Sædskifte

Variation, levende rødder og jord i balance

Et godt sædskifte er mere end en rækkefølge af afgrøder. Det er en plan for, hvordan marken kan være dækket, næret og biologisk aktiv gennem året – samtidig med at bedriften producerer afgrøder, der kan dyrkes og sælges.

Hvad er sædskifte?

Sædskifte betyder, at man planlagt dyrker forskellige afgrøder på samme mark i en bestemt rækkefølge over flere år. Det står i modsætning til at dyrke den samme afgrøde – eller en meget ensartet kombination af afgrøder – år efter år.

Afgrøderne påvirker jorden forskelligt. De har forskellige rodformer, vækstperioder, næringsstofbehov og høsttidspunkter. De efterlader også forskellige mængder og typer af planterester. Når afgrøderne veksler, ændres de vilkår, som ukrudt, sygdomme, skadedyr og jordens organismer møder.

Sædskifte er derfor en planlægningsmetode, der kan understøtte flere regenerative mål på én gang. Men sædskifte i sig selv gør ikke automatisk dyrkningen regenerativ. Virkningen afhænger af, hvilke afgrøder der indgår, hvor længe jorden er dækket, hvordan næringsstofferne håndteres, og hvor meget jorden forstyrres.

Hvad kan sædskifte bidrage med?

Mere varieret føde til jordens organismer

Planter tilfører jorden kulstof gennem rødder, rodudskillelser og planterester. Forskellige plantearter leverer forskellige typer organisk materiale og påvirker jordens mikrobielle samfund på forskellige måder. En metaanalyse af 122 studier fandt, at afgrøderotationer generelt kunne øge jordens kulstof- og kvælstofpuljer sammenlignet med monokultur; effekterne var større i de rotationssystemer, der også omfattede efterafgrøder [1].

Det betyder ikke, at flere afgrødenavne i en plan i sig selv sikrer mere kulstof i jorden. Kulstoflagringen afhænger blandt andet af, hvor meget biomasse der faktisk tilføres, hvor dybt og længe rødderne vokser, jordtype, klima og jordbearbejdning. Sædskifte kan skabe bedre betingelser for kulstoftilførsel, men erstatter ikke behovet for at vurdere den samlede kulstofbalance.

Bedre muligheder for at styre ukrudt

Når de samme afgrøder dyrkes med samme såtidspunkter og samme dyrkningspraksis igen og igen, møder ukrudtet gentagne gange de samme betingelser. Et varieret sædskifte kan ændre såtid, høsttid, konkurrenceforhold og mulighederne for mekanisk eller anden ukrudtsbekæmpelse.

En metaanalyse af 54 studier fandt, at mere varierede sædskifter i gennemsnit reducerede ukrudtstætheden sammenlignet med simple sædskifter. Effekten på ukrudtsbiomasse var dog ikke statistisk sikker på tværs af studierne. Variation i såtidspunkter og dyrkningsforløb så ud til at være vigtigere end blot at øge antallet af afgrødearter [2]. Sædskifte er altså et redskab i integreret ukrudtsstyring, ikke en garanti for ukrudtsfri marker.

Brud på nogle sygdoms- og skadedyrscyklusser

Et skifte til en afgrøde, som en bestemt skadevolder ikke kan leve på, kan mindske smittetrykket. Hvor langt et brud skal være, afhænger af skadevolderen. Nogle patogener overlever kort tid uden værtsplanten, mens andre kan overleve længere i planterester eller jord. Luftbårne sygdomme kan desuden komme ind fra nabomarker, selv om sædskiftet på den enkelte mark er varieret [3].

Det giver ikke mening at bruge én fast regel for alle afgrøder og sygdomme. Planlæg efter den konkrete plantefamilie og de sygdomme, der er relevante på bedriften. Frivillige planter og græsukrudt kan også fungere som værter og dermed mindske værdien af et planlagt brud.

Bedre udnyttelse af næringsstoffer

Afgrøder har forskellige behov og optager næringsstoffer på forskellige tidspunkter og i forskellige jordlag. Dybtrodede afgrøder kan udnytte næringsstoffer længere nede i jorden, mens efterafgrøder kan optage mineralsk kvælstof, som ellers risikerer at blive udvasket i efterårs- og vinterperioden.

