Jordbunden er ikke en ensartet masse, men et levende system af forskellige lag, der hver især har betydning for jordens frugtbarhed, vandhusholdning og biologiske aktivitet. Lagene er dannet gennem tusinder af års samspil mellem geologi, klima, vand, vegetation og jordbundens organismer. At forstå jordens opbygning er derfor en vigtig forudsætning for at kunne bevare og udvikle dens dyrkningsevne.
Jordens egenskaber ændrer sig med dybden. Øverst findes normalt de mest biologisk aktive lag, hvor planterester nedbrydes, næringsstoffer omsættes, og rødder og mikroorganismer udfolder en stor del af deres aktivitet. Længere nede bliver indholdet af organisk materiale typisk mindre, mens jordens mineralske sammensætning, geologiske oprindelse og hydrologiske forhold får større betydning.
Disse lag betegnes i jordbundsvidenskaben som jordbundshorisonter. Tilsammen danner de jordens profil, der kan undersøges ved at grave et lodret snit gennem jordbunden.
Jordbundshorisonterne klassificeres efter deres oprindelse og karakteristiske egenskaber. De vigtigste betegnelser er O, A, E, B, C og R. De organiske overfladelag kan desuden underinddeles i L-, F- og H-lag efter graden af nedbrydning.
Ikke alle jordbundstyper indeholder samtlige horisonter. Deres tilstedeværelse, tykkelse og indbyrdes rækkefølge afhænger af jordens udviklingshistorie, vegetation, fugtighed, tekstur og menneskelige påvirkning.
O-horisonten – jordens organiske overfladelag
O-horisonten består overvejende af organisk materiale, som er ophobet på jordoverfladen. Materialet stammer blandt andet fra blade, nåle, grene, døde rødder og andre planterester.
I dette lag omsættes organisk materiale af et komplekst samfund af svampe, bakterier og jordbundsdyr. Gennem nedbrydningen frigives næringsstoffer, mens en del af kulstoffet overføres til andre organiske forbindelser, mikroorganismer og den underliggende mineraljord.
O-horisonten er særlig tydelig i skovbund, hvor planterester kan ophobes over længere tid. På dyrkede landbrugsarealer findes der normalt ikke en tilsvarende, veludviklet horisont, fordi planterester nedbrydes eller blandes ind i mineraljorden.
Hvor hurtigt det organiske materiale omsættes, afhænger blandt andet af temperatur, fugtighed, iltforhold, jordens surhedsgrad og planteresternes kemiske sammensætning.
Fra førne til humus – L-, F- og H-lagene
Det organiske overfladelag kan underinddeles efter, hvor fremskreden nedbrydningen er.
|
Lag |
Betegnelse |
Beskrivelse |
|---|---|---|
|
L (OL) |
Førnelag |
Friske eller svagt nedbrudte blade, nåle og andre planterester, hvor den oprindelige struktur stadig kan genkendes |
|
F (OF) |
Formuldningslag |
Delvist nedbrudte og findelte planterester, hvor nedbrydning og biologisk omdannelse er tydelig |
|
H (OH) |
Humuslag |
Stærkt omsat organisk materiale, hvor de oprindelige plantedele i vid udstrækning ikke længere kan genkendes |
Betegnelserne OL, OF og OH anvendes i flere europæiske systemer til klassifikation af humusformer.
Opdelingen beskriver ikke tre lag, der nødvendigvis findes i alle jordbunde. I nogle skovjorde er alle tre lag tydelige, mens andre jorde kun har et tyndt førnelag oven på mineraljorden.
Det er vigtigt at skelne mellem OH som et stærkt omsat organisk overfladelag og H som hovedhorisont i klassifikationssystemer, hvor betegnelsen også kan anvendes om vandpåvirkede organiske jordlag.
Er muld altid bedre end mor?
Ikke nødvendigvis. Muld, moder og mor repræsenterer forskellige biologiske og kemiske betingelser for omsætning af organisk materiale.
I et produktivt landbrug vil en biologisk aktiv muldjord med god aggregatstruktur ofte være ønskelig. Men i naturlige skove og hedeøkosystemer kan morbund være en karakteristisk og velfungerende del af økosystemet.
Et tykt organisk overfladelag er heller ikke automatisk udtryk for, at jorden lagrer mere kulstof samlet set. Kulstoffet kan være fordelt meget forskelligt mellem overfladen og mineraljorden.
Den samlede kulstoflagring skal derfor vurderes for hele det relevante jordprofil og ikke alene ud fra tykkelsen af det synlige humuslag.
