Naturpleje som en del af det regenerative jordbrug

I store dele af Danmark er naturens artsrigdom tæt forbundet med en lang historie med græssende dyr. Overdrev, enge, strandenge og heder har gennem århundreder udviklet sig under påvirkning af husdyr, vilde planteædere og menneskers udnyttelse af landskabet.

Hvorfor er naturpleje nødvendig i Danmark?

Mange af Danmarks lysåbne naturtyper er udviklet gennem langvarig græsning eller høslæt.

Når denne drift ophører, kan arealerne gradvist gro til og miste levesteder for lyskrævende planter og insekter.

Kontinuitet er afgørende: Gamle overdrev og andre artsrige naturarealer kan indeholde økologiske samfund, som tager mange årtier at genopbygge efter opdyrkning eller andre omfattende forstyrrelser.

Derfor er bevaring af eksisterende natur af høj kvalitet en særlig vigtig prioritet.

Græssende dyr som økosystemets landskabsplejere

Græssende dyr påvirker naturen på flere måder end blot ved at æde vegetationen.

Deres samlede virkning afhænger af dyreart, fødevalg, dyretæthed, årstid og opholdstid.

Tramp skaber nye spiringsmuligheder

Dyrenes klove og hove påvirker jordoverfladen.

Et begrænset og lokalt tramp kan åbne små partier med bar mineraljord, hvor frø kan spire uden konkurrence fra en tæt græsmåtte. Sådanne pletter kan være værdifulde for både nøjsomme planter og jordrugende eller jordboende insekter.

På fugtige arealer kan tramp også skabe små ujævnheder og variationer i jordoverfladen.

Påvirkningen skal dog tilpasses jordens bæreevne. Vedvarende optrampning kan skade vegetationen, komprimere jorden og skabe erosion, særligt omkring vandingssteder og på vandmættede arealer.

Dyrene spreder frø

Frø kan transporteres gennem dyrenes fordøjelsessystem eller hænge fast i pels, uld og hove.

Derved kan græssende dyr bidrage til spredningen af planter mellem forskellige dele af et naturområde.

Effekten afhænger af plantearterne, dyrenes bevægelser og forbindelsen mellem eksisterende levesteder.

Store sammenhængende græsningsarealer kan derfor skabe bedre muligheder for, at plantearter spreder sig mellem enge, overdrev, krat og lysåbne skovområder. [2][3]

Samgræsning giver flere økologiske funktioner

Når forskellige dyrearter græsser på samme areal, kan deres forskellige fødevalg og adfærd supplere hinanden.

Kvæg og heste kan eksempelvis skabe forskellige vegetationsmønstre, mens kombinationer med geder eller andre buskædere kan øge påvirkningen af krat og unge træer.

Samgræsning kan dermed bidrage til en mere varieret vegetationsstruktur og udnyttelse af arealets ressourcer.

Det kræver dog en samlet vurdering af dyrenes foderbehov og belastningen af arealet. Flere arter betyder ikke automatisk en bedre naturtilstand, hvis det samlede græsningstryk bliver for højt.

Beskyttet natur og dyrevelfærd

Naturbeskyttelseslovens § 3 beskytter blandt andet enge, heder, overdrev og moser mod tilstandsændringer.

Almindelig græsning, som opretholder den eksisterende naturtilstand, kan normalt fortsætte, mens eksempelvis omfattende rydning, ændret vandstand eller nye former for jordforstyrrelse kan kræve dispensation.

Derudover skal dyrenes sundhed og velfærd være sikret. Ved helårsgræsning er det særlig vigtigt at tage hensyn til vinterens fodergrundlag, adgang til vand, læ og tørre hvilepladser.

Tilskudsfodring kan være begrænset af naturbeskyttelsesregler og tilskudsvilkår. Hvis et areal ikke kan dække dyrenes behov, må dyrehold eller græsningsperiode tilpasses.

Naturpleje på forskellige naturtyper

Danmarks naturtyper er udviklet under meget forskellige jordbunds-, vand- og næringsstofforhold. Naturplejen bør derfor tilpasses den enkelte naturtypes karakter og de arter, man ønsker at bevare eller fremme.

Overdrev – næringsfattige og artsrige græslandskaber

Overdrev er ofte karakteriseret ved relativt tørre, næringsfattige forhold og en vegetation med mange specialiserede græsser og urter. Græsning bidrager til at holde vegetationen åben og begrænse tilgroning med buske og træer. Det er vigtigt at bevare variationen mellem kort vegetation, blomstrende planter, tuer og små partier med bar jord.

Et for højt græsningstryk kan reducere blomstringen og dermed fødegrundlaget for bestøvere. Omvendt kan for lavt græsningstryk medføre ophobning af grov vegetation og gradvis tilgroning. Naturplejen skal derfor tage udgangspunkt i både vegetationsudviklingen og forekomsten af karakteristiske plante- og insektarter.

Ferske enge – vand, græsning og blomstrende urter

Ferske enge er tæt knyttet til jordens vandforhold og kan rumme en stor variation af græsser, halvgræsser og blomstrende urter.

Græsning og høslæt har historisk spillet en vigtig rolle i udviklingen af mange danske engtyper. Kvæg er ofte velegnet, fordi de kan udnytte forholdsvis grov vegetation. Græsning kan begrænse tilgroning og skabe åbne områder med varieret plantehøjde. Samtidig er det afgørende at bevare engens naturlige hydrologi. En artsrig eng udvikles ikke alene gennem græsning. Vandstanden, jordbundens næringsniveau og kontinuiteten i plejen er lige så afgørende.

Strandenge – naturpleje i et saltpåvirket miljø

Strandenge er præget af saltpåvirkning, periodiske oversvømmelser og en særlig vegetation. Græsning kan holde vegetationen relativt lav og skabe åbne forhold, der blandt andet er vigtige for en række eng- og vadefugle.

Kvæg anvendes ofte til pleje af strandenge, mens får også kan være relevante på udvalgte arealer. Græsningens intensitet og tidspunkt bør tilpasses områdets fugleliv, vegetation og bæreevne.

Heder – græsning som supplement til andre naturprocesser

Heder er typisk næringsfattige naturtyper, hvor lyng, dværgbuske og andre specialiserede planter spiller en central rolle.

Græssende dyr kan påvirke forholdet mellem græsser, lyng og vedplanter og bidrage til at begrænse tilgroning. Hedepleje kan imidlertid også omfatte målrettet rydning, slåning eller kontrolleret afbrænding, afhængigt af naturtypen og den ønskede udvikling. Det vigtigste er at fastholde eller genoprette de særlige forhold, som hedens karakteristiske arter er afhængige af.

Lysåbne skove og græsningsskove

Græsning i skovlandskaber kan skabe en dynamisk overgang mellem skov, krat, lysninger og græsland. Græssende dyr kan begrænse tæt opvækst af vedplanter og bidrage til lysåbne områder, hvor urter og græsser får bedre vækstbetingelser. Samtidig kan buske, gamle træer, dødt ved og nye trægenerationer skabe en stor variation af levesteder.

Græsningens intensitet er afgørende for balancen mellem åbne områder og skovens foryngelse. På nogle arealer kan det være ønskeligt at holde lysninger åbne, mens andre områder skal have mulighed for at udvikle nye træer og krat.

Læs også: Skovgræsning – dyr, træer og græs i et samlet produktionssystem. [1][3]

Naturens behov bestemmer græsningstrykket

I traditionel husdyrproduktion planlægges græsningen ofte med henblik på høj foderudnyttelse og tilvækst. I naturpleje er udgangspunktet derimod den naturtilstand, man ønsker at skabe eller bevare.

