Peters Gartneri ApS ved Beder – Et socialt og regenerativt landbrugslaboratorium

Af Thomas Lygum Sidelmann 31.07.2026

Lidt syd for Aarhus – nærmere bestemt på den smukke kampestensgård Mariendal nær Ajstrup Strand i Beder – finder man et stykke landbrug, der bryder med det traditionelle syn på fødevareproduktion. Hos Peters Gartneri handler det ikke om at udpine jorden for at maksimere næste udbytte, men om at opbygge mulden, så den bliver mere levende, frugtbar og modstandsdygtig for hver eneste sæson.

Gartneriet drives som et regenerativt og økologisk jordbrug, der forpagter omkring 17 hektar jord fra Aarhus Kommune samt mindre frugt- og bærområder i lokalområdet. Her er sprøjtemidler og tunge maskiner udskiftet med naturlige kredsløb, mikroliv og et stærkt fællesskab.

En økologisk ildsjæl

Manden bag initiativet er den økologiske landmand Peter Kirk-Haugstrup, der blev uddannet fra Den Økologiske Jordbrugsskole i 1990. Siden 2010 har han drevet økologisk landbrug med fokus på at levere et bredt udvalg af friske grøntsager til lokalområdet. 

Landmand Peter Kirk-Haugstrup nyder den daglige gang i marken.

Hvad er regenerativt landbrug hos Peters Gartneri?

Hvor økologi fokuserer på, hvad man ikke må (f.eks. fraværet af kunstgødning og syntetiske sprøjtemidler), tager det regenerative landbrug skridtet videre: Det handler om aktivt at genopbygge (regenerere) jordens frugtbarhed. Peters Gartneri arbejder målrettet med at genopbygge jordens frugtbarhed gennem regenerative dyrkningsprincipper. Udgangspunktet er, at en sund jord er fundamentet for sunde afgrøder, høj biodiversitet og et mere robust landbrug. Derfor er fokus ikke alene på årets høst, men på løbende at forbedre jordens biologiske funktion og evne til at lagre kulstof og vand.

Gården har gennemført omfattende jordbundsanalyser, som viste et lavt kulstofindhold og mangel på flere plantenæringsstoffer. Resultaterne har dannet grundlag for en langsigtet regenerativ dyrkningsplan, hvor dyrkningsmetoderne løbende tilpasses for at styrke jordens mikroliv og forbedre planternes adgang til næringsstoffer. Målet er at skabe en positiv symbiose mellem planter, mikroorganismer og jord, hvor planternes fotosyntese leverer kulstof til jordens mikroliv, som til gengæld opbygger jordstruktur og frigiver næringsstoffer.

Hos Peters Gartneri arbejdes der ud fra klare principper:

  • Opbygning af mikroliv: Sund jord giver sunde planter. Ved at bruge kompost, dækafgrøder og varierede sædskifter plejes mikrolivet i jorden.
  • Minimal jordbearbejdning: Dyb pløjning undgås for ikke at ødelægge jordens struktur og følsomme svampenetværk (mykorrhiza). 
  • Bred mangfoldighed: Med over 100 forskellige afgrøder skabes et stærkt og varieret økosystem, som tiltrækker nyttige insekter og modstår sygdomme naturligt.

En vigtig del af dyrkningsstrategien er et varieret sædskifte og en øget anvendelse af kløvergræsmarker, som bidrager til jordopbygning over tid. Gartneriet arbejder desuden med løbende at sikre en balanceret næringsstofforsyning, så afgrøderne kan udvikle et stærkt rodnet og understøtte den biologiske aktivitet i jorden. Erfaringerne dokumenteres i samarbejde med forskere og anvendes til løbende at videreudvikle dyrkningssystemet.

“Vi opdyrker jorden. For at kunne blive ved med det – og fortsat producere mad til mennesker – skal vi gøre det regenerativt. Det handler om at efterlade jorden mere frugtbar, end da vi overtog den.”

Mere end grøntsager: Et levede laboratorium 

Peters Gartneri er ikke kun en lokal grøntsagsmark – det er også et levende forskningslaboratorium. Gartneriet fungerer som et demonstrationslandbrug, hvor regenerative dyrkningsmetoder testes og evalueres i samarbejde med blandt andre Aarhus Universitet, Teknologisk Institut og Aarhus Kommune. Formålet er både at udvikle dyrkningsmetoder, der forbedrer jordens sundhed, og at undersøge, hvordan regenerative landbrug kan understøttes gennem nye samarbejds- og forretningsmodeller. Gartneriet deltager i flere nationale og internationale forskningsprojekter, hvor blandt andet EU-projekter som SOILVALUES og SOILGUARD tester, analyserer og måler på:

  1. Effekten af regenerativ dyrkning på jordens kulstofbinding og klimaet.
  2. Hvordan man styrker biodiversiteten under jordoverfladen.
  3. Nye forretningsmodeller for jordskånsomt landbrug.

Øget kontakt mellem bonde og borger

Regenerativ dyrkning handler på Peters Gartneri ikke kun om produktionen af grøntsager, men også om at skabe et lokalt fødevaresystem med tæt kontakt mellem jordbrug og borgere. Gennem kundebondeordningen deler medlemmerne både høsten og den risiko, der følger med dyrkningen, samtidig med at ordningen giver landbruget en stabil økonomi og styrker forbindelsen mellem mennesker og den jord, maden kommer fra.

Et af de mest markante initiativer hos Peters Gartneri er konceptet Kundebonde. Her køber lokale forbrugere en andel af årets høst forud for sæsonen.

Som kundebonde får man retten til selv at høste afgrøder direkte på marken gennem sæsonen eller hente færdighøstede grøntsager hver uge. Konceptet bygger på et solidaritetsprincip: 

  • Fælles risiko: Forbrugerne støtter landmanden og deler risikoen ved vind og vejr.
  • Likviditet til foråret: Forudbetalingen sikrer gartneriet den nødvendige kapital til frø og klargøring i forårsmånederne.
  • Læring i marken: Gennem bl.a. KundeBONDEskolen og kurser som “Fra Muld til Mad” (i samarbejde med Foreningen for Økologisk Jordbrugssamvirke – FØJS) lærer borgerne selv, hvordan maden dyrkes fra bunden.

Nyt anpartsselskab giver fælles ejerskab til gartneriet

For at sikre gartneriets fremtid og folkelige forankring overgik den oprindelige enkeltmandsvirksomhed i 2026 til Peters Gartneri ApS. Det betyder, at forbrugere, lokale borgere og samarbejdspartnere i dag kan købe anparter og blive medejere af gartneriet. Omdannelsen er et bevidst skridt mod en mere borgerstøttet og bæredygtig landbrugsmodel. Peter Kirk-Haugstrup fortsætter som direktør og i en af de bærende roller i den daglige drift.

Selskabsskiftet blev officielt markeret på en stiftende generalforsamling den 17. maj 2026. Her blev selskabskapitalen udvidet markant fra 20.000 kr. til 405.000 kr. på grund af den store lokale opbakning. Det overordnede mål er at rejse 500.000 kr. i fælles kapital. Midlerne skal investeres i maskiner samt kvæg til naturpleje på de 17 hektar forpagtede jorder ved gården Mariendal.

Borgere kan vælge mellem to forskellige typer af ejerskab på Peters Gartneri websiden:

  • A-anparter der giver stemmeret og direkte indflydelse på generalforsamlingen, herunder valg af bestyrelsen.
  • B-anparter der fungerer som ren støtte og opbakning til gartneriets fremtid uden krav om stemmeret.

Uanset anpartstype bliver alle medejere inviteret med til jordbrugets sociale fællesskab. Dette inkluderer den årlige høstfest, løbende nyheder fra marken samt kurser og aktiviteter i det regenerative laboratorium. Alle nye anpartshavere modtager desuden et fysisk anpartshaverbevis, som er udformet af den lokale kunstner Jess Blond

Den 17. maj 2026 holdt garteriet generalforsamling med de nye anpartshavere

Gården i Mariendal – et samlingssted på landet

Peters Gartneri er ikke kun et sted, hvor der dyrkes grøntsager. Gården fungerer også som et levende mødested, hvor natur, mad, kultur og fællesskab går hånd i hånd. Gennem året inviteres både lokale borgere, virksomheder og besøgende til arrangementer, der giver mulighed for at opleve den regenerative dyrkning helt tæt på.

Et centralt element er de populære jord-til-bord- og langbordsmiddage, hvor sæsonens grøntsager høstes direkte fra markerne og indgår i måltider tilberedt med fokus på lokale råvarer. Middagene skaber en direkte forbindelse mellem dyrkningen og tallerkenen og giver deltagerne en større forståelse for sæsonernes betydning, regenerativt landbrug og den lokale fødevareproduktion.

Gartneriet danner også ramme om teambuilding, møder og kurser for virksomheder, organisationer og andre grupper. Her kombineres fagligt indhold med praktiske aktiviteter i marken, rundvisninger eller fælles madlavning, så deltagerne får en anderledes oplevelse, hvor samarbejde, natur og bæredygtighed er i centrum.

Naturens rolige omgivelser bruges desuden til sansende aktiviteter som yoga, mindfulness og kulturarrangementer. Koncerter, foredrag, workshops og kreative events afholdes med markerne og landskabet som kulisse og bidrager til at skabe nye møder mellem mennesker, natur og lokale fødevarefællesskaber.

Samarbejde er en vigtig del af Peters Gartneris udvikling. Gården samarbejder med en række lokale aktører inden for blandt andet biavl, pileflet, madlavning og håndværk. Disse partnerskaber gør det muligt at tilbyde kurser, workshops og oplevelser, hvor deltagerne får indblik i traditionelle håndværk, lokale fødevarer og naturens ressourcer. Samtidig styrker samarbejderne det lokale erhvervsliv og viser, hvordan regenerative landbrug kan fungere som omdrejningspunkt for et levende lokalsamfund.

    Der er stor tilslutning til de populære jord-til-bord langbordsmiddage, der er baseret på sæsonens grøntsager fra egen avl.

    En grønnere fremtid starter lokalt

    Peters Gartneri ved Beder viser i praksis, hvordan fremtidens landbrug kan se ud: Bæredygtigt, regenerativt og dybt forankret i sit lokalsamfund. Ved at kombinere gammel dyrkningsvisdom med moderne jordbundsforskning og folkeligt medejerskab genopbygges ikke bare jorden – men også kontakten mellem det moderne menneske og den mad, vi spiser.

     

    Vil du opleve gartneriet?

    Besøg gårdbutikken på Ørnevænget 37, 8330 Beder, tilmeld dig som Kundebonde, eller læs mere om muligheden for at blive anpartshaver på www.petersgartneri.dk. Du kan også følge med på Facebook og Instagram.