Hvad kan naturens biomer lære os om kulstoflagring?

Regnskoven bygger kulstof op i levende biomasse. Prærien sender det ned i jorden. Mosen bremser nedbrydningen. Mangroven og saltmarsken begraver kulstof i sediment. Naturen har ikke én opskrift på kulstoflagring – men et helt bibliotek af strategier, som kan inspirere fremtidens regenerative landskaber.

Thomas Lygum Sidelmann
Thomas Lygum Sidelmann

Redaktør

31.07.2026

Jeg er vokset op ved Vadehavet. Som barn gik jeg utallige ture med hunden gennem et landskab, der på overfladen kunne virke næsten tomt: fladt land, strandeng, mudder, tidevand og en horisont, der fortsatte næsten uden ende.

Allerede dengang bekymrede klimaforandringerne mig og jeg spekulerede på hvordan vi kunne afværge dem. Når jeg forestillede mig naturens mulighed for at trække kulstof ud af atmosfæren, tænkte jeg først og fremmest på skove. Store træer måtte være lig med store kulstoflagre.

I dag ser jeg landskabet anderledes. Nogle af Jordens største og mest langsigtede kulstoflagre findes i økosystemer, der ikke nødvendigvis ser mest produktive ud. Tørvemoser kan gennem årtusinder opbygge meter af organisk materiale. Græslande kan have langt størstedelen af deres kulstof under jorden. Mangrover og saltmarsker lagrer store mængder i vandmættede sedimenter. Og i det kolde nord ligger enorme kulstoflagre frosset i permafrost [1–5].

Det interessante spørgsmål er derfor måske ikke:

Hvilket naturligt økosystem skal det regenerative landbrug efterligne?

Men snarere:

Hvilke strategier bruger Jordens forskellige biomer til at fastholde kulstof – og hvordan kan vi oversætte dem til fremtidens landskab?

Kulstoflagring handler ikke kun om fotosyntese

Alle grønne planter begynder samme sted: De optager CO₂ gennem fotosyntesen og omdanner kulstoffet til plantemateriale. Men det er ikke det samme som langsigtet kulstoflagring.

Hvis plantematerialet efterfølgende nedbrydes fuldstændigt, vender hovedparten af kulstoffet tilbage til atmosfæren. Et stort kulstoflager opstår derfor kun, når kulstof gennem længere tid tilføres hurtigere, end det forlader systemet.

Naturen gør dette på flere måder:

  • kulstoffet kan bindes i langlivet vedbiomasse,

  • føres ned gennem rødder og jordorganismer,

  • stabiliseres gennem associationer med jordens mineraler,

  • bevares fordi nedbrydningen hæmmes af vand eller kulde,

  • eller begraves under nye lag af tørv og sediment.

Nyere globale analyser understreger netop betydningen af stabilisering i jorden. Den øverste meter af verdens jorde rummer langt mere organisk kulstof end den levende vegetation, og en stor del af jordkulstoffet findes i relativt stabile puljer, blandt andet gennem fysisk beskyttelse og binding til mineraler [6].

Det betyder, at vi ikke kun bør spørge, hvor meget CO₂ et økosystem optager, men også:

Hvor ender kulstoffet – og hvor længe bliver det der?

Naturens kulstoflagre ser meget forskellige ud

Globale sammenligninger af kulstoflagre skal læses med forsigtighed. Jorddybde, klima, hydrologi og selve afgrænsningen af de enkelte biomer varierer, og især tørvemoser, permafrost og vådområder kan indeholde store mængder kulstof dybere end den øverste meter jord [1–3].

Men sammenligningerne viser alligevel et tydeligt mønster:

Et økosystems synlige biomasse siger langt fra altid noget om, hvor stort det samlede kulstoflager er.