Muld, moder og mor – tre former for omsætning af organisk materiale
Når planterester nedbrydes, kan det organiske materiale enten ophobes på jordoverfladen eller i forskellig grad blive indarbejdet i mineraljorden. Resultatet afhænger blandt andet af vegetation, jordbundens organismer, temperatur, fugtighed og næringsstofforhold.
I jordbundsvidenskaben beskrives disse forskelle traditionelt gennem tre såkaldte humusformer: muld, moder og mor. Betegnelserne beskriver især opbygningen af jordens organiske og organisk-mineralske lag og afspejler forskellige biologiske omsætningsprocesser.
De skal ikke forveksles med POM og MAOM, som er to fraktioner af jordens organiske materiale, der blandt andet anvendes til at undersøge kulstofomsætning og -lagring.
Muld – organisk materiale indarbejdes i mineraljorden
Muld, også kaldet mull, er kendetegnet ved, at planterester relativt hurtigt omsættes og indarbejdes i mineraljorden.
Regnorme og andre jordbundsdyr spiller ofte en stor rolle i denne proces. Når de indtager organisk materiale og mineralske jordpartikler, bidrager de til dannelsen af stabile jordaggregater og en humusholdig overjord.
Der findes derfor typisk kun et tyndt lag af ophobede planterester oven på mineraljorden, mens en betydelig del af det omsatte organiske materiale er fordelt i A-horisonten.
Muld er ofte forbundet med en god biologisk omsætning og en veludviklet krummestruktur, men jordens samlede frugtbarhed afhænger også af blandt andet tekstur, næringsstofbalance og vandforhold.
Moder – en mellemform mellem muld og mor
Moder er en humusform, hvor nedbrydningen og indblandingen af organisk materiale i mineraljorden foregår langsommere end i en typisk muldbund.
På jordoverfladen udvikles et mere sammenhængende lag af delvist omsatte planterester. Svampe og mindre jordbundsdyr har ofte stor betydning for nedbrydningen, mens indblandingen i mineraljorden er mere begrænset.
Moder forekommer blandt andet i skovjorde med relativt sure og næringsfattige forhold.
Mor – organisk materiale ophobes på jordoverfladen
Mor er kendetegnet ved, at nedbrydningen af planterester er langsom, og at der sker en tydelig ophobning af organisk materiale oven på mineraljorden.
Lagene OL, OF og OH kan være veludviklede, og overgangen til den underliggende mineraljord er ofte skarp.
Mor forekommer især under sure og næringsfattige forhold, eksempelvis i visse nåleskove og hedeområder. Her kan svampe være dominerende blandt nedbryderne, mens aktiviteten af jordbundsdyr, der blander organisk materiale dybt ind i mineraljorden, ofte er begrænset.
Under sådanne forhold kan opløste organiske forbindelser bidrage til udvaskning og omfordeling af jern og aluminium og dermed udviklingen af podsoljorde.
A-horisonten – jordens biologisk aktive overjord
A-horisonten er jordens øverste mineralske lag. Den er normalt mørkere end underjorden, fordi den indeholder organisk materiale, som er blandet med mineralske jordpartikler.
Det er ofte her, koncentrationen af levende rødder, mikroorganismer og regnorme er størst. Samtidig foregår en betydelig del af omsætningen af organisk materiale og frigivelsen af plantenæringsstoffer i dette lag.
A-horisonten er derfor central for jordens dyrkningsevne.
I en velfungerende overjord er mineralske partikler og organisk materiale organiseret i aggregater. Mellem aggregaterne findes porer, som giver plads til vand, luft, rødder og jordbundens organismer.
Aggregatstrukturen har afgørende betydning for jordens modstandsdygtighed over for erosion, komprimering og tilslamning.
Den dyrkede A-horisont – Ap
På dyrkede landbrugsarealer er A-horisonten ofte blevet påvirket af gentagen jordbearbejdning.
Den bearbejdede horisont betegnes Ap, hvor bogstavet p angiver påvirkning fra pløjning eller anden mekanisk jordbearbejdning.
Traditionel pløjning kan medføre, at jord fra forskellige dybder blandes sammen, og at naturlige overgange mellem horisonterne udviskes.
Den bearbejdede dybde er ofte omkring 20–30 cm ved almindelig pløjning, men varierer med dyrkningsmetode og historie.
Under det bearbejdede lag kan der opstå en komprimeret zone, som ofte betegnes en pløjesål. En sådan zone er ikke en naturlig jordbundshorisont, men et resultat af mekanisk belastning og gentagen bearbejdning i samme dybde.
