasitter få en relativ fordel og med tiden udgøre en større del af parasitpopulationen. Resistens mod ormemidler er dokumenteret hos flere husdyrarter og udgør en væsentlig udfordring for fremtidens parasitkontrol. [5]

Behandl efter behov og diagnose

En moderne parasitstrategi kombinerer forebyggende management med diagnostiske undersøgelser og veterinær rådgivning. Gødningsprøver, ægtællinger og andre relevante tests kan hjælpe med at vurdere parasitbelastningen.

I nogle besætninger kan målrettet behandling af udvalgte dyr reducere den samlede anvendelse af ormemidler. Andre sygdomme og parasitter kan kræve behandling af hele grupper eller særlige veterinære indgreb. Behandlingsstrategien skal derfor tilpasses den enkelte parasit og besætning.

Bevar effekten af ormemidlerne

I parasitforskningen anvendes begrebet refugia om den del af parasitpopulationen, der ikke udsættes for et bestemt ormemiddel. Når en del af populationen fortsat er følsom over for behandlingen, kan det være med til at forsinke udviklingen af resistens. Det er baggrunden for strategier, hvor behandling af enkelte dyr kombineres med overvågning og en gennemtænkt anvendelse af græsningsarealer.

Princippet betyder ikke, at syge dyr skal gå ubehandlede. Tværtimod forudsætter det, at dyr med behandlingsbehov identificeres og behandles korrekt. Valg af lægemiddel, dosering, eventuel kontrol af behandlingseffekt og håndtering af nye dyr bør ske i samarbejde med dyrlægen.

Parasitmidler og jordens økosystem

Husdyrgødning er en vigtig ressource for jordens organismer. Møgbiller, fluer, svampe og mikroorganismer bidrager til at omsætte gødningen og føre næringsstoffer tilbage til jordens kredsløb. Nogle antiparasitære lægemidler kan udskilles med dyrenes gødning og påvirke organismer, der lever i eller af gødningen.

Effekten varierer mellem lægemidler, dosering, udskillelse og miljøforhold. Det gør målrettet anvendelse af antiparasitære midler interessant både for dyresundheden og for det regenerative jordbrugs biodiversitet. Den vigtigste prioritet er altid at sikre dyrenes sundhed og velfærd, mens valget mellem egnede behandlinger også kan inddrage hensynet til miljøet.

Fra parasitbekæmpelse til integreret sundhedsmanagement

Regenerativt husdyrhold giver mulighed for at arbejde mere systematisk med sammenhængen mellem landskab, fodring, græsning og dyrenes sundhed.

En god parasitstrategi bygger på flere indsatser, der understøtter hinanden:

• Græsningsplanlægning, der tager hensyn til parasitternes livscyklus.

• Tilstrækkelig foderforsyning og god ernæring.

• Særlig beskyttelse af unge og sårbare dyr.

• Artskombinationer, hvor samgræsning kan reducere bestemte smitterisici.

• Avl og management, der understøtter robuste dyr.

• Systematisk sundhedsovervågning og diagnostik.

• Målrettet og rettidig veterinær behandling.

Det langsigtede mål er at udvikle produktionssystemer, hvor dyrene trives, sygdomme opdages tidligt, og behovet for gentagne behandlinger kan begrænses gennem gode forebyggende forhold.

Et sundt regenerativt husdyrhold bygger ikke på fraværet af parasitter, men på et veldrevet samspil mellem dyr, græsmarker, biologiske processer og aktiv sundhedspleje.