Økologisk succession

Om hvordan planter og jordbund udvikler sig sammen

Naturen står aldrig stille. Når et stykke jord overlades til naturlig udvikling, begynder en proces, hvor planter, mikroorganismer og jordbundens øvrige organismer gradvist ændrer hinandens livsbetingelser. Nye arter indvandrer, nogle forsvinder, og andre skaber grundlaget for de plantesamfund, der følger efter. Denne proces kaldes økologisk succession og rummer vigtig viden om, hvordan regenerative dyrkningssystemer kan udvikles og forvaltes over tid.

Det moderne landbrug er i vid udstrækning organiseret omkring enårige afgrøder, der etableres, høstes og genetableres på samme areal. Gennem pløjning, jordbearbejdning og bekæmpelse af uønsket vegetation fastholdes store dele af landbrugslandskabet i en tidlig successionsfase, hvor den naturlige udvikling mod mere vedvarende og komplekse plantesamfund gentagne gange afbrydes.

Denne dyrkningsform gør det muligt at prioritere produktionen af bestemte afgrøder, men den begrænser samtidig mulighederne for at udnytte nogle af de økologiske processer, som udvikles gennem længere tids kontinuitet i plantedække, rodsystemer og biologiske relationer.

I naturlige økosystemer bygger hver generation af planter videre på de forandringer, som tidligere generationer har skabt. Når en plante etablerer sig, ændrer den miljøet omkring sig. Den optager vand og næringsstoffer, skygger for jordoverfladen, tilfører organisk materiale og påvirker jordens mikroorganismer.

Disse forandringer kan gøre voksestedet mere attraktivt for nogle arter og mindre attraktivt for andre. Planterne påvirker dermed ikke blot deres eget vækstmiljø, men også mulighederne for de plantesamfund, der følger efter.

Successionen er således ikke blot en udskiftning af planter. Det er en løbende udvikling af hele økosystemet – både over og under jorden [1, 2].

For det regenerative jordbrug ligger der et betydeligt potentiale i at arbejde aktivt med disse processer: At udvikle dyrkningssystemer, hvor produktionen ikke alene høster af jordens eksisterende frugtbarhed, men også bidrager til at opbygge grundlaget for fremtidens produktion.

Økologisk succession over og under jorden - Fra pionerplanter til ældre skov udvikler plantesamfundet sig, mens rodnet, jordstruktur og biologiske processer ændres. Planterne påvirker jordbunden og skaber nye vækstbetingelser for de arter, der følger efter.

 

Hvad er økologisk succession?

Økologisk succession betegner de ændringer i et økosystems artssammensætning og funktion, som finder sted over tid, eksempelvis efter en forstyrrelse eller på et nyt voksested.

Man skelner mellem to overordnede former.

Primær succession begynder på steder, hvor der endnu ikke findes en udviklet jordbund, eksempelvis på nyligt blotlagt klippe, nye sandaflejringer eller andet geologisk materiale. Her må planter, mikroorganismer og jordbundsdannende processer gradvist skabe grundlaget for et mere udviklet økosystem.

Sekundær succession finder sted, hvor jordbunden allerede eksisterer, men vegetationen er blevet fjernet eller ændret. Det kan eksempelvis ske efter stormfald, brand, ophørt dyrkning eller andre forstyrrelser.

Det er især den sekundære succession, der er relevant for landbruget, fordi dyrkede marker allerede har en jordbund med mineralske partikler, organisk materiale, frø, mikroorganismer og andre biologiske ressourcer.

Fra åben jord til flerårige plantesamfund

På mange veldrænede danske lokaliteter vil et tidligere dyrket areal over tid kunne udvikle sig fra åbne plantesamfund mod buskvegetation og efterhånden skov, hvis der er tilstrækkelig adgang til frø, og udviklingen ikke begrænses af græsning, slåning eller andre forstyrrelser.

Udviklingsfase

Typisk vegetation

Økologiske forandringer

Pionerfase

Kortlivede urter og græsser

Hurtig kolonisering af åbne voksesteder

Flerårig urte- og græsfase

Flerårige græsser, urter og bælgplanter

Mere vedvarende plantedække og rodaktivitet

Buskfase

Buske og unge træer

Øget skygge, læ og strukturel variation

Ung skov

Hurtigtvoksende træer og skyggetålende arter

Større vedmasse og ændret mikroklima

Ældre skov

Forskellige træarter og aldersklasser

Varierende lysforhold, dødt ved og flere levesteder

Tabellen beskriver et muligt udviklingsforløb, ikke en universel rækkefølge.

