Foder i det regenerative jordbrug

_____________

Når foderet produceres på og omkring bedriften, opstår nye muligheder for at styrke økonomien, opbygge jordfrugtbarhed og skabe et mere robust husdyrhold.

Foderet er en grundlæggende forudsætning for husdyrproduktionen. Det påvirker ikke alene dyrenes sundhed, tilvækst og produktivitet, men også bedriftens arealanvendelse, økonomi, næringsstofbalance og afhængighed af eksterne ressourcer.

I det regenerative jordbrug er foderselvforsyning en mulighed for at forbinde husdyrproduktionen tættere med jordens biologiske processer. Græsmarker, flerårige afgrøder, bælgplanter, træer og buske kan tilsammen danne grundlag for en mangfoldig foderproduktion, hvor flere af bedriftens ressourcer bringes i spil.

Når dyr og foderproduktion integreres, kan husdyrgødningen føres tilbage til de arealer, hvor foderet dyrkes. Samtidig kan varierede sædskifter, levende plantedække og dybe rodsystemer bidrage til at udvikle jordens struktur, biologiske aktivitet og evne til at holde på vand og næringsstoffer.

Foderselvforsyning kan dermed blive en drivkraft i omlægningen til et mere regenerativt produktionssystem.

Fra indkøbt foder til bedriftens egne ressourcer

Mange moderne husdyrbrug er specialiserede produktionsenheder, hvor betydelige dele af foderet kan være produceret uden for bedriften. Korn, proteinråvarer og forskellige fodertilskud købes ind, mens husdyrgødningen håndteres som en separat del af driften.

Denne specialisering har gjort det muligt at udvikle en intensiv og effektiv husdyrproduktion. Men den indebærer også en afhængighed af markedspriser, internationale forsyningskæder og tilgængeligheden af bestemte fodermidler.

Ved at øge den lokale foderproduktion kan jordbrugeren få større indflydelse på produktionsomkostningerne og skabe en tættere forbindelse mellem planteavl og husdyrhold.

Det handler ikke nødvendigvis om, at alt foder skal produceres inden for bedriftens egne matrikler. Samarbejde med nærliggende planteavlere kan også skabe en høj grad af lokal selvforsyning og samtidig give plads til mere varierede sædskifter.

Den afgørende ambition er at udvikle et produktionssystem, hvor foderressourcer, arealanvendelse og husdyrproduktion planlægges samlet.

Selvforsyning kan måles på flere måder

En bedrift kan være selvforsynende med størstedelen af sit grovfoder og samtidig være afhængig af indkøbt proteinfoder. En anden bedrift kan producere både korn og proteinråvarer, men have behov for supplerende mineraler og vitaminer.

Derfor er det nyttigt at skelne mellem:

  • Grovfoderselvforsyning: Andelen af græs, hø, ensilage og andre fiberrige fodermidler, som produceres lokalt.

  • Energiselvforsyning: Hvor stor en del af dyrenes energibehov der dækkes af egen foderproduktion.

  • Proteinselvforsyning: Hvor stor en del af proteinbehovet der dækkes af egne afgrøder.

  • Samlet foderselvforsyning: Hvor stor en del af den samlede foderration der stammer fra egne eller lokale ressourcer.

En høj selvforsyningsgrad er først og fremmest værdifuld, når den understøtter en ernæringsmæssigt velfungerende, økonomisk holdbar og produktiv husdyrproduktion.

Græsmarker – fundamentet for lokal foderproduktion

For kvæg, får, geder og andre drøvtyggere er græsmarken en af de vigtigste ressourcer i arbejdet med foderselvforsyning. Græsmarker kan producere betydelige mængder foder og samtidig opretholde et levende plantedække gennem store dele af året.

Flerårige græsser udvikler omfattende rodsystemer, som bidrager til jordens aggregatstruktur og biologiske aktivitet. Når planterne afgræsses eller høstes, kan de danne nye blade og udnytte den fortsatte vækstsæson. Græsmarkens produktivitet afhænger dog i høj grad af artsvalg, jordtype, næringsstofforsyning, vandforhold og management.