En klassisk global IPCC-sammenstilling giver følgende omtrentlige størrelsesordener for kulstof i vegetation og i den øverste meter jord [1]:

Biom Kulstof i vegetation Kulstof i jord Samlet, ca.
Tropisk skov 120 t C/ha 123 t C/ha 243 t C/ha
Tempereret skov 57 t C/ha 96 t C/ha 153 t C/ha
Boreal skov 64 t C/ha 344 t C/ha 408 t C/ha
Tropisk savanne og græsland 29 t C/ha 117 t C/ha 146 t C/ha
Tempereret græsland 7 t C/ha 236 t C/ha 243 t C/ha
Ørken og halvørken 2 t C/ha 42 t C/ha 44 t C/ha
Tundra 6 t C/ha 127 t C/ha 133 t C/ha
Vådområder 43 t C/ha 643 t C/ha 686 t C/ha

Tallene er globale gennemsnit og skal ikke opfattes som faste værdier. De skjuler store variationer inden for hvert biom. Men de viser nogle meget interessante forskelle.

Den tropiske skov har et stort lager i levende biomasse, mens tempereret græsland kan have næsten samme samlede kulstoftæthed, selv om den stående vegetation kun rummer en brøkdel af kulstoffet. Her ligger hovedparten i jorden [1,4].

Boreale skove er et andet godt eksempel. Deres levende biomasse er langt mindre end i tropiske skove, men de kolde jorde kan lagre meget store mængder organisk kulstof, fordi nedbrydningen foregår langsommere [1].

Og vådområder skiller sig tydeligt ud. Allerede i den øverste meter jord ligger deres gennemsnitlige kulstoftæthed langt over de fleste andre biomer [1]. I tørvemoser fortsætter kulstoflageret imidlertid ofte flere meter ned. Derfor kan det samlede lager pr. hektar blive langt større end tallene i tabellen antyder [2,3].

Det er netop denne forskel mellem hvor meget kulstof et økosystem producerer, og hvor det ender, der gør biomerne interessante som læremestre, og det er disse forskellige strategier, vi skal se nærmere på.

Regnskoven – høj produktion og langlivet biomasse

Den tropiske regnskov er naturens måske mest iøjnefaldende eksempel på høj biologisk produktion. En stor bladflade, varme temperaturer og en lang vækstsæson betyder, at enorme mængder solenergi omsættes til biomasse. Kulstoffet findes i stammer, grene, rødder, blade og dødt organisk materiale.

Men det varme og fugtige klima betyder samtidig, at nedbrydningen går hurtigt. Når et træ falder, bliver dets næringsstoffer og kulstof relativt hurtigt trukket tilbage ind i kredsløbet. Regnskoven er derfor både ekstremt produktiv og ekstremt aktiv som kulstofkredsløb.

Hvad kan jordbruget lære af regnskoven?

Ikke nødvendigvis at gøre Danmark til regnskov, men at efterligne nogle af funktionerne:

stor fotosyntetisk overflade, flere vegetationslag og permanent flerårig biomasse.

Det peger direkte mod:

  • skovlandbrug,

  • træafgrøder,

  • flerårige buske,

  • klatreplanter,

  • bunddække,

  • og systemer, hvor fotosyntesen udnyttes gennem en større del af året.

Regnskovens lektion er:

Hold en stor del af landskabet biologisk aktivt og fotosyntetiserende så længe som muligt.

Prærien – kulstoffet under fødderne

En prærie kan ved første øjekast se langt mindre imponerende ud end en skov. Over jorden står måske kun nogle få ton tørstof pr. hektar. Men under jorden findes et omfattende netværk af rødder.

Mange græsser investerer en stor del af deres fotosyntese i rodsystemer, rodeksudater og symbioser med mikroorganismer. Rødder dør og fornyes løbende, og en del af kulstoffet ender efter mikrobiel omsætning i mere stabile jordpuljer.

Tempererede græslandsjorde kan derfor indeholde meget store kulstoflagre, selv om den stående biomasse er beskeden. Globale estimater er usikre, men nyere analyser understreger, at græslandsjorde udgør en væsentlig del af Jordens samlede jordkulstoflager.

Hvad kan jordbruget lære af prærien?

At kulstof ikke kun skal bygges opad, men også nedad.

Det peger mod:

  • flerårige græsser og urter,

  • levende rødder gennem størstedelen af året,

  • dybtrodede arter,

  • græsning, hvor plantevæksten kan regenerere mellem afgræsninger,

  • mindre jordforstyrrelse,

  • større plantediversitet.