I Danmark kan græsning, vandmætning, saltpåvirkning, næringsfattige forhold og gentagne naturlige forstyrrelser eksempelvis fastholde åbne økosystemer i lange perioder.

En hede, eng eller et overdrev er derfor ikke nødvendigvis et ufuldstændigt økosystem, som burde udvikle sig til skov.

Succession er ikke en vej mod ét bestemt slutstadium

Tidligere blev succession ofte fremstillet som en forholdsvis forudsigelig udvikling mod et stabilt klimakssamfund, eksempelvis en moden skov.

I moderne økologi betragtes udviklingen mere dynamisk.

Økosystemer kan følge forskellige udviklingsforløb afhængigt af artsindvandring, jordbund, klima, græsning, forstyrrelser og tilfældige begivenheder. Selv et veletableret økosystem fortsætter med at forandre sig.

Et ældre skovøkosystem er derfor ikke nødvendigvis mere stabilt, produktivt eller økologisk værdifuldt end et åbent plantesamfund i enhver henseende.

Det afgørende er, hvordan økosystemets arter, ressourcer og processer fungerer under de givne forhold.

En forskningsoversigt fra 2024 fremhæver netop samspillet mellem planter og deres miljø som en central mekanisme bag succession, men understreger også, hvor forskellige udviklingsforløbene kan være. [1]

Planterne ændrer jorden – og jorden ændrer planterne

En af de vigtigste mekanismer bag succession er, at planter ikke blot tilpasser sig deres voksested. De påvirker også selv voksestedets egenskaber.

Gennem fotosyntesen opbygger planterne organisk materiale, hvoraf en del tilføres jorden gennem blade, rødder og rodudskillelser.

Samtidig påvirker planterne jordens temperatur, fugtighed, kemiske forhold og biologiske aktivitet.

Når plantesamfundet ændrer sig, kan både mængden og sammensætningen af det organiske materiale ændre sig. Forskellige planter producerer eksempelvis planterester med forskelligt indhold af kvælstof, lignin og andre forbindelser, som påvirker nedbrydningen.

Jordens organismer reagerer på disse forandringer. Nogle mikroorganismer favoriseres af letomsættelige forbindelser fra levende rødder, mens andre er bedre til at nedbryde mere modstandsdygtigt plantemateriale.

Over tid kan ændringer i vegetationen derfor påvirke jordens biologiske samfund, næringsstofomsætning og struktur.

Disse forandringer påvirker igen, hvilke planter der kan etablere sig og konkurrere på voksestedet.

Denne gensidige påvirkning kaldes plant–soil feedback, eller plante-jord-tilbagekobling. [1, 2].

Positive og negative plante-jord-tilbagekoblinger

En positiv tilbagekobling opstår, når en plante ændrer jordbunden på en måde, som forbedrer dens egne muligheder for at vokse. Det kan eksempelvis ske gennem opbygning af gavnlige mikroorganismesamfund.

En negativ tilbagekobling opstår, når plantens påvirkning af jorden med tiden forringer dens egne vækstbetingelser. Det kan blandt andet skyldes ophobning af specialiserede rodpatogener.

Negative tilbagekoblinger kan give andre arter en konkurrencefordel og dermed bidrage til, at plantesamfundets sammensætning ændres.

Succession kan derfor delvist drives af, at arter ændrer deres eget voksested på måder, som efterhånden favoriserer andre arter. [1, 2].

Kilde: Feedback loops drive ecological succession (2024).

Planter og jordbiologi driver successionen sammen - Planterne tilfører jorden kulstof gennem rødder, rodudskillelser og planterester. Jordens organismer omsætter materialet og påvirker jordens struktur og næringsstofomsætning, hvilket igen ændrer planternes vækstbetingelser.

Jordbiologien følger med successionen

Når vegetationen ændrer sig, ændres betingelserne også for bakterier, svampe, regnorme, nematoder og andre jordorganismer. Det skyldes blandt andet ændringer i rodaktivitet, jordfugtighed, kulstoftilførsel, næringsstoffer og planteresternes sammensætning. En tidlig succession med mange hurtigtvoksende urter kan eksempelvis være præget af en betydelig omsætning af letnedbrydelige organiske forbindelser.

