Tony Rinaudo og den underjordiske skov

Manden der ville plante træer

Da den australske agronom Tony Rinaudo kom til Niger i 1981, var store dele af landbrugsområderne i den sydlige del af landet hårdt pressede.

Årtiers tørke, trærydning, intensiv udnyttelse af vegetationen og et voksende pres på jorden havde efterladt mange marker med meget få træer. Kraftig vind kunne føre sand og jord hen over markerne, afgrøderne var udsatte for høje temperaturer, og brænde, foder og organisk materiale var blevet knappe ressourcer. I Maradi- og Zinder-regionerne blev tørke, jordforringelse og fejlslagne høster en del af baggrunden for alvorlige fødevarekriser i 1970'erne og 1980'erne.

Rinaudo arbejdede med landbrugsudvikling og træplantning og var overbevist om, at træerne måtte tilbage i landskabet. Problemet var bare, at træplantningen virkede elendigt. Nyplantede træer skulle etablere sig i ekstrem varme og tørke og var udsat for dyr, vind og mangel på vand. Trods et stort arbejde døde langt størstedelen af planterne.

Efter nogle år var Rinaudo tæt på at opgive projektet.

Opdagelsen af den underjordiske skov

I 1983 standsede Rinaudo under en køretur mellem landsbyer og betragtede endnu en af de små buske, der stod spredt på markerne. Han havde set dem utallige gange før.

Denne gang gik han hen og undersøgte en af dem nærmere. Det, der lignede en lille busk, viste sig at være skud fra en gammel træstub. Træet var blevet fældet, men det var ikke dødt. Under jorden fandtes stadig et stort levende rodsystem, som igen og igen sendte nye skud op.

Pludselig så landskabet anderledes ud. Der stod ikke blot enkelte buske på markerne. Under jorden fandtes resterne af en hel “underground forest” – en underjordisk skov af levende rødder, stubbe og frø med potentiale til igen at udvikle sig til træer.

Rinaudo havde forsøgt at etablere nye træer ovenfra. Nu opdagede han, at millioner af træer allerede var etableret nedefra.

Deres rodsystemer havde overlevet tørke og fældning og kunne række langt dybere ned i jorden end en nyplantet træplante. De repræsenterede en enorm, men næsten usynlig biologisk dyrkningskapital, som landbruget kunne begynde at bygge videre på.

Fra busk til træ

Princippet viste sig at være enkelt. I stedet for hvert år at skære alle træskud ned, når markerne skulle klargøres, kunne jordbrugerne udvælge de træer og arter, de ønskede at bevare.

På en træstub med mange nye skud udvælges nogle få af de stærkeste. De øvrige skæres væk og kan anvendes som eksempelvis brænde, foder eller organisk materiale. De tilbageværende stammer beskæres, markeres og beskyttes mod dyr og utilsigtet fældning.

Efterhånden udvikler de sig igen til rigtige træer. Beskæringen gentages løbende, og landmanden bestemmer både træernes tæthed, arter, antal stammer og form ud fra markens behov.

Det blev til Farmer Managed Natural Regeneration – FMNR.

Navnet er væsentligt. Det er ikke et skovprojekt, hvor en ekstern organisation planter træer og forlader området igen. Det er en dyrkningspraksis, hvor jordbrugeren aktivt manager den naturlige regeneration på sin egen jord.

Træerne vendte tilbage til markerne

Rinaudo begyndte i 1983 at afprøve metoden sammen med ti jordbrugere. Under den alvorlige tørke og hungersnød i 1984 blev FMNR siden en del af et omfattende food-for-work-program. Omkring 70.000 mennesker blev introduceret til metoden, og cirka 12.500 hektar blev behandlet.

Den første udbredelse var langt fra problemfri. Da støtteprogrammet ophørte, blev mange af træerne igen fældet. Men noget havde ændret sig. Tusindvis af landmænd havde set træerne vokse inde på markerne. De havde fået brænde og andre produkter fra dem – og mange havde samtidig oplevet, at afgrøderne kunne trives sammen med træerne.

Praksissen begyndte gradvist at sprede sig fra jordbruger til jordbruger. FMNR gik fra at være et projekt til at blive en landmandsdrevet bevægelse.

200 millioner træer – uden et gigantisk plantningsprogram

Resultatet kan i dag ses over enorme dele af det sydlige Niger.

På omkring 20 år blev FMNR udbredt til omtrent fem millioner hektar landbrugsjord. Det svarer til en gennemsnitlig spredning på omkring 250.000 hektar om året.

På arealet blev anslået 200 millioner træer regenereret.

Det er netop ordet regenereret, der gør historien så opsigtsvækkende.

Hundredvis af millioner træer skulle ikke produceres i planteskoler, transporteres ud, graves ned og vandes gennem etableringsfasen. Jordbrugerne tog udgangspunkt i den vegetation og de rodsystemer, som allerede fandtes på markerne, og brugte management til at frigøre deres vækstpotentiale.

Regenerationen skabte efterhånden store agroforestry-landskaber, hvor træerne igen blev en integreret del af produktionen.

Da træerne fik værdi for jordbrugeren

Succesen i Niger skyldtes imidlertid ikke kun en bedre dyrkningsmetode. Der skulle også ændres på de regler og institutioner, der omgav træerne.

I årtier blev naturligt voksende træer på landbrugsjord i praksis betragtet som statens ejendom. Jordbrugerne havde derfor begrænsede rettigheder til selv at fælde, beskære eller tjene penge på dem. Det skabte et grundlæggende paradoks:

Hvorfor investere tid i at passe et træ, hvis man ikke selv har sikker ret til værdien af det?

Fra 1980'erne begyndte denne situation gradvist at ændre sig. Rettighederne til at manage og udnytte træer blev styrket, og processen førte senere frem mod en revideret skovlovgivning. WRI vurderer, at de stærkere brugsrettigheder var en central forudsætning for den omfattende landmandsdrevne regeneration.

FMNR viser dermed også, hvor stor betydning regler kan have for udviklingen af et regenerativt landbrug.

Når jordbrugeren får mulighed for selv at høste gevinsten af at opbygge træer, jordfrugtbarhed og andre langsigtede ressourcer, bliver der et økonomisk incitament til at investere i den biologiske dyrkningskapital.