Bælgplanter kan gennem symbiosen med knoldbakterier tilføre nyt kvælstof fra atmosfæren til dyrkningssystemet. Den mængde, der bliver tilgængelig for den næste afgrøde, afhænger dog af bælgplantens vækst, høst, planterester og nedbrydning. Kvælstoffet frigives ikke nødvendigvis på det tidspunkt eller i den mængde, som den næste afgrøde har brug for.

Et dansk langtidsforsøg viste, at efterafgrøder kunne have større betydning for kvælstofudvaskningen end forskelle i kvælstoftilførsel og overskud i sædskiftet. Forsøget viste også, at grøn-gødningsrige forløb kan indebære en højere udvaskningsrisiko efter nedpløjning, hvis frigivet kvælstof ikke optages af en voksende afgrøde [4]. Bælgplanter er derfor værdifulde i sædskiftet, men de gør ikke næringsstofplanlægningen overflødig.

Hvad gør et sædskifte mere regenerativt?

Det regenerative spørgsmål er ikke alene, hvor mange afgrøder der indgår. Det er også, hvilke funktioner de udfører, og hvad der sker på marken mellem høst og næste etablering.

Et sædskifte kan med fordel kombinere:

  • Forskellige plantefamilier, så samme afgrødefamilie ikke følger efter sig selv for ofte.

  • Forskellige rodformer og roddybder, der fordeler rodaktiviteten i jordprofilet.

  • Bælgplanter, hvor de passer ind i næringsstofstrategien og den efterfølgende afgrøde.

  • Flerårige græs- og kløvermarker eller andre flerårige afgrøder, når bedriftens produktion og afsætning gør dem relevante.

  • Efterafgrøder og undersåede afgrøder, så perioden med bar jord bliver kortere.

  • Forskellige så- og høsttidspunkter, der giver flere muligheder for at styre ukrudt og etablere plantedække.

  • Hensyn til jordbearbejdning, så sædskiftet ikke bygger på hyppig eller unødvendig forstyrrelse af jorden.

En europæisk undersøgelse af konventionelt dyrkede marker fandt, at den tid, markerne var dækket af afgrøder, efterafgrøder eller græsmarker, havde større sammenhæng med flere mål for jordens funktion og kornudbytte end afgrødediversiteten alene [5]. Det peger på, at variation og kontinuerligt plantedække bør planlægges sammen. Et artsrigt sædskifte med lange perioder uden levende rødder udnytter ikke hele potentialet.

Eksempel på et flerårigt sædskifte

Nedenstående er et illustrativt eksempel for en blandet planteavlsbedrift. Det er ikke en færdig anbefaling: jordtype, driftsform, husdyrgødning, ukrudtstryk, maskiner, afsætning og lokale regler kan ændre, hvad der er hensigtsmæssigt.

I praksis bør overgangene planlægges lige så nøje som hovedafgrøderne. Efter nedbringning af en græs-kløvermark kan der frigives kvælstof, og risikoen for tab afhænger blandt andet af tidspunkt, jordbearbejdning, jordtype, vejr og hvor hurtigt den næste afgrøde etableres. Efter høst kan en efterafgrøde være relevant, hvis den kan nå at etablere sig og ikke skaber problemer for den følgende afgrøde.

Sædskiftet bør også vurderes ud fra de mål, man har sat. Hvis målet er at holde jorden dækket så stor en del af året som muligt, skal man undersøge, hvor længe marken reelt står uden levende planter. Hvis målet er at reducere sygdomspres, skal man se på værtsplanter og planterester. Hvis målet er at mindske behovet for tilført kvælstof, skal man følge både bælgplanternes bidrag og den efterfølgende afgrødes optag.

Sådan planlægger du sædskiftet

1. Begynd med markens udfordringer og bedriftens mål

Notér de vigtigste forhold for hver mark: jordtype, dræning, ukrudtsarter, sygdomshistorik, næringsstofstatus og perioder med bar jord. Vælg derefter få konkrete mål. Det kan for eksempel være at mindske korn efter korn, få efterafgrøder etableret tidligere eller indføre en flerårig fase.