I nogle senere successionsstadier, især under trævegetation, kan en større del af nedbrydningen være knyttet til svampe, der udnytter ved, løv og andre mere komplekse planterester. Samtidig ændres sammensætningen af de mykorrhizasvampe, som lever i symbiose med planterne.

Fra bakteriedominans til svampedominans?

En udbredt fremstilling af successionen viser en næsten lineær udvikling fra bakteriedomineret jord under pionerplanter til stadig større svampedominans under buske og træer. Der er en økologisk baggrund for denne fremstilling. Svampesamfund og forholdet mellem svampe- og bakteriebiomasse kan variere betydeligt mellem eksempelvis dyrkede marker, græsland og skov. Men det er ikke en universel lov.

Forholdet afhænger blandt andet af vegetation, jordens surhedsgrad, kulstoftilgængelighed, næringsstofniveau, fugtighed og den metode, der anvendes til at måle organismerne. En skovjord er ikke nødvendigvis biologisk sundere end en græsmarksjord, blot fordi forholdet mellem svampe og bakterier er højere. Det er derfor mere præcist at sige, at succession ændrer jordbundens mikrobiologiske sammensætning og funktion, ikke at den nødvendigvis bevæger sig mod ét ideelt forhold mellem svampe og bakterier. [3].

Denne udvikling kan få betydning for næringsstofomsætning, planternes adgang til ressourcer og jordens evne til at danne stabile aggregater.

Læs mere i Jordbiologi – det levende fødenet.

Planternes samspil – konkurrence, komplementaritet og samarbejde

I naturlige plantesamfund eksisterer planterne ikke uafhængigt af hinanden. De påvirker løbende hinandens adgang til lys, vand, næringsstoffer og plads.

Forholdet mellem arterne kan være både negativt, neutralt og positivt. Tre mekanismer er særlig vigtige for at forstå successionen.

Konkurrence – når planter begrænser hinanden

Planter konkurrerer om begrænsede ressourcer. En hurtigtvoksende pionerplante kan eksempelvis skygge for langsommere arter, mens et tæt græstæppe kan gøre det vanskeligt for træer og buske at etablere sig.

Konkurrencen kan også foregå under jorden, hvor rodsystemer udnytter de samme reserver af vand og næringsstoffer.

Når successionen skrider frem, kan konkurrencen ændre karakter. I åbne plantesamfund kan konkurrencen om næringsstoffer og vand være afgørende, mens konkurrencen om lys ofte får større betydning i tættere vegetation.

Succession drives dermed ikke kun af, at nye arter får bedre vækstbetingelser, men også af, at allerede etablerede planter ændrer konkurrencen. [1]

Komplementaritet – når planter udnytter forskellige økologiske nicher

Forskellige plantearter kan udnytte ressourcer på forskellige tidspunkter eller steder.

Et træ med dybe rødder kan eksempelvis hente en del af sit vand fra andre jordlag end en overfladisk rodfæstet urt. Et løvfældende træ kan lade lys passere til forårsblomstrende planter, inden løvspringet lukker kronetaget.

Denne ressourceopdeling kaldes nichekomplementaritet. Den kan reducere konkurrencen og gøre det muligt for flere arter at udnytte et givent areal. Arternes ressourcebehov kan dog stadig overlappe betydeligt.

I regenerative dyrkningssystemer er komplementaritet særlig interessant, fordi den giver mulighed for at kombinere forskellige afgrøder og produktionsformer på samme areal. Forskning i samdyrkning viser, at komplementaritet kan forbedre den samlede ressourceudnyttelse og under gunstige forhold øge produktionen [4, 5].

Facilitering – når én plante forbedrer forholdene for en anden

Facilitering er en positiv økologisk påvirkning, hvor én art forbedrer en anden arts mulighed for at vokse, overleve eller formere sig.

Det kan ske gennem ændringer af mikroklimaet, beskyttelse mod vind, tilførsel af næringsstoffer eller påvirkning af jordens mikroorganismer.

En busk kan eksempelvis beskytte unge træplanter mod udtørring og kraftig sol. Bælgplanter kan gennem symbiose med kvælstoffikserende bakterier tilføre nyt kvælstof til plantesamfundets kredsløb. Planter kan desuden ændre tilgængeligheden af fosfor og andre næringsstoffer gennem deres rodaktivitet.

Det særlige ved facilitering er, at den kan skabe betingelser, som hjælper andre arter med at etablere sig.

Dermed kan positive artsrelationer være en direkte drivkraft bag successionen.