E-horisonten – jordens udvaskningslag
E-horisonten er et mineralsk jordlag, som er kendetegnet ved, at bestemte stoffer og partikler er blevet transporteret væk gennem nedsivende vand.
Processen kaldes eluviation og kan blandt andet omfatte fjernelse af ler, jern, aluminium og organiske forbindelser.
Når disse bestanddele forsvinder, efterlades ofte en relativt høj andel af lysere mineralpartikler, især kvarts. Derfor fremstår E-horisonten i mange jordtyper karakteristisk lys eller grålig.
E-horisonten er særlig tydelig i podsoljorde, som blandt andet findes på sandede, sure og næringsfattige jorde i Danmark.
Her kan jordprofilet have et markant lyst udvaskningslag mellem den mørke overjord og en mørkere eller rødbrun B-horisont.
E-horisonten findes dog ikke i alle jordbundstyper. I mange dyrkede jorde kan den desuden være svagt udviklet eller være blevet helt eller delvist indarbejdet i pløjelaget.
B-horisonten – underjorden og dens skjulte funktioner
B-horisonten ligger under de øverste jordlag og er kendetegnet ved forskellige jordbundsdannende processer.
Her kan der eksempelvis ske ophobning af lerpartikler, jern, aluminium eller organiske forbindelser, som er transporteret ned fra højere liggende horisonter. I andre tilfælde er B-horisonten især præget af forvitring og udvikling af en karakteristisk jordstruktur.
B-horisonten indeholder generelt mindre organisk materiale end A-horisonten, men kan have stor betydning for planternes vækst.
I mange jordtyper rummer underjorden væsentlige vandreserver, som planter med dybe rodsystemer kan udnytte under tørre forhold.
Underjorden er imidlertid også særlig sårbar over for komprimering. Belastning fra tunge landbrugsmaskiner kan reducere volumenet af store porer og begrænse både vandtransport, luftudveksling og rodvækst.
Skaderne kan være langvarige, fordi jordens biologiske aktivitet og naturlige strukturdannelse ofte er langsommere i dybden end nær jordoverfladen.
En sund overjord er derfor ikke tilstrækkelig, hvis underjorden er så kompakt, at rødder og vand ikke kan trænge igennem den.
C-horisonten – jordens geologiske udgangsmateriale
C-horisonten består af geologisk materiale, der kun er svagt påvirket af jordbundsdannende processer.
I Danmark er jordbunden i høj grad præget af istidernes aflejringer. Udgangsmaterialet kan eksempelvis bestå af moræneler, morænesand, smeltevandssand og smeltevandsgrus.
Materialets sammensætning er afgørende for den jordbund, der efterfølgende udvikles.
Et lerholdigt udgangsmateriale giver eksempelvis andre forudsætninger for vandlagring, næringsstofbinding og jordstruktur end et sandet udgangsmateriale.
C-horisonten er generelt mindre biologisk aktiv end overjorden, men den er ikke nødvendigvis uden betydning for plantevæksten. Dybtgående rødder kan under gunstige forhold nå ned i materialet og udnytte vand og næringsstoffer.
R-horisonten – den faste bjerggrund
R betegner den faste, sammenhængende bjerggrund, som ligger under jordens løse aflejringer.
I store dele af Danmark findes den faste bjerggrund i betydelig dybde under istidsaflejringer, mens den andre steder ligger tættere på overfladen.
På Bornholm findes eksempelvis områder med fast granit og andre bjergarter nær jordoverfladen.
R-horisonten udgør normalt en væsentlig begrænsning for rodvækst, selvom rødder i visse bjergarter kan trænge ned i sprækker.
Jordbundens lag i et regenerativt perspektiv
I regenerativt jordbrug er det vigtigt at forstå jorden som et sammenhængende system, der strækker sig betydeligt dybere end det traditionelle pløjelag.
Mange dyrkningsmæssige vurderinger fokuserer på de øverste 20–30 cm, hvor indholdet af organisk materiale og den biologiske aktivitet ofte er størst. Men planternes adgang til vand og næringsstoffer afhænger også af underjordens struktur og muligheden for at udvikle dybe rodsystemer.
Flerårige afgrøder, træer og visse dybtrodende urter kan udvikle rodnet, der strækker sig langt ned i underjorden. Her kan rødderne udnytte vandreserver, som mere overfladiske rodsystemer ikke når.
Samtidig kan levende rødder, biologisk aktivitet og naturlige processer bidrage til udviklingen af nye porer og tilførsel af organisk materiale i dybere jordlag. Hvor stor effekten er, afhænger blandt andet af jordtype, art, rodvækst og dyrkningspraksis.