Præriens lektion er:

Et kulstofrigt landskab behøver ikke være dækket af træer. Det kan ligge skjult under græsset.

Mosen – når naturen bremser nedbrydningen

Tørvemosen bruger en helt anden strategi. Her er det ikke nødvendigvis en ekstrem biologisk produktion, der skaber det store lager. Det afgørende er, at plantematerialet ikke bliver fuldstændigt nedbrudt. 

Når jorden er permanent vandmættet, bliver ilttilførslen begrænset. Nedbrydningen går langsommere, og en lille del af årets planteproduktion kan blive liggende. År efter år. Århundrede efter århundrede. Til sidst kan tørvelaget blive flere meter tykt.

Tropiske tørvemoser alene vurderes at rumme omkring 105 gigaton kulstof, hovedsageligt under jorden. Det gør tørvemoser til nogle af verdens mest kulstoftætte terrestriske økosystemer.

Det betyder også, at dræning er særligt problematisk. Når ilten igen trænger ned i tørven, kan organisk materiale, som har været bevaret i århundreder eller årtusinder, begynde at oxidere.

Hvad kan jordbruget lære af mosen?

Først og fremmest: Lad være med at åbne gamle kulstoflagre.

Men også noget mere grundlæggende: Hvis vi vil lagre kulstof meget længe, kan det være mindst lige så vigtigt at kontrollere nedbrydningen som at øge produktionen.

Det er her, paludibrug bliver interessant. På lavbundsarealer kan høj vandstand kombineres med produktion af eksempelvis tagrør, dunhammer, pil, el og andre vådbundsafgrøder.

Mosens lektion er:

Kulstoflagring handler ikke kun om at producere mere. Det handler også om at forhindre, at det allerede producerede kulstof vender tilbage til atmosfæren.

Mangroven – når skov, vand og sediment arbejder sammen

Mangroveskoven er særlig interessant, fordi den kombinerer flere kulstofstrategier. Træerne producerer biomasse. Rødderne sender kulstof ned i jorden. Vandmætningen reducerer ilttilgangen. Og det tætte rodsystem fanger sediment og organisk materiale, som transporteres med tidevandet. Dermed bliver nyt materiale kontinuerligt begravet.

Globale undersøgelser viser, at en meget stor del af mangrovernes kulstof ligger i jorden og sedimentet frem for i selve træerne. En analyse fra 2024 fandt omkring 250–280 ton organisk jordkulstof pr. hektar alene i den øverste meter af mangrovesedimenter afhængigt af kysttypen. 

I en klassisk undersøgelse af 25 mangroveskove i Indo-Pacific fandt Donato et al. et gennemsnitligt samlet kulstoflager på omkring 1.023 ton C/ha. Mellem 49 og 98 % af kulstoffet fandtes i jorden [3].

Mangroven viser dermed noget vigtigt: Et levende økosystem kan både fange kulstof biologisk og begrave kulstof fysisk.

Deres styrke er ikke én enkelt mekanisme, men kombinationen: høj biologisk produktion + flerårig biomasse + vandmætning + sedimentation.

Fra mangrove til ellesump

Vi kan ikke plante mangrover langs danske vandløb. Men vi kan spørge:

Hvilken funktion udfører mangroven?

Og derefter finde nordiske systemer med lignende funktioner. En ellesump er ikke en mangroveskov. Men funktionelt kan der være interessante paralleller:

  • flerårig træbiomasse,

  • stor rodproduktion,

  • vandmættet jord,

  • ophobning af organisk stof,

  • tilbageholdelse af sediment,

  • langsommere nedbrydning.

Det samme kan gælde pilesumpe og andre våde skovsystemer. Det interessante designspørgsmål bliver derfor ikke: Hvordan kopierer vi mangroven?

Men: Hvad er det mangroven gør – og hvilket økosystem kan udføre en lignende funktion under danske forhold?

Det åbner for en helt anden måde at bruge naturen som forbillede på.

Hvad er blue carbon?

Blue carbon er kulstof, der optages og lagres i kystnære og marine økosystemer, især mangrover, saltmarsker og ålegræsenge.

