Maskinerne er en stor del af landbrugets kapital

Mekaniseringen har gjort landbruget langt mere produktivt målt på arbejdstimer. Men udviklingen har også gjort maskinerne til en væsentlig del af bedrifternes kapitalapparat. Traktorer, såmaskiner, jordbearbejdningsredskaber, gødningsudstyr og høstmaskiner kræver store investeringer. Samtidig medfører maskinerne udgifter til energi, reparation, vedligeholdelse, forsikring og opbevaring.

For mange jordbrugere betyder det, at en betydelig del af økonomien er bundet i maskiner, som kun anvendes i forholdsvis korte perioder af året. Danske analyser viser store forskelle i maskinomkostninger mellem planteavlsbedrifter. En analyse offentliggjort af Velas i 2026 viste, at bedrifter med de højeste maskinomkostninger anvendte omtrent dobbelt så mange penge pr. hektar som de bedst præsterende i det undersøgte datagrundlag. [1]

Det peger på et betydeligt økonomisk potentiale i at gentænke maskinparkens størrelse og udnyttelse.

Når jordens biologi erstatter maskinoperationer

Jordens biologiske funktioner har også en økonomisk værdi. Rødder og regnorme bidrager til at opretholde en porøs og gennemtrængelig jordstruktur. Et velfungerende plantedække beskytter mod erosion og reducerer behovet for visse indgreb. Græssende husdyr kan udføre opgaver i vegetationsplejen, der ellers ville kræve mekanisk slåning eller høst.

Når disse biologiske processer fungerer, kan de mindske behovet for maskinoperationer og dermed reducere både energiforbrug og kapitalbinding. Det regenerative potentiale ligger derfor ikke blot i at erstatte én maskine med en mere effektiv model.

Det ligger i at udvikle et dyrkningssystem, hvor visse maskiner og operationer helt kan undværes.

EROI – producerer landbruget mere energi, end det forbruger?

Landbrugets grundlæggende funktion er at indfange solenergi gennem fotosyntesen og omdanne den til brugbare produkter. Men moderne landbrugsproduktion kræver også tilførsel af energi i form af blandt andet brændstof, gødning, maskiner og forarbejdning.

Forholdet mellem den energi, systemet producerer, og den energi, det anvender, kan beskrives med begrebet Energy Return on Investment (EROI).

Et regenerativt dyrkningssystem har mulighed for at forbedre dette forhold gennem reduceret jordbearbejdning, biologisk kvælstoffiksering, flerårige afgrøder og lavere afhængighed af eksterne input. Her kan maskinparken spille en betydelig rolle.

Når energikrævende markoperationer bortfalder, reduceres behovet for tilført energi. Men resultatet skal vurderes i sammenhæng med den samlede produktion.

Læs mere på siden om landbrugets energibalance.

En mindre maskinpark kræver planlægning

Muligheden for at reducere maskinparken afhænger af bedriftens størrelse, afgrøder og arbejdsopgaver.

En bedrift, der overgår til direkte såning, kan eksempelvis få mindre behov for plove og harver.

Men hvis sædskiftet samtidig udvides med nye afgrøder, kan der opstå behov for andre så-, pleje- eller høstmaskiner.

Derfor bør maskinparkens udvikling planlægges som en del af den regenerative omlægning.

Et første skridt er at opgøre, hvilke maskiner bedriften anvender, hvor ofte de bruges, og hvilke operationer der kan reduceres gennem ændringer i dyrkningssystemet.

Dernæst kan det vurderes, hvilke maskiner der fortsat skal ejes, og hvilke der med fordel kan lejes eller anvendes gennem samarbejde.

Reparation, levetid og ressourceeffektivitet

Maskinernes levetid har betydning for både økonomi og miljøpåvirkning.

Jo længere en maskine kan anvendes produktivt, desto flere arbejdstimer kan fremstillingsbelastningen og investeringen fordeles over.

Det gør vedligeholdelse, reparation og udskiftning af sliddele til vigtige elementer i en regenerativ maskinstrategi.

Brugte maskiner og ombygning af eksisterende redskaber kan ligeledes være interessante muligheder.

Men levetid skal vurderes sammen med energiforbrug og arbejdseffektivitet.

En gammel maskine med højt brændstofforbrug er ikke nødvendigvis den bedste løsning alene fordi den allerede er fremstillet.

Det afgørende er at vurdere den samlede ressourceanvendelse over maskinens resterende brugstid.

Hvordan måler vi en regenerativ maskinpark?

Maskinparkens kvalitet kan vurderes gennem flere forskellige indikatorer.

Det gælder blandt andet:

• Maskinomkostninger pr. hektar og pr. produceret enhed.

• Samlet energiforbrug til markoperationer.

• Antal overkørsler og andelen af marken, der udsættes for trafik.

• Maskinernes levetid og årlige udnyttelse.

• Den samlede drivhusgasudledning fra fremstilling og drift.

• Udviklingen i jordens struktur og funktion over tid.

Ingen enkelt indikator kan beskrive hele systemets bæredygtighed.

Eksempelvis er et lavere dieselforbrug ikke i sig selv dokumentation for en bedre langsigtet kulstofbalance.

Den samlede klimavirkning afhænger også af ændringer i jordens kulstoflager, andre drivhusgasudledninger og de ressourcer, som dyrkningssystemet kræver.