Michael Reber var ikke utilfreds med det moderne landbrug. Tværtimod. Han var uddannet til det, investerede i det og byggede familiens tyske svine- og planteavlsbedrift videre efter de principper, han havde lært. Først da sygdom ramte svineproduktionen, økonomien kom under pres, og han senere begyndte at se anderledes på jorden under sine fødder, ændrede kursen sig. I dag driver familien godt 220 hektar ved Schwäbisch Hall med jordfrugtbarhed, diversitet og mindre afhængighed af eksterne input som centrale mål.

Det var sådan, man drev et godt landbrug

Michael Reber voksede op på bedriften i Hohenlohe i det sydlige Tyskland. Hans forældre havde i 1976 flyttet gården ud fra landsbyen og specialiseret sig i avl af svin. Da Michael overtog ansvaret, fortsatte han udviklingen. Han investerede i svineproduktionen, øgede intensiteten og drev planteavlen efter den landbrugsfaglighed, han havde lært gennem sin uddannelse og fra rådgivningen omkring sig. Produktivitet og effektivitet var målene. Mineralgødning og planteværn var redskaber. Det var ikke noget, Michael Reber dengang betragtede som problematisk.

Tværtimod har han senere fortalt, hvordan han i mange år anvendte de anbefalede behandlinger uden for alvor at stille spørgsmål ved systemet. Først efter kurser i jordfrugtbarhed begyndte han at se sin egen dyrkning fra en anden vinkel. Men inden da skulle bedriften gennem en alvorlig krise.

Da svinene forsvandt

I 2006 blev svinebesætningen ramt af et voldsomt sygdomsudbrud. Ifølge Rebers nyere gårdprofil gik omkring tre fjerdedele af besætningen tabt. Sammen med lave priser på smågrise i de følgende år bragte det familien under et betydeligt økonomisk pres. Det blev første store brud med den udvikling, familien havde forestillet sig.

I stedet for at satse endnu mere på svinene begyndte de at sprede bedriftens økonomiske fundament. I 2009 etablerede familien i samarbejde med de kommunale forsyningsselskaber i Schwäbisch Hall et biogasanlæg. Svineproduktionen blev siden reduceret kraftigt, og i 2016 blev den stort set afviklet. Men Reber havde endnu ikke nødvendigvis ændret sit syn på planteavlen. Det næste vendepunkt kom nogle år senere.

Et kursus ændrede synet på marken

Omkring 2014 deltog Michael Reber i kurser om jordfrugtbarhed hos blandt andre Dietmar Näser og Friedrich Wenz. Det blev afgørende. For første gang begyndte han ifølge sin egen beskrivelse ikke kun at se jorden som et fysisk medium, der skulle holde planten oprejst og tilføres de nødvendige næringsstoffer.

Han begyndte at se den som et levende system. Det lyder måske som en lille sproglig forskel.

Men konsekvensen er stor. Hvis jorden primært betragtes som et dyrkningsmedium, bliver landmandens opgave at optimere plantens forsyning udefra. Hvis jorden derimod betragtes som et biologisk økosystem, bliver spørgsmålet også: Hvordan får jeg selve jorden til at fungere bedre?

Reber begyndte derfor at interessere sig mere for jordstruktur, humus, rødder, svampe, mikroorganismer og samspillet mellem afgrøderne. Og han begyndte at stille spørgsmål ved nogle af de behandlinger, han tidligere havde betragtet som selvfølgelige.

Diversitet under og over jorden

Reber arbejder samtidig med blandingskulturer og et mere varieret sædskifte. Det handler om mere end biodiversitet i klassisk naturforstand. Forskellige planter har forskellige rodsystemer. De bruger vand og næringsstoffer forskelligt. De blomstrer på forskellige tidspunkter. Og de påvirker jordens mikroorganismer forskelligt.

Når vi dyrker den samme type afgrøde igen og igen, forenkler vi derfor ikke kun vegetationen over jorden. Vi forenkler også økosystemet under den. Rebers mål er at føre noget af kompleksiteten tilbage – men uden at opgive landmandens behov for rationel drift. Det er den balance, der gør bedriften interessant.

For regenerativt landbrug bliver hurtigt irrelevant for almindelige planteavlere, hvis løsningen kræver, at traktoren parkeres permanent, og markerne omdannes til haver. Hos Reber er der stadig tale om store marker, traktorer, planteavl og en kommerciel bedrift. Spørgsmålet er snarere: Kan den samme planteavl drives med mere biologisk funktion og mindre afhængighed af input?

Biogasanlægget som en del af kredsløbet

Her adskiller Innovative Landwirtschaft Reber sig fra mange andre regenerative demonstrationsbedrifter. Biogasanlægget er ikke blevet afviklet under omlægningen. Det er tværtimod fortsat et af bedriftens økonomiske omdrejningspunkter.

Anlægget blev etableret i 2009 i samarbejde med Stadtwerke Schwäbisch Hall og anvender blandt andet gylle, husdyrgødning, græsensilage, helsæd og forskellige energiafgrøder. Digestatet vender tilbage som gødning på markerne.

Det giver en interessant diskussion. Biogas og regenerativt landbrug bliver nogle gange fremstillet som to modsætninger: det ene associeres med store energiafgrøder og intensiv produktion, det andet med biologisk mangfoldighed. Reber forsøger i stedet at integrere teknologien i et mere diversificeret dyrkningssystem. Det betyder blandt andet, at biogasanlægget kan aftage forskellige biomasser, mens næringsstofferne i digestatet føres tilbage til markerne. Det er ikke et lukket kredsløb – ingen moderne bedrift er fuldstændig lukket – men det viser en vigtig pointe: Regenerativ omstilling behøver ikke betyde, at alle tidligere investeringer skal kasseres. Nogle gange handler det om at give dem en ny rolle i et bedre system.

Mindre afhængighed er blevet et mål i sig selv

På bedriftens hjemmeside bruger Reber et ord, som efter min mening siger meget om hans filosofi: uafhængighed.

Han ønsker større uafhængighed af kemisk plantebeskyttelse og handelsgødning. Større uafhængighed af globale råvaremarkeder. Større robusthed over for vejrekstremer. Og på længere sigt større uafhængighed af nogle af de økonomiske strukturer, som landbruget ellers er bundet op på. Det er en anden fortælling om regenerativt landbrug end den, der ofte møder offentligheden. Her handler det ikke først om at redde klimaet.

Det handler om landmandens handlefrihed. Hvis en bedrift kun kan levere et acceptabelt økonomisk resultat, når gødningen er billig, planteværnsmidlerne virker, renten er lav, høsten er stor, energien er billig og verdensmarkedsprisen er god, er bedriften effektiv – men ikke nødvendigvis robust. Rebers spørgsmål bliver derfor: Hvor mange af de afhængigheder kan landmanden reducere ved at få biologien og bedriften selv til at udføre flere funktioner?

Ikke maksimal høst for enhver pris

Det fører til et andet syn på produktivitet. I moderne planteavl er udbyttet pr. hektar et naturligt og vigtigt mål. Men det fortæller ikke hele historien. Hvis højere udbytte kræver tilsvarende højere omkostninger, er landmanden ikke nødvendigvis bedre stillet.

Derfor bliver dækningsbidrag, risiko og behovet for input mindst lige så interessante som det absolutte høstudbytte.

Ifølge Top 50 Farmers har Reber gennem omlægningen reduceret anvendelsen af syntetisk kvælstof betydeligt, samtidig med at jordstruktur, infiltration og biologisk aktivitet er blevet centrale mål for driften. Den aktuelle profil beskriver bedriften som økologisk og uden konventionelle pesticider og syntetisk gødning.

Det mest interessante er imidlertid ikke at nå et bestemt nulpunkt. Det er retningen: Kan gården år for år blive mindre afhængig af, at landmanden køber sig til jordens funktioner?

Når marken møder et skybrud

Det spørgsmål bliver ekstra vigtigt i et mere ustabilt klima. Hohenlohe har, ligesom mange andre europæiske landbrugsområder, oplevet større udsving mellem tørre perioder og kraftig nedbør. Her bliver jordstruktur pludselig meget konkret. En jord kan have fået præcis samme mængde regn som nabomarken og alligevel ende med en helt anden mængde plantetilgængeligt vand.

Det afhænger blandt andet af, hvor hurtigt vandet kan infiltrere, hvor meget jorden kan holde på, hvor dybt rødderne kan bevæge sig, og hvor meget der forlader marken som overfladeafstrømning. Derfor er Rebers fokus på humus og jordstruktur ikke kun et miljøprojekt. Det er en del af bedriftens risikostyring. En mere velfungerende jord kan ikke få regnen til at falde. Men den kan påvirke, hvad der sker med vandet, når den gør.