Disse systemer kan være effektive kulstoflagre, fordi de både producerer organisk materiale og begraver det i vandmættede sedimenter, hvor nedbrydningen ofte foregår langsomt.

Globalt vurderes blue-carbon-økosystemerne tilsammen at lagre mere end 30 gigaton kulstof, selv om deres areal er relativt beskedent. Beskyttelse af de eksisterende lagre er derfor mindst lige så vigtig som etablering af nye.

Vadehavet – kulstof i et landskab, der hele tiden bevæger sig

Det bringer mig tilbage til Vadehavet. Som barn så jeg især mudderet, strandengene, vandet og det flade landskab. Men set gennem kulstofkredsløbet er det et meget dynamisk system, hvor tidevand, sediment, mikroalger, ålegræs, saltmarsk og det omgivende opland hele tiden udveksler stof.

Saltmarsken – den tempererede mangrove?

Saltmarsker – herunder marsk- og strandengssystemer i Vadehavsområdet – kan ligesom mangrover opbygge kulstofrige jorde gennem en kombination af planteproduktion og sedimentation. Vegetationen reducerer strømhastigheden, fanger partikler og bidrager selv med rødder og dødt organisk materiale. Når nyt sediment aflejres oven på ældre lag, kan kulstof gradvist blive begravet.

En nyere global syntese fandt et gennemsnitligt organisk kulstoflager på omkring 186 ton C/ha i saltmarsker og en gennemsnitlig begravelsesrate omkring 200 g C/m²/år. Tallene varierer dog meget mellem lokaliteter. De høje lagringsrater skyldes kombinationen af: planteproduktion + rødder + sedimentation + vandmættet jord.

Det er meget tæt på mangrovens strategi – blot uden træerne. En global analyse fra 2026 understreger samtidig, at eksisterende gamle saltmarsker rummer betydelige kulstoflagre, og at tab af modne marsker i øjeblikket overstiger de gevinster, der opnås gennem restaurering flere steder i verden.

Et studie af seminaturlige saltmarsker i det europæiske Vadehav fandt betydelig kulstofakkumulering gennem de seneste 80–120 års marskudvikling og viste, at sedimenttilførsel udefra udgør en vigtig del af kulstoflageret [5]. Saltmarsken illustrerer derfor en væsentlig forskel mellem kulstoflagring i mineraljord og i sedimenterende vådområder:

Jordoverfladen kan selv vokse opad, mens nyt materiale begraves nedenunder.

Den egenskab kan også bidrage til kystens evne til at følge en gradvis havspejlsstigning, hvis der er tilstrækkelig sedimenttilførsel, og marsken har fysisk plads til at udvikle sig [4,5].

Det afgørende er ikke kun at beskytte strandengen – men at give den plads

En saltmarsk er ikke et statisk anlæg. Den kan vokse vertikalt, fordi vegetation fanger sediment. Men den kan også bevæge sig ind i landet, hvis havet stiger. Hvis kysten er låst fast mellem havet og diger, veje eller bebyggelse, kan marsken blive klemt. Det giver en interessant landskabsstrategisk konsekvens: Nogle steder kan klimatilpasning, naturgenopretning og kulstoflagring være den samme opgave.

Hvis kysten får plads til gradvist at udvikle nye marsker, kan landskabet både:

  • opbygge sediment,

  • lagre kulstof,

  • dæmpe bølgeenergi,

  • skabe levesteder,

  • og tilpasse sig stigende havniveau.

Det er en anden måde at tænke kulstoflandskabet på end blot at plante træer.

Ålegræsset fortæller en anden historie

Ålegræsenge regnes ofte sammen med mangrover og saltmarsker som blue-carbon-økosystemer [4]. Men Vadehavet viser, hvorfor man skal være forsigtig med globale gennemsnit.

Et nyt studie fra Sylt-Rømø-bassinet i Vadehavet fandt en kulstofbegravelse i de undersøgte ålegræsenge på omkring 10 g C/m²/år – lavere end mange tidligere regionale og globale estimater [10].