Nogle arealer har eksempelvis gavn af et forholdsvis lavt, kontinuerligt græsningstryk, der skaber en varieret vegetation. Andre områder kan have behov for en mere intensiv påvirkning i afgrænsede perioder for at reducere tætte bestande af konkurrencestærke planter.

Det kan også være værdifuldt at lade enkelte områder forblive mindre påvirkede, så høje urter, buske og andre strukturer får mulighed for at udvikle sig.

God naturpleje er derfor ikke et spørgsmål om at græsse hele arealet ensartet, men om at skabe den variation, som naturens arter har brug for. [2][3]

Naturpleje og holistisk planlagt afgræsning

Holistisk planlagt afgræsning er udviklet som en metode til adaptiv styring af græssende husdyr, hvor dyrenes bevægelser og opholdstid tilpasses vegetationens udvikling og bedriftens samlede mål.

Flere af principperne kan også være relevante i naturpleje, især systematisk observation, løbende tilpasning og forståelse af, hvordan græsning påvirker planternes genvækst.

Der er dog en væsentlig forskel mellem produktionsorienteret græsningsmanagement og naturpleje. I naturpleje er målet ikke nødvendigvis en ensartet, høj produktion af græs. Tværtimod kan det være ønskeligt, at dele af vegetationen får lov til at udvikle sig gennem længere tid. Nogle arter har behov for kort vegetation, andre for høje urter, blomstrende planter eller uforstyrrede områder.

Det regenerative potentiale ligger derfor i at bruge de adaptive principper til at skabe en varieret natur, hvor biodiversitet og dyrenes behov styrer forvaltningen.

Tilskud til naturpleje

I Danmark findes der offentlige tilskudsordninger til pleje af græs- og naturarealer gennem græsning eller slæt. Ordningerne kan bidrage til at finansiere naturplejen og gøre det økonomisk attraktivt at holde værdifulde naturarealer åbne.

Tilskudsbetingelserne afhænger blandt andet af arealets naturstatus, tilsagnstype og den valgte plejemetode. Der findes også projektordninger, der kan støtte rydning og forberedelse til afgræsning, eksempelvis etablering af nødvendig infrastruktur.

Regler, satser og ansøgningsperioder ændres løbende, og det er derfor vigtigt at undersøge de aktuelle muligheder, før naturplejen planlægges. [5]

Naturplejetilskud i 2026

Under ordningen Pleje af græs- og naturarealer oplyser Innovationscenter for Økologisk Landbrug følgende årlige tilskudssatser:

Satserne gælder de relevante tilsagnstyper. I visse tilsagn findes desuden en pilotordning med tillæg for dokumenteret naturværdi.

Naturplejetilskud er underlagt specifikke krav, og ikke alle arealer er støtteberettigede.

Aktuelle tilskudsmuligheder hos SGAV

Fra isolerede naturarealer til sammenhængende regenerative landskaber

Et af de største potentialer for naturpleje ligger i at skabe bedre forbindelser mellem landbrugets dyrkede arealer og de eksisterende naturområder.

Mange værdifulde naturarealer ligger i dag som mindre, isolerede områder mellem marker, veje og bebyggelse.

Ved at kombinere naturpleje med permanente græsmarker, læhegn, skovgræsning, randzonebrug og andre flerårige dyrkningssystemer kan jordbrugeren være med til at udvikle et mere sammenhængende landskab.

Her kan græssende dyr fungere som forbindelsen mellem produktion og naturforvaltning.

Naturpleje kan samtidig blive en del af en større omlægning, hvor fødevarer produceres i samspil med jordens biologiske processer og landskabets økologiske funktioner.

Fremtidens regenerative jordbrug kan dermed blive en vigtig drivkraft i udviklingen af Danmarks natur – ikke ved at adskille produktion og biodiversitet overalt, men ved at integrere dem dér, hvor det skaber de bedste betingelser for begge dele, og samtidig bevare pladsen til naturens egne processer.

Kilder og videre læsning