Kløvergræs – biologisk kvælstof og proteinproduktion

Kløvergræs er en særlig interessant afgrøde, fordi græssernes produktionspotentiale kombineres med kløverens evne til at indgå i symbiose med kvælstoffikserende bakterier.

Hvidkløver og rødkløver kan tilføre nyt biologisk bundet kvælstof til dyrkningssystemet. En del af kvælstoffet kommer efterfølgende græsserne til gode gennem omsætning af rødder, planterester og andre biologiske processer. Samtidig bidrager kløveren til foderets proteinindhold.

Danske grovfodervejledninger beskriver kløvergræs som en central afgrøde i kvægproduktionen. Som dyrkningsmæssige pejlemærker angives eksempelvis omkring 7.000–9.000 foderenheder pr. hektar ved afgræsning og mål på 10.000 foderenheder eller mere ved intensiv slætproduktion. De faktiske udbytter varierer betydeligt med dyrkningsforhold og management. [1]

Kløvergræs giver dermed mulighed for at kombinere foderproduktion med biologisk kvælstoffiksering og jordforbedrende processer.

Kløvergræs som lokal proteinkilde

Danske dyrkningsforsøg viser, at kløvergræs kan levere betydelige mængder protein pr. hektar.

SEGES angiver som typiske niveauer:

  • Græsmarksbælgplanter: 200–250 g råprotein pr. kg tørstof.

  • Græsser: 120–180 g råprotein pr. kg tørstof.

En større kløverandel kan dermed øge proteinproduktionen på arealet og samtidig bidrage med biologisk fikseret kvælstof.

Råprotein er dog ikke det samme som fordøjeligt protein, og foderværdien skal altid vurderes i forhold til dyrearten og den samlede ration.

Kilde: SEGES Innovation – Optimering af råprotein i kløvergræs

Mangfoldige græsmarker med urter

En regenerativ græsmark kan med fordel sammensættes af flere plantearter med forskellige vækstformer, rodsystemer og ernæringsmæssige egenskaber.

Eksempelvis kan følgende arter indgå:

Plantegruppe Eksempler Funktion
Græsser Rajgræs, hundegræs, engsvingel, strandsvingel Produktion af energi- og fiberrigt grovfoder
Bælgplanter Hvidkløver, rødkløver, lucerne, kællingetand Biologisk kvælstoffiksering og proteinproduktion
Urter Cikorie, lancetvejbred, kommen Variation i rodarkitektur, fødevalg og foderets sammensætning

Ved at kombinere arter med forskellige vækstmønstre kan jordbrugeren udnytte en større del af vækstsæsonen og skabe en mere varieret plantebestand.

Dybtrodende arter som cikorie og lucerne kan udnytte vand og næringsstoffer i jordlag, som mere overfladiske rodsystemer ikke når i samme omfang.

Artsrigdom alene sikrer dog ikke et højt foderudbytte. Sammensætningen skal passe til jordbund, klima, græsningsform og de konkrete husdyrs ernæringsbehov.

Planlagt græsning som redskab til højere foderudnyttelse

Når dyrene selv høster græsset, reduceres behovet for maskinel høst, transport og fodertildeling. Derfor kan veltilrettelagt afgræsning være et centralt element i en økonomisk attraktiv foderselvforsyning.

Ved holistisk planlagt afgræsning og andre former for adaptiv rotationsgræsning flyttes dyrene mellem forskellige folde med udgangspunkt i plantevækst, foderbehov og jordbundens tilstand. Det giver mulighed for at styre, hvor meget vegetation dyrene optager, og hvor lang tid planterne får til at genvokse.

Tre forhold er særligt vigtige:

Tilstrækkeligt foder ved indgangen til folden. Græsmarken skal have en plantebestand, der giver dyrene mulighed for en høj foderoptagelse.

En hensigtsmæssig opholdstid. Dyrene flyttes, så afgræsningen understøtter det ønskede plantedække og efterlader tilstrækkelig bladmasse til genvækst.

Tilpasning af hviletiden. Planterne skal have mulighed for at genopbygge deres bladareal og vækstkapacitet, før de belastes igen.

I perioder med hurtig plantevækst kan foldene udnyttes anderledes end under tørke eller langsom efterårsvækst. Derfor skal græsningsplanen kunne tilpasses gennem sæsonen.

God græsningsplanlægning handler både om at producere meget græs og om at sikre, at en høj andel af det producerede foder faktisk bliver udnyttet af dyrene.

Efterafgrøder og mellemafgrøder som ekstra foderressource

På bedrifter med både planteavl og husdyr kan efterafgrøder og mellemafgrøder skabe mulighed for yderligere foderproduktion.

Afgrøder, der etableres efter høst eller mellem hovedafgrøder, kan udnytte lys, vand og næringsstoffer i en del af året, hvor marken ellers ville være uden aktiv produktion.

Afhængigt af afgrødevalg og vækstforhold kan vegetationen anvendes til afgræsning eller høst.

Eksempler på relevante planter er græsser, kløver, foderræddike, foderraps og andre foderafgrøder, der kan indgå i tilpassede sædskifter.

Foderproduktionen kan samtidig kombineres med fastholdelse af næringsstoffer, beskyttelse af jordoverfladen og tilførsel af organisk materiale gennem rødder og planterester.

Når efterafgrøder bruges til foder, skal jordbrugeren dog sikre, at afgrøden er egnet til de pågældende dyr, og at anvendelsen overholder reglerne for den konkrete efterafgrødeordning.

Dermed kan efterafgrøder blive et vigtigt bindeled mellem planteproduktionen og husdyrholdet.

Hvor meget foder skal en besætning bruge?

Som et forenklet regneeksempel kan en besætning på 20 ammekøer med et gennemsnitligt foderoptag på 12 kg tørstof pr. ko pr. dag have følgende årlige behov:

Beregnet tørstofbehov

87,6 ton/år

20 køer × 12 kg tørstof × 365 dage

Ved et eksempelvis udnytteligt foderudbytte på 6 ton tørstof pr. hektar svarer det til omkring 14,6 hektar.

I praksis skal beregningen også tage højde for kalve, ungdyr, tyre, sæsonvariation, foderspild, konserveringstab og behovet for foderreserver. Det faktiske arealbehov kan derfor være væsentligt større.

Tallene er alene et regneeksempel, ikke en generel norm for foderoptag eller udbytte.

Fodertræer og buske – en ekstra produktionsdimension

En af de mest interessante muligheder i regenerativ foderselvforsyning er at udvide foderproduktionen fra græsmarkens overflade til også at omfatte træer og buske.

I traditionelle europæiske landbrug har løv og unge skud fra træer tidligere været anvendt som foder. Interessen for disse ressourcer er igen stigende i takt med udviklingen af skovlandbrug og skovgræsningssystemer.

Træer og buske kan tilføre fodersystemet en ekstra dimension, fordi deres vækst, rodudvikling og adgang til vand og næringsstoffer adskiller sig fra græsmarkens.

Forskning viser, at udvalgte træarter kan bidrage med protein, mineraler og andre ernæringsmæssigt interessante stoffer. Samtidig kan løvfoder være en supplerende ressource i perioder med begrænset græsvækst. [2]

Egnede arter til løvfoder

Art Muligheder i foderproduktionen
Pil Løv og unge skud til drøvtyggere, kombineret med hurtig genvækst
Poppel Produktion af løvbiomasse og integration i græsningsarealer
Hassel Løv og kviste som supplerende føderessource
Lind Løv med traditionel anvendelse som foder
Ask Løvfoder med historisk anvendelse, hvor sunde træer findes

Arternes foderværdi afhænger blandt andet af vækststadium, høsttidspunkt, mineralindhold, fordøjelighed og indholdet af sekundære plantestoffer.

Fodertræer skal derfor vælges med hensyn til både ernæring, dyreart, lokalitet og risikoen for giftige eller uønskede plantestoffer.

I praksis kan træer etableres i rækker gennem græsarealer, i brede læhegn eller i særlige foderzoner, hvor dyrene får kontrolleret adgang til løv og skud.