Til gengæld viste modellen noget andet interessant: Omkring 28 % af den producerede ålegræsbiomasse blev eksporteret fra selve engene, og omtrent en femtedel af denne eksporterede biomasse – svarende til omkring 6 % af den samlede produktion – endte i saltmarsker [10].

Det ændrer perspektivet. Kulstof kan blive produceret ét sted, transporteret med vandet og få sit længerevarende ophold et andet sted. Vadehavets kulstofkredsløb fungerer på landskabsniveau.

Tundraen – når tiden næsten går i stå

Tundraen har meget lidt synlig vegetation. Alligevel findes enorme mængder organisk kulstof i de arktiske jorde og i permafrosten. Det skyldes ikke høj biologisk produktion. Det skyldes lav nedbrydning.

Kulden har gennem årtusinder bremset mikroorganismernes omsætning, så organisk stof er blevet ophobet. Tundraen viser dermed den samme grundmekanisme som mosen, blot med en anden begrænsende faktor:

Mosen bruger mangel på ilt. Tundraen bruger kulde.

Vi kan naturligvis ikke oversætte permafrost direkte til dansk jordbrug. Men princippet er vigtigt:

Et kulstoflager bliver stort, når kulstof tilføres hurtigere, end det forlader systemet – selv hvis tilførslen er relativt beskeden.

Ørkenen – når produktionen er flaskehalsen

I ørkenen er situationen næsten den modsatte.

Her er vandmangel så stærkt begrænsende for planteproduktionen, at tilførslen af nyt organisk materiale er lille. Der kan findes betydelige mængder uorganisk kulstof i tørre jorde, men lagrene af organisk kulstof og levende biomasse er generelt lave sammenlignet med mere produktive biomer. Globale opgørelser placerer derfor ørken og halvørken blandt de landbiomer, der har de laveste kulstoftætheder i både vegetation og jord.

Men her er det vigtigt at skelne mellem naturlig ørken og degraderet land. Et hyperaridt landskab kan være naturligt kulstoffattigt. Et degraderet tidligere græsland eller savanneområde kan derimod have mistet store mængder vegetation og jordkulstof og dermed have et betydeligt restaureringspotentiale. Men et naturligt hyperaridt økosystem bør ikke nødvendigvist betragtes som et mislykket skovlandskab.

Ørkenen lærer os derfor også noget:

Der er ingen kulstoflagring uden biologisk produktion. Vand, jordstruktur og vegetation sætter den første grænse.

Fra biom til funktion

Det interessante bliver derfor ikke at finde ét perfekt naturligt forbillede. Det bliver at spørge, hvilken funktion vi ønsker på hvert sted i landskabet.

Naturens system Kulstofstrategi Mulig dansk oversættelse
Skov Langlivet flerårig biomasse Skovlandbrug, træafgrøder, læhegn
Prærie Rødder og mineraljord HPA, flerårigt græsland
Tørvemose Vandmætning og hæmmet nedbrydning Paludibrug
Mangrove Træer + vand + sediment Ellesump og vådskov
Saltmarsk Vegetation + sediment Strandeng og kystvådområder
Flodslette Sedimentation og periodisk oversvømmelse Genoprettede ådale
Ørken Begrænset biologisk produktion Restaurering af degraderede tørre landskaber

Det er denne oversættelse fra biom til funktion, der kan gøre naturen interessant som designværktøj.

Kulstoffet skal ikke nødvendigvis blive, hvor det blev produceret

Det er måske den mest radikale lære fra Vadehavet.

I landbrugets kulstofregnskaber arbejder vi ofte hektar for hektar: Hvor meget kulstof har denne mark lagret? Men naturlige landskaber respekterer ikke matrikelgrænser.

Blade bevæger sig. Opløst organisk stof bevæger sig. Jordpartikler bevæger sig. Vandløb flytter materiale fra oplandet. Tidevandet flytter ålegræs og sediment mellem vade, render og marsk.

Studiet fra Sylt-Rømø viser konkret, hvordan kulstof fra ålegræs kan eksporteres fra produktionsstedet og siden aflejres i en saltmarsk [10]. Det peger mod et større spørgsmål:

Hvordan bevæger kulstoffet sig gennem hele landskabet – og hvor kan det få længst opholdstid?

Det er en anden måde at tænke kulstoflagring på end at optimere hver hektar isoleret.

Fra kulstoffangst til kulstofarkitektur

Forestil dig et dansk opland designet ud fra dette princip. På de veldrænede højere arealer producerer flerårige afgrøder, skovlandbrug, græsmarker og etårige afgrøder med lange perioder af levende plantedække store mængder biomasse.

Træerne opbygger vedvarende kulstoflagre. Rødderne sender kulstof ned i mineraljorden. Længere nede i terrænet erstattes dræning af organiske jorde med højere vandstand og paludibrug. Langs vandløbene får vådskov, ellesump og naturlige oversvømmelsesarealer mere plads. På flodsletterne kan sediment igen aflejres. Ved kysten kan strandenge og saltmarsker udvikle sig dér, hvor forholdene tillader det. Og ude i det lave vand kan ålegræs være en del af det samme sammenhængende system.

Det er ikke én teknologi. Det er heller ikke ét biom. Det er en mosaik af forskellige kulstofstrategier placeret dér, hvor landskabet bedst kan udføre dem.

De eksisterende kulstoflagre kommer først

Der er dog en afgørende prioritering. Det tager lang tid at skabe store kulstoflagre. Ja det kan tage århundreder eller årtusinder at opbygge tørv, gammel skovjord eller dybe kystsedimenter. De største klimaeffekter opnås derfor ofte ved først at undgå at ødelægge eksisterende lagre.

De kan til gengæld nedbrydes langt hurtigere. Dræning af tropiske tørvemoser kan eksempelvis aktivere kulstof, der er blevet lagret gennem tusinder af år [2]. Det samme grundprincip gælder permafrost, vådområder og andre langsomt opbyggede lagre [1,2].

Ligeledes er det vigtigt at beskytte beskytte gamle kulstofrige græslandsjorde, bevar skovjord og begræns forstyrrelse af kulstofrige sedimenter.

Restaurering er vigtig. Men et gammelt kulstoflager kan normalt ikke genskabes hurtigt. Naturens første lektion er derfor ikke: Bind mere kulstof.

Den er: Lad være med at frigive det, der allerede er lagret.

Lager og sink er ikke det samme

Et kulstoflager er den mængde kulstof, der allerede findes i et system.

En kulstofsink er et system, der i en given periode optager mere kulstof, end det afgiver.

Et gammelt økosystem kan derfor rumme et meget stort lager uden at øge det ret meget længere. Omvendt kan et ungt, genoprettet økosystem optage kulstof hurtigt, selv om det endnu kun har et lille samlet lager. Klimamæssigt er det vigtigt både at beskytte store eksisterende lagre og at skabe nye netto-sinks.

Naturen som designbibliotek

Der findes ikke ét naturligt økosystem, som kan levere opskriften på fremtidens regenerative landbrug. Det er måske netop pointen. Regnskoven lærer os at maksimere fotosyntesen og opbygge flerårig biomasse. Prærien lærer os at sende kulstof ned i jorden.

Mosen lærer os at bremse nedbrydningen. Mangroven lærer os at kombinere planter, vand og sediment. Saltmarsken lærer os, at kulstoflagring kan være en dynamisk landskabsproces.

Tundraen viser betydningen af opholdstid. Og ørkenen minder os om, at ingen af strategierne virker uden biologisk produktion.

I stedet for at spørge, hvilket biom vi skal efterligne, kan vi derfor betragte Jordens økosystemer som et bibliotek af funktioner. Så kan spørgsmålet for det enkelte sted blive: Hvilke biologiske og landskabelige processer kan vi kombinere på dette sted, så systemet over tid lagrer mere kulstof, end det afgiver?

Måske skal fremtidens regenerative landskab derfor ikke ligne én bestemt naturtype.

Det skal snarere være en mosaik. Et landskab, hvor træer bygger biomasse på de høje jorde, græs og urter opbygger kulstof i mineraljorden, vådområder beskytter og danner tørv i lavningerne, vådskov tilbageholder vand og sediment langs åerne, og kystens marsker får plads til at vokse med havet.