2. Gruppér afgrøder efter funktion

Se ud over afgrødenavne. Gruppér dem efter plantefamilie, rodtype, så- og høsttidspunkt, næringsstofbehov, evne til at konkurrere med ukrudt og mulighed for at efterlade marken dækket. Funktionel variation kan være vigtigere end at tælle arter alene; langtidsforsøg fra Europa og Nordamerika peger på, at kombinationen af forskellige afgrødefunktioner kan understøtte kornudbytter, især ved lavere ekstern kvælstoftilførsel [6]. Resultater fra tværgående forsøg kan dog ikke direkte omsættes til et bestemt udbytte på den enkelte danske bedrift.

3. Planlæg rækkefølgen og pauserne

Tegn et flerårigt forløb for hver mark. Undgå så vidt muligt, at beslægtede afgrøder følger efter hinanden, når de deler væsentlige sygdomme eller skadedyr. Indarbejd passende pauser efter afgrøder, der giver særlige problemer, og vurder om frivillige planter kan holde en skadevolder i live.

4. Planlæg plantedækket mellem hovedafgrøderne

Skriv ikke kun hovedafgrøder ind i planen. Notér også undersåning, efterafgrøder, stubperiode og tidspunkt for etablering eller nedbringning. Vurder, om plantedækket kan nå at vokse, og hvordan det passer med såtid, vandforsyning og næste afgrøde.

5. Følg resultaterne og justér

Et sædskifte er en plan, der skal prøves af og tilpasses. Følg blandt andet afgrødeetablering, ukrudt, sygdomme, jordstruktur, plantedække, næringsstofbalancer og udbytte. Ændr rækkefølgen, hvis markens tilstand eller bedriftens erfaring viser, at en bestemt overgang ikke fungerer.

Typiske faldgruber

  • At forveksle flere afgrøder med et bedre sædskifte. Funktionerne og rækkefølgen betyder mere end artslisten alene.

  • At lade jorden stå bar mellem afgrøderne. Rotationens artsrigdom kompenserer ikke nødvendigvis for lange perioder uden levende rødder eller plantedække.

  • At regne bælgplanternes kvælstof som en præcis gødningsmængde. Bidraget varierer, og frigivelsen skal passe med den næste afgrødes optag.

  • At tro, at ethvert sædskifte bryder enhver sygdomscyklus. Virkningen afhænger af skadevolderens biologi og værtsplanter.

  • At planlægge uden at medregne driften. Arbejdskraft, maskiner, foderbehov, afsætning og økonomi afgør, om planen kan gennemføres.

Sædskifte er en ramme for regenerativ dyrkning

Sædskifte kan være en central regenerativ dyrkningsmetode, fordi det organiserer variationen på marken over tid. Det skaber muligheder for at kombinere afgrøder med forskellige rødder, næringsstofbehov og vækstperioder og for at mindske ensidige dyrkningsforløb.

Den største værdi opstår, når sædskiftet kobles med plantedække, efterafgrøder, passende næringsstofstyring og jordbearbejdning, der tager hensyn til jordens tilstand. Derfor bør sædskiftet ikke vurderes på, hvor mange afgrøder planen rummer, men på hvad forløbet samlet gør for produktionen, jorden og næringsstofkredsløbet over flere år.

Kilder

[1] McDaniel, M. D., Tiemann, L. K. & Grandy, A. S. (2014). Does agricultural crop diversity enhance soil microbial biomass and organic matter dynamics? A meta-analysis. Ecological Applications, 24(3), 560–570.

[2] Weisberger, D., Nichols, V. & Liebman, M. (2019). Does diversifying crop rotations suppress weeds? A meta-analysis. PLOS ONE, 14(7), e0219847.

[3] Agriculture and Horticulture Development Board (AHDB). Rotation, cultivation and drilling options for cereal disease management.

[4] De Notaris, C., Rasmussen, J., Sørensen, P. & Olesen, J. E. (2018). Nitrogen leaching: A crop rotation perspective on the effect of N surplus, field management and use of catch crops. Agriculture, Ecosystems & Environment, 255, 1–11.

[5] Garland, G. et al. (2021). Crop cover is more important than rotational diversity for soil multifunctionality and cereal yields in European cropping systems. Nature Food, 2, 27–36.

[6] Beillouin, D. et al. (2023). Increasing crop rotational diversity can enhance cereal yields. Communications Earth & Environment, 4, 284.

Læs mere om: