Mark Shepard - New Forest farm

Da majsmarken blev til en spiselig savanne

Hvad ville der ske, hvis vi holdt op med at betragte en mark som en fabrik for én afgrøde og i stedet designede den som et økosystem? På New Forest Farm i Wisconsin har Mark Shepard brugt mere end 30 år på at undersøge netop dét spørgsmål. Resultatet er et usædvanligt landbrug, hvor kastanjer, hasselnødder, æbler, græs, husdyr og vandhåndtering er integreret i samme produktionssystem.

Thomas Lygum Sidelmann

Redaktør

31.07.2026

Når man ser New Forest Farm fra luften, ligner den ikke den type amerikansk landbrug, der ellers dominerer Midtvesten. Der er ikke kilometer efter kilometer af majs eller soja. I stedet følger lange rækker af træer landskabets kurver. Mellem dem ligger brede græsarealer. Kvæg, grise, får eller fjerkræ kan afgræsse mellem træerne. Vand tilbageholdes højt i landskabet, og afgrøderne findes i flere højder. Det ligner næsten en åben skov, og det er meningen.

Mark Shepard forsøger nemlig ikke først og fremmest at efterligne andre landbrug. Han forsøger at efterligne det økosystem, der ville have eksisteret på stedet, hvis landbruget ikke havde fjernet det. Det kalder han Restoration Agriculture – restaurerende jordbrug. Og selv om Shepard kan være både kompromisløs og provokerende i sin kritik af det moderne enårige landbrug, er New Forest Farm interessant, fordi han ikke nøjes med at skrive om alternativerne.

Han har plantet dem.

Fra udpint kornmark til 43 hektar flerårigt landbrug

New Forest Farm ligger ved Viola i det sydvestlige Wisconsin i det kuperede område, der kaldes The Driftless Area.

Gården er på 106 acres – omkring 43 hektar – og var tidligere en slidt rækkeafgrødebedrift med blandt andet majsproduktion. Shepard-familien begyndte omstillingen i 1990'erne. I dag beskriver gården sig selv som en kommerciel demonstrationsbedrift for flerårigt landbrug.

Shepards udgangspunkt var radikalt enkelt:

Hvis naturen fik lov til selv at bestemme vegetationen i Wisconsin, ville den ikke etablere en majsmark.

Den ville udvikle noget, der minder om egesavanne, krat og åben skov. Så hvorfor ikke forsøge at producere menneskeføde i et landbrug, der har samme grundlæggende struktur?

På New Forest Farm blev den naturlige egesavanne derfor inspirationskilden. Men de vilde arter blev i vid udstrækning erstattet med arter, der kan producere salgbare fødevarer. Hvor naturen kunne have placeret forskellige nøddebærende træer og buske, dyrker Shepard blandt andet: kastanjer, hasselnødder, valnødder, æbler og hyld.

Dertil kommer græsser, urter, vinplanter, bær, svampe og husdyr. Det er ikke en skov, hvor man tilfældigvis kan finde noget spiseligt. Det er et landbrug designet med en skovs økologiske struktur.

Gennem de seneste årtier har den visionære landmand og forfatter, Mark Shepard, forvandlet 46 hektar landbrugsjord i Wisconsin, USA, til et levende, højtydende økosystem. Ved at efterligne naturens egne processer har han skabt et modstandsdygtigt landbrug, der helt uden kunstgødning og sprøjtemidler producerer mad, binder CO2 og Via flerårige afgrøder, vandstyring og strategisk integration af husdyr har han vist hvordan vi kan løse fremtidens fødevarekriser og vise vejen mod en grønnere fremtid.

Træer som markafgrøde

For en dansk landmand er en af Shepards mest interessante tanker måske denne:

Træer behøver ikke stå i kanten af landbruget. De kan være selve afgrøden.

I moderne planteavl tænker vi typisk i måneder. Man sår om efteråret eller foråret, høster nogle måneder senere og begynder derefter stort set forfra. Shepard tænker i årtier. Når en kastanje eller hassel først er etableret, behøver landmanden ikke hvert år genetablere hele produktionsapparatet. Træet står der allerede. Rødderne står der allerede. Mykorrhizaen står der allerede. Jordens struktur under træet skal ikke genopbygges efter endnu en jordbearbejdning. Og når foråret kommer, begynder den eksisterende plante igen at opsamle solenergi.

Det betyder ikke, at træafgrøder er arbejdsfri. De skal etableres, beskyttes, beskæres, høstes og markedsføres. Og etableringsperioden kan være lang. Men Shepard stiller et interessant spørgsmål til vores traditionelle dyrkningssystem:

Hvorfor bruger vi så stor en del af vores landbrugsareal på planter, som vi hvert eneste år skal slå ihjel og etablere igen?

Kastanjen som et korn på et træ

Kastanjen har en særlig rolle i Shepards tænkning. En kastanje er botanisk en nød, men ernæringsmæssigt adskiller den sig fra eksempelvis valnødder og hasselnødder. Den indeholder meget stivelse og relativt lidt fedt. Derfor betragter Shepard den nærmest som et flerårigt alternativ til kornets kulhydrater. Hasselnødder og valnødder kan levere mere af fedtstofferne. Frugt og bær leverer andre fødevarer. Og mellem træerne kan der produceres græs og animalske produkter. I stedet for at forsøge at få én plante til at levere hele produktionen forsøger systemet altså at lade flere biologiske lag producere samtidig.

Det er en helt anden måde at tænke udbytte på. En traditionel mark kan være ekstremt effektiv til at producere én bestemt vare pr. hektar. Shepard spørger i stedet:

Hvor meget samlet føde, foder og andre produkter kan hele økosystemet producere?

Vandet kommer før afgrøden

Hvis der er ét element på New Forest Farm, som danske landmænd med fordel kan studere uafhængigt af, om de nogensinde vil dyrke kastanjer, er det måske vandet.

For Shepard begynder landbrugsdesign ikke med spørgsmålet: Hvad skal vi plante?

Det begynder med: Hvor bevæger vandet sig?

New Forest Farm ligger i et bakket landskab, hvor regnvand naturligt accelererer ned ad skråningerne, samles i lavninger og kan tage jord og næringsstoffer med sig.

Shepard har derfor indrettet gårdens struktur efter terrænet og vandets bevægelse.

Trærækker, veje, render, damme og andre jordarbejder indgår i et Keyline-inspireret system, der skal bremse, fordele, infiltrere og tilbageholde vandet i landskabet, før det forlader gården. Vandhåndtering beskrives fortsat som fundamentet for både New Forest Farm og Shepards rådgivningsarbejde.

Det vender den almindelige logik på hovedet. I stedet for:

få overskydende vand væk hurtigst muligt

bliver spørgsmålet:

hvordan holder vi vandet længst muligt på det sted, hvor det kan gøre nytte?

Det er naturligvis ikke direkte overførbart til enhver dansk lerjord med vintervandmætning og drænbehov. Men princippet om at forstå hele bedriftens hydrologi, før man placerer træer, marker, veje og afgrøder, bliver kun mere relevant i et klima med både kraftigere regnhændelser og længere tørkeperioder.

Markerne forsvinder ikke – de bliver tredimensionelle

En almindelig misforståelse omkring skovlandbrug er, at træerne nødvendigvis overtager hele marken. New Forest Farm illustrerer en anden mulighed. Træerne står i rækker, mens områderne mellem dem fortsat kan anvendes produktivt. Det betyder, at landbruget får flere produktionsetager:

øverst træernes kroner,
nedenunder mindre træer og buske,
langs rækkerne bær, urter og andre planter,
og mellem trærækkerne græs eller andre afgrøder.

På New Forest Farm bruges de græsklædte arealer blandt andet til forskellige husdyr. Gården nævner selv kvæg, grise, kalkuner, får og høns som dyr, der på forskellige tidspunkter kan afgræsse systemet. Dermed producerer arealet ikke enten træer eller husdyr. Det kan producere begge dele. Det er selve idéen bag silvopasture.

Dyrene bliver en del af driften

For Shepard er husdyrene ikke noget, der efterfølgende placeres i landskabet. De indgår i systemets funktion. Græsset mellem træerne skal under alle omstændigheder håndteres. Det kan slås med maskiner. Eller det kan spises. Når dyr afgræsser arealet, omdanner de plantemateriale til kød eller andre animalske produkter samtidig med, at næringsstoffer cirkuleres tilbage gennem gødning. Grise kan påvirke vegetationen og jorden på én måde. Kvæg på en anden. Fjerkræ på en tredje.

Pointen er ikke, at husdyr automatisk forbedrer et økosystem. Dårligt styret græsning kan naturligvis gøre det modsatte. Pointen er, at Shepard forsøger at designe dyrenes adfærd som en del af landbrugsdriften.

Det er en tankegang, der også kan bruges langt fra Wisconsin:

Hvis en opgave allerede findes på bedriften, kan et dyr så udføre en del af den samtidig med, at det producerer noget?

STUN – dyrk de planter, der kan passe sig selv

En af Mark Shepards mere humoristiske – og mere kontroversielle – idéer hedder STUN.

Forkortelsen står for: Sheer Total Utter Neglect.

På dansk kunne man næsten oversætte det til: Fuldstændig og total forsømmelse.

Det lyder ikke umiddelbart som god planteavl. Men bag provokationen ligger et seriøst forædlingsprincip. I stedet for at købe nogle få genetisk identiske træer og bruge store ressourcer på at holde hvert individ i live, har Shepard arbejdet med meget store populationer af genetisk forskellige frøplanter.

Så udsættes de for de faktiske forhold på gården. Kulde. Tørke. Sygdomme. Insekter. Konkurrence. Nogle klarer sig dårligt. Nogle dør. Og enkelte trives og producerer godt. og det er dem, Shepard vil formere videre på.

STUN-metoden bruges således som en meget hård form for lokal selektion, hvor man ikke alene forædler efter frugtstørrelse og udbytte, men efter evnen til at præstere med få indgreb under de konkrete lokale forhold. Shepard har især arbejdet med denne metode i udviklingen af hårdføre kastanjer og hasselnødder.

Det er vigtigt ikke at romantisere metoden. Den kræver mange planter, tid og mulighed for at acceptere betydelig dødelighed. Den er ikke nødvendigvis rationel for en landmand, der netop har investeret tusindvis af kroner i podede træer pr. hektar. Men princippet bag er interessant:

I stedet for hele tiden at ændre miljøet, så det passer til afgrøden, kan vi også udvikle afgrøder, der passer bedre til miljøet.

Det er planteforædling set fra landmandens side.

Når lavt input bliver en konkurrencefordel

Der ligger også en bedriftsøkonomisk tanke bag STUN. Landmandens mål er ikke nødvendigvis at få maksimalt biologisk udbytte fra den enkelte plante. Målet er at få et godt økonomisk resultat fra hele systemet. Det er to forskellige ting.

Hvis en intensivt plejet frugtplantage giver 20 procent større høst, men kræver væsentligt mere arbejde, maskinkørsel, plantebeskyttelse og andre input, er det ikke givet, at den giver det bedste resultat på bundlinjen.

Shepards fokus er derfor i høj grad på forholdet mellem produktion og omkostninger.

Kan biologien overtage nogle af de funktioner, vi ellers betaler for?
Kan en lokalt tilpasset plante kræve færre behandlinger?
Kan et dyr høste sit eget foder?
Kan permanente planter mindske behovet for jordbearbejdning?
Kan landskabet selv opbevare mere vand?
Kan flere produkter komme fra den samme hektar?

Det er her, Shepards tilgang bliver interessant for landmænd, også selv om man er skeptisk over for hans mere vidtgående konklusioner. For regenerativt landbrug er ikke kun et spørgsmål om at producere mere. Det kan også være et spørgsmål om at skulle købe mindre for at producere det.

Landmanden som økosystemforvalter

Her ligger måske Shepards vigtigste idé. Den moderne landmand bliver ofte beskrevet som producent. Shepard ser snarere landmanden som forvalter af et produktivt økosystem.

I et almindeligt dyrkningssystem forsøger vi i høj grad at kontrollere marken:

Vi etablerer den ønskede plante.
Vi fjerner konkurrerende planter.
Vi regulerer insekter og svampe.
Vi tilfører næringsstoffer.
Vi flytter vand.
Vi etablerer afgrøden igen næste år.

Shepard spørger, om nogle af de funktioner kan indbygges i selve systemet.

Kan kvælstof eksempelvis cirkulere gennem planter, dyr og jordbiologi?
Kan flerårige rødder fastholde jordstrukturen?
Kan rovinsekter og fugle hjælpe med skadedyrsreguleringen?
Kan husdyrene høste en del af vegetationen?
Kan træernes løvfald være en del af jordens næringsstofkredsløb?

Landmandens arbejde forsvinder ikke. Men arbejdet ændrer karakter. Fra konstant at genopbygge systemet til i højere grad at styre dets udvikling.

Men kan man høste det med en maskine?

Det er et afgørende spørgsmål. For hvis regenerative systemer kun fungerer med hundredvis af timers håndarbejde, bliver deres relevans for almindeligt landbrug begrænset.

New Forest Farm er derfor interessant, fordi Shepard fra begyndelsen har forsøgt at arbejde i landbrugsskala. Trærækkerne organiseres ikke blot efter økologiske principper, men også med hensyn til adgang, drift og høst. Gården beskriver selv de flerårige plantninger som organiseret, så både forvaltning og høst kan effektiviseres.

Det er en vigtig forskel mellem en skovhave og et skovlandbrug. I en skovhave kan maksimal biologisk kompleksitet være et mål i sig selv. På en kommerciel bedrift skal landmanden også kunne: køre, beskære, flytte dyr, høste, sortere og få varen ud af marken. Et godt landbrugsdesign skal derfor både fungere biologisk og logistisk. Den balance er noget af det mest interessante ved Shepards arbejde.

En anden form for effektivitet

En majsmark er utrolig enkel at forstå. Én afgrøde. Én høst. Et kendt marked. Maskiner og rådgivning er udviklet til netop den produktion.

New Forest Farm er langt mere kompliceret. Kastanjer modnes på ét tidspunkt. Hasselnødder på et andet. Æbler på et tredje. Dyrene skal flyttes. Træerne udvikler sig over årtier. Nogle arter klarer sig bedre end forventet, andre dårligere. Markeder skal udvikles for produkter, som mange forbrugere ikke kender. Det er en reel omkostning ved diversitet: Kompleksitet skal administreres.

Men specialisering har også en pris. Hvis hele bedriftens økonomi afhænger af én eller to råvarer, bliver bedriften samtidig stærkt eksponeret mod priser, sygdomme, vejrekstremer og stigende inputomkostninger. Shepards svar er ikke at optimere én produktionsgren yderligere. Han spreder risikoen biologisk og økonomisk. Det er samme grundidé, som man kender fra en investeringsportefølje: Man satser ikke alt på ét kort.

Restoration Agriculture

I 2013 samlede Mark Shepard mange af sine tanker i bogen Restoration Agriculture – Real-World Permaculture for Farmers. Titlen er vigtig. Det er ikke Permaculture for Gardens. Det er for farmers.

Shepards ambition har fra begyndelsen været at tage nogle af permakulturens tanker om økosystemdesign ud af køkkenhaven og afprøve dem i et landbrug, hvor hektarer, maskiner, økonomi og produktion betyder noget.

Bogen argumenterer for landbrugssystemer, der efterligner den vegetation, som naturligt hører hjemme i et område, men erstatter dele af de vilde arter med planter, der kan producere menneskeføde, dyrefoder, energi, fibre og andre produkter.

Senere fulgte Water for Any Farm, hvor Shepard går længere ned i landskabs- og vanddesign og videreudvikler tankerne fra P.A. Yeomans' Keyline-system.

30 års forsøg – ikke en færdig opskrift

Der er en tendens til, at markante personer inden for regenerativt landbrug enten bliver gjort til profeter eller affejet som idealister. Begge dele er uinteressant. New Forest Farm beviser ikke, at kastanjer og køer kan erstatte verdens kornproduktion.

Og Shepards mere vidtgående påstande om enårigt landbrug bør ikke ukritisk tages som dokumentation for, hvordan hele fremtidens fødevaresystem skal organiseres.

Men det ændrer ikke på betydningen af eksperimentet. For Shepard har gjort noget, som er sjældent: Han har brugt årtier på at undersøge, hvordan et flerårigt, mekaniserbart og kommercielt landbrug kan se ud i praksis.

New Forest Farm beskrives fortsat som en igangværende stor-skala flerårig polyculture og som forsknings- og demonstrationssted – ikke som et afsluttet forsøg. Nogle ting virker. Andre gør ikke. Nogle sorter overlever. Andre forsvinder. Nogle markeder udvikler sig. Andre gør ikke. Og netop derfor er gården interessant. Det er et landbrug, der har fået lov til at være et 30-årigt markforsøg med fremtidens produktionssystemer.

Hvad kan en dansk landmand lære af Mark Shepard?

En dansk kornavler behøver ikke rydde marken i morgen og plante hele bedriften til med kastanjer. Det ville være at misforstå Shepard. Det interessante er snarere at tage hans spørgsmål med hjem.

Hvor løber vandet på min bedrift – og hvor kunne jeg holde bedre på det? Kan træer producere noget på arealer, hvor de i dag kun betragtes som et landskabselement?
Kan efterafgrøder eller flerårige afgrøder give mig flere måneder med levende rødder?
Kan husdyr integreres i dele af sædskiftet?
Kan læhegn udvikles fra en omkostning til en produktionszone?
Kan nogle marker opdeles med rækker af nødder, frugt, pil eller andre træafgrøder uden at miste muligheden for mekanisering?
Kan min bedrift producere flere forskellige varer, så økonomien bliver mindre afhængig af én råvare?
Og frem for alt: Hvilke funktioner betaler jeg i dag diesel, kemi, gødning og maskintimer for, som biologien måske kunne hjælpe mig med?

Det er relevante spørgsmål på en gård med 40 hektar. Og på en med 800.

Slip kontrollen og hjælp naturen på vej

Det mest interessante ved Mark Shepard er efter min vurdering ikke hans konkrete artsliste. Danmark er ikke Wisconsin. Vores klima, jord, ejendomsstruktur, afgrøder, markeder, lovgivning og landbrugstradition er anderledes. Derfor ville det være mærkeligt blot at kopiere New Forest Farm.

Men Shepard peger på noget mere grundlæggende. Det moderne landbrug har gennem mere end et århundrede været fantastisk dygtigt til at forenkle biologien for at gøre produktionen lettere at kontrollere. Én mark. Én afgrøde. Ens planter. Ens høsttidspunkt. Store maskiner. Standardiserede råvarer. Det har givet en enorm arbejdseffektivitet.

Men det har også gjort landmanden ansvarlig for at levere mange af de funktioner, som et mere komplekst økosystem selv ville udføre. Gødskning. Plantebeskyttelse. Jordbearbejdning. Vandregulering. Genetablering.

Shepards eksperiment går den modsatte vej: Hvad sker der, hvis vi giver noget af kompleksiteten tilbage til marken og derefter lærer at drive den?

Efter mere end tre årtier på New Forest Farm står kastanjetræerne, hasselbuskene og æbletræerne der stadig. Dyrene græsser mellem dem. Vandet følger det landskab, Shepard har designet. Og år efter år fortsætter gården med at udvikle sig. Det er måske den største forskel mellem New Forest Farm og den majsmark, den engang var.

På majsmarken begyndte landmanden næsten forfra hvert forår. På New Forest Farm begynder næste års produktion med det økosystem, som de foregående år allerede har bygget.

Og netop dér ligger Mark Shepards vigtigste udfordring til det moderne landbrug: Hvad nu, hvis vores vigtigste produkt ikke bare er næste års høst – men et produktionssystem, der bliver bedre til at producere, jo længere vi passer på det?