Træerne skal beskyttes under etableringen, og afgræsningen skal planlægges, så bark og unge stammer ikke beskadiges.

Fodertræer i et større dyrkningssystem

Det særlige potentiale ligger i, at træerne samtidig kan udfylde andre funktioner. De kan skabe læ og skygge, beskytte jordoverfladen, tilføre organisk materiale og udvikle nye levesteder for fugle, insekter og andre organismer.

I et skovgræsningssystem kan den samme beplantning således bidrage til både foderproduktion, dyrevelfærd, kulstoflagring og biodiversitet.

Fodertræer er derfor interessante som en integreret del af bedriftens langsigtede arealplanlægning – ikke kun som en alternativ foderingrediens.

Mere lokalt protein til grise og fjerkræ

Mulighederne for foderselvforsyning afhænger i høj grad af husdyrarten.

Drøvtyggere kan udnytte fiberrige planter gennem deres mikrobielle fordøjelse, mens grise og fjerkræ har andre ernæringsmæssige behov.

For grise og fjerkræ er en af de vigtigste udfordringer at producere en tilstrækkelig mængde protein med den rette aminosyresammensætning.

Hestebønner, ærter og lupiner

Danske proteinafgrøder som hestebønner, markærter og udvalgte lupinsorter kan indgå i foderstrategier, der reducerer behovet for indkøbt protein.

Som bælgplanter bidrager de samtidig til biologisk kvælstoffiksering og kan skabe større variation i sædskiftet.

Deres anvendelighed afhænger af høstudbytte, foderværdi, dyrkningssikkerhed og behovet for forarbejdning.

Det er især vigtigt at sammensætte foderrationen, så dyrenes behov for essentielle aminosyrer bliver dækket. Enkelte proteinråvarer kan sjældent erstatte en sammensat ration uden nærmere beregning.

Græsprotein – en ny mulighed

Gennem bioraffinering kan protein udvindes af blandt andet kløvergræs.

Processen adskiller en proteinrig fraktion fra en fiberrig restfraktion. Proteinproduktet kan, når det er korrekt forarbejdet og godkendt som fodermiddel, anvendes i foder til blandt andet grise og fjerkræ, mens presseresten kan bruges til drøvtyggere.

Det åbner mulighed for at producere mere foderprotein fra flerårige græsmarker frem for udelukkende fra enårige proteinafgrøder. [3]

Bioraffinering kræver dog teknologi, investeringer og en tilstrækkelig biomassemængde. Derfor kan fælles anlæg og samarbejde mellem flere bedrifter være en interessant vej til lokal proteinforsyning.

Husdyrene som en del af et integreret næringsstofkredsløb

Når husdyrhold og foderproduktion planlægges samlet, kan en større del af næringsstofferne cirkulere lokalt.

Planterne optager næringsstoffer fra jorden og opbygger biomasse gennem fotosyntesen. Når dyrene æder planterne, indgår næringsstofferne i deres stofskifte, og en betydelig del udskilles igen gennem gødning og urin.

Ved afgræsning fordeles en del af disse næringsstoffer direkte på marken.

Dermed skabes et kredsløb mellem jord, planter og husdyr, hvor biologiske processer understøtter en fortsat produktion.

Næringsstofrecirkulering er dog ikke det samme som fuldstændig næringsstofselvforsyning.

Når der sælges mælk, kød, æg eller afgrøder fra bedriften, fjernes også næringsstoffer. Der kan desuden ske tab gennem eksempelvis udvaskning og ammoniakfordampning.

Derfor bør foderselvforsyning kombineres med en langsigtet næringsstofbalance, som sikrer, at jordens indhold af blandt andet fosfor, kalium, svovl og essentielle mikronæringsstoffer opretholdes.

Bælgplanternes biologiske kvælstoffiksering kan tilføre nyt kvælstof til systemet, men den erstatter ikke behovet for at vedligeholde balancen af de øvrige næringsstoffer.