Forskningen i samdyrkning viser, at både komplementaritet og facilitering kan øge den samlede ressourceudnyttelse, men effekten afhænger stærkt af plantekombination, næringsstoffer, klima og dyrkningsforhold. [4, 5]

Hvordan hjælper planter hinanden?

De positive relationer mellem planter kan opstå gennem flere forskellige mekanismer, og det er vigtigt at skelne mellem dem.

1. Bælgplanter og biologisk kvælstoffiksering

Bælgplanter som kløver, lucerne, vikke og hestebønner kan indgå i symbiose med bakterier, der omdanner atmosfærens kvælstof til biologisk tilgængelige forbindelser.

Bakterierne lever i rodknolde og modtager kulstof fra planten som betaling for deres arbejde.

Når bælgplanternes rødder, blade og andre plantedele omsættes, kan en del af det fikserede kvælstof blive tilgængeligt for andre planter. Der kan også forekomme overførsel gennem rodrelaterede processer under væksten, men størrelsen varierer.

Det betyder, at bælgplanter kan forbedre kvælstofforsyningen i et plantesamfund over tid.

En kløvergræsmark illustrerer princippet: Kløveren kan hente kvælstof fra atmosfæren, mens græsset er effektivt til at optage mineralsk kvælstof fra jorden. Under passende forhold kan blandingen derfor udnytte ressourcerne bedre end arterne hver for sig.

Det er dog ikke en garanti for, at bælgplanterne forsyner deres naboer med store mængder kvælstof direkte under væksten. En væsentlig del af effekten kan komme senere gennem omsætning af plantemateriale. [4]

2. Rodudskillelser og mobilisering af næringsstoffer

Planter påvirker jordens kemiske miljø gennem forbindelser, som deres rødder udskiller.

Visse planter kan eksempelvis øge tilgængeligheden af fosfor ved at frigive organiske syrer eller påvirke mikroorganismernes aktivitet.

Hvis naboplanternes rødder befinder sig i den påvirkede jordzone, kan de under nogle forhold også få gavn af den øgede næringsstoftilgængelighed.

Dette er dokumenteret i undersøgelser af blandt andet samdyrkning mellem korn og bælgplanter, men effekten varierer mellem arter og jordbundsforhold. [5]

Det viser, at planter ikke kun konkurrerer om de næringsstoffer, der allerede findes i tilgængelig form. De kan også påvirke de biologiske og kemiske processer, der gør næringsstofferne tilgængelige.

3. Mykorrhiza – samarbejdet mellem planter og svampe

Mange planter lever i symbiose med mykorrhizasvampe. Svampene modtager kulstofforbindelser fra planterne og kan til gengæld forbedre deres adgang til blandt andet fosfor, kvælstof og vand. Mykorrhiza kan samtidig påvirke jordens aggregatstruktur og omsætningen af organisk materiale.

Forskellige plantearter indgår i forskellige typer mykorrhizasymbioser. Mange græsser, urter og landbrugsafgrøder danner arbuskulær mykorrhiza, mens blandt andet bøg, eg og birk normalt er knyttet til ektomykorrhiza. Det betyder, at en ændring i plantesamfundet også kan ændre de svampesamfund, der lever i jorden.

Nogle mykorrhizasvampe kan forbinde rødder fra flere planter i fælles netværk. Det er dokumenteret, at sådanne forbindelser kan eksistere, og at kulstof og næringsstoffer under visse forsøgsbetingelser kan bevæge sig mellem planter eller svampe gennem dem.

Læs mere i din artikel om rødderne og rhizosfæren.

4. Beskyttende planter og naturlig etableringshjælp

Nogle planter hjælper andre ved at ændre det fysiske miljø.

En etableret busk eller et mindre træ kan skabe læ, reducere fordampning og beskytte unge planter mod ekstrem sol eller temperatursvingninger.

I økologien omtales sådanne planter ofte som nurse plants, fordi de kan forbedre etableringsbetingelserne for andre arter.

Men relationen kan ændre sig over tid. En busk, der i begyndelsen beskytter et ungt træ, kan senere konkurrere med træet om lys og vand. Det, der er en positiv relation under etableringen, kan derfor blive en negativ relation, efterhånden som planterne vokser.

Denne tidslige dimension er central i successionen.