En regenerativ jordstruktur handler derfor ikke kun om at forbedre muldlaget, men også om at bevare og udvikle en sammenhængende, biologisk fungerende jordprofil.
Særligt den dybe komprimering er problematisk, fordi den kan afbryde forbindelsen mellem overjorden og underjordens vandreserver og begrænse røddernes mulighed for at vokse i dybden.
Hvor dybt går planternes rødder?
Roddybden varierer betydeligt mellem plantearter, jordtyper og dyrkningsforhold. Mange almindelige landbrugsafgrøder kan under gunstige forhold udvikle rødder til mere end én meters dybde, mens visse flerårige planter og træer kan nå væsentligt længere ned.
Den faktiske rodudvikling begrænses dog ofte af komprimerede jordlag, vandmætning, iltmangel, kemiske forhold eller en fysisk hindring.
Det er desuden vigtigt at skelne mellem maksimal roddybde og den dybde, hvor størstedelen af rødderne findes. Selv planter med dybe rødder kan have hovedparten af deres rodmasse i overjorden.
I regenerative dyrkningssystemer kan kombinationen af planter med forskellige rodarkitekturer og roddybder bidrage til en mere varieret udnyttelse af jordprofilet. Effekten afhænger blandt andet af artsvalg, jordbundsforhold og konkurrence mellem planterne.
Fra jordbearbejdning til biologisk strukturdannelse
Den traditionelle jordbearbejdning har i høj grad fokuseret på at skabe en løs og bearbejdelig overjord.
Men løsnet jord er ikke nødvendigvis det samme som en stabil jordstruktur.
Mekanisk jordbearbejdning kan midlertidigt øge jordens porøsitet, men den kan samtidig ødelægge eksisterende aggregater og sammenhængende biologisk dannede porer.
I et regenerativt dyrkningssystem er målet i højere grad at understøtte jordens egen strukturdannelse gennem levende rødder, organisk materiale og biologisk aktivitet.
Flerårige afgrøder og træer kan spille en særlig rolle, fordi deres rodsystemer kan påvirke både overjord og underjord gennem længere perioder uden gentagen jordbearbejdning.
Samtidig er det afgørende at begrænse mekanisk belastning under fugtige forhold, hvor jorden er mest sårbar over for komprimering.
Den regenerative opgave er ikke blot at opbygge et frugtbart muldlag, men at udvikle en sammenhængende jordprofil, hvor vand, luft, rødder og jordbundens organismer kan bevæge sig og fungere på tværs af jordens lag.
Jordbundens lag er ikke altid vandrette
Jordhorisonter fremstilles ofte som vandrette og regelmæssige lag, men i virkeligheden kan grænserne være både bølgede, diffuse og afbrudte.
Jordbundens organismer flytter materiale på tværs af horisonterne, og rødder kan skabe kanaler gennem flere jordlag.
Også erosion, jordbearbejdning, aflejring og variationer i jordens geologiske materiale kan skabe store lokale forskelle.
Et jordprofil bør derfor forstås som et resultat af dynamiske processer snarere end en simpel lagkage.
Kilder
- Lex – Jordbund. Dansk gennemgang af jordbundsdannelse og horisonternes opbygning.
- Lex – Horisont (jordbundslag). Eksempel på danske jordprofiler og horisonter.
- USDA NRCS – A Soil Profile. Grundlæggende klassifikation af jordbundshorisonter.
- Zanella m.fl. (2011). A European morpho-functional classification of humus forms. Faglig klassifikation af europæiske humusformer.
- Lex – Moder. Dansk beskrivelse af humusformen moder.
- Humus Form – Mor. Beskrivelse af morbundens organiske horisonter og biologiske forhold.
- FAO – Soil horizon designations. Internationale betegnelser og definitioner af horisonter.
Læs mere om
Jordtyper i dansk landbrug
Lær om danske jordtyper fra sandjord til lerjord. Forstå jordens tekstur, vandhusholdning og hvordan regenerativ dyrkning kan forbedre jordens struktur.
Rødderne og rhizosfæren
Opdag, hvordan rødder og rhizosfæren styrker jordens mikroliv, mobiliserer næringsstoffer og tilfører kulstof – et skjult produktionsapparat under marken.
Erosion og jorddannelse
Lær, hvordan erosion nedbryder jordens dyrkningskapital, og hvordan plantedække, levende rødder og regenerativ dyrkning kan beskytte og opbygge jorden.
Jordens vandhusholdning – fra regndråbe til rod
Forstå, hvordan jordens struktur, porer, rødder og organiske materiale påvirker infiltration, vandlagring og planternes adgang til vand.