Når jeg i dag tænker tilbage på Vadehavet fra min barndom, ser jeg derfor ikke længere et tomt, fladt landskab. Jeg ser et landskab, hvor vand, planter, jord og sediment hele tiden flytter kulstof mellem forskellige puljer. Og måske ligger en del af svaret på fremtidens landbrug netop dér:

Ikke i én dyrkningsmetode, men i at lære at designe hele landskabet, så mere kulstof føres ind, end der slipper ud – og så en stadig større del af det får lov til at blive.

Kilder og videre læsning

[1] IPCC (2021). Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Chapter 5 – Global Carbon and other Biogeochemical Cycles and Feedbacks. Intergovernmental Panel on Climate Change. Box 5.1 sammenfatter bl.a. kulstoflagrene i den nordlige permafrostregion til ca. 1.460–1.600 Pg C. IPCC – Chapter 5

[2] Page, S., Mishra, S., Agus, F., Anshari, G., Dargie, G., Evers, S. et al. (2022). “Anthropogenic impacts on lowland tropical peatland biogeochemistry.” Nature Reviews Earth & Environment, 3, 426–443. DOI: 10.1038/s43017-022-00289-6. Page et al. 2022 – Nature Reviews Earth & Environment

[3] Donato, D.C., Kauffman, J.B., Murdiyarso, D., Kurnianto, S., Stidham, M. & Kanninen, M. (2011). “Mangroves among the most carbon-rich forests in the tropics.” Nature Geoscience, 4, 293–297. DOI: 10.1038/ngeo1123. Donato et al. 2011 – Nature Geoscience

[4] Macreadie, P.I., Costa, M.D.P., Atwood, T.B., Friess, D.A., Kelleway, J.J., Kennedy, H. et al. (2021). “Blue carbon as a natural climate solution.” Nature Reviews Earth & Environment, 2, 826–839. DOI: 10.1038/s43017-021-00224-1. Macreadie et al. 2021 – Nature Reviews Earth & Environment

[5] Mueller, P., Ladiges, N., Jack, A., Schmiedl, G., Kutzbach, L., Jensen, K. & Nolte, S. (2019). “Assessing the long-term carbon-sequestration potential of the semi-natural salt marshes in the European Wadden Sea.” Ecosphere, 10(1), e02556. DOI: 10.1002/ecs2.2556. Mueller et al. 2019 – Ecosphere

[6] Li, Z., Zou, Z., Liu, X., Lal, R., Ye, T., Yu, Q. et al. (2026). “Global patterns of stabilized soil organic carbon and their potential implications for climate mitigation.” Communications Earth & Environment, 7, 639. Studiet estimerer globalt jordkulstof og den relativt stabiliserede fraktion i den øverste meter jord. Li et al. 2026 – Communications Earth & Environment

[7] Zhang, X. et al. (2022/2024). “The grassland carbon cycle: Mechanisms, responses to global changes, and potential contribution to carbon neutrality.” Review af det globale kulstofkredsløb i græsland, herunder fordelingen mellem biomasse og jord. The grassland carbon cycle

[8] Conant, R.T., Cerri, C.E.P., Osborne, B.B. & Paustian, K. (2017). “Grassland management impacts on soil carbon stocks: a new synthesis.” Ecological Applications, 27. DOI: 10.1002/eap.1473. Syntese af effekterne af blandt andet græsning, artsvalg og andre managementændringer på græslandsjordens kulstoflager.
Conant et al. 2017 – Ecological Applications

[9] Peatland-science synthesis (2026). “Priority research questions in global peatland science.” Communications Earth & Environment. Sammenfatter den aktuelle størrelsesorden for det globale tørvelager til omkring 600 Pg C og diskuterer fortsatte usikkerheder i areal, dybde og regionale lagre. Priority research questions in global peatland science

[10] Mohr, V., Schrum, C. & Zhang, W. (2026). “Limited blue carbon potential of intertidal seagrass meadows in the Wadden Sea – a case study in a tidal basin.” Biogeosciences, 23, 5715–5739. DOI: 10.5194/bg-23-5715-2026.
Mohr, Schrum & Zhang 2026 – Biogeosciences

Læs mere om