Planter har ikke nødvendigvis faste roller som enten konkurrenter eller samarbejdspartnere. Deres indbyrdes relationer kan ændre sig med udviklingsstadiet og de lokale forhold. [1, 4]

Når successionen opbygger jordbundens biologiske kapital

Successionen påvirker ikke kun, hvilke planter der findes på et areal. Den kan også ændre jordens struktur, organiske materiale og biologiske funktion.

Når flerårige planter etablerer sig, kan deres rodsystemer forblive aktive gennem flere vækstsæsoner. Nye rødder dannes, gamle rødder nedbrydes, og en del af kulstoffet fra fotosyntesen overføres til jordens organismer.

Denne aktivitet kan bidrage til dannelse af aggregater og rodkanaler og til en mere sammenhængende porestruktur.

Et mere permanent plantedække kan samtidig beskytte jordoverfladen mod regndråbers påvirkning, erosion og ekstreme temperatursvingninger.

Rødder og deres tilknyttede mikroorganismer har også stor betydning for tilførslen af kulstof til dybere jordlag. En del af kulstoffet kan stabiliseres gennem binding til jordens mineraler og indlejring i aggregater [7, 8].

Hvis tilførslen af organisk kulstof overstiger tabene over tid, kan jordens kulstoflager vokse.

Men succession medfører ikke automatisk stigende kulstoflagring i alle jordtyper. Græsland kan eksempelvis have meget store kulstoflagre i jorden, og en overgang fra græsland til skov kan under visse forhold reducere jordens kulstoflager, selvom den overjordiske vedmasse vokser.

En gobal metaanalyse fra 2025 fandt gennemsnitligt lavere jordkulstoflagre ved omdannelse af naturligt græsland til skov. Resultatet varierede dog mellem lokaliteter og klimaforhold [9].

Det er derfor nødvendigt at vurdere både jordkulstof, overjordisk biomasse, produktion og de samlede drivhusgasudledninger.

Læs mere i Kulstoflagring i jord.

Regenerativt jordbrug – at arbejde med successionen frem for imod den

Den økologiske succession åbner for en anden måde at tænke landbrugsproduktion på.

I stedet for at betragte marken som en flade, der hvert år skal bringes tilbage til et bestemt udgangspunkt, kan man arbejde med dyrkningssystemer, der udvikler sig gennem flere år eller årtier.

Det traditionelle landbrug har opnået en høj grad af kontrol over afgrødernes vækstbetingelser gennem jordbearbejdning, gødskning, plantebeskyttelse og forædling. Men den gentagne genetablering af enårige afgrøder indebærer også, at store dele af dyrkningssystemets biologiske udvikling afbrydes mellem vækstsæsonerne.

I en mark med flerårige afgrøder, buske og træer kan en større del af de levende strukturer derimod fortsætte med at udvikle sig fra år til år.

Det giver mulighed for at arbejde med økologisk kontinuitet som en produktionsressource.

Formålet er ikke blot at efterligne naturens spontane udvikling. Det er at forstå dens mekanismer og anvende dem målrettet til at udvikle produktive, robuste og ressourceeffektive dyrkningssystemer.

Fra pionerplanter til produktive flerårige systemer

Mange af landbrugets vigtigste afgrøder er enårige planter, der trives i åbne, lysrige miljøer med relativt begrænset konkurrence.

Korn, raps og mange grøntsager kan derfor betragtes som afgrøder, der dyrkes under forhold, som på flere måder minder om tidlige successionsstadier. Traditionelt har disse forhold været opretholdt gennem regelmæssig og intens  jordbearbejdning og fjernelse af konkurrerende vegetation. Men med efterafgrøder, undersåning, direkte såning og varierede sædskifter kan enårig dyrkning imidlertid kombineres med større biologisk kontinuitet.

Med flerårige græsmarker, træer og buske kan jordbrugeren derudover skabe systemer, hvor dele af vegetationen og rodsystemerne bliver stående gennem mange vækstsæsoner.

Her bliver tiden en vigtig produktionsfaktor. Et træ, en busk eller en flerårig afgrøde bygger videre på den struktur og de ressourcer, som allerede er etableret.

Læs mere i Plant træer og flerårige afgrøder.

Skovlandbrug – succession som dyrkningsprincip

Skovlandbrug giver mulighed for at kombinere planter fra forskellige vækstformer og udviklingsstadier i ét produktionssystem. En ung frugtplantage kan eksempelvis have stor lysindstråling mellem trærækkerne. Her kan jordbrugeren dyrke enårige grøntsager, bælgplanter eller andre lyskrævende afgrøder.

Efterhånden som træerne bliver større, ændres lysforholdene og konkurrencen om vand og næringsstoffer. Det kan skabe mulighed for andre afgrøder, men samtidig gøre nogle af de oprindelige afgrøder mindre produktive. Dyrkningssystemet kan derfor planlægges, så artsvalg og drift ændres i takt med træernes udvikling.

Et sådant system kan eksempelvis udvikle sig gennem tre faser:

Etablering – år 0–5

Unge træer kombineres med lyskrævende markafgrøder, grøngødning eller permanente bunddækkeplanter. Hovedopgaven er at etablere træernes rodsystemer uden overdreven konkurrence

Opbygning – år 5–15

Træerne begynder at levere en større del af produktionen. Skygge, læ og rodudbredelse ændres. Plantesammensætningen og dyrkningen justeres efter de nye betingelser.

Modent system – år 15 og frem

Træer og buske kan dominere større dele af systemet. Produktionsformen tilpasses, og selektiv beskæring, udtynding og foryngelse bliver vigtige redskaber til at regulere konkurrencen.

Årstal og udviklingsforløb er illustrative. I praksis afhænger de af træarter, planteafstande, jordbund og drift. Det centrale er, at systemet ikke designes alene efter etableringsåret, men efter hvordan samspillet mellem planterne forventes at udvikle sig.

Syntropisk landbrug – aktiv styring af successionen

Et særligt eksempel på anvendt successionsøkologi findes i syntropisk landbrug, som blandt andet forbindes med Ernst Götschs arbejde.

Her kombineres planter med forskellige væksthastigheder, levetider og lysbehov i et system, der løbende styres gennem beskæring, høst og udtynding.

Hurtigtvoksende planter kan producere biomasse og skabe gunstige etableringsforhold, mens langsommere afgrøder udvikler sig. Når de langsigtede afgrøder får større pladsbehov, reguleres eller fjernes de midlertidige planter.

Princippet er interessant, fordi det betragter succession som noget, landmanden aktivt kan arbejde med – ikke blot som en naturlig proces, der finder sted uden menneskelig indgriben.

En forskningsoversigt fra 2025 gennemgik 67 studier af syntropiske dyrkningssystemer. Forskerne fandt lovende resultater for biodiversitet, jordfrugtbarhed, vandhusholdning og flere andre økosystemfunktioner. Resultaterne for produktivitet var mere varierede, og en stor del af den eksisterende forskning stammer fra tropiske dyrkningssystemer [10].

Det understreger behovet for at udvikle og afprøve syntropiske principper under danske klimatiske og dyrkningsmæssige forhold.

Biologisk hegning – når successionen skaber levende markgrænser

Økologisk succession kan også anvendes aktivt til at udvikle levende hegn omkring marker og græsningsarealer. I stedet for udelukkende at anvende trådhegn og hegnspæle kan jordbrugeren etablere tætte plantesamfund, som gradvist udvikler sig til fysiske barrierer.

Et biologisk hegn kan eksempelvis etableres med hurtigtvoksende buske, der skaber læ og beskyttelse for langsommere voksende, tætte eller tornede arter. Hvidtjørn, slåen og mirabel er eksempler på arter, der under de rette forhold kan indgå i sådanne hegn. Gennem løbende beskæring, stævning eller traditionel hegnslægning kan vegetationen udvikles til en tæt, sammenvævet struktur.

Successionen bliver dermed et aktivt redskab, hvor pionerarter bidrager til etableringen, mens mere langlivede buske og træer gradvist overtager hegnets funktion.

Levende hegn kan samtidig skabe levesteder for fugle, insekter og andre dyr, bidrage med blomstring og frugter, skabe læ og tilføre organisk materiale til jorden. De kan desuden forbinde eksisterende naturområder og fungere som økologiske spredningskorridorer gennem landbrugslandskabet.

Den traditionelle britiske metode hedgelaying er et godt eksempel på denne tilgang. Her lægges levende grene og stammer ned og flettes ind i hinanden, så hækken udvikler sig til en tæt barriere. Metoden har historisk været brugt til at holde husdyr på græsningsarealer og til at forynge ældre levende hegn [11].

Biologiske hegning

Biologisk hegning viser, hvordan en fysisk funktion i landbruget kan udvikles gennem økologiske processer og samtidig bidrage til flere af landskabets øvrige funktioner.