Restprodukter er ikke automatisk lovlige fodermidler

Reststrømme fra fødevareproduktion kan være interessante foderressourcer. Der gælder dog særlige regler for, hvilke produkter der må bruges til hvilke dyr.

I Danmark er det eksempelvis forbudt at fodre opdrættede dyr med køkken- og madaffald, også når affaldet alene består af vegetabilske rester.

Visse restprodukter fra fødevareindustrien kan derimod anvendes efter gældende foderregler.

Kilde: Fødevarestyrelsen – Tidligere fødevarer og restprodukter til foder

Vinterfoder – nøglen til helårsselvforsyning

I Danmark er vækstsæsonen begrænset, og husdyrproduktionen skal derfor ofte understøttes af konserveret foder gennem vinteren.

En vigtig del af foderselvforsyningen er at sikre, at sommerens produktion også kan dække behovet i perioder med begrænset plantevækst.

De vigtigste muligheder omfatter:

Ensilage, hvor græs, kløvergræs eller andre egnede afgrøder konserveres gennem kontrolleret fermentering.

Hø, hvor vegetationen tørres til et vandindhold, som muliggør længerevarende opbevaring.

Helsæd og andre grovfoderafgrøder, som kan supplere græsproduktionen med energi og struktur.

Korn og proteinafgrøder, som kan høstes og opbevares til den del af husdyrholdet, der har behov for mere koncentreret foder.

God konservering er afgørende. Tab under høst, ensilering og opbevaring kan reducere den foderressource, der reelt er til rådighed.

Samtidig er det vigtigt at planlægge en reserve til år med tørke, overskydende nedbør eller lavere udbytter end forventet.

Den mest robuste selvforsyningsstrategi kombinerer derfor flere foderressourcer og en foderplan, der tager højde for hele året.

Tilpas husdyrholdet til bedriftens produktionsgrundlag

Foderselvforsyning handler også om at skabe balance mellem antallet af dyr og den foderproduktion, arealerne kan understøtte.

En bedrift med store permanente græsarealer har andre muligheder end en bedrift med intensiv planteavl, små marker eller betydelige arealer under skovlandbrug.

Dyrearterne har samtidig forskellige krav til energi, protein, fibre og mineraler.

En regenerativ foderstrategi tager derfor udgangspunkt i både jordens produktionspotentiale og den ønskede husdyrproduktion.

Det kan eksempelvis betyde, at en del af foderproduktionen omlægges til flerårige afgrøder, at flere dyrearter integreres i græsningssystemet, eller at antallet af dyr justeres efter den langsigtede foderkapacitet.

Det centrale er, at husdyrproduktionen understøttes af et produktivt plantegrundlag, som samtidig udvikler jordens frugtbarhed.

Økonomien i foderselvforsyning

Foder udgør en væsentlig del af omkostningerne i mange husdyrproduktioner.

Når en større del produceres på bedriften, kan behovet for indkøbte fodermidler reduceres. Det kan give større økonomisk stabilitet og mindre følsomhed over for udsving i foderpriserne.

Men egenproduceret foder har også omkostninger.

Arealer, udsæd, maskiner, arbejdskraft, høst, opbevaring og eventuelle investeringer i hegning og vandforsyning skal indgå i beregningen.

Derudover har jorden en alternativ værdi, fordi den potentielt kan anvendes til andre afgrøder.

Det er derfor vigtigt at sammenligne den reelle produktionspris for eget foder med prisen og kvaliteten af indkøbt foder.

Fra foderpris til samlet bedriftsøkonomi

I et regenerativt system kan egen foderproduktion skabe økonomiske værdier, som ikke fremgår af den direkte foderpris.

En flerårig kløvergræsmark kan eksempelvis producere foder, bidrage til sædskiftet, understøtte biologisk kvælstoffiksering og forbedre jordstrukturen.

Et læhegn eller en række fodertræer kan samtidig levere foder, reducere vindpåvirkning og forbedre dyrenes opholdsmiljø.

Når flere funktioner kombineres på samme areal, bliver det derfor relevant at vurdere den samlede værdi for bedriften frem for alene at sammenligne udbyttet fra én afgrøde.

Foderselvforsyning kan også give muligheder for at udvikle nye produktionsformer og afsætningsstrategier, eksempelvis græsfodret kød, lokale fødevarefællesskaber og direkte salg.

Disse muligheder afhænger af markedet, men kan være med til at gøre et mere integreret produktionssystem økonomisk attraktivt.

Sådan planlægger du større foderselvforsyning

Det første skridt er at skabe overblik over husdyrholdets samlede behov og de ressourcer, bedriften allerede råder over.

1. Kortlæg det nuværende foderforbrug

Opgør, hvor meget foder dyrene bruger gennem året, fordelt på grovfoder, energi, protein, mineraler og øvrige fodermidler.

Registrér samtidig, hvor meget der allerede produceres på bedriften, og hvad der købes ind.

2. Undersøg bedriftens foderpotentiale

Gennemgå marker, græsarealer, læhegn, efterafgrøder og muligheder for etablering af flerårige foderplanter.

Vurder både produktionskapaciteten og de øvrige funktioner, arealerne kan udfylde i dyrkningssystemet.

3. Udarbejd en foderplan for hele året

Sammenhold den forventede produktion med dyrenes behov gennem forskellige årstider og produktionsfaser.

Planlæg, hvordan græsning, slæt, ensilage og andre foderkilder supplerer hinanden, og hvordan der sikres tilstrækkelige reserver.

4. Udvikl produktionen gradvist

Begynd med de ændringer, som har størst sandsynlighed for at forbedre både økonomi og dyrkning.

Det kan eksempelvis være bedre udnyttelse af eksisterende græsmarker, flere bælgplanter i sædskiftet eller etablering af en mindre forsøgsplantning med fodertræer.

5. Følg udviklingen løbende

Registrér udbytter, foderkvalitet, foderomkostninger og dyrenes produktivitet.

Sammenhold resultaterne med jordens udvikling, så foderselvforsyningen bliver en del af bedriftens samlede regenerative management.

Foderselvforsyning som grundlag for et mere regenerativt jordbrug

Potentialet ved foderselvforsyning rækker langt ud over at reducere indkøbet af foder.

Når husdyrenes ernæring kobles tættere til bedriftens arealer, opstår nye muligheder for at udvikle mere sammenhængende og ressourceeffektive dyrkningssystemer.

Græsmarker kan levere foder og biologisk kvælstof. Efterafgrøder kan udnytte en større del af vækstsæsonen. Træer og buske kan skabe nye fodermuligheder og forbedre mikroklimaet. Husdyrene kan recirkulere næringsstoffer og indgå i forvaltningen af vegetationen.

Samtidig kan lokale samarbejder mellem planteavlere og husdyrproducenter give flere bedrifter adgang til fordelene ved en integreret produktion.

Fremtidens regenerative husdyrbrug kan dermed udvikles som produktive økosystemer, hvor foderproduktion, jordfrugtbarhed, biodiversitet og økonomi styrker hinanden.

Foderselvforsyning er et vigtigt skridt i den udvikling.

Kilder og videre læsning

  1. SEGES Innovation. Dyrkning af grovfoder. Om kløvergræs, udbytte, foderværdi og dyrkningsstrategier.
  2. SEGES Innovation (2022). Optimering af råproteinindholdet i kløvergræs til bioraffinering. Om mulighederne for mere lokal proteinproduktion.
  3. Vandermeulen m.fl. (2018). Agroforestry for ruminants: A review of trees and shrubs as fodder. Forskningsoversigt over træer og buske som foder.
  4. Larsen m.fl. (2025). Harvest time in willow and poplar affects yield, quality, nutrient removal and regrowth. Nyere forskning i løvfoder fra pil og poppel.
  5. ØKO-Portalen – Proteinafgrøder til foder. Om hestebønner, ærter, lupiner, græsprotein og samarbejde mellem bedrifter.
  6. Landbrugsstyrelsen – Efterafgrøder. Regler og krav, som skal kontrolleres, hvis efterafgrøder anvendes til græsning eller slæt.

Læs mere om