Det kræver dog en langsigtet plan. Et levende hegn tager tid at etablere og skal tilpasses de dyr, det skal holde inde eller ude. Særligt kvæg, får og geder kan beskadige unge planter, og et levende hegn kan ikke uden videre erstatte et sikkert dyrehegn. Under etableringen kan et midlertidigt eller permanent trådhegn derfor være nødvendigt.

Faglig inspiration: Den traditionelle britiske metode hedgelaying er et godt eksempel på, hvordan buske kan lægges og flettes til en tæt levende barriere. Metoden anvendes til at forynge levende hegn og kan reducere behovet for permanente trådhegn, når bevoksningen er tilstrækkeligt udviklet.

Biologisk hegning gennem succession - Levende hegn kan udvikles fra nyplantede buske til tætte, sammenvævede barrierer gennem vækst og målrettet beskæring. Samtidig opbygges læ, levesteder og økologiske forbindelser i landbrugslandskabet.

Hvordan kan landmanden anvende successionen?

Successionen giver anledning til nogle overordnede principper for regenerativ dyrkning.

Økologisk mekanisme

Mulig dyrkningsmæssig anvendelse

Planter ændrer jordens biologiske miljø

Arbejd med varierede sædskifter og længere perioder med levende rødder

Arter udnytter forskellige ressourcer

Kombinér planter med komplementær vækst og rodudvikling

Planter kan facilitere hinanden

Brug eksempelvis bælgplanter, lægivende buske og midlertidige beskyttelsesafgrøder

Plantesamfund ændrer sig over tid

Planlæg artsvalg og høstsystem efter udviklingsfaser

Langvarig rodaktivitet påvirker jordstrukturen

Inddrag flerårige græsser, urter, buske og træer

Forstyrrelser påvirker successionens retning

Tilpas jordbearbejdning, græsning, beskæring og udtynding til målene

Fælles for principperne er, at de kræver aktiv forvaltning.

Et regenerativt dyrkningssystem bliver ikke nødvendigvis mere produktivt, blot fordi antallet af arter øges. For kraftig konkurrence kan reducere udbyttet, og træer kan eksempelvis tage vand fra markafgrøder under tørre forhold.

Den praktiske udfordring er derfor at vælge plantekombinationer og udviklingsforløb, hvor positive samspil og ressourcekomplementaritet kan udnyttes uden at skabe uacceptable tab i produktionen.

Et regenerativt perspektiv på tid

Det mest grundlæggende perspektiv ved økologisk succession er måske, at et økosystems produktivitet ikke kun skal vurderes på baggrund af, hvad det producerer i én vækstsæson.

Et dyrkningssystem påvirker også de betingelser, som fremtidens produktion skal foregå under.

Levende rødder kan bidrage til udviklingen af jordens struktur. Flerårige planter kan opbygge vedvarende biomasse. Organisk materiale kan tilføres og under visse forhold stabiliseres i jorden. Biologiske samspil kan udvikles, men også svækkes, når dyrkningen ændres.

Successionen viser os, at produktionsgrundlaget ikke er statisk. Det kan udvikles gennem den måde, vi dyrker jorden på. Hvor det traditionelle landbrug i høj grad har været indrettet til at genetablere de samme dyrkningsbetingelser år efter år, åbner det regenerative jordbrug mulighed for at udvikle systemer, hvor hver vækstsæson bygger videre på den foregående.

Det stiller nye krav til planlægning og management, men åbner samtidig for nye produktionsformer, hvor flerårige afgrøder, biologiske samarbejder og naturlige processer bliver en aktiv del af landbrugets værdiskabelse.

Landbruget skal ikke kun at producere afgrøder. Det skal også udvikle de økologiske forudsætninger for sin egen fremtidige produktion.

Det er en af de helt centrale muligheder i regenerativt jordbrug.

Skal alt landbrug bevæge sig mod skov?

Succession viser, at mange naturlige økosystemer udvikler sig mod mere vedvarende vegetation, men det betyder ikke, at skov nødvendigvis altid er den bedste anvendelse af alle arealer.  Permanente græsmarker kan eksempelvis have meget store rodmasser, betydelige jordkulstoflagre og stor betydning for biodiversiteten. Vådområder, enge og overdrev kan have helt andre økologiske kvaliteter end skov.

I mange danske landskaber kan en mosaik af skov, skovlandbrug, græsland, vådområder og dyrkede marker derfor rumme store muligheder for både produktion og biodiversitet.

Her kan successionen forvaltes forskelligt på de enkelte arealer.

Fremme af træer, buske og andre flerårige afgrøder i dyrkningssystemerne er et vigtigt regenerativt princip. Men det regenerative mål bør ikke alene være at bringe alle arealer til det senest tænkelige successionstrin. Det bør snarere være at udvikle dyrkningssystemer, der udnytter de økologiske processer bedst muligt under de lokale forhold.

Et produktivt regenerativt landskab behøver derfor ikke have ét bestemt slutstadium.

Det kan i stedet bestå af forskellige økologiske udviklingsfaser, der tilsammen understøtter en mangfoldighed af produktioner, levesteder og biologiske funktioner.

Kilder

[1] van Breugel, M. m.fl. (2024). Feedback loops drive ecological succession: towards a unified conceptual framework. Biological Reviews, 99, 928–949. https://doi.org/10.1111/brv.13051 Om plante-miljø-tilbagekoblinger som drivkraft bag succession og variationen mellem forskellige udviklingsforløb.

[2] Plant-soil feedback across spatiotemporal scales from immediate effects to legacy (2024). Soil Biology and Biochemistry, 189, 109289. https://doi.org/10.1016/j.soilbio.2023.109289 Forskningsoversigt over samspillet mellem planter, jordorganismer og langsigtede ændringer i jordmiljøet.

[3] Strickland, M.S. & Rousk, J. (2010). Considering fungal dominance in soils – Methods, controls, and ecosystem implications. Soil Biology and Biochemistry, 42, 1385–1395. https://doi.org/10.1016/j.soilbio.2010.05.007 Om forholdet mellem svampe og bakterier og de miljøforhold, der påvirker deres relative forekomst.

[4] Duchene, O., Vian, J.-F. & Celette, F. (2017). Intercropping with legume for agroecological cropping systems: Complementarity and facilitation processes and the importance of soil microorganisms. A review. Agriculture, Ecosystems & Environment, 240, 148–161. https://doi.org/10.1016/j.agee.2017.02.019 Om komplementaritet, facilitering, samdyrkning og biologiske samspil.

[5] Xue, Y. m.fl. (2016). Crop acquisition of phosphorus, iron and zinc from soil in cereal/legume intercropping systems: A critical review. Annals of Botany, 117, 363–377. https://doi.org/10.1093/aob/mcv182 Om rodinteraktioner og optagelse af næringsstoffer i samdyrkningssystemer.

[6] Karst, J., Jones, M.D. & Hoeksema, J.D. (2023). Positive citation bias and overinterpreted results lead to misinformation on common mycorrhizal networks in forests. Nature Ecology & Evolution, 7, 501–511.
https://doi.org/10.1038/s41559-023-01986-1 Kritisk gennemgang af dokumentationen for ressourceoverførsel og samarbejde gennem fælles mykorrhizanetværk.

[7] Gregory, P.J. (2022). Are plant roots only “in” soil or are they “of” it? Roots, soil formation and function. European Journal of Soil Science, 73, e13219. https://doi.org/10.1111/ejss.13219 Om røddernes og mikroorganismernes betydning for jorddannelse, jordfunktion og kulstoftilførsel.

[8] Guhra, T., Stolze, K. & Totsche, K.U. (2022). Pathways of biogenically excreted organic matter into soil aggregates. Soil Biology and Biochemistry, 164, 108483. https://doi.org/10.1016/j.soilbio.2021.108483
Om organiske forbindelsers betydning for dannelse og stabilisering af jordaggregater.

[9] Cai, Y. m.fl. (2025). Response of soil organic carbon stocks and soil microbial biomass carbon to natural grassland conversion: A global meta-analysis. Science of the Total Environment, 965, 178481.
https://doi.org/10.1016/j.scitotenv.2025.178481 Metaanalyse af ændringer i jordkulstof ved omdannelse af græsland.

[10] Jacobi, J. m.fl. (2025). Syntropic farming systems for reconciling productivity, ecosystem functions, and restoration. The Lancet Planetary Health, 9, e314–e325. https://doi.org/10.1016/S2542-5196(25)00047-6
Forskningsoversigt over 67 studier af syntropiske dyrkningssystemer, produktion og økosystemfunktioner.

[11] National Hedgelaying Society. Hedgelaying – Why is Hedgelaying Important?
https://hedgelaying.org.uk/hedgelaying/ Faglig praksiskilde om levende hegn, hegnslægning, foryngelse og beskyttelse af husdyr.

